Tag-arkiv: ødelæggelser

Krigens forløb, Sønderjyder

1. november: Asmus Andresen – ”Inde fra Byen hørtes den ene Eksplosion efter den anden”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Først i November passerede vi Gent. Da vi var kommen et Stykke udenfor Byen, blev vi indkvarteret hos forskellige Landmænd. Jeg kom til at ligge på en mindre Gaard, der havde jeg det meget godt, de gav mig så meget at spise, som jeg kunde få ned.

Inde fra Byen hørtes den ene Eksplosion efter den anden, det var alle Korsveje, der blev sprængt i Luften. Den 4. Dag hørtes nogle vældige Drøn så Vinduerne knustes i lang Omkreds, det var Banegården og flere Betonbroer, der røg i Luften.

Der var nogle gamle Kvinder, der var lige ved at tabe Forstanden ved det hele.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

22. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Tysk hærgen i Cambrai

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Maria. Hagen, f. Kolfach, var her i Dag. Hendes Mand har lige været hjemme paa Orlov, han var med, da Cambrai blev forladt. Han var forbitret, saaledes som Tyskerne bar sig ad lige overfor de stakkels Indbyggere, han kunde ikke glemme det og kom idelig tilbage dertil.

Beboerne blev befalede at forlade Byen, hver havde Lov til at føre 60 Pund med sig, Resten blev overgivet til Soldaterne, men Officererne tog først. Hele Møblementer, Fortepianoer blev sendt bort til Tyskland, Malerier, Værdigenstande. Ikke nok dermed, i Haverne blev Frugttræerne savet over, Brøndene tilstoppede eller forgiftede.

Lille