Tag-arkiv: skyttegravsliv

4. februar 1915. Spark ikke til en blindgænger

4. februar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten

Dagbog

Lassigny den 4. februar 1915

I går traf jeg sammen med Jep Nissen, Dalsgård; han er sammen med få andre danskere kommet til det hamborgske reservereg. 76. De har været forfærdelig hårdt med siden november og har holdt en stilling oppe ved Roie, som uafladelig er bleven stormet. Nu til sidst har de været på vej til Elsas, men kom ikke så vidt.

Så nu er vi ved det gamle igen. Dejligste vejr; solen stod op gloende rød; der er forårsluft som i de første vårdage, når det endnu fryser om natten; en solsort sang så dejligt i en have. Det klang som et bud hjemmefra, fra de danske bøgeskove og lune haver.

Jeg var i byen, efter kul i slottet og vand; rums-bams! fem granater slog ind umiddelbart nær ved, og jeg forsvandt skyndsomst i en kælder.

Aften. Endnu en slem tur. Skulde hente middag med underofficer Roose. Han blev lidt tilbage, og det var vor redning; vi stod et øjeblik i den første gård, da rums-bams, og vi forsvandt skyndsomst i en kælder, det var også på høje tid, for nu blev gaden, vi skulde gå, bestrøget af granater. En halv time efter kunde vi fortsætte; det gik i trav, vi kunde se de nye granaters virkning, midt på gaden lå en blindgænger, og en af de nye vilde i sin uforstand sparke til den, men vi fik ham i nakken i en heldig stund, så gik det i trav gennem huse og haver, gennem granathuller i murene og nåede slottet. Hvor længe skal det vare med dette løberi i byen ved højlys dag – det skal gerne koste et par menneskeliv i lærepenge.

IMG_2011_11_29_5552 Blindgænger Chr Maibøll 1916-08-01 — Engelsk 30,5 cm granat – blindgænger. Bagsideteksten siger: Chr. Maibøll 1. august 1916. (Museum Sønderjylland)

Nyheder

1. februar 1915. “Seks dage slås der folk ihjel, og seks dage leges der tre mand høj, og kat efter mus.”

1. februar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Han gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy den 1. februar 1915

Kære forældre!

I dag er det akkurat et halvt år, siden krigen begyndte. (…) Nu er man jo næsten så vant til hele rumlen, så man begynder at finde sig lidt hjemme i det: seks dage slås der folk ihjel, og seks dage leges der tre mand høj, og kat efter mus. Det er mærkeligt, så ligegyldig man i grunden bliver, og sådan en mærkelig evne mennesker har til at glemme og tage den glæde, de i øjeblikket kan få.

Jeg har tænkt meget på, hvori det kan ligge; jeg tror, det kommer af, at her er så mange sammen under nøjagtig samme kår; der er ingen, der i grunden føler sig forurettet af skæbnen, og ingen får tid og enerum til at ruge over sine sorger. Derfor ser man folk le midt i al elendigheden og spøge midt i granatilden. Men trykket mærkes overalt her, og man kan tale med den gamle landeværnsmand, som med den yngste frivillige, så længes de efter fred.

Utilfredsheden er til tider meget stærk; hele hovenheden er gået fløjten, og mange begynder at tvivle på Tysklands sag og siger: Skidt med det hele, lad os bare få fred!…

Jørgen Andresen er ikke såret; han har meldt sig syg for en mavesygdom og ligger på et lazaret ved Chauny. Af danskere er ved vort kompagni faldet en Lassen fra Grønnebæk, enkelte er såret, men vi er bleven sparet på en ganske mærkværdig måde. Jeg har ikke hørt, at der er falden nogen bekendte.

… Nu kan der gå lang tid hen, inden vi atter skal med. Hidtil har det altid været sådan, at de tropper, der ligger i reserve (d.v.s. i Cuy for vort vedkommende), skal med andre steder, hvor det går løs. Men nu er det bleven bestemt, at næste gang bliver det 2. bataljon, hvad enten de er i Cuy eller i Lassigny, og så kommer 3. bat. – og der kan gå et helt fjerdingår og mere, inden regimentet overhovedet kommer med igen, – og så er krigen vel forbi.

Foreløbig håber vi, at den bliver færdig til påske, der er netop to måneder til – og kan de nu ikke banke hinanden af i den tid? –

Nu tænker jeg ikke, det varer længe, inden Jørgen Brag kommer om til mig og spørger nyt, og der har jo i lang tid ikke været noget videre. Vi går så gerne en tur hen ad gaden og træffer så Peter Jensen, som er særlig syg efter nyt, og han biir helt ked, når man ikke har noget, så I må endelig skrive, så ofte I kan, men vær forsigtigere, for vi kan vente en revision, hvad øjeblik det skal være.

– Så går vi tre gerne en tur om mellem bakker og skove og taler sammen. Forleden dag gik vi op forbi slottet og gennem parken, da vi kom til et højt ståltrådshegn, vi klatrede over, og P. Jensen sprang på hovedet ned i en dyb, smal muddergrøft, så han jagede hele hovedet væk i bare mudder.

Jeres hengivne søn Kresten

Nyheder

31. januar 1915. Såret ved Soissons – bestjålet af en Feldwebel på lazarettet

31. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Johan Thaysen, født i Tråsbøl i Felsted sogn i 1892 og fra 1913 soldat i 5. kompagni ved det 163. infanteriregiment. I 1915 blev han såret i slaget ved Soissons. Det skrev han hjem om i breve til sin mor i Tråsbøl i tre breve, dateret 25. og 28. januar og 1. februar.

Schlüchtern i Hessen, 25. jan. 1915

Kære mor!

Ja, i dag er jeg så kommen på sygehuset i S., og det ser ud til, at man kan få det rigtig godt her. Jeg ligger i en meget fin stue, vi ligger 10 mand der, og vi har fine bløde senge, så man er nu som genfødt. Så godt har jeg ikke sovet, siden jeg sidste sommer var hjemme på orlov.

Den 11. nåede vi ud i nærheden af valpladsen. Vi lå dagen over i en sandstenshule. Der lå vor og et par andre slesvigske bataljoner. Om aftenen kl. 11 skulle vi af sted ud til fronten. Vi fik stormoppakning på. Imidlertid skød både vort og franskmændenes artilleri, så vi måtte vente flere timer, inden vi kunne komme hen til fronten. Der var 2 skyttegrave med 100 meters mellemrum. Midt mellem dem gravede vort kompagni en ny grav, hvor vi lå roligt til om eftermiddagen. På slaget 12 blev der givet signal, og alle vore tropper sprang ud af graven og stormede frem. Men sikken ild vi kom i, både fra infanteri og artilleri. Det var rædselsfuldt, og da vort kompagni var i anden linje fik det naturligvis den værste granat- og shrapnelild.

Jeg nåede lykkelig hen i den forreste grav, pustede lidt, og så gik det videre. Men da jeg var kommen ca. 100 meter længere frem, blev jeg ramt af en kugle, der først gik gennem højre lår og derefter ind i venstre lår og igennem dette. Heldigvis er det kun et kødsår. Jeg faldt, sprang op igen og løb lidt længere frem, hvor der var dækning i et granathul.

Schlüchtern i Hessen, 28. jan. 1915

Kære mor!

Jeg vil i dag fortsætte mit brev fra den 25. januar: I granathullet, hvor jeg havde søgt dækning, blev jeg liggende 5 – 10 minutter, og i den tid så jeg alt, hvad der gik for sig omkring mig. Alt, er dog for meget sagt, jeg kunne naturligvis ikke se alting, men hvad jeg så, var tilstrækkeligt til at få et indtryk af, hvor grufuldt et sådant stormangreb er. Fjendens geværkugler, shrapnels og granater eksploderer uafladeligt over hovedet på de stormende, 10 – 20 projektiler på en gang, og det blev ved uafbrudt hele eftermiddagen. Der faldt mange og mange blev såret. Mod et stormangreb nu til dags med alle de moderne våben er stormen på Dybbøl i 64 for intet at regne.

Det tyske artilleri beskød naturligvis også de franske stillinger, så graven var helt sønderskudt. Alligevel blev franskmændene ved med at skyde, så længe de nogenlunde kunne. De blev ved med at skyde, til vore tropper stod lige foran dem. De gav sig da endnu ikke, og det gik løs med bajonetten. Graven var helt fuld af døde, forsvarere og modstandere. Blodet flød i graven.

Da jeg havde ligget 5 – 10 minutter i granathullet blev stillingen for kritisk for mig, og jeg kravlede tilbage til graven. Her fik jeg det ene af mine sår forbundet. Jeg anede ikke, at der var fire.

Schlüchtern, den 1. februar 1915

Kære mor!

Tak for dit brev, som jeg nu lige har modtaget. Det var en glæde endelig at høre et par ord hjemmefra. Jeg ser, at du har været meget urolig; Ja fare har der også været på færde, men jeg er sluppen godt fra det. Kan man forlange det bedre, nu da der er sne frost og kulde, end en god varm seng og god mad, i stedet for at ligge i skyttegravene. Her har jeg det rigtig godt.

Sidste gang sluttede jeg med, at jeg var kommen tilbage til skyttegraven og var bleven forbunden. Derpå bragte vore sanitetssoldater mig hen til en hytte, hvor der allerede lå 4 fra vort kompagni. De lovede at hente os om aftenen. Men da de først var borte, lod de sig ikke se mere, og vi lå der i hytten i over 2 dage og manglede mad og drikke.

Endelig kom sanitetssoldaterne fra et andet regiment og bar os bort. De bragte os hen til en kalkstenshule, hvor vi blev forbundne og fik mad og drikke. Der lå vi til næste dags eftermiddag. Da kom sanitetskompagniet og kørte os hen til den store troppeforbindingsplads. Der blev jeg straks forbundet og straks i automobil sendt videre til Chauny. Da jeg på ny blev forbundet der, sortnende det alligevel for øjnene af mig, så jeg havde ondt ved at holde mig fast. Feldwebelen, som forbandt mig, holdt stadig øje med mig. Jeg tænkte, at han ville hjælpe mig, hvis jeg skulle falde, men det viste sig at det var noget helt andet han tænkte på.

Jeg savner min pung. Lommen er borte, og da jeg ingen penge har, og vi her kun får 10 Penning om dagen, som først udbetales, når vi rejser herfra, beder jeg dig om at sende mig 5 Mark. Det er længe siden, jeg har været i pengeforlegenhed.

Mange hilsner og tak til jer alle.

Din søn

Johan

Nyheder

30. januar 1915. “Jeg tror heller ikke, vi kommer hjem før til sommer …”

30. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Kresten Andresen gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86.

Cuy, Oise, den 30. januar 1915

Kære morbror!

Mange tak for dit brev og dine pakker; man lever næsten af bare lækkerier her. – Jeg tror heller ikke, vi kommer hjem før til sommer; for øjeblikket står det vist ikke så godt til for Tyskland og navnlig ikke for Østrig. – I morges ved appellen fik vi en hel del sejrsberetninger fra Flandern og Kaukasus læst højt for fronten. Da det er første gang, slutter jeg deraf, at de skal modarbejde de mange dårlige rygter, her trænger ind. Man fortalte i går, at Italien nu stiller krav om dele af Tyrol, at Rumænien ruster, at Østrig er slået så skammeligt af russerne – osv.

