Tag-arkiv: signaltjeneste

Ikke kategoriseret

2. juni 1918. Kommunikationslinjerne organiseres forud for det store angreb

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ankommen til det nye Bestemmelsessted blev det bestemt, at jeg sammen med Telefontruppen skulde rykke ca. 12 km længere frem mod Fronten i Nærheden af Landsbyen Lagny og der forberede den nye Telefoncentral.

Som jeg senere blev klar over, havde Artilleriet og andre Trop­per ogsaa faaet Ordre til at forberede og udbygge deres Udgangsstilling, hvorimod Hovedmassen af de Tropper, der skulde indsættes i Offensiven, fik Lov til at holde sig i Ro et Par Mil bag ved Fronten.

Man vilde herved undgaa, at Franskmændene lugtede Lunten. De skulde paa den til Offensiven bestemte Dag, naar de tyske Tropper om Natten var rykket ind i de forberedte Stillinger, pludseligt overraskes.

Vi talte med nogle Infanterister, der daskede om i Terrænet, og spurgte dem , hvor vel den roligste Plet vilde være for Opstilling af vor Telefoncentral. Vi var vel her en 4-5 km bag ved Fronten. De mente, at den nord­lige Del af en lang, smal Granplantage nok vilde være det sikreste Sted. Franskmændene tog nok flere Gange om Dagen Egnen under Strø-Beskydning, men indtil nu havde de kun ramt den sydlige Del af den et Par Hundrede Meter lange Plantage.

Vi gravede saa et 1 m dybt Hul paa det anbefalede Sted, rejste vort Englændertelt, og Telefon-Etableringstruppen begyndte at trække Ledninger, medens jeg passede Centralen. Hver Dag blev der en 4-5 Gange send t 5-6 Skud fra Franskmændene, og de ramte ganske rigtigt den sydlige Del af Skoven.

DSK-årbøger 1954

Krigens forløb, Sønderjyder

2. juni 1918: Asmus Andresen – Udkig fra Kemmelbakken

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den næste Morgen ved Appellen blev der valgt 4 Mand til at holde Udkig fra Kemmelbakken; deriblandt var ogsaa jeg. Kl. 12 fik vi vor Mad udleveret til 4 Dage. Kl. 1 gik vi fra Lejren og var saa i Ildstillingen Kl. 6. Videre kunde vi ikke komme denne Dag, fordi Bakken blev saa voldsomt beskudt den Aften. Vi blev saa der til næste Dags Morgen Kl. 6.

Efter at vi havde spist Frokost af vor medbragte Mad, gik vi videre i Retning efter Kemmelbakken, men der blev ikke vekslet ret mange Ord mellem os, da enhver havde nok i sine egne Tanker, thi Markerne, vi skulde over, var fyldt med døende og døde i en uhyggelig Mængde. Efter et Par Timers Marsch naaede vi Toppen af Bakken trods en frygtelig Granatregn, og søgte straks hen til Hulen, som vi skulde ned i. Skønt vi havde den dejligste Udsigt her oppe fra Bakken, ønskede vi dog ikke at opholde os ret længe paa Jordens Overflade.

Ved Hulens Indgang stod en af vore Kammerater og holdt Øje med Franskmændene. Da han saa os, udstødte han et Glædesraab, for nu var Afløsningstimen kommen for ham. Han førte os ned ad nogle Trapper, omtrent 4 Meter under Jordens Overflade, hvor en Gang førte til hver Side.

Vi gik til højre, der var bælgmørkt, men efter at vi havde famlet os omtrent 200 Skridt fremad, kom vi ind i et lille Rum, hvor der laa 1 af vore Officerer og 3 Mand. De blev ogsaa glade, da de hørte, at Afløsningen var kommen. Der blev tændt Lys, for at vi kunde finde os tilrette og faa noget at spise De 4 Kammerater, som var dernede pakkede saa deres Sager sammen og gik tilbage til Lejren for at hvile et Par Dage.

