Tag-arkiv: SMS Seydlitz

Krigens forløb

6. juni 1916. “Deres søn Overmatros Jacobsen har i søslaget i Skagerrak lidt heltedøden for fædrelandet”

Skriv en kommentar

Kapitän zur See von Egidy underskrev den 6. juni følgende dødsbudskab, som blev afsendt til Jørgen Jacobsens forældre samme dag.

Jørgen Jacobsen (1891-1916) Ulkebøl
Jørgen Jacobsen (1891-1916) Ulkebøl

Den 6. juni 1916

Det er min sørgelige pligt at skulle meddele Dem, at Deres søn Overmatros Jacobsen i søslaget i Skagerrak har lidt heltedøden for fædrelandet. Pligttro faldt han under udførelsen i den sejrrige kamp for kejser og for riget.

Hvad angår Deres søns efterladte ejendele meddeler Kommandoen, at opgørelsen og forsendelse heraf af militære grunde for tiden ikke er mulig. Så snart forholdene tillader det, vil det ufortøvet blive bragt i orden.

Det vil foregå således.

  1. Samtlige forhåndenværende private ejendele dvs. breve, værdigenstande, medicin, ekstra støvler vil fra Skibskommandoen blive sendt direkte til Deres adresse, dog delvis ødelagt under slaget.
  2. Alt tjenstligt, udstyr (beklædningsgenstande, løn, tilgodehavender af tøj osv.) sendes til stamafdelingen Abreilung 1. Matrosen Division. Denne foranlediger da videreforsendelse til Dem naturligvis forudsat, at en udlevering må findes sted efter reglerne, dvs., at Deres søn har tøj til gode.

Hvad angår private sager vil kommandoen gerne på forespørgsel hjælpe med yderligere oplysninger. Angående andre oplysninger (se ovenfor under b) henvend Dem da venligst til stammarineafdelingen.

Vi beder dog om, at De foreløbig vil have tålmodighed, da det kræver tid at eftersøge og ordne efterladenskaberne.

Kapitän zur See und Kommandant von Egidy

Seydlitz havde i alt 98 dræbte i Jyllandsslaget.

Jørgen_Jacobsen_dødsmeddelelse
Dødsbudskabet til Jørgen Jacobsens forældre

 

Krigens forløb, Søkrig

2. juni 1916. Indespærret i bugen på den sunkne SMS Seydlitz

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.

Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.

Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”

— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.

Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.

Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.

Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.

Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.

I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.

Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.

DSK-årbøger 1945

Søkrig

31. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz under Jyllandsslaget

1 kommentar

L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.

(… fortsat)

Søslaget ved Jylland

Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).

Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.

Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.

Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.

Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.

Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.

Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.

Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.

Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.

Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.

IMG_9183_efter_Jyllandsslaget_cropped
Skudhul i siden på tysk krigsskib i Wilhelmshafen

Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.

Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.

Saadan oplevede jeg Slaget ved Jylland 1916.

DSK-årbøger, 1943

Nyheder, Søkrig

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. marts 2016 15:42

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.