Her har vi det ikke mere så roligt som før slaget ved Soissons. Vi bliver dagligt bombarderet med et utal af granater. I forgårs blev tre sårede, de to hårdt, de er nu døde. Jeg sad og drak kaffe sammen med den ene af dem; ti minutter efter drog han på vagt, og straks kom der en fuldtræffer og slog ham benet næsten helt af; den anden fik maven revet op.

For angreb tror jeg, vi er sikre her. Vi ligger midt imellem to farlige punkter: Soissons og Roye. Hvordan det er ved Soissons, har jeg prøvet tilstrækkeligt, stakkels Peter, at han er kommet dertil. Nu har jeg lige været på en solskinstur sammen med Jørgen Brag og Peter Jensen. Vi går hver eneste dag en sådan tur, når vi ligger i reserve. Vi gik en dejlig tur op forbi byens slot – der er jo ét i hver eneste lille landsby her – og gennem parken. Så taler vi sammen om det ny, vi har hørt hjemmefra. P. Jensen skal altid trøstes, for han ser så sort på hele krigssituationen, og vi andre til gengæld lige så lyst.

I går blev der hævdet bestemt her, at Flandern blev rømmet. Jeg har også for kort tid siden fået brev fra Johannes Clausen fra Bolderslev, som ligger ved regiment 215. Han skriver, at de har måttet rømme Bixoten og de underjordiske stillinger, de dér havde, og gå fire km tilbage. Det turde jo være et fingerpeg i den retning. Jeg håber, du har fået mine to breve fra Soissons. Hvis de egner sig til det, må du gerne sætte dem i „Hejmdal”; og hvis der ellers er noget, I ønsker beskrevet, så står jeg selvfølgelig til tjeneste, efter bedste evne.

Gennem sådanne feltbreve får man et lille indtryk af krigen… de officielle beretninger skitserer koldt… En lille linje der dækker over døgnlange savn og kamp og lidelser. Men godt er det alligevel, at man ikke får alt at vide, og at intet brev er i stand til blot tilnærmelsesvis at skildre, hvad her passerer…

Mange tak for den lille parlør, du har sendt mig, den kan jeg få god brug for. Jeg fandt forleden i Lassigny et eksemplar af Rolandskvadet på fransk, som lå og drev. Det har jeg sat mig til at læse, og det går storartet. Det er sådan stemt i en højere takt, som passer meget godt til den stemning, man kommer i, når granaterne bumser ind rundt om vor dækning. For øvrigt har jeg læsning nok her; jeg slæber en hel del bøger med i tornystret; det er unødvendig bagage, men jeg kan ikke godt undvære dem.

Nyheder

27. januar 1915. Pølse, vin og franske granater til kejserens fødselsdag.

27. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Lassigny den 27. januar 1915

Kære forældre!

I dag har jeg atter modtaget en pakke med håndklæde og sæbe og så mange gode sager – tak for den. Jeg trængte også til det, men det værste er, at vi nu ikke længere har vand til at vaske vore sorte næver i, for rigtignok går der en bæk gennem vor stilling med det dejligste vand; men løjtnanten har set en vandrotte der – og tænk jer, sikke en smittefare, der så må være, da kan det bedre gå an at gå omkring som en neger. Hygiejnen slår mange underlige kolbøtter her, så snart den stikker en lille bleg næsetip frem – for her trives den sandelig ikke.

I dag fik jeg endelig fat i en lille stump spejl og kam; mit hår har ikke set sidstnævnte siden den 7. august 1914 om morgenen; men jeg har nu også en paryk så tæt, at kammen knap kan gå igennem, og faren for at blive skaldet er bleven udsat et par år endnu. Jeg tror, det, at håret falder så stærkt af, kommer af, at man bearbejder hovedbunden med spidse kamtænder; nu sidder mit hår så fast igen. Nå, det er da en glædelig kendsgerning midt i det hele.

Nu skyder de igen ganske forfærdeligt med granater; det er jo kejserens fødselsdag i dag, og vi får hver et stykke pølse så stort som en tommelfinger, og et bæger vin – og så mange flere franske granater, end vi skotter om; men vi sidder jo i dækningerne, og så skal der et værre slumpeskud til, for at den kan passere noget; men de springer med brag, så brystet trykkes sammen ved trykket.

Jeg vilde tage et par tegninger af skyttegraven; men det er såre vanskeligt, og på en måde forbudt, jeg vil derfor give jer en beskrivelse af vor stilling. Den adskiller sig en hel del fra de andre almindelige grave, fordi den ligger op ad en banedæmning, og derfor for en stor del er over jorden. Længst ude er pigtråden. Det er en seks-syv rækker almindelige hegnspæle, med pigtråd trukket på kryds og tværs. Derpå kommer brystværnet med skydeskårene, hver mand har sit; når klokken er seks, planter vi bajonetten op, lader og stikker bøssen ind i skåret; så spænder vi koblet om, og sådan ruster vi os til natten.

Bag brystværnet ligger så dækningerne. De er gravet en meter ned i jorden, dækket med et lag tykke planker og så en mængde jord; de er selvfølgelig meget mørke, i nogle er der en lille snavset glasrude, i de fleste har lys og luft kun adgang gennem døren, der i denne hundekulde må holdes lukket. Så er der overalt en lille kakkelovn eller komfur, som det nu kan træffe sig; hver morgen kl. 9 må en mand fra hver gruppe (8 mand) gå ind til Lassigny og gøre „indkøb” af træ og kul; nu er alle kartofler sluppet op, ellers levede vi højt på stegte kartofler. Nå, hulen er ikke højere, end at vi må gå krumbøjede.

Foran den lille omtalte glasrude står der en flot servante med marmorplade, den bruges nu til bord; vi har endnu et lille kunstigt spillebord af mahogni, som kan klappes sammen i det uendelige. Langs bjælkerne er der hylder, hvor vi har vores pakkenelliker og kram, og de øvrige våben, kobbel, brødpose, tornyster, kappe o.s.v. hænger rundt om op ad væggene. Den inderste halvdel af hulen er sovekammer, der er først et lag halm og så dyner; laget bliver større og større, for hver gang vi har oversvømmelse her, for så hentes der friske dyner inde fra Lassigny til at brede ovenover; det varer ikke længe, førend man må føle sig som prinsessen på ærten. For øvrigt er der så tre stole, som vi fem mand må rives om.

Når der bare er tørt, så er det såmænd slet ikke så galt at være her. Det værste er jo, at man aldrig kommer af tøjet og aldrig får sig vasket; og om natten sover man jo i fuld udrustning med støvler og pikkelhue på, og kobbel om livet. Så ligger vi et par timer, så op at stå vagt et par timer, og sådan går det i det uendelige. For her er der slet ingen forskel på nat og dag og søn og søgn. Den ene time går hen efter den anden i en tung ensformighed, og så er det jo dog på den måde, vi nærmer os enden; blot have tålmodighed og skære timer og døgn bort, og så er man jo så meget nærmere enden.

Og for hver gang vi kommer til Cuy, så skaffer vi os en lille oplevelse, idet vi så er en hel del danskere, der samles og synger nogle sange og snakker; det er så oplivende og noget, jeg kun nødig vil gå glip af. – Nu får jeg lige bud om, at jeg skal på lyttepatrulje, derfor må jeg have mig et livfuldt først, din rullepølse smager fortrinlig, mor; jeg kan jo sagtens, når jeg har en sådan tilførsel, som jeg har haft i den tid, jeg har været her.

Jeg håber, I har fået mine breve fra Soissons. For fremtiden tror jeg, jeg vil skrive nummer på dem, så kan I se, om der bliver nogle borte. Derfor begynder jeg nu med nummer ét.

Kærlig hilsen til alle fra
eders søn Kresten

Nyheder

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I efteråret fik Hans Petersen en ny kammerat, den lille Frits Wolf fra Hamburg. Det blev et godt makkerskab.

Den 24. Januar 1915. Jeg sad i lidt Halm under Halmristen oppe paa Loftet af en middelstor Bondegaard og røg en Cigar, mens jeg skrev i min Dagbog.

Til Skrivebord benyttede jeg min Tornyster, som laa tværs over Knæene. Vi var kommen her til Blérancourdelle d. 15. for at faa 10 Dages Ro. Mine Tænder løb i Vand. En frisk, behagelig Duft af Løg og stegt Skinke trængte hen til mig fra den anden Ende af Laden. Det var Frits Wolf, som var ved at stege Skinke til os to. Det havde Frits da lært i den Tid, vi havde været sammen. Paa den lille, aabne Kamin, som var meget tarveligt opsat af Sten oppe paa Loftet, stegtes og kogtes der hele Dagen igennem.

Vi stegte Frikadeller, Skinke og Æg og kogte Kartofler, Krebssuppe, Æblegrød, Kakao, Kaffe og The. Det var mærkeligt, at der ikke skete et Uheld med den aabne Kamin og de mange Tællelys, som vi havde tændt rundt om i Halmen om Aftenen.

Dagene gik med at vaske og istandsætte vore smudsige, iturevne Sager; men vi havde ogsaa Eksercits og Geværappel og gravede Forsvarsstillinger. Om Morgenen d. 17. havde vi Feltgudstjeneste i en Hulvej. Feltpræsten betroede os, at vore Vaaben snart havde sejret.

En Aften var jeg ogsaa paa Signalvagt med 6 Mand; vi skulde oppe fra et højt Bjerg iagttage Fjendens Lyssignaler. Vagtstuen havde vi i en af de store Stenhuler, hvor »Frands« hugger sine Sten ud til Bygningsbrug. Da jeg havde opstillet den første Vagt og instrueret den, indrettede vi andre os i Halmen, saa godt vi kunde, huggede et Hul i Stenmuren til vort Tællelys og fik os lidt at leve af under gemytlig Samtale og allehaande Skæmt. Næste Dag gik det atter i Skyttegraven.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

Nyheder

24. januar 1915. “Jeg er syg og længes kun efter fred.”

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Efter indsatsen ved Soissons returnerede regimentet til Lassigny

DAGBOGEN

Lassigny den 24. januar 1915

Så, nu er jeg tilbage i det gamle svinehul igen. I nat klokken 3 blev vi vækket. Da vi kom hertil, var hele stillingen sat efter i vand, kun få dækninger var hele endnu. Hele højre fløj var sammenskredet. Det kommer af, at bækken er stemmet op. Vi vilde drukne franskmændene, og nu drukner vi selv. I den dækning, hvor jeg skulde ind, stod vandet halvanden fod højt. Jeg gider ikke tænke på det uendelige svineri; jeg er syg og længes kun efter fred; og sådan er vi svært matte.

Nyheder, Sønderjyder

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

23. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

Nyheder

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

84’eren “Chr.” deltog i stormen på Hartmannsweilerkopf. Efter stormen fortæller

Den 21. Januar om Aftenen blev vi afløst. Vi kom ned til Byen Bollweiler og haabede nu paa et haardt tiltrængt Hvil. Det var kun faa og sørgelige Rester, Bataillonen kom tilbage med. Vi var ikke saa lidt deprimerede og medtaget i enhver Henseende. Men endnu samme Nat kom der Telegram om, at vi omgaaende skulde i Stilling ved Ufholz og Sennheim [ved Mühlhausen/Mulhouse].

Hülsemann, der var en Fører, vi alle holdt meget af, blev yderst opbragt, da han modtog Telegrammet. Til at begynde med nægtede han rent ud at gaa i Stilling. Han gjorde Forestillinger og henviste til Mandskabets Forfatning og de Strabadser, vi havde gennemgaaet. Det hjalp altsammen ingen Ting. Grædende gav han Ordre til Opbrud.

Den ny Stilling var ikke bedre end den gamle. Skyttegraven indskrænkede sig til elendige Huller. Kampene var de samme forbitrede her som der, Vinterføret ligeledes, og vi havde ogsaa her mange Døde og mange Saarede. Mens vi laa her, fik vi for anden Gang Udfyldningsmandskab hjemmefra, det var Landstorms-mænd. Den første »Ersatz« fik vi ved Moulin, det var Frivillige, mest store Drenge, der ikke sjældent sad i Skyttegravene og græd.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin — Skyttegrag ved Moulin – her er det søsterregimentet Nr. 86

Nyheder

22. januar 1915. “Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons.”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar var hans bataljon flyttet til Soissons, hvor det deltog i det tyske angreb her 8.-14. januar.

Cuy d. 22. Jan. 1915.

Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra. Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig, at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger. Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat ned mod Aisnefloden.

Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nordsiden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.

Nu kom vor 1. bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og behandlingerne der — hvilken forskel!!

I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.

Nyheder

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy, Oise, den 22. januar 1915

Kære forældre!

Det forholder sig desværre sådan, som der skrives. Tyskerne har båret sejren hjem ved Soissons, har taget en mængde fanger. Det stemmer også, hvad franskmændene skriver, at vi var tropper fra 7 regimenter, der angreb: 84,85,86,12,36,163,52 samt III jægere.

Vor bataljon alene har vist taget hen imod tusinde fanger, et maskingevær, en revolverkanon; de kom jo løbende imod os uden våben med hænderne i vejret; jeg forstår ikke, så lidt modstand de gjorde. Men da jeg først havde set deres skyttegrave, forstod jeg det bedre. Vort svære artilleri havde i flere dage beskudt dem med haubitser; de går rutsj gennem de stærkeste dækninger, de slår et hul i jorden så stort som vort spisekammer og spreder død og ødelæggelse i en omkreds af næsten et halvt hundrede meter. Deres grave lå fulde af døde og sårede, og de må til sidst være bleven helt forrykte af skræk, så de har mistet al modstandskraft – tilmed var de lutter nye tropper, som lige var kommet dagen i forvejen.

Vi var helt inde i de forreste huse af Soissons, En Poulsen af Sommersted sov derinde i en kælder natten over, og en fransk vagtpost patruljerede udenfor. Nå, tanken om alt det fylder mig med vemod. Glad er jeg, at jeg selv er sluppet derfra; for når man kunde slippe helskindet igennem en sådan granat- og kugleregn, så har man håb for fremtiden. Ingen af de „gamle” havde oplevet noget lignende i de mange slag, de har været med til.

En kærlig hilsen fra jer søn Kresten

Nyheder

22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg.

Vi var tit vaade, og det gav Eftersmæk, En Del blev syge, og en skønne Dag fik jeg daarlige Øjne.

Orlov var for Frontsoldater paa dette Tidspunkt af Krigen endnu et ukendt Begreb, men nu gjaldt det virkelig om at faa Held til at blive sygemeldt. At dette ikke var saa ligetil og let, skal belyses gennem en gængs Talemaade Kammeraterne imellem om dette vanskelige Problem. Den lød saa drastisk, at det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!

Tre Gange paa tre efter hinanden følgende Dage meldte jeg mig hos Bataillons-lægen, før det lykkedes for mig. Denne gav mig en Seddel, hvorpaa jeg henvistes til Infirmeriet i Partokko. Og med denne Seddel i Haanden som et kært Klenodie begyndte for mig en lykkelig Rejse, hvor jeg dog til at begynde med — forskellige Steder i Selskab med utallige baade let- og haardtsaarede — lærte Krigens Følger at kende i al sin Gru.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915 (Museum Sønderjylland)

Nyheder

21. januar 1915. “Skyd mig ned, så jeg endelig kan få fred!”

21. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

“Christian” fra Regiment 84 fortæller om oplevelser på Hartmannsweilerkopf

“For hvert nyt Angreb blev der tyndet yderligere ud iblandt os. Vi havde især mange Haardtsaarede. En Dag blev Kompagniføreren fra 5. Kompagni haardt saaret. Vor Fanebærer, en Sergent, fik Maven revet op og led meget, udsat som han var for Kulden og den alt for utilstrækkelige Hjælp, der under de udsatte Forhold blev ydet ham. Tilsidst stønnede han: »Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg kan ikke. Tag din Revolver,« sagde han til en Kammerat, »og skyd mig ned, saa jeg da endelig kan faa Fred.«

Midt under Kampen rejste min Sidemand sig, stillede sig ganske roligt bagved et Træ »Se der,« sagde han, og pegede paa de angribende Alpejægere, »se der, dem tager jeg paa Kornet.« Saa lagde han an og skød, igen og igen, skød og ladede paany, og nedlagde med største Sindsro 6 Alpejægere i Træk. Da han lagde an paa den Syvende, faldt Geværet ud af Haanden paa ham, en Kugle havde ramt ham i Armen. En Nødforbinding omkring og saa bare hurtigst muligt afsted tilbage. Han havde nu særlig travlt, men der var heller intet at vente efter i dette Helvede, han satte sig paa Enden og rutschede med den blodige Arm bøjet ind imod Kroppen ned ad Bakken. Mange misundte ham.

Nyheder, Sønderjyder

21. januar 1915. Hartmannsweilerkopf: “Der udspandt sig en kamp fra træ til træ”

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Løjtnant af reserven, Johs. Andresen, delingsfører ved Regiment 84, 7.kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Jeg kan i dag ikke mere huske rækkefølgen af de enkelte angreb, jeg ved blot, at vi måtte forsvare os til alle sider, men dog kunne afvise alle angreb. (…)

Grenaderernes skyttelinje sås allerede mellem træerne, da et nyt fjendtligt angreb pludselig satte ind. Jeg er af den mening, at dette angreb blev iværksat samtidigt fra Silberloch og Hartmannsweiler Kopf. Vi var vant til, at franskmændene ledsagede deres angreb med gjaldende horn og høje “en-avant” råb. Denne gang havde de ændret deres taktik, lydløst var de kommet nær og stod pludselig over for os i kort afstand. Der udspandt sig en kamp fra træ til træ, og kompagniet led betragtelige tab. Vi var allerede trængt tilbage til tæt ved udsigtsklippen, da 89’erne spredte sig blandt os. Med vore svære tab og fuldkommen udmattede folk havde vi vel næppe kunnet afværge angrebet. Grenaderernes energiske modstød rev os igen med fremad, og snart havde vi nået de gamle linjer igen.

Jeg fik ordre til at indfinde mig ved bataljonen med de afløste rester af kompagniet. På vejen derhen blev vi beskudt. Ved de sidste angreb var situationen så forvirret, at jeg ikke fandt til tilrådeligt at marchere hen over det netop omkæmpede terræn med kompagniet. Også orienteringen var gået tabt for mig ved formiddagens frem- og tilbagebølgende kampe. For at undgå unødvendige tab lod jeg kompagniet trække sig tilbage i retning af udsigtsklippen og begav mig så sammen med en ordonnans på vej for at finde bataljonen. Vi var næppe kommet fra kompagniet, før vi blev beskudt og begge faldt på næsen. Min ordonnans var død ved et hovedskud. Jeg selv troede at have fået et kolbestød af den faldende ordonnans; men en følelse af noget varmt løbe ned ad låret belærte mig om noget andet, en kugle havde også truffet mig.

Jeg sprang op med den hensigt at ville gå bag efter kompagniet, men forgæves, benene ville ikke med mere. “Sygebærer! sygebærer!” er jo vel det råb, man i en sådan situation bruger, når man søger kontakt med omverdenen. Også forgæves. Til gengæld begynder minekasterne at beskyde den fjendtlige stilling på Hartmannsweiler Kopf.

Derved opstod der for mig en ret pinlig situation, da splinterne også føg mig om ørerne; krybende nåede jeg en klippeblok, bag hvilken jeg fandt nogenlunde beskyttelse. Mit ur stod stille, jeg vidste ikke hvad klokken var og ved heller ikke, hvor længe jeg har ligget der. Endelig hentede en sanitetsunderofficer fra 7. kompagni mig. Mit råb var godt nok blevet hørt, men på grund af minekasteren havde ingen kunnet komme til mig. Han tog mig på ryggen og slæbte mig til udsigtsklippen. I det derværende sanitetsdækningsrum blev jeg forbundet, fik kaffe at drikke og af lægen en cigar, der trods alt smagte mig fortræffeligt. Her erfarede jeg også om besætningens kapitulation på Hartmannsweiler Kopf.

Franske soldater overgiver sig. Argonne 8. januar 1915

Nyheder

21. januar 1915. Nat ved Hartmannsweilerkopf

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, 5. kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Natten til den 21. januar 1915 vil forblive uforglemmelig, så længe jeg lever. Som vi hørte senere havde termometret denne nat på Rhinsletten stået på 12 grader under nul. Med nogle meters afstand stod posterne natten igennem ret op og ned i dyb sne. Det er stille. Kun nu og da piber en kugle hen over os og slår med et smæld mod et træ eller en sten.

Med regelmæssige mellemrum lyder der et klageråb jamrende gennem skoven: “Camerade! Camerade!” Råbet kommer højt oppe fra som ud af luften. Nogle skytter fra de franske alpejægere har siddet i trætoppene; herfra har de skjult for vore blikke nedskudt den ene efter den anden af vore. Men en af dem må dog være ramt; nu kan han ikke komme ned fra sin høje placering og fylder natten med sine klageråb.

Søvn kan man slet ikke tænke på. Da vi ikke har den ringeste beskyttelse, lader den rasende kulde os ikke sove, men på den anden side forlanger kroppen sin ret; En frygtelig træthed overfalder mig. Jeg har taget min grå feltfrakke på, lægger mig overvældet af træthed i sneen for at lukke øjnene. Men allerede efter få minutter må jeg tage mig sammen igen: Kulden bider for hårdt. Jeg stamper travende gennem sneen for at varme mig op for snart efter at synke sammen af træthed – sådan går det i timevis med regelmæssig gentagelse. Endelig går denne nat mod enden; en meget syg patient kan ikke lytte mere længselsfuldt efter tårnurets klokkeslag, tælle nattens timer, end vi gjorde i hin nat.

Da morgenen gryr, forventer vi og håber på afløsning, men der kommer ingen. Igen og igen har vi natten igennem hørt de franske jægeres hornsignaler; igen og igen forsøger de på den anden side af bakken at storme vore linjer for at bryde hul i vor omringning, men forgæves! Roligt står vore skytter ret op og ned i sneen i den nødtørftigt udgravede skyttegrav og tvinger angriberen til at vende om.

C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)

Nyheder

20. januar 1915. Hans Petersen: Sange på dansk og frisisk ved Vestfronten

20. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Vi var den 20. januar i Blérancourt for at bade. Det trængte vi ogsaa i høj Grad til; thi Huden var ved at blive baade stram og graa. Efter Badet følte man sig som født paany; med kraftige Skridt og frit hvælvet Bryst spadserede vi glade tilbage, de fleste med en Flaske Kognak i Lommen.

I Blérancourt kunde man købe alting; men af os var det næsten udelukkende Kognak og Bom, der blev købt. — Det kan nok være, at der blev lavet Grog og sunget og holdt Taler af nogle, som man troede ikke kunde sige et Ord. Friserne var vældig oprømte den Aften; de holdt sig samlet i en Gruppe for sig. De holdt Taler paa Frisisk og sang deres Fædrelandssange og udbragte et Leve for deres ejegode, tykke Underofficer Levy, mens de løftede ham op i Luften.

I en Afkrog sad en anden lille Trop. De havde siddet længe og hørt paa, at de andre sang; men synge med vilde de ikke, da de Sange ikke passede ret ind i deres Kram. »Hvis vi ikke synger saa højt,« sagde lille Nis Abrahamsen, idet han lagde »Den blaa Sangbog« hen paa Bordet, »saa tror jeg, at vi vover det.« Der var en til, som havde en Sangbog, og nu kan det nok være, der kom Gang i Sangen.

Det var første Gang i Krigen, at vi saadan sang Dansk; det gjorde os rigtig godt, og jo længere vi sang, desto gladere blev vi. Af og til kom der nogle for at synge med i det glade Selskab; men de gik igen og rystede paa Hovedet. En af dem tog Afsked med de ublide Ord: »I fordømte Danske.«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund. — Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

Nyheder

20. januar 1915. “Man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.”

20. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sin søster fortalte han om slaget ved Soissons, da det var kommet lidt på afstand.

Cuy den 20. januar 1915

Kære søster Misse!

Mange, mange tak for alle dine breve og pakker og gode sager; det strømmer nu ind over mig, da jeg ikke har fået post i de syv dage, jeg var i slag. Ja, det er en stor og mærkelig oplevelse, så rig på indtryk, men mest af en uhyggelig og ligefrem forfærdelig art. Der var sådan et uendelig mystisk skær over det hele. Vi lå lejrede i en stor bjerghule med mange, mange gange; væggene var af hvid kalksten.

Om natten brød vi op og det med stormoppakning. Da begyndte vi alt at blive lidt urolige for, hvad der skulde ske. Det var så bælgmørkt, at vi ikke kunde se vor egen formand; vejene var frygtelig opkørte og fulde af dybe granathuller. Til sidst måtte vi gå i gåserad, ingen måtte sige et ord; hvert fodtrin skulde være så lydløst, at ikke franskmændene skulde høre os. Der var meget uroligt, og kuglerne fløjtede fra en kant, så jeg slet ikke forstod stillingen. Til sidst vadede vi afsted gennem fodhøjt vand og kom endelig til en ny hule „Championshulen” kaldes den, hvor soldaterne lå side om side og sov; vi havde lige plads til at sidde på hug, og det varede heller ikke længe, før vi igen blev råbt op; og nu gik det skridt for skridt ud gennem vor egen trådforhugning, ned gennem en skov, hvor vi famlede os frem i mørket. Endelig kom vi ud på en landevej. Dér var jeg lige ved at træde på et lig, som lå der; der lå en tre-fire sammen, alle franskmænd. Vi kom ind i en grav, der var fuldstændig sammenskudt, så der bare var en rende i jorden.

Det begyndte at dages. Da så jeg, at hvorhen jeg end vendte øjet, lå der lig i underlige forvredne stillinger. Lige på dækningen bag mig lå en tysk feltwebel. Han lå, som om han sov. Bag ham en anden, der havde hovedet helt sønderskudt. Så begyndte kuglerne at fløjte tappert. De kom fra tre sider; og jeg var forberedt på, at vi snart vilde blive angrebet i ryggen og taget til fange. – Da hørte vi med ét stormløb lige til højre for os. Franskmændene havde erobret et stykke af den skyttegrav, vi lå i, og 4. kompagni måtte storme den stilling, som de skulde besætte. Jeg så dem storme og falde, løbe tilbage og frem; så tog de stillingen med et hurra; der var kun 20 franskmænd i den. Kort efter kom der seks sårede fanger forbi os. –

Nu blev det alvor. Til venstre for os oppe på et højdedrag stod de franske batterier, og de kunde bestryge hele vor stilling på langs. Vi smed os ned i bunden af graven og dækkede os så godt, vi kunde; men vi var mange, og pladsen var så snæver, at vi ikke kunde få hel dækning, så jeg kunde ligge og se hele højdedraget, hvorfra ilden kom.

Det var forfærdeligt, de sprang om os i snesevis, hurrrhurrr – jord og splinter sprøjtede om os.

Peter Jensen sad sammen med 8 mand, en granat bumsede ned mellem dem – to døde, fem hårdt sårede, og han besvimede, men fejlede ingenting; han havde gravet sig en lille hule ind i væggen. De sårede kom i lange rækker og slæbte sig hen over os, og vi måtte ikke hjælpe dem. Det hed sig, at vi skulde forsvare stillingen, ikke angribe. Jeg tænkte, den kunde blive hamper nok: 50 meter foran os lå den franske skyttegrav; vor trådforhugning var skudt sønder og sammen. Inden vi kunde komme på benene, vilde de være over os. Og sådan lå vi time efter time. Da begyndte vort artilleri at bumse – for kort, for kort, de skød lige ved vor egen skyttegrav med svære haubitser. Der råbtes igennem med fortvivlelsens kraft: „Vort eget svære skyder for kort!” – „Der er ingen telefon” blev der svaret tilbage. „Vi må tilbage, vi kan ikke holde os!” De masede på fra højre. „Der er ti gange værre udenfor – hold ud – hold ud!” Kl. 12 stormede jægerne til venstre for os, op ad højderne; granaterne sprang rundt i deres rækker og rev huller. De tog stillingen, og der kom en stor skare af fanger tilbage.

Å, det var skrækkeligt. Nu stormede de løs til venstre, blev slået tilbage under store tab. Granaterne regnede nu som et sandt haglvejr ned over os, så jord og himmel rystede, og det blev ved lige til kl. 5. Da endelig kunde vi strække de af kulde stivnede knæer efter at have ligget i samme stilling en halv snes timer.

„Plant bajonetten op!” lød det, „nu kommer de!” De kom ikke, det var os, der måtte løs – auf hurra! Tre feltwebler sårede, deriblandt Ahlefeldt. Vi stormede frem, jeg ved ikke, hvordan det gik. Jeg husker billedet af alle de lig, vi stormede hen over – lig fra de sidste dages forbitrede kampe. „Heksekedelen” eller „Zuavelunden” var vor, og franskmændene veg ned i Aisnedalen. Det var skrækkelige øjeblikke, men jeg var så glad, at jeg var sluppet helskindet fra det. Vi besatte den franske skyttegrav. Kort efter bombarderede haubitserne byen Crouy, der lå i dalen lige neden for os. –

Den nat sov jeg ikke, jeg stod vagtpost det meste af natten.

Det var to døgn uden søvn; men der skulde følge tre endnu, og det var de værste. Om dem vil jeg fortælle dig en anden gang. –

Du forstår nok, hvor sørgeligt det må være at se sine venner sådan tilredte.

Kom endelig med nogle gode beretninger andetstedsfra, for man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.

Nyheder

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

19. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Juletræet mellem Skyttegravene.
En Forstærkningsreservist fra Haderslev, der er ansat ved et Sanitetskompagni paa Vestfronten, skriver blandt andet:

…., den 6. Januar.
Kære ….
Tak for Pakken, Breve, osv. Jeg maa sige, I har været meget forsynlige baade med Smørelse til indvendigt og udvendigt Brug, men som det næsten altid gaar: det vigtigste var der dog ikke – Insektpulver eller med et finere Udtryk – Lussalve. Endnu er jeg heldigvis blevet forskaanet for Invasion, men hvor længe det varer, er ikke nemt at forudsige.

Julen gik meget hurtigt for mig. Jeg var paa Forvagt, for Resten ogsaa Nytaarsnat, saa de to Aftener fik vi ikke meget ud af. Julenat havde de tyske Tropper stillet et Juletræ op midt imellem Skyttegravene. Jeg kunde gennem Kikkerten se Træet, der var behængt med elektriske Pærer. Batteriet var opslittet i Skyttegraven, saa der kunde tændes og slukkes derfra. Fra begge Sider blev der afsunget tre Julesalmer og derefter Nationalsange; saa var den Herlighed forbi.

Første Juledag oplevede vi, at en fransk Soldat krøb op af Skyttegraven og vinkede over, at man ikke skulde skyde, han gik halvvejs over mod de tyske Grave, og en tysk Soldat gik saa over, for at høre, hvad han vilde. Franskmanden kom med Forslag om en Byttehandel mellem Parterne om Vin og Cigarer. De blev saa enige, og lidt efter vrimlede det foran Skyttegravene, som var det under en Pause i manøvretiden. Legen varede ved nogen Tid, men da Artilleriet ikke var med og sendte nogle Shrapnells derned, trak man sig tilbage.

Forinden endes man dog om, at der skulde udveksles Aviser. En tysk Soldat skulde gaa over med en Stabel tyske og saa faa udleveret franske i Stedet. Det var naturligvis ingen Tosse, der blev sendt afsted, han kom tilbage med Melding om de franske Pigtraadsforhegningers Bredde, og hvorledes Skyttegravene var indrettede og meget mere, der var af stor Interesse.

Da vi for Tiden kun har meget faa Saarede og der derfor kun er lidt at gøre for os, bliver vi sendt paa Vagt. I de sidste 2½ – 3 Maaneder har jeg været det hver andet Døgn. Mellem Jul og Nytaar havde vi en Dags Øvelse, og der kom derved Kludder i Turen, saa jeg baade kom afsted Jule- og Nytaarsnat. Vi var lidt ærgelige derover, da vi nok syntes, vi kunde have været fri en af Dagene, men det gik ikke.

Jeg kan ikke vide, hvor længe det kan vare ved endnu. Men det lader jo ikke til, at Udsigterne for en hurtig Afslutning er ret store lige for Øjeblikket. Alting ligger saa godt som stille, især her hos os. I den første Tid hed det sig: “Ja, nu maa vi da snart skulle videre.” Men Tiden gik, og vi er her endnu. Jeg gad vide, hvordan det ser ud andre Steder.

Fra Skyttegraven i Østpreussen – Religiøse Rørelser.
Skyttegraven i Østpreussen, 18. Decbr.

Kære Forældre!
Jeg har i Dag modtager 2 Numre af “Sædekornet” og 2 af “Hejmdal” hvad vi er meget glade for. Det er selvfølgelig ikke alene mig, som læser dem, her gælder det netop om at faa meget ud af lidt. Det er en stor Glæde at faa noget selv, men større er Glæden, naar man kan dele ud til andre.

Vi har flere ved Kompagni, som gør det, især er der en fra K., en Mand ved Navn G., han deler meget ud imellem Kammeraterne, og man finder heller ikke bedre Selskab end ham. Det er en gudfrygtig Mand, det vil sige, en af den Slags vi skulde havde mange af, og I kan tró, hvem der ikke har lært at bede før, skal sandelig nok komme til det her, naar Kanonerne tordner, og Jorden ryster, eller Maskingeværerne udsender deres Kugler med en vis Færdighed. Saa skal man nok komme til at tænke paa sin Gud. Jeg tror ogsaa, at der gaar mange stille Bønner op til Himlens Gud.

I ønsker jo vist at faa lidt at vide om, hvor vi ligger. Det er 8 Kilometer nordfor A. ved et Slot, som hedder Winsken. 500 meter derfra gaar Skyttegraven, og saa ligger Russerne en 8-900 Meter foran os i deres Skyttegrav. I vor Skyttegrav har vi jo smaa Huler, hvori der ligger 2 mand. Vi har ogsaa nogle til 4 Mand og nogle helt store til 12-14 mand. Nu har vi lige faaet Skorstene indmuret i dem alle, saa vi kan koge lidt, men det vil sige, det skal være, naar det er mørkt, for at Russerne ikke skal se det. Straks de mærker en Smule til os, skyder de af al Kraft.

Vi har jo ogsaa lidt Selskabelighed; min gode Ven Hans Clausen fra Bodum, besøger mig altid engang hver Dag. Ellers gaar jeg hen til ham. Saa ser vi vore Pakker efter og faar os lidt Chokolade og et Par Cakes, hvad vi nu har. Vi sidder sammen et Par Timer og taler om et og andet derhjemme. Saa gaar vi paa Vagt. det skal jeg ogsaa nu. derfor mange venlige Hilsner til Jer alle fra
Jeres Søn
Mathias

Skyttegraven i Østpreusen, 8. Jan. 1915

Kære Forældre!
Jeg vil i denne Morgenstund skrive lidt til Jer. Jeg er sund og har det efter Omstændighederne godt. Der bliver sagt, at vi skal afløses i Morgen Aften, for at vi kan blive fri om en Uges Tid. Det er rart, for der er streng Vinter heroppe, haard Frost med Sne. Det er nu ikke saadan, at jeg fryser, for man har saa meget Tøj paa, det næsten er umuligt at fryse. Men det vil være dejligt for en Forandrings Skyld, for man bliver dog ked af at ligge i Skyttegraven Uge efter Uge, ja, men kan jo sige: Maaned efter Maaned, for nu har vi lige været i Skyttegraven i to Maaneder, og jeg synes ikke, der er Udsigt til, at det kan holde op foreløbig. Men saa maa vi jo ogsaa sige, at vi Mennesker ingen Forstand har paa den Slags Ting, for hvem der ikke før har mærket, at der er en Gud til, som styrer det hele, han faar det at mærke her. Jeg maa sige, at naar man holdet Øjet med sig, saa kan man se, hvorledes Kristenlivet trives i enkelte Mennesker. Man maa bede om, at det maa holde sig, naar Freden atter kommer.

Det er sørgeligt, at vi slet ikke hører fra Jørgen. Nu er det næsten 5 Maaneder siden, han blev saaret, og hver gang jeg tænker paa ham, rinder disse Ord mig altid i Hu:

Haabet, Haabet lever kun,
det er det, vi har tilbage
i de mørke Vinterdage
som et Solglimt sendt fra Gud

Jeg har faaet mange Julegaver. Den bedste kom fra Frimenigheden. De har sendt mig det nye Testamente og en lille Salmebog. Det har glædet mig allermest, at de har selvfølgelig ogsaa sendt mig Julebogen. Den har vandret rundt i Kompagniet, for den havde de Lyst til at se alle. Tak for “Hejmdal”, som kommer meget regelmæssigt. mange venlige Hilsner fra
Mathias

Hilsner fra Felten.

St.C. Frankrig, d. 3 Jan. 1915

En venlig Hilsen og en Hjertelig tak til alle beboerne i Hellevad Sogn, som har ydet deres til at forskønne os Julefesten herude i Felten med deres dejlige Julepakker, som vi har modtager. En særlig Tak til Pastor Tonnesen og Frue for deres store Ulejlighed.
Carsten Carstensen, Hans Nissen

D. i Frankrig, d. 10. Jan. 1915.

Kære “Hejmdal”!
Siden 1. Juledag har vi opholdt os især bag Fronten, som Reserve. Landsmænd sidder selvfølgelig sammen, og Tankerne flyver hjem til det kære Nordslesvig. Hermed sender vi alle derhjemme en kærlig Hilsen.

Hans Alexandersen, Sottrup; Peter Bladt, Lysabild; Niels Hansen, Klovtoft; Vilhelm Christiansen, Røkær ved Tønder; Boy Jessen, Skovlund ved Flensborg; Marius Koch, Kliplev; Laust K. Jensen, Emmerlev; Andreas Ravn, Hejsager.

Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Ja, vil vil ogsaa gerne have Lov til at sende Dig en Hilsen som Tak, fordi Du kommer helt herned og besøger os. En særlig Tak til den, som har foranlediget, at vi har den Glæde. Vi har det efter Forholdene godt, er ved god Sundhed og godt Humør. Ogsaa en kærlig Hilsen til vore Kære derhjemme.

H.J. Boysen, Traasbøl; J. Karstensen, Sundsmark; Lorenz Schmidt, Genner; Adolf Leander, Gammelby ved Vejen Station (Danmark); Hans Krieger, Viby (Als); M. Lauritzen, Sønderborg; I. Herbold, Rørkær; C. Kraft, Flensborg.

Østpreussen, Torsdag den 14. Jan. 1915.

Nedenstaaende Nordslesvigere, der som Landeværnsmænd har ligget i Skyttegravene i Østpreussen siden Midten af November Maaned, sender en hjertelig Hilsen til “Hejmdal” samt Venner og Bekendte.
Peter J. Hansen, Peter Snitkjer, Aarøsund; Erik Ravn, Vilstrup; Eduard Dall, Lert; Andreas Kock, Mølby; Mathias Mygind, Øster Lindet; Kresten Lassen, Hyrup II; Jes Beck, Oksenvad.

“Dannevirke” har modtager en Hilsen fra det vestlige Flandern, undertegnet af Følgende:
Niels Bran, Grarup; Thomas Snitballe, Lunding; Klaus Blunk, Hals; Chresten Iversen, Strandelhjørn; Nis Jessen; Abkjær, M. Clausen, Hejsager; J. Kahl, Aastrup; Kristian Bredall, Løjt; Andreas Feddersen, Skodborg.

Brevet er dateret den 9. Januar.

Nyheder

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

18. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften, og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

Nyheder

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

17. januar 2015 Rene Rasmussen 1 kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Reserveinfanteriregiment 86. I januar deltog han i slaget ved Soissons. I et brev til sine forældre et par dage efter slaget fortalte han om sine oplevelser.

Sådan gik det i fem døgn, ikke en halv times søvn, ingen køkken, ingen vand, ingen kaffe, ingenting overhovedet; indtil endelig afløsningen kom kl. 2 om natten mellem den 16. og 17. Det var bælgmørkt. Vi gik gennem Crouy, hvor alle gader var barrikaderede på revolutionsmanér, og kom ad underlige vildsomme veje gennem mægtige ruiner og opdagede, at vi var vild. Vi kom ind i en romantisk klippehule, hvor vi hvilede en times tid. Endelig kl. 8 kom vi tilbage til vor egen hule ved Terny, hvor vi havde vore tornystre liggende.

Alle køkkener holdt dér parat med ærter og kaffe, og hvor vi spiste. Jeg var så slap, at jeg knap kunde bære mit eget gevær. Et par timer efter gik det videre. Da vi kom til Sorny, holdt der det kejserlige livregiments musik og spillede æreshymne for sejrstropperne. Siderne af gaden var fulde af soldater. Vi rykkede videre, og da vi nåede Terny, kom musikken efter os i store automobiler og gav os end et nummer. Men vi fortsatte og marcherede endnu 10 km til Jumencourt; da var jeg også så træt, at jeg næsten ikke kunde mere. Vi hvilede så dér til næste morgen og kom så med banen til Noyon.

Inden vi drog af, kom III Armékorpsets kommanderende general og takkede os i en lang tale. Kejseren vilde selv have besøgt os på slagmarken, men det havde han ikke tilladt. Det var et af de største slag, der har stået dernede i den sidste måned.

Både livregimentet 36. og reg. 12 havde nægtet at storme. Jægerne havde villet på betingelse af, at 86. måtte komme dem til hjælp; de var nemlig blandt infanteriet det samme, som de 42 cm kanoner var blandt artilleriet. Vor bataljon tog alene 1.150 fanger (det stemmer desværre); men vi mistede også ca. 400. I alt har vi taget ca. 5.000 fanger, men vi har haft et tab på over 10.000. Det var et mægtigt slag; uhyggeligt, forbundet med store savn og lidelser; men jeg takker Gud, at jeg er sluppet derfra. Mange, mange af dem, jeg kendte, ligger nu derude, måske ligger der endnu sårede der.

Jeg fandt sårede, som havde ligget hen i seks døgn – lige fra de første kampe.

Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er, og jeg vil helst glemme de indtryk, endskønt til sidst var man så sløv for det, at man ikke ænsede det.

Jeg tror ikke, vi har mistet nogen som helst af de ægte gode folk hernede; jeg har forespurgt overalt. – Der bliver gjort en vældig stads af das „eiserne Batallion”, som vi bliver kaldt, og over hele det tyske rige skal parolen i fjorten dage være Flensborg. – Jeg er så ked, så ked over at have oplevet dette. I ved vel nok hvorfor. Og det endskønt jeg kan sige mig selv, at det hele jo ikke er så galt.

Vi er gået en km frem, ned mod Soissons og bredderne af Aisne, som vidt og bredt er oversvømmede. Men det er en oplevelse, eller en mangfoldighed af oplevelser, som rent vil glemmes. Men nu tænker jeg, det vil vare noget, inden vi kommer langs igen, da vi har lidt alt for store tab. Ved ét komp. er der kun en eneste underofficer tilbage af befalingsmændene. Vi skal have 14 dages hvil, og det trænger vi hårdt til. –

Jeg har fået fire pakker med smør på én gang samt breve og andre pakker, og jeg siger mange tak for det alt sammen; nu har jeg da noget, at jeg kan komme til kræfter igen. Halvfjerdsindstyve af vort komp. har meldt sig syge, så der er kun en tredive stykker tilbage, som er nogenlunde hele.

I må undskylde, at dette brev er så uordentligt; men indtrykkene er så mange og forvirrede, så jeg kunde ikke samle mig. Jeg skal nok skrive jer lidt mere derom. Christians fætter Nikolaj Nikolajsen er blevet let såret.

Vi lå omtrent sammen i skyttegraven. Nu en hilsen til jer alle sammen fra jeres søn

Kresten

Nyheder, Sønderjyder

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

16. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Nyt fra Hejmdal.

Hilsen fra Felten.

Jens Iversen, Tørning Mark; Hans Mortensen, Andreas Ravn og Karl Lund, Haderslev; Bendix Atzen, Toftlund; Peter Weber, Haderslev; Johannes Degn, Errigsted; Peter Nørgaard, Fol; Jens Fuglsig, Terp; Anton Nissen, Simmersted; Martin I. Smidt, Skodborg; Thomas Schultz, Terp.

Sørgegudstjeneste.

I Gaar afholdtes der i Bjolderup Kirke en Sørgegudstjeneste for Lorens P. Hejsel fra Bolderslev. Han faldt i russisk Polen den 12. December 1914, kun 22 Aar gammel. Under Skansearbejde blev han ramt af en dræbende Kugle i Hovedet. Hans Kammerater begravede ham i en Have derude i den fremmede Jord. Her i hans Hjemstavn, som han holdt saa meget af er en Plads bleven tom ved hans Bortgang. Han var afholdt af alle, derfor vil hans Minde stedse bevares.

I Fangenskab i Japan.

Maskinist Peter Lund, hvis Forældre bor ved den gamle Haderslev Landevej ved Aabenraa, har været med i Tsingtau. Nu er der indløbet Brev fra ham om, at han befinder sig japansk Fangenskab. Han er glad og tilfreds og har det godt.

Kejserlig Musikdirigent H. Hansen fra Flensborg, der ligeledes var med i Tsingtau, har skrevet hjem, at han nu befinder sig i japansk Fangenskab i Osaka sammen med 600 Kammarater. De ligger i en Baraklejr. De har det meget godt. Før Afrejsen fra Tsingtau fik de Tilladelse til at pakke deres private Ejendele sammen og overgive dem til en tysk Speditør, saa de kunde blive sendt hjem.

Faldne.

Underofficer Lebeck fra Kastrup, der var med i Krigen ved Østfronten, er ifølge “Dv.” faldet omkring Midten af November. Han var en Søn af forhenværende Gaardejer Jens Lebeck fra Kastup.
Kommis Jes Lorenssen, Søn af Smaabanearbejder Lorenssen i Haderslev, der stod som Reservist ved et Garde regiment, er falden, mens han stod paa Forpost paa den østlige Krigsskueplads. Han har ogsaa været med ved Kampene i vest.

Flere andre Familier i Haderslev er ifølge “S.Gr.” bekymrede for deres Sønner i Felten, idet Postsager paategnede “savnet” eller “falden”, er kommen tilbage fra dem.
Gymnasialrektor Reuter fra Lybæk som stammede fra en nordslesvigsk Slægt, er falden i Frankrig. Reuter var ifølge “Schl.Gr.” Kaptajn i Landeværnet.
Overløjtnant Erich Trüstedt, der før har staaet ved Bataillonen i Haderslev, er falden den 12. Januar ved Soissons.

Mathias Jørgensens eneste Søn, er falden i Frankrig. Han blev ramt ved et Skud i Hovedet og er siden død paa Lasarettet, 30 Aar gammel.

Saaret af et Lungeskud.

I Torsdags modtog “Dbp.” den sørgelige Meddelelse, at Jens Christensen fra Stenderup var bleven saaret af et Skud i højre Lunge. Han ligger paa Lasaret Nr. 44 i Royon. Saaret er ikke ubetinget livsfarligt, saa det maa haabes, at han kan komme sig.

Fra Provinsen.

En krigsvielse. Styrmand Emil Kier fra Dalsgaard ægtevies sidste Tirsdag i Rinkenæs Kirke. Styrmand Kier, som under Krigen gør Tjeneste i Flaaden, havde faaet en meget kort Orlov i den Anledning. Ankommen fra Kiel til Flensborg om Aftenen med sidste Tog maatte han om Natten til Fods tilbagelægge den 18 Kilometer lange Vej til Rinkenæs, for at kunne holde Bryllup næste Dag. Den følgende Morgen maatte han atter før Dag forlade sin unge Hustru og Hjemmet, for at komme til Kiel igen i rette Tid. (Fl.Av.)

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nedenstaaende er Udtog af et Par Breve fra en ung Købmand til hans Forældre i Haderslev:

Tak for eders Brev og Pakken med Uldtrøjen, Lommeklæderne, Sjalet og Cigarerne. Den havde været 8 Uger undervejs, men Sagerne var jo ufordærvede, hvad maaske knap kan siges om Eders Julepakker, hvis de skal være lige saa længe undervejs.

Nu skal I høre, hvordan jeg har haft det henimod Jul og i Juletiden. D vort Regiment havde lidt svære Tab, blev jeg med alle, der paa nogen Maade kunde undværes ved Bagagen, sendt som Udfyldningsmandskab til Fronten, og nu skal jeg fortælle Jer hvordan min Fødselsdag 1914 begyndte.

Vi havde været tre Dage i Ro, og Aftenen før min Fødselsdag rykkede vi igen ud i Skyttegravene. Kl. 11 marcherede vi bort, og mellem 12 og 1 kom vi i Nærheden af vore Skyttegrave i et Mørke, en Storm og Regn, saa vi næsten var gennemblødte. Men det værst var, at vi skulde besætte en Stilling, hvor vi ikke havde været før. Den laa i Udkanten af en Skov, der grænsede ind til en Slotspark. I Slotsparken blev der gjort Holdt. Det var et saadan Mørke, at vi ikke kunde se vor Formand, naar han var to Skridt borte. At finde Skyttegravene var derfor ikke nogen let Sag. Det gik frem og tilbage i Skoven, og vi maatte holde fast paa hinanden for at blive sammen, og dog var det næsten umuligt. Skoven var sønderskudt fra Stammen. Det gik gennem tykt og tyndt, saa styrtede vi over en væltet træstamme, saa, saa ned i et Hul, som Granaterne havde rodet op. Det var helt umuligt at holde Kompagniet sammen. Jeg tilligemed en Underofficer og tre Mand kom ogsaa bort fra vore Kammerater. Se kunde vi ikke, og for Stormens Susen kunde vi heller ikke høre, hvilken Vej Kompagniet var gaaet. Raabe turde vi ikke, da Fjendens Skyttegrave kun laa nogle Hundrede Meter borte. Vi søgte frem og tilbage i et par Timer. Skyttegravene fandt vi ikke, hvorimod vi fandt tilbage til Slotsparken. Slottet fandt vi da ogsaa, og tilbragte Natten i en Kælder, for at være dækkede mod Granaterne, som Franskmændene af og til sendte.

I Slottet laa nogle af vore Tropper indkvartede, og da det begyndte at dages, gik en Officer med og viste os Vej. Men nu var det blevet lyst, og det var en vanskelig Sag at naa hen til Skyttegravene. Stormen var ophørt, og Fjenden kunde høre os gaa i Skoven. Hvert Øjeblik sendte han en Salve over os, saa vi maatte kaste os plat ned paa Jorden og vente, til det igen blev roligt. Paa den Maade naaede vi omsider Skyttegraven, hvor vi aandede op, og hvor jeg fejrede Fødselsdag.

Ja, man kan fejre Fødselsdag i en Skyttegrav maaske bedre end i den dybeste Fred, naar Hjertet er opfyldt af Tak til Gud, fordi han har bevaret os i en overstaden Fare.
Kort efter den her beskrevne Nat kom jeg igen tilbage til Bagagen og blev sendt hen til en lille By for at hjælpe til at fortære Julepakkerne. Det var tre dejlige Dage. Det frydede mig i min Fritid at gaa omkring og se paa Livet i Byen – den ene Dag var en Søndag – se civile Folk spadsere omkring i deres Søndagsstads, hvad man jo i Maaneder ikke havde set. Alt her saa saa fredeligt ud. Det eneste triste, man saa, var de mange sørgeklædte Kvinder. Man vidste jo, hvad det betød.

Jeg fik anvist et udmærket Kvarter hos en Borger i Byen, hvor jeg blev meget venligt modtaget og fik et pænt Værelse, og det bedste – en god Seng. Det var første Gang i henimod 5 Maaneder, at jeg kunde komme af Tøjet, og jeg var helt betænkelig ved at skulle i den skinnede hvide Seng. Me da jeg først var vel i Fjerene, sov jeg til den lyse Morgen.

Manden fordrev Tiden med at lære Tysk. Han havde to tyske Lærebøger og en fransk-tysk ordbog. Om Aftenen underholdt vi os med hinanden, saa godt det lod sig gøre, men det Tysk, han havde lært sig til, og med nogle franske Brokker, jeg havde lært, for Resten med Tegn og underlige Fagter. Kneb det, maatte ordbogen frem og en Bunke gamle tyske Aviser, han havde faaet af Soldaterne, hvori han saa viste mig, hvor han havde læst den eller den Begivenhed, og det gik udmærket. I 80 Dage havde Kanonerne tordnet omkring Byen, men den var mærkelig nok blevet skaanet. Deres Søn var med i Felten. De havde ikke hørt fra ham i næsten fire Maaneder, og Konen græd meget.

Det er ikke saadan her, som hjemme, at Lejerne bor enten i Stuen, paa første eller anden Sal, nej Lejligheden gaar fra Jorden til taget, saa hver Lejer har sin egen Indgang. Familien, hvor jeg boede, havde Værelser i Stuen, paa første og anden Sal. Køkken og Spisestue er i et, Kakkelovne findes heller ikke, men Kaminer. Tre Dage er snart gaaede, især naar det er gode Dage og snar maatte jeg sige farvel til min elskværdige Vært og Værtinde, til mit pæne Værelse og min gode Seng, og styre mine Fjed tilbage til Bagagen.

Saa kom Julen. Vel var det en Jul i Krig og Fjendeland, men det var dog en velsignet Jul, saa I Kære derhjemme kunde have sparet Jer enhver Sorg og Bekymring for os. Vi ligger med Bagagen i en lille By. Juleaftensdag var der Gudstjeneste Kl. 4, Kirken var smukt pyntet med Grønt. Der var to Juletræer, og saa mange Lys har jeg aldrig set i en Kirke som her. Gudstjenesten var meget festlig og smuk. der er ingen, der vil glemme den. Om Aftenen samledes vi i Stuen, Juletræet bliv tændt og Julesamler blev sunget. Saa besluttede vi at gaa hen til vor Løjtnant og synge ham en Salme. Vi var henved 30 mand, vi stillede os op udenfor hans Vinduer og sang “Glade Jul” (“Stille Nacht”). Da Sangen var endt, kom Løjtnanten ud til os, takkede os hjerteligt og trakterede os med Øl og Cigarer. Siden kom han over i Stuen til os, sang sammen med os og holdt en Tale til os, som blev efterfulgt af flere. Som naturligt var paa denne helligaften, slog de Ord bedst an, der gjaldt vore Kære i Hjemmet, og mange varme Ønsker blev udtalt om snart at maatte samles med dem igen. Ja Gud give det!
Iver

Nyheder, Sønderjyder

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 2015 Rene Rasmussen 3 kommentarer

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Fronten i Frankrig. I Skyttegraven ved L., 3. Jan. 1915.

Kære Venner!
Rigtig mange Tak for alt – Brev, Blade, Papir og Kort -. Vi har nu begyndt paa et nyt Aar og alle spørger vi uvilkaarlig, hvad vil dette bringe, enhver af os haaber det bedste, og gid vi ikke maatte blive altfor skuffede. Endnu et Stykke ind i Fremtiden vil man kunne sige, at “Trange Tider langsomt skrider” Ja, hvor kan et Døgn blive langt herude i Skyttegraven, hvor baade Dag og Nat hugges til Pindebrænde ved idelige Vagtposter, saadan som sidste Gang vi var her, da maatte vi hver 2 Timer paa Post. Det er saa kedeligt og trist, at staa i 2 Timer og kigge gennem et Skydehul, uden at kunne se andet end Toppene af Runkelroer, en Række Pigtraadsforhindring og lidt længere borte nogle Frugttræer. Franskmændene har jeg i de 3 Uger, jeg har været her, ikke set noget til. Naar det er tørt, gaar det jo endda, men naar det regner, som det har gjort her de sidste otte Dage, da er det næsten ufremkommeligt i disse smalle Grave paa denne fede Lerjord; gaar man blot en halv Snes Skridt, saa er man saa tilsmurt med Ler paa Siderne og forneden, at man har vanskeligt ved at kende den stramme Soldat, der nu meget mere ligner en Type, som vi kender fra Mergelbanerne – og det værste er næsten, at Gravens Sider ikke kan staa denne Væde, de skrider ned og giver ekstra Smøreri. Det var bedre at have lidt Frost, men den franske Vinter bestaar vel mest af Regn.

Alting er dog ikke trist her, naar vi er hjemme, har vi mange hyggelige Timer; de Dage, vi er hjemme i kvarter, er som en Ferie, og den nyder vi, saa godt vi kan; jeg kan her lige fortælle lidt om vor Juleaften. Vi bor, som jeg maaske har skrevet, 7 Nordslesvigere sammen, blandt dem er Jørgen Andresen, Nybøl mark. Vi blev enige om, da vi skulde være ude hele Julen, at fejre Juleaften Aftenen forud, da vi endnu var i Kvarter. Vi bød derfor en Del gode Bekendte sammen, for med dem om muligt at faa en hyggelig Aften. Vi blev i alt 16. Først sang vi en Del af vore gode Julesalmer, saa læste en Juleevangeliet, og vi sang endnu lidt, fik Kaffe, læste et Stykke af “Den nordslesvigske Kirkesag”, sendte en Hilsen til “Hejmdal”, som I maaske har set, og sluttede henved Klokken 9 med “Dejlig er Jorden”. Det kunde maaske synes at være en mærkelig sang her i al denne Elendighed, men jeg tror nok, at de fleste havde paa Fornemmelsen, at endnu skønnere er Guds Himmel, og derfor kan vi trods alt synge, dejlig er Jorden.

Saadanne Aftener har vi haft et Par Gange siden, sidst Nytaarsaften, og dem er vi meget glade for, thi de er jo som Manna i Ørkenen; forhaabentlig faar vi Lov at fortsætte endnu i lang Tid, thi da vi bor i en Bagbygning, generer vi ikke mange med vor Sang.

I Gaar Eftermiddags var jeg ovre for ar besøge Michael Steffensen, han er jo i Kvarter i Byen L., som ligger 3,4 Kilometer nordfor Byen C., hvor vi er i Kvarter. Jeg traf det dog uheldigt, da han var i Skyttegraven og først kom ud i Aften; vi kan kun træffe hinanden den første Dag, jeg kommer ud, da maa det være sidste Dag, han er ude. Jeg har nu sendt et Kort til ham, at han kan komme over til mig paa Lørdag, da er vi atter fri; der skiftes nu med 6 Dage.

Angrebet, som I vel har læst om, var længere østpaa, vi var i Kvarter og holdt os hele Dagen parat til at rykke ud, hvis de der trængte til Forstærkning, men vi kom ikke ud.
Der er en Del, der her modtager et nordslesvigsk Blad, men i de sidste Dage har de ikke faaet det. Hvad der ligger til Grund for dette, ved jeg ikke.

Hvor er den forløbne Fest dog vidt forskelligt fra den i Fjord. I Aar har man tilbragt Julen i en Hule paa nogle faa Kvadratmeter, hvis hele Indbo bestaar af halvanden Stol, noget Halm, to Hylder, et Ildsted, en lille Blæsebælg og en fransk Økse og sidste Aar da var hele Familien samlet og havde det saa hyggeligt og godt. I Aar er en af os kaldt bort, —. Godt er det, at han har levet saadan, at vi med Glæde kan mindes ham, og det lader jo til, efter alt hvad der skrives om ham, at hans korte Liv ikke har været helt forgæves, men at ogsaa andre end os, der stod ham nærmest, har været glade for vor Jeppe. –

Skal hilse fra P. Jensen, Stenderup, og Jørg. Andresen, Nybøl. Valdemar L. er kommen ind igen, har jeg hørt.
Det regner nu ned i vor Hule, saa det begynder at blive uhyggeligt.
Med Ønsket om alt godt for Jer i det nye Aar sendes de kærligste Hilsner Eders heng.
Peter
Tak for alt i det Aar, der svandt!

[Brevskriveren må være Peter Østergaard. Et kortere brev med delvist samme indhold blev bragt den 23. december 1914, og heri henvises til et kommende brev til Hejmdal. /RR]

Jul ved Yserkanalen. V., den 27. December.

Kære Broder og Svigerinde!
Tak for Eders pakker, som jeg modtog i Dag. I kan tror, jeg fik mig en god Frokost med en god Snaps til. Det var meget, der smagte. Vi kom lige Fronten, hvor vi havde været i Skyttegraven første Juledag og i Dækningsgraven anden Juledag. Nu kan vi jo saa være i Ro Resten af det gamle Aar.
2. Januar kommer i Skyttegraven igen, og saa begynder det gamle Levned i det nye Aar. Der var vist ikke mange, der tænkte, dengang Krigen begyndte, at den skulde blive ved ind i 1915. Forhaabentlig varer den ikke Aaret ud.
Juleaften fejrede vi efter Omstændighederne meget smukt. Vi boede i en Kartoffelrum, som vi havde pyntet smukt med et lille kønt Juletræ. Om Aftenen var vi en Del Nordslesvigere sammen og sang nogle Salmer paa vort kære Modersmaal.
Den 23. December henimod Aftenen havde vi Besøg af Pastor Petersen fra Sønder Vilstrup. han ligger ikke langt fra os ved et Sanitetskompagni. Saa vidt jeg ved, er han rejst herned for en 14 Dage siden.
Vi er endnu paa samme Sted, 4-5 Klm. sydfor Dixmuiden. Vi har en temmelig god Stilling her, men det gaar ellers hverken frem eller tilbage. For Tiden er Afstanden til den fjendtlige Stilling ca. 1500 Meter. Til den ene Side er der Oversvømmelse. Hos Russerne gaar det nok raskere. De er nok snart helt slaaet, saa vi kan faa Forstærkning deroppe fra, omendskønt der snart ikke er Plads til flere her.
Broder C. skrev, at baade Du og han var paa Stationen. Det skal I dog ikke være udtagne paa Sessionen. Det skal I dog ikke saa let. Der er tropper nok her ved Fronten. Hvis I kommer ind, kommer I maaske til at gøre lidt Jordarbejde.
Jeg har det ellers godt og er ved god Sundhed. Med mange Hilsner.
Eders
Anton

Nyheder

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

15. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Sønderjyden Jens Christensen beskriver i et feltpostbrev, offentliggjort den 15. januar 1915, en patruljetur på Vestfronten.

Når vejret er kønt her oppe paa de skovbevoksede Høje, er en Patrouillegang mod Fjenden en interessant og velkommen Afveksling, thi altid at staa og kigge over Geværranden i Løbegraven bliver i Længden lidt kedeligt og ensformigt. Hvor vi nu er, er vi ikke saa nær inde paa Fjenden, den fjendtlige Løbegrav befinder sig vel ca. 1½ Kilometer herfra og der ligger en Skov imellem. Man kan saa i Stedet for at holde Vagt i Gravene sammen med et Par Kammerater melde sig frivillig til en Patrouillegang. Vore foresatte vil gerne vide, hvilken Modstander vi har til Nabo, og vort Maal er saa at vende tilbage med en „Monsieur” død eller levende, eller hvis det ikke lader sig gøre, saa at udforske Fjendens Stilling paa saa nært Hold som muligt.

Forleden Eftermiddag var jeg med et Par Venner paa en saadan Tur. Først gik vi en Runde til de udsatte Vagtposter for at meddele dem vort Forehavende. Da vi befandt os foran Pigtraadshegnet af vor sidste Stilling, blev vi pludselig en Franskmand var, som stod inde i den tætte Skov, med Geværet i Anslag mod os. Da vi befandt os paa en aaben Plads, maatte vi et Øjeblik dukke os, indtil vi naaede Skovkanten. Manden, som rimeligvis har haft et Par andre i Baghold, var dog forsvunden, og en Forfølgelse langt ind i Skoven førte ikke til noget Resultat. Han havde dog efterladt en Avis i et Træ, det var „Le Petit Parisien”; trykt i Paris Dagen i Forvejen. Den indeholdt blandt andet mange Løgnehistorier bestemt for os; efter Hjemkomsten fik vi nemlig en „sprogkyndig” til at forklare os Indholdet. Nu vi vendte jo selvfølgelig tilbage uden en Franskmand, men glædede dog Kompagniføreren med den medbragte Avis.

Dagen efter gik vi igen paa Patrouille. Kaptajnen gav os et Eksemplar af „Hamburger Fremdenblatt” og skrev derpaa i det franske Sprog en Tak for Avisen og bad om paa samme Vis at sende flere. Vi begav os saa paa Vej igen, dog med den største Forsigtighed, listende os fra Træ til Træ, krybende gennem Buskadset, af og til liggende bag en Træstamme for at lytte. Langsomt kom vi den fjendtlige Stilling nærmere, vi kunde tydeligt høre Soldaternes højrøstede Samtaler og se Pigtraadshegnet foran Gravene. Det var ikke fri for, at vi følte os lidt hede i Hovedet, det var dog spændende, og vi kunde ikke lade være med at krybe saa langt fremad, som det var muligt uden at blive set.

Da vi kom Graven paa ca. 200 Meter nær, blev to af os staaende paa Vagt, mens to andre endnu krøb et Stykke længere frem, hvor Skoven begyndte at blive mere aaben og hvorfra derfor den fjendtlige Stilling bedre kunde overses. Der lagde de sig ned og optegnede en lille Skitse over Terrænet.

Endnu blev vi der en lille kort Tid og lyttede; saa ogsaa to Franskmænd staaende bag Skyttegraven i Færd med at save Træ; det gik dog ikke an at skyde, da vi ikke turde risikere at røbe vor Nærværelse. Paa et iøjnefaldende Sted lod vi saa den medbragte Avis tilbage og langsomt begav vi os derefter paa Hjemvejen, den samme Vej, som vi var kommen.

Med Hilsen.
JENS CHRISTENSEN.
(Kort efter Afsendelsen af dette Brev blev Brevskriveren haardt saaret i Skulderen.)

1914-09-22 Fransk skyttegrav — Fransk skyttegrav

Nyheder

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I januar 1915 deltog han i slaget ved Soissons. Han beskrev sine oplevelser i et brev til sine forældre et par dage efter slaget.

Cuy den 18, januar 1915

Den 13. havde vi det nogenlunde roligt. Men den 14. gik stormen videre, og den kom, uden at vi anede det. Pludselig hørte vi stormråb lige til højre for os og forfærdelig geværild. Vi skulde flankere angrebet; sværmede ud i en lang kæde og gik springvis over mod en skov, som var besat af franskmændene, der allerede havde forladt stillingen. Vi blev modtaget af en morderisk ild, men gik støt fremad i korte spring, og jeg så slet ingen falde. Ved skovbrynet holdt min afdeling sig længe. De gik på med bajonetten derinde.

Allerede kom der nogle trækkende tilbage med en snes fanger. Kort efter måtte vi med ind i skoven, og dér tog vi ca. 50 fanger. Det gjorde mig så ondt at skulle afvæbne dem; til sidst havde jeg hele min lomme fuld af alle slags knive. Men der var intet at gøre. Jeg havde håbet at kunne blive til bevogtning af fangerne. Men kort efter blev vi kommanderet frem igen. Derved kom jeg bort fra mit kompagni og sluttede mig til jægerne. De stod længe i en hulvej og trykkede sig, fordi der var et maskingevær, som knitrede foran os, og de syntes, det var dem uværdigt at skulle storme det. Men omsider gik vi løs ned mod et slot i bunden af dalen; dér stod maskingeværet i et tårn, og vi måtte søge dækning ind under murene. Andre fandt straks vej til vinkælderen. Jeg traf dér et par kammerater, og vi sluttede os sammen.

Franskmanden trak sig nu over på den anden side en eng og tog stilling bag en høj banedæmning. Vi måtte frem gennem slotshaven over engen. Til højre lå Soissons ganske nær ved os. I et af de yderste huse stod et maskingevær, der bestrøg hele vejen. I kan tro, vi fik fart på, og jeg begriber ikke, at vi slap fra det, for kuglerne hvislede ind i gruset rundt om os, så man næsten trådte på dem; men heldigvis kom vi over til dæmningen, andre stormede over.