Da vi havde endt vort Maaltid, blev Lyset slukket, fordi vort Oplag af Stearinlys ikke var ret stort, hvorfor vi ikke kunde sidde ved Lys hele Dagen. En af os skulde op til Udgangen for at holde Øje med Franskmændene, og hvis vi opdagede noget mistænkeligt paa Fjendens Side, skulde det straks meldes til Officeren, som ikke selv gad gaa op for at se, hvad der var paa Færde. Han skrev saa Meldinger op og gav den med op igen, og den blev saa afgivet til Batteriet gennem et Blinkeapparat eller Telefon.

Fra Kl. 4—6 blev det min Tur at holde Udkig. Det var de eneste 2 Timer om Dagen, at man fik Dagslys at se, endskønt Luften i Hulen var meget beklumret.

Til sine Tider var Gangen overfyldt med Mennesker. Hvem der skulde paa Naturens Vegne, maatte forrette sin Nødtørft, hvor han i Øjeblikket opholdt sig, da det var meget farligt at komme op paa Jorden; det var derfor ikke underligt at Luften var beklumret dernede.

Fra Udkigsstedet havde vi en god Udsigt til alle Sider. Jeg saa et tysk Batteri, som der var opstillet nedenfor Bakken, som fik ca. 200 Skud i 5 Minutter. Det var ikke rart at være der, da der ikke alene fløj Jordmasser og Granatstumper omkring i Luften, men ogsaa Menneskelemmer.

Fra vort Udkigssted saa det ud, som naar man kaster store Sten i Vandet.
Kl. 5½ kom en Afløser for den Officer, som var hos os. Afløseren var vel fin i Næsen, for han klagede straks over den ulidelige Stank, der var nede hos os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

29. juni 1917. På observationspost i ballon i 600 meters højde – da ballonen revner!

Skriv en kommentar

A.P.  Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Det var paa en Maade en drøj Tid i Champagnen i den varme Sommer 1917. Der var ikke saa megen Kamphandling, men Ballonen var næsten oppe hver eneste Dag, i lange Tider fra om Morgenen Kl. 5 til henved 9-10-Tiden om Aftenen, og hele Tiden gik det ustandseligt med Indskydninger af vort Artilleri efter opgivne Maal.

Efterhaanden vilde Officererne kun have mig til at sidde ved Telefonen fra Ballonen, og der sad jeg saa fra Morgen til Aften, Dag efter Dag, med Hovedtelefonen klappet ned over det ene Øre, og den var tung dengang. Det andet Øre var fri til de 3-4 Telefoner, over hvilke vi foretog vore Indskydninger og Meldinger. En Tragt hang nede paa Brystet af mig. I den talte jeg med Ballonen. Naar jeg et Øjeblik skulde afløses, maatte jeg løfte Hovedtelefonen Millimeter for Millimeter, indtil Øret ganske langsomt og pinefuldt rettede sig ud.

En Morgenstund var Lt. Hancke gaaet op med Ballonen ved 5-Tiden. Ballonen var blevet fyldt godt, for det havde været temmelig koldt om Natten. Det var en ualmindelig skøn Morgen i Slutningen af Juni, og det tegnede til at blive meget varmt. Ved Syv-Tiden hører vi pludselig oppe i Luften et Smeld som et Pistolskud, og da vi ser op til Ballonen, ser vi, at den er revnet midt over som en stor Blodpølse. Solen havde i den Grad varmet den fyldte Ballon, at Sikkerheds-Ventilen ikke kunde tage den udvidede og udstrømmende Gas, og Resultatet var blevet, at Ballonen revnede midt over.

Ballonen var ca. 600 m oppe i Luften. Vi tænkte jo allesammen med det samme paa Lt. Hancke’s Skæbne: Vil han kunne klare sig fri af den nu nedstyrtende Ballon og springe ud med Faldskærmen fra Gondolen?

De første 300 m ser det ikke ud til det, for da falder Ballonhylstret, som øjeblikkelig er blevet tømt for Gas, Hulter til Bulter ned sammen med Gondolen lige over denne. Men i 300 m Højde blæser en anden Vind, en Opstrømning, der gør, at Ballonhylstret strammes og gør sig fri for Gondolen. Dette Øjeblik benytter Hancke til Udspring.

