Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. Her stod mange ting, han ikke kunne trykke i avisen.
En hustru hindres i at vende tilbage til sit hjem – 2. august 1916 (optaget delvis i RST for 16. august 1916)
Fru Cathrine Sørensen, landmand og bødker Hans Johansen Sørensens hustru i Raadager [Roager], tog den 30. juni i år med en 7 år gl. datter på det for hende den 28. juli i fjor udstedte pas over Hvidding til bryllup i V. Vedsted, hvor hendes mands brodersøn, Søren Sørensen blev gift fredag den 30. juni.
Der blev, da hun rejste over grænsen, ingen som helst hindringer lagt hende i vejen for besøget lige så lidt, som der blev givet hende nogen advarsel.
Mandag den 3. juli rejste fru Sørensen til paskontoret i Kolding for at få sit pas stemplet og rejse hjem.
På paskontoret meddelte man hende imidlertid, at der manglede udtalelse fra amtsforstanderen; den hun havde fra kommuneforstanderen, var ikke tilstrækkelig; hun måtte skaffe den nævnte attest fra amtsforstanderen. Fru Sørensen rejste så tilbage til V. Vedsted, hvor hun boede hos svogeren, og fik derfra underrettet sin mand (gennem den tyske grænsegendarm) om det manglende med anmodning om at skaffe det. Et par dage senere fik hun tilstillet den pågældende attest.
Fru Sørensen rejste nu for 2. gang til Kolding, hvor hun imidlertid på paskontoret – efter en konference mellem kontorpersonalet og konsulen – fik den besked, at passet ikke kunne gøres færdig[t], før man havde undersøgt forskellige forhold nærmere, men i løbet af 5-6 dage kunne hun forhøre sig skriftlig[t], om det var færdig[t], så skulle hun få besked. Blandt andet ville man, ytredes det på kontoret, nærmere undersøge formålet med hendes rejse, det at skulle til bryllup var nemlig ikke tilstrækkelig grund til at skulle rejse og amtsforstanderen burde ikke have stemplet passet, da han måtte vide, at sådan grund ikke tages gyldig.
Fru Sørensen rejste så fra paskontoret for 2. gang og tilbage til V. Vedsted.
Da der var gået de nævnte 5-6 dage, forhører hun sig ved en bekendt i Kolding (konsul Schmidt) på paskontoret, hvorledes det stod til, men fik at vide, at de oplysninger, der skulle indhentes, ikke forelå endnu.
Fru Sørensen rejste på onsdag den 19. juli for 3. gang til Kolding, hvor hun blev til lørdag, og forhørte sig både onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 22. juli om passet, men fik hver gang den besked, at det ikke var i orden. Kontorpersonalet udtalte, at der måtte være et eller andet særligt i vejen, da papirerne i reglen kunne gøres i orden i løbet af 5-6 dage.
Lørdag den 22. juli rejste fru Sørensen igen – for 3die gang – tilbage til V. Vedsted, efter at den på paskontoret nævnte dansktalende herre havde rådet hende til at lade sin mand rejse fra Raadager [Roager] til Haderslev og tale med landråden.
Hun skrev så herom til manden; da hans pas imidlertid var til fornyelse i Hamborg, fik han lærer Barthalatius til at rejse ned til landråd v. Loew, der imidlertid meddelte, at han ikke kunne afgøre sagen alene, men at der skulle indhentes en erklæring fra den danske konsul i Altona.
Mandag den 24. juli kaldet til grænsen gennem en telefonbesked. Hun skulle komme tilstede kl. 2½-3, da amtsforstanderen (hr. Erichsen fra Skærbæk) ønskede at tale med hende. Hun gik [???] til grænsen, og der havde hun så en samtale med amtsforstanderen, der udtalte: ”Ja, fru Sørensen, De kan jo nok komme tilbage, når de vil tage Deres søn med!”
Her må indskydes den bemærkning, at Sørensen og hustrus søn, født 25. januar 1898 i Raadager [Roager], hvor Sørensen har boet i ca. 30 år som dansk undersåt uden nogensinde at have givet myndighederne anledning til klage – uden forældrenes viden var gået over grænsen til Danmark, da det lakkede henad den tid, da der kunne blive tale om, at han skulde melde sig til optagelse som prøjsisk soldat (hvad han absolut ikke vil, da han vil være dansk undersåt og dansk soldat). Han er nu her i landet. Fru Sørensen svarede, at hun ikke vidste hvor sønnen var henne, og at hun derfor ikke kunne gå med på at tage ham tilbage, hvortil amtsforstanderen [sagde]; ”Ja, men De er dog vel i grunden på besøg derovre for at tale med Deres søn!”
Fru Sørensen benægtede bestemt dette, og samtidig oplyste hun, at paskontoret i Kolding havde udtalt sin misbilligelse af, at amtsforstanderen havde stemplet hendes pas og givet hende tilladelse til at rejse, skønt han måtte vide, at bryllup ikke [er] tilstrækkelig grund, hvorfor amtsforstanderen svarede, at så kunne jo grænsegendarmerne have stoppet hende. Dermed var samtalen forbi og fru Sørensen ikke afgørelsen nærmere.
Den 27de juli blev bødker Sørensen kaldt til amtsforstanderen i Skærbæk, der talte til Sørensen at sønnen burde vende tilbage; Sørensen svarede imidlertid, at det kunne han ikke have med at gøre, da han ikke vidste, hvor han var. Amtsforstanderen ytrede da bl.a., at nu havde de (Sørensens) vel også snart fået straf nok, hvad bødkeren gav ham ret i, så meget mere, som hverken han eller hustruen havde forbrudt sig.
I øvrigt udtalte amtsforstander Erichsen, at der nok ville gå nogle dage endnu, inden sagen gik i orden.
Den 28. juli havde den danske konsul i Altona skrevet, at Sørensen skulle afvente svar fra generalkommandoen og hvis dette indeholdt et afslag med hensyn til fru Sørensens tilbagekomst til hjemmet, burde der indsendes en ansøgning til det kgl. danske gesandtskab i Berlin.