Vi blev tre mand liggende, fordi vi ikke kunde holde ud at løbe mere; men det blev også temmelig hedt, da vi kunde ses fra Soissons og blev stærkt beskudt, så snart vi rørte os. Imidlertid kom 36. bagfra, og dem sluttede vi os til. Vi sværmede ud tværs over engen og begyndte at grave os ned ca. 3-400 meter fra byen.

Om aftenen gik vi tilbage, og undervejs sloges der et dygtigt slag i slottets vinkælder. I skoven fandt vi en såret løjtnant; ham bar vi op over skrænten. Endelig nåede jeg hjem; men næppe havde jeg gjort anstalter til at få noget at spise, før vi blev alarmeret igen. Stillingen skulde holdes nede på engen, og vi måtte ned igen for at forsvare stillingen og grave os rigtig ned. Det var vi færdige med hen ad kl. 2. Så svøbte jeg mig ind i min kappe og vilde netop til at slumre ind, da vi påny blev alarmeret; vi skulde afløse 12. regiment. Nu gik vi vild i de mange skyttegrave og irrede omkring kl. halv syv, hvorpå jeg straks blev kommanderet på lyttepatrulje.

Nyheder, Sønderjyder

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. april 2021 12:05

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

Nyheder

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie:

En svag trøst var det, at det åbenbart ikke gik franskmændene bedre. Patruljevirksomhed var der hos dem ingen tegn på, kun på få steder skød de skyttegrave frem og sikrede dem med spanske ryttere. Afstanden mellem de to skyttegrave var blevet væsentlig mindre, ind til 60 m lå modstanderne over for hinanden.

Anderledes lå det med den franske artillerivirksomhed. Den var betydelig livligere end regimentet var vant til. Især lå opmarchvejene og et fremskudt skyttegravsstykke foran Moulin, kaldet Estorff-Eck, med mellemrum under svær ild. Franskmanden skød fra flanken ind i Estorff-Eck med et 10 cm batteri, og det med en ny slags ammunition med en ligefrem fabelagtig splintringsvirkning. I det hele taget havde han, hvad angik ammunition, en utvivlsom overlegenhed. De amerikanske leveringer begyndte at gøre sig mærkbare, således havde det kompagni, der lå i Estorff-Eck, dagligt svære tab. Dagligt blev vagtposter ramt af fjendens præcisionsild og faldt bagover og forsvandt i mudderet. Over for det var vort artilleri i lange dage dømt til tavshed på grund af ammunitionsrationering. Et par miner samt geværgranater blev kastet derover. Men det var en deprimerende følelse for infanteriet, der med sit blod skulle udligne søstervåbnets underlegenhed.

Ved forøget arbejde måtte man forsøge at sikre sig nogenlunde, men det var i de første uger temmelig resultatløst. Det eneste, der i januar blev gennemført, var forstærkningen af pigtrådsspærringen. Også det havde sine vanskeligheder, for franskmanden skød uophørligt ind i natten og ikke altid blot ved siden af. Også de første lyskugler fløj allerede op dengang og tvang arbejderne til at stikke næserne ned i skidtet.

Ellers blev der ikke lavet ret meget. Til nye dækningsrum var der intet materiel og heller ikke til skydestandpladser. Så forsøgte man at rense skyttegravene, men leret klæbede til spaden som beg, og når et kompagni om natten havde arbejdet i deres ansigts sved, var der om morgenen næppe nogen ændring at se. Så kom der regn om natten, skyttegravsvæggene styrtede sammen og det hele var værre end før. Mange blev grebet af en trykkende fortvivlelse. Hvorfor overhovedet røre en finger? Det kunne jo alligevel ikke nytte noget. De foresatte måtte opbyde al deres indflydelse for at blive herre over denne stemning. Dertil kom, at afløsningen på grund af det lange frontafsnit ofte lod vente længe på sig. 20 dage blev hver bataljon ved fronten, 10 dage i hvil. Frontbataljonerne afgav dertil hver et reservekompagni, som lå sammen med regimentsstaben og bataljonsstaben i en stor hule ved Moulin.

Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy — Fransk feltartilleri (“75’ere”)

Nyheder

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten

Et Par dejlige Dage ventede os, da vi kom helt tilbage til Byen Partokko, hvor der var rigtige Huse at hvile sig i.

Men den 13. Januar gik det atter i Skyttegraven. Det var meget vaadt for Tiden. Vi havde set vort Snit til at slæbe en Smule Brændsel med. En Planke eller lignende kunde godt flækkes ved Hjælp af Bajonetten og den lille Spade og kunde saaledes give lidt Varme. Et Bæger Kaffe kunde ogsaa varmes. Kaffebønnerne besørgede vi paa illegal Vis fra Feltkøkkenet, og de blev malet i en Lærredspose ved Hjælp af to Sten.

Nyheder

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sine forældre beskrev han nogle døgn senere, hvordan han havde oplevet slaget ved Soissons.

Jumencourt den 16. januar 1915

Kære forældre!

Førend jeg begynder dette brev, vil jeg sige, at jeg er ved helt skind og sind. Disse sidste fem døgn har været sådanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større slag ved Soissons; over halvdelen af vor bataljon er væk, og jeg sidder her endnu. Hvad jeg alt har oplevet i disse fem døgn kunde fylde hele bøger, men det er tjenligst, at jeg fatter mig i korthed.

Det var den 8., at vi blev halet ud af sengen alias halmen og transporteret her til Aisne. Her blev vi ført til en stor hule, et sandstensbjergværk, hvor vi lejrede os dybt inde i jorden. Straks den næste nat blev vi alarmeret og ført til en ny hule, hvorfra vi om morgenen besatte en skyttegrav. Det var den såkaldte Zuavelund eller heksekedel, som skulde stormes; den lå på højderne nord for Soissons, og regiment efter regiment havde stormet uden held. Endnu for et par dage siden havde franskmændene drevet dem ud af deres egen skyttegrav, og endnu den morgen holdt de en del af den besat. Ligene fra disse kampe lå endnu omkring i mængde, endogså i selve skyttegraven, som var skudt fuldstændig i grus, så der ikke var et eneste skydeskår tilbage.

Ved Lassigny stormede 4. komp. så stillingen og tog den. Så begyndte spillet. Nu kom der artilleriild. Oppe fra et bakkedrag i venstre stod et batteri og gav os det skæreste flankefyr. De sprang i hundredvis omkring os, og vi lå på knæene tæt pakkede nede i bunden af graven. Det varede heller ikke længe, så begyndte de sårede at slæbe sig hen over os til forbindingspladsen, undertiden kom der en hel strøm af dem og værre og værre blev det. En granatsplint suste lige forbi mit øre og huggede ned mellem mine fingre.

Og sådan blev det ved fra om morgenen kl. syv til kl. fem om eftermiddagen; og til tider var det sådan, at der kom en to-tre granater i sekundet. Jord og sten og splinter fløj ind over os, undertiden hele brystværnet, og jeg var helt dækket med jord. Så gudskelov stormede jægerne batteriet, og vi fik ro. Vi strakte de kuldestivnede knæer, der omtrent havde ligget i samme pinefulde stilling i ti timer, og tilmed fik vi fyr af vore egne svære haubitser, som beskød de franske skyttegrave, og altid skød for kort.

Da pludselig, inden vi vidste af det, gik stormen løs til højre for os; der blev et frygteligt knitter-knatter, et kompagni sprang op af graven og stormede frem under hurraråb; hist og her segnede én, andre letsårede løb tilbage; da pludselig lød kommandoen: 1. komp. auf! march march!, og så gik det løs med bajonetter – hen over de døde, der endnu lå der siden sidst – ned i de dybe granatgrave og op igen og fremad, fremad. Franskmanden rykkede ud af første grav; jeg vilde springe over den, men gled ud og faldt ned i den og kunde ikke komme op igen. Så gik jeg dernede og så efter i dækningerne, hvor der sad franskmænd i snesevis og råbte pardon.

Da jeg endelig kom op af graven igen, begyndte et maskingevær at knitre foran mig; det blev mig lidt uhyggeligt, hvorfor jeg forsvandt ned i en granatgrav. Kort efter var hele heksekedlen vor, og franskmanden trak sig tilbage ud mod Aisnefloden. Jeg rystede mig lidt for at se, om jeg da var hel endnu. Vi besatte derefter deres grav, og nu begyndte der en skrækkelig tid for os.

I fem døgn har jeg været i frit rum, uden at have andet end min mantel; køkkenet kunde ikke komme til os; vand var der ikke at få. Nej, det var forfærdeligt. Det eneste vi fik, var næsten franske jernportioner og så vin. Det var den 12. jan.

Krigens forløb, Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

11. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Senest ændret den 10. februar 2015 14:59

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

Nyheder

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

11. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie

"Essenträger" fra Hemmesens album — Madhentere ved Regiment 86

Feltkøkkenerne kørte om aftenen frem fra Nampcel til Moulin. Her blev maden så modtaget af madbærerne, men før de havde arbejdet sig frem til stillingerne, var maden iskold. Så blev der anskaffet nogle store madbeholdere, som rummede 25 liter, og som manden bar på skuldrene som et tornyster. Det gik bedre, men ham, der bar den, var mere død end levende, når han nåede frem.

I den forbindelse indtraf en tragikomisk hændelse, som beviste, at 86erne selv i de mest snavsede situationer ikke helt taber humøret. To madbærere arbejdede sig i deres ansigts sved med deres madbeholdere gennem ler og mudder frem til deres kompagni. Da slår der en serie fjendtlige granater ned omkring dem. De dukker sig dybt ned i skidtet på skyttegravens gulv. Da, oh skræk, springer låget af den ene af madbeholderne, og bæreren bliver fuldstændig overhældt med ærtesuppe. Lerklumper, der blev kastet højt op af granaterne, klasker ned, og oven på ærtesuppelaget lægger der sig nu et lag ler.

Således ankommer dette jammerbillede til kompagniet. Da udtalte én helt tørt:”Sultne er vi ganske vist, men slikke det af dig, det vil vi godt nok ikke”.

Note: Bemærkningen om ærtesuppen bliver sagt på plattysk: “hungrig sind wi meist, awer afslicken dot wi di dorüm doch nich!”

“Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918″

Den Store Krig 1914-1918

Tag-arkiv: skyttegravsliv

4. februar 1915. Spark ikke til en blindgænger

1. februar 1915. “Seks dage slås der folk ihjel, og seks dage leges der tre mand høj, og kat efter mus.”

31. januar 1915. Såret ved Soissons – bestjålet af en Feldwebel på lazarettet

30. januar 1915. “Jeg tror heller ikke, vi kommer hjem før til sommer …”

27. januar 1915. Pølse, vin og franske granater til kejserens fødselsdag.

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

24. januar 1915. “Jeg er syg og længes kun efter fred.”

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

22. januar 1915. “Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons.”

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

21. januar 1915. “Skyd mig ned, så jeg endelig kan få fred!”

21. januar 1915. Hartmannsweilerkopf: “Der udspandt sig en kamp fra træ til træ”

21. januar 1915. Nat ved Hartmannsweilerkopf

20. januar 1915. Hans Petersen: Sange på dansk og frisisk ved Vestfronten

20. januar 1915. “Man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.”

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918