Faldskærmen folder sig rigtigt ud efter 30-40 m Styrt. Nu hænger han der og svæver og er for nedadgaaende. Men et Øjeblik efter er Situationen faretruende igen, idet Gondol og Hylster paa Vejen nedad nu skal passere forbi den langsomt faldende Hancke. I ikke mere end ca. 5 m Afstand passerer Ballonen ham. Hvis Ballonhylstret var klasket ned over Faldskærmen, havde han været færdig.

Nu lander han lidt efter paa Grønsværet, og alle — med Undtagelse af os, der er bundet til Telefonen — er med det samme henne for at lykønske ham. Lidt efter kommer han gaaende forbi os med underlige, stive Skridt, støttet af sin Oppasser.

Jeg spurgte Oppasseren kort efter, om Hancke havde lidt Skade paa Benene ved Nedfaldet, som jo tit kan være haardt nok. „Ak nej,“ sagde han grinende, „men han havde sk… Bukserne fulde!”

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

14. maj 1917. “Blinkere” i ingenmandsland ved Aubers

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Vi havde afløst hinanden kompagnierne imellem en 14 dages tid så rykkede vi endnu mere nord på og vi kom til at ligge ved en by, der hed Aubers, selve byen lå på et lavt højdedrag, hvorfra det gik ned i de lave enge.

Der var langt til fjenden her mindet 1 km, men midt ude i ingenmandsland lå en ensom bondegård og ud til den havde andre tropper før os gravet en løbegrav, her var kun ca. 1 m til grundvandet, så blev der lavet lange trækasser ca. ½ m høje uden bund og låg kun for at holde på den opgravede jord og nede på grundvandsspejlet blev der lagt riste på nedrammede pæle.

Gården var rømmet, og der lå stadig en “feltpost” det var mest efterretningsfolk “blinkere” som vi kaldte dem, de skulle formidle ordrer og befalinger, når telefonen var skudt i stykker, det var der ingen fare for her, men alligevel var der ingen af patruljeførerne, der ville have de skarpe lysglimt kastet ud i verdensrummet, de ville have ro og fred, de par dage de var herude, og det ville vi også nok.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

6. august 1916. Verdun: Jørgen Jakobsen og Peter Jensen såres

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Da den division, der skulle afløse os, blev borte, måtte vi efter at have fået nyt mandskab ud igen, men denne gang var der forholdsvis roligt, og der var ingen franske angreb.

Vi havde dog alligevel tab af døde og sårede at notere, hvilket dog for det meste skyldtes nervøsitet på begge sider. Ingen vidste rigtig, hvor frontlinjen gik. Når man så om natten måske havde mistanke om, at der foregik noget usædvanligt forude, så sendtes der lys raketter til vejrs som signal til artilleriet om at lægge spærreild på de forreste stillinger, og så begyndte altså kanonerne at snakke med.

Nogle granater gik somme tider for kort, og så blev der sendt raketter op igen, nogle gule, nogle røde, for at forlange ilden lagt frem. Når det nu gik franskmanden på samme måde, så var det det rene fyrværkeri iblandet glimtene og bragene fra eksploderende granater – næsten som vi kender det fra Tivoli.

Hele postyret varede som oftest kun en fem til ti minutters tid. 

En nat var Jørgen Jakobsen, Asserballe, med på en patruljegang, da det gik løs, Da de derfor søgte tilbage, kastede tyskerne håndgranater, idet de troede, at det var franskmændene, hvorved Jørgen blev såret i begge hænder. Næste dag gik det ud over Peter Jensen fra Løjt, der blev ramt i overarmen af en geværkugle – det var et glat kødsår, jeg forbandt ham og fik ham sendt godt tilbage, men nu var vi kun fire danskere i stillingen, Da vi imidlertid skulle afløses, måtte jeg blive en dag længere forude.

DSK-årbøger 1970

Sønderjyder

1. marts 1916 – Peter Knudsen: “…ved morgen død”

Skriv en kommentar

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var Ersats-Reservist ved Reserve-Ersatz-Regiment Nr. 4, som de første år af krigen lå i Flandern.

Peter Knudsen, Vogelsang i Töstrup Sogn nær Kappeln (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Peter Knudsen, Vogelsang i Töstrup Sogn nær Kappeln (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Langenhoeck d 1/3 16.

Kære Hr. Pastor

Tak for Bladene og Tak for de gode Cigarer fra Leipzig. Vel er jeg ikke Rüger, men kan saa med Cigarrerne glæde mine Kammerater.  d. 21 Febr har vi forladt Qistell og er komne i en nÿ Stilling 1000 m fra Dixmude. Den nye Stilling er mere en[d] daarlig. Vi har været 2 Gange i Skÿttegraven, er der 2 Dage ad Gangen. Jeg passer Telefonen, sidste Gang i første Kamplinie 50 m fra Fjenden. Der maa kun tales sagte, at den onde Fjende intet høre. Vi ligger der i 24 Timer under åben Himmel, der er kun en lav Vold obkastet, dog godt at vi har gode Pelsmantler. Du kan tro Kære Herr Pastor, det er der ikke saa let med Aflösningen. I sidste Uge slog en Granat ned 20 m fra mig, straks laa der 3 døde og 3 Sårede. Ja sådan gaar det herude i Dag, vid morgen død.

Jeg maa være Herren saare taknemmelig – at jeg endnu altid er sund og rask har endnu ikke været en gang forkølet i Felten, ellers er her mange som klager over Reumatisma Vi glæder os nu til Fåråret og den tørre Tid

En kærlig og tak
Deres unge Ven
Peter Knudsen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Nyheder, Om Krigen

10. oktober 1914. Telegrafen i krigens tjeneste.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 15. februar 2016 11:58

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Telegrafen i krigens Tjeneste.

Telegrafkontoret i det store Hovedkvarter har til Opgave at stas i stadig Forbindelse med alle Arméer og med Hjemlandet. Derfor er det ogsaa indrettet en direkte Forbindelse med Berlin, der er tænkt som Centralstedet, hvorfra Telegrammerne saa gaar videre ud.

For at faa den Linje saa strækt udnyttet som muligt, er den forsynet med den Siemens’ske  Hurtigtelegraf. dette Apparat kan besørge 10,000 Tegn i Minuttet, og det ser ud omtrent som en Skrivemaskine. Saa snart Vægtstangen, der sættes i Bevægelse, naar der trykkes paa en af Tangenterne, rammer et Hul, udløses en negaviv Strøm, men rammes et Mellemrum mellem 2 Huller, udløses en positiv Strøm. Strømstødet overføres nu til Berlin-Ledningen, saa i samme Øjeblik som en Tangent slaas ned paa Hovedkvarterets Apparat, følger Modkontakten i Berlin efter omsætter bevægelsen i tal eller Bogstaver paa Optagelsesstrimlen.

Denne lynsnare Overførsel af Ordene gør det ogsaa muligt at benytte Berlin som Central for alle de Steder, der ikke har direkte Forbindelse med Hovedkvarteret.

Ret interessant er det at vide, at det Apparat, som funktionerer i Hovedkvarteret er det samme Apparat, som benyttes mellem Kejseren og Zsaren lige før Krigens Udbrud. Paa dette Apparat afsendte Kejseren det sidste Telegram til Zsaren og gav derefter Ordre til Mobiliseringen.

Foruden denne Hurtigtelegraf anvendes ogsaa Morseapparater i et store Hovedkvarters Telegrafkontor, hvoraf man har fundet en hel Del, som Franskmændene dog paa en ret behændig Maade havde gjort ubrugelige. I de franske Telegrafkontorer findes ogsaa mange af de ret praktiske amerikanske hughes-Apparater. Ved Hjælp af de fundne Reservedele og Værktøj er det lykkedes at faa de fleste af de franske Apparater til at funktionere.

Strømmen leveres af Elektricitetsværker i Byerne, af de store elektriske Centralanlæg og af medførte Dynamoer.

9000 Telegrammer afsendes dagligt, men ikke et højt ord tales i Telegrafkontoret. Tavse tager Funktionærerne Telegrammerne og afgiver dem igen. I fuldkommen Ro sidder Telegrafisterne foran Hurtoghedstelegrafen og de franske Apparater. Ingen Hast, ingen febrilsk Travlhed. Alt gaar sin rolige Gang.

Berg.