13. april 1919. Sønderjyske krigsfanger ankommer til Odense

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Palmesøndag lagde skibet til kaj i Odense. Sejlturen ind gennem Odense fjord var en uforglemmelig tur.

Ved ankomsten til Odense stod byen pyntet i festskrud. Der var overalt rejst flagalleer. Flag vajede overalt, der blev skudt salut for os. Folk hilste og vinkede, og på kajen spillede et militærorkester. Der var fest og glæde om bord.

Vi forlod skibet, og i triumftog, fulgt af ca. 10.000 mennesker, drog vi op til kasernen. Her måtte vi vente en stund. Så kom vi i bad og kom i nyt tøj fra inderst til yderst. Nu var vi vel nok nogle pæne fyre!

Vi fik anvist kvarter, og fulgt af en spejder fandt vi snart derhen. Jeg kom til købmand Hansen i Vestergade.

I dette herlige hjem opholdt jeg mig tre dage. I kirken afholdtes der festgudstjeneste for os. Senere var vi med til fest i Fyens  Forsamlingshus. Sluttelig var vi inviteret til frokost på Albani Bryggeriet, og vi kunne efter ønske tylle så meget øl i os, som vi lystede.

Under turen hjem fra bryggeriet løb jeg pludselig på en mand — min far. Han var kommet til Odense for at være med til at modtage mig. Det var en stor og uventet glæde.

DSK-årbøger 1961

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *