Senest ændret den 4. december 2020 8:43
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Det var en forfrossen og tænderklaprende Skare, der i Morges af en venligt smilende Dame blev hilst: „God Morgen, Sønderjyder. Vil I nu med hjem?” Og nu kommanderede hun: „ Op med Humøret og op med Dannebrog!”
Alle rakte Hals for at se, hvem det dog var, der saa tidlig om Morgenen var i saa godt Humør, og der blev nu levende i Rækkerne, der ikke længere saa sig bevogtet under franske Bajonetter.
I Havnen saa vi paa Afstand „St. Thomas” ligge med Røgen ud fra Skorstenen og vente paa os. Det kan nok være, at Næseborene vibrerede ved Duften af friskkogt Kaffe, der naaede over til os. Vi er nu kommet ombord og har foretaget det første Angreb paa dansk Mad.
Der var nok af den, og efterhaanden som den ved de første voldsomme Angreb led et betydelig Nederlag, rykkede nye Reserver frem. Vi er, hvad man kan kalde, godt til Pas, og de udleverede Cigarer nyder vi med et Velbehag som aldrig før.
Jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra et sørgeligt Syn og Oplevelse, som vi havde under Vejs hertil. Paa en Banegaard, hvor vi gjorde Holdt og fik nogen Mad, blev der ført en Del Fanger forbi os. Det var Fæstningsfanger, dømt til Tvangsarbejde, og bestod af baade Tyskere, Franskmænd og indiske Tropper. De var lænket sammen ved baade Benene og Hænderne med en Kæde, der løb igennem Rækkerne.
Fra deres forpinte og udmagrede Ansigter stirrede deres Øjne længselsfuldt mod de Kogekar, vi stod med i Hænderne. Det vilde være det rene Vanvid at forsvare Forbrydelser, men hvad mon disse Stakler vel havde gjort andet, end at de havde sat sig op imod den Tvangsforanstaltning at skulle slaa Folk ihjel.
Tusinder har vel under hele Krigen gjort det samme og er enten blevet stillet foran en Mur og er blevet skudt, eller som disse Stakler her blevet dømt til aarelangt Arbejde i Granitbjerge. Lagt i Bolt og Jern, nittet til Jernkæder, der forbandt dem til deres Hakke, Spade eller Trillebør, og nedført i usle Hummere og for det meste i usundt Klima, skulde de sone den Forbrydelse ikke at ville begaa nogen Forbrydelse.
— Fra samme Banegaard blev der tilsluttet vort Tog en Transport af indiske Tropper, der skulde til Caiais for at blive befordret til deres Hjemland. Jeg sad og ønskede, at de maatte have faaet de bedste Indtryk med hjem fra Europa. Det vilde i hvert Fald være et godt Grundlag for vore udsendte Missionærers Pionerarbejde til Guds Riges Fremme og til den rigtige Forstaaelse af Guds Ord om, hvor nødvendigt det er at: „Elske vore Fjender.”
