Tag-arkiv: Somme

4. juli 1916. Kresten Andresen: “Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 4. juli 1916

Kære forældre!
Hvor tiden dog i grunden går rask; men det ligger vel i, at livet her ikke er så ensformigt som mange andre steder. Der er kommet en større spænding her, siden de voldsomme kampe ved Somme er begyndt. Det kan vi alt høre herfra. Her har der også været adskillige skinangreb, med pludselig trommeild over gravene. Vi ligger om natten i alarm- og gasberedskab. Men jeg tror ikke, at offensiven vil strække sig helt hertil.

Mange tak for brevet af 30. juni med Nat. Den er jo meget interessant. Det er sikkert, krigen må kunne få en brat ende, når man mindst tænker på det. Det trækker op på alle kanter til en endelig afgørelse. Her fortælles der, at englænderne og russerne driver deres spil i Østersøen. Det vilde være uhyggeligt, om krigen skulde strække sig til vore kyster.

Jeg fik i dag kort fra Åge; han studerer og har vist ikke megen anelse om krig. Nå, jeg vil ønske, at han heller ikke får det. Men i Rusland begynder man jo allerede at snakke om næste krig, læste jeg i går i avisen; de må ikke have fået nok af denne. Det var helt nyt at få høre fra en udenbys. Jeg får nu næsten kun breve hjemmefra; al anden korrespondance er gået i stå. Men hvad skal man skrive så meget; tanker laver man sig ikke mange af, og krigsvæsen kan man af militære grunde jo ikke skrive noget om.

Det er da kedeligt med Johanne, men dog godt, at det er bleven opdaget i tide; det er jo også et sært tidspunkt, hvorpå det er kommet, da der netop er så knapt med fedestoffer og oljekager. Jeg vil en af dagene skrive til farbror i Vinding. Nå, nu skal vi ud at slæbe minererammer.

Mange hilsner til jer alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

4. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… mine nerver var fuldstændig færdige”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

1. juli 1916. Somme-slaget begynder

Efter det andet slag i Champagne (Herbstschlacht) i 1915 begyndte tyskerne i februar 1916 etablering af en tredje forsvarslinje yderligere 2.700 meter bag Stutzpunktlinien . Tysk artilleri blev organiseret i en række spærreildssektorer (sperrfeuerstreifen). Linien var næsten færdig da offensiven ved Somme blev indledt.

Det tyske forsvar ved Somme havde to svagheder. De forreste skyttegrave lå på en fremadrettet hældning, og undergrundens hvide kridt i bunden af skyttegravene gjorde dem nemme at observere. Endvidere var de overfyldt. Artilleriilden kunne således nemt observeres og ilden havde stor effekt blandt de sammen-stuvede tropper.

Slaget ved Somme, også kendt som Somme Offensiven, var et slag mellem kombinerede engelske og franske styrker og tyske enheder. Det fandt sted mellem den 1. juli og den 18. november 1916 på begge sider af floden Somme i Frankrig. Det var et af de største slag i Første Verdenskrig, med mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede. Det fransk-britiske engagement i Somme offensiven var resultatet af allierede drøftelser på Chantilly i Oise i december 1915, forestået af general Joffre.

Joseph_Joffre
General Joseph Joffre

De allierede var her blevet enige om en strategi bestående af kombinerede offensiver mod centralmagterne i 1916 med deltagelse af franske, russiske, britiske og italienske hære. Somme-offensiven var det engelsk/franske bidrag. Den vigtigste del af offensiven påhvilede den franske hær, støttet på den nordlige flanke af 4. armé af det Britiske Ekspeditions  Korps.(BEF).

Somme_planen
Planen for offensiven ved Somme

Da den tyske hær begyndte Slaget ved Verdun omkring Meuse den 21. februar 1916, blev mange af de franske divisioner der skulle have været til Somme omdirigeret til Verdun. Understøttende angreb blev nu de engelske styrkers primære indsats.

Den første dag ved Somme (1 juli) blev et alvorligt nederlag for den tyske 2. armé, som blev tvunget ud af sin første forsvarslinje af den franske 6. armé fra Foucaucourt-en-Santerre, syd for Somme, til Maricourt på nordlige bred, og af den britiske fjerde armé fra Maricourt til i nærheden af ​​Albert-Bapaume vejen. Den første dag ved Somme blev den hidtil værste dag i den engelske hærs historie. De mistede alene denne dag 57,470 mand, primært på fronten mellem Albert-Bapaume vejen og Gommecourt, hvor angrebet blev afvist og kun få britiske tropper nåede den tyske frontlinje.
Den britiske hær ved Somme var en blanding af resterne af den førkrigstidens regulære hær, den territoriale hær og Kitcheners hær.

Ved slutningen af slaget var engelske og franske styrker trængt 9,7 km ind på tysk-besat område, den største erobring siden slaget ved Marne i 1914. De britisk-franske hære fik dog ikke indtaget Péronne og var stadig 4.8 km fra Bapaume, hvor de tyske hære fastholdt deres positioner i løbet af vinteren.

Unavngivet
Offensivens udvikling

Slaget ved Somme bestod af tre faser:
Fase 1:
Slaget ved Albert, 1–13 juli
Slaget ved Bazentin Ryggen, 14–17 juli
Slaget ved Fromelles, 19–20 juli

Fase 2:
Slaget ved Delville Skoven, 14 juli – 15 september
Slaget ved Pozières Ryggen, 23 juli – 7 august
Slaget ved Guillemont, 3–6 september
Slaget ved Ginchy, 9 september

Fase 3:
Slaget ved Flers–Courcelette, 15–22 september
Slaget ved Morval, 25–28 september
Slaget ved Transloy Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Thiepval Ryggen, 26–28 september
Slaget ved Ancre Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Ancre, 13–18 november

Efter slaget ved Ancre, blev de engelske angreb på Sommefronten stoppet af vejret og de militære operationer på begge sider blev for det meste begrænset til at overleve i regn, sne, tåge, mudder og vandfyldte skyttegrave.
De engelske angreb i Ancre dalen blev genoptaget i januar 1917 og tvang tyskerne til lokale tilbagetrækninger til reservelinjer i februar, før den planlagte tilbagetrækning til Siegfriedstellung (Hindenburg Linien) begyndte i marts.

Som ved de øvrige store slag er tabstallene behæftet med en vis usikkerhed. For perioden 1. juli til den 18. november mistede England ifølge en af opgørelserne 415.690, Frankrig 202.567 og Tyskland 434.500 mand.

Slaget ved Somme var bemærkelsesværdig idet vigtigheden af luftherredømme blev synligt og de første tanks blev indsat.

British_Mark_I_male_tank_Somme_Thiepval_25_September_1916
Engelsk Mark I tank

1. juli 1916 – Johannes Ankersen: “Franskmændene havde angrebet”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.

Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.

Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.

Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.

Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.

Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.

Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.

Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.

Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.

Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

29. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Tørst er forfærdeligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

I natten mellem den 28. og 29. juni blev 8. kompagni afløst af det 6. Jeg måtte dog ifølge bataljonsbefalingen blive i stillingen, jeg var lige kommet fra orlov og måtte være frisk nok. Det havde også været til at bære, hvis der i det mindste var blevet sørget for, at vi havde fået noget at drikke. Men intet, ikke en dråbe, selv afløsningen kom med tomme feltflasker. Og min tørst voksede i det endeløse. For at stilne den lidt, tyggede jeg brændt kaffe, som vi havde fundet i minegangen. Længere inde i minegangen sivede vandet gennem loftet, snavset lervand, hvert minut en lille dråbe. Den opfangede jeg, for i det mindste at fugte mine tørre gummer en smule. Ak, hvad havde vi ikke givet for et ordentlig regnvejr. Tørst er forfærdeligt. I fire dage havde jeg ikke rigtigt fået noget at drikke, jeg var på fortvivlelsens rand og havde aller mest lyst til skyde mig en kugle for panden. Og fjenden angreb stadig ikke, han udlod stadig sin jernregn over os for at fjerne alt menneskeligt fra denne frygtelige ørken.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

28. juni 1916 – Johannes Ankersen: “en fuldstændig fortabt post”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Det var om morgenen den 28. juni. Den fjendtlige beskydning fortsatte uden afbrydelse med uformindsket styrke, vi forventede hvert øjeblik et angreb, men modstanderen kom ikke endnu.

Hvad vi skulle have gjort, hvis angrebet var kommet, ved jeg ikke. Vi sad omkring 50 mand i minegangen, som oprindeligt havde haft tre udgange. Den ene var allerede fuldstændig, den anden delvist sammenskudt. Angreb franskmændene, så måtte vi alle sammen ud af den ene smalle udgang.

Da afstanden til den fjendtlig skyttegrav vel var omkring 50 m, så ville der kun være kommet 4-5 mand ud af minegangen og hvad skulle de stille op? Enten satte man sig til modstand, og så havde franskmændene ”røget” os ud med håndgranater, og det var ingen kommet levende fra, eller også måtte simpelthen overgive sig. En forfærdelig situation.

Hverken til højre eller venstre var der tyske soldater i nærheden. ”Det skarpe hjørne” havde ikke kunnet holdes, her havde mine og granater fortrængt alt menneskeligt, og til venstre for os bøjede stillingen langt bagud, der var altså heller ingen.

Vi sad på en fuldstændig fortabt post, men betød intet, den gang gjaldt i den tyske hær som højeste grundprincip: ”Stillingen holdes”. At vi sad som i vores egen grav og overhovedet ikke var i stand til at holde fjenden tilbage, gjorde ingen forskel.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

27. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Kæmpe hul efter kæmpe hul”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.

Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.

Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.

Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

26. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… et forfærdeligt kaos”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Om morgenen den 26. juni var vi i Peronne. Her erfarede vi, at den sværeste ild i tre dage havde ligget på de forreste stillinger og hvilekvarterer. At det var tilfældet, kunne vi høre, for den brølede uophørligt fra fronten. Peronne havde også fået sin bekomst, fjenden havde flere gange beskudt byen, sandsynligvis for at forstyrre togtrafikken. Combles, der havde været udsat for en vanvittig ild, var fuldstændig rømmet og næsten helt sønderskudt. Vi kørte først til trænet, som lå i Meislain. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det syn, vi så, da vi nåede en forhøjning, hvor vi kunne overskue terrænet. En eneste tæt mur af røg, sådan markeredes det sted, hvor skyttegraven lå. De enkelte nedslag var ikke længere synlige i den tykke røg. Gud fader i himmelen, og der skulle vi hen. Det var med en fandens ubehagelig fornemmelse, men hvad nyttede det?

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Ved trænet klædte jeg mig hurtigt om, byttede orlovsuniformen ud med skyttegravstøjet. Tæpper og det øvrige nødvendige blev pakket sammen, og så gik det videre, indtil videre med vogn til Le Forêt, hvor vores regimentsstab sidst havde haft til huse. Min Gud, hvor så også denne landsby ud, at et område kan ændre sig så meget på så kort tid, det tror man ikke er muligt. Staben var ikke længere i Le Forêt, men i en kommandostilling i Maurepas. Vi måtte nu sende vognen tilbage, luften var blevet for ”tæt” til, at det var muligt komme videre i den, desuden var gaderne slemt sønderskudt.

I regiments kommandostilling traf vi regimentschefen såvel som brigadechefen. De herre synes overordentlig glade for at se os, hilste os på det hjerteligste, ja sågar en flaske vin blev fundet frem for at vedekvæde os tørstige sjæle. Vi skulle først til aften rykke frem til vores kompagni (det 8. kompagni lå i afsnittet ”Den neutrale lund”) og ved samme lejlighed tage forplejningstropper fra feltrekrutdepotet med frem. Cheferne bad os om at indgyde folkene i forreste linje mod. Der ville snart komme erstatning og forstærkninger, såvel infanteri som artilleri, modstanderen vil umuligt kunne bryde igennem. Jeg tænkte mit, de herre vidste vist kun alt for godt, hvor svagt vores mandskab var og hvor ringe især vores artilleri var.

Vi skulle træffe kompagniet fra rekrutdepotet i Forêt, så vi måtte tilbage dertil. De ankom ved aftentid i skumringen, alle læsset med levnedsmidler og drikkevarer. De unge knægte, der endnu ikke havde været i skyttegravene, skulle vi nu føre frem. Jeg må sige, de opførte sig godt, og hvis de ikke kunne udføre deres opgave, så var det ikke deres skyld.

Vi tog af sted. Vi kom hele tiden tættere på uvejret. De fjendtlige granaterne slår allerede ned til højre og venstre, foran og bag os, og griber efter vores kroppe med deres skarpe, hårde kløer. Så må man blive liggende en stund og lade ilden rase ud for så med stormskridt at skynde sig igennem det beskudte område. De brave rekrutter følger hele tiden med i samlet flok. Vejen er ikke nem at finde. Den gammelkendte egn har ændret sig til ukendelighed. Her er feltjernbanen, men hvor ser den dog ud. Det ene granathul tæt ved det næste, sveller og skinner kastet mellem hinanden og sammenfiltret i et forfærdeligt kaos. I det mindste giver banedæmningen nogen dækning. Indtil nu er alt gået godt, mærkværdigvis er ingen blevet såret. Nu må vi over til venstre, dér 100 m fremme er en skråning, der giver rimelig dækning, og hvor et reservekompagni fra vores regiment ligger. Alle mand frem, råber jeg, og spænder af sted. Da slår det med et drøn ned kort bag mig, og da jeg ser mig om, ligger et par af vores brave folk uden at røre sig. Men der er ikke tid til at bekymre sig om de døde. Nu er jeg fremme ved den beskyttende skråning og i reservekompagniførerens dækningsrum. Jeg har kun tanke for en ting, noget at drikke, men der er intet. Vandledningen er for længst skudt over og der er ingen brønde eller bække. Men vi har jo vin med til tropperne i forreste linje, hit med et par dråber, før jeg går til.

Et stod mig klart, det var umuligt for en enkelt person at føre reservedepotets folk, der var fuldstændig ubekendt med egnen, frem. I terrænet frem mod stillingen, som blev stadig kraftigere beskudt, var de med stor sikkerhed kommet fra hinanden, og da de ikke kendte området, var de sandsynligvis ikke kommet det rigtige sted hen. Der var nødvendigt at dele dem i små grupper med hver deres egen fører. Løjtnanten fra reservekompagniet lovede at ville sørge for det. Men nu måtte vi videre.

Sammen med en officerskammerat fra 5. kompagni, der skulle ligge ved ”Det skarpe hjørne”, og to menige, begav jeg mig på vej. Jeg havde givet mit bundt med tæpper osv. til en menig, hvem det var, ved jeg ikke, så heller aldrig manden igen, for knap var vi ude af det beskyttende dækningsrum og inde i infernoet, der syntes at kaste hele sin overflod af vrede imod os, før begge soldater var væk. I øvrigt var de anstændige nok til aflevere mine ting ved 8. kompagnis feltkøkken.

Vi to officerer hastede videre alene. Hvorhen? Ja det var ikke så nemt, for de løbegrave, der kunne lede os på vej om natten, var stort set forsvundet. Marken lå udtrakt i det svage månelys med det ene granatkrater efter det andet, kun enkelte steder kunne vi genkende brudstykker af den tidligere skyttegrav. Så styrtede vi videre i den retning, mens det med stadig større voldsomhed hylede imod os, og med forfærdelig bragen og gurglen slog ned i jorden. Døden red på hastige fjed gennem luften og grinede hånligt, mens han så på de to mennesker, der stred sig gennem hans rige. Men le blot du knoglemand, endnu har du ikke fat i os. Dér, et dækningsrum til et reservemaskingevær. Hurtig ind for at give de gispende lunger et hvil, så videre. Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

25. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… forbandede lort!”

Johannes Ankersen fra Flensborg havde meldt sig frivilligt i august 1914 og var blevet tildelt Füsilier-Regiment Nr. 86. I 1915 var han blevet forfremmet til løjtnant og kommanderet til Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme.

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Så var vi altså igen i Tyskland, i den kære hjemstavn. Blot en skam, at tiden går så hurtigt, 14 dage er hurtigt omme. Denne gang skulle det dog gå anderledes. Hjemme havde vi den 24. juni fejret fars fødselsdag til langt ud på den lyse morgen, og jeg lå om morgenen den 25 i den skønneste søvn, da mor vækkede mig og overrakte et just ankommet telegram med befaling om øjeblikkeligt at vende tilbage til regimentet. Nå, det var værre historie, men alle eder hjalp intet, så allerede henimod 11 sad jeg i et tog og kørte mod vest igen. Hvad mon der var sket? Aviserne som anskaffedes undervejs gav svaret: i hærens beretning stod, at vores modstander ved Somme beskød vores linje med kraftig ild. En fjendtlig offensiv var altså i vente, og vi skulle naturligvis nødvendigvis være med. Forbandede lort. Undervejs traf jeg et par kammerater fra vores regiment. Med toget var i det hele taget næsten kun officerer, der telegrafisk var blevet kaldt tilbage fra orlov.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

 

 

24. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge em oversigt over den forgange uges kampe for 100 år siden. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det om flyver-esset Max Immelmann, Verdun, Mellemøsten, den store russiske Brusilow-offensiv på Østfronten – og forberedelserne til den store Somme-offensiv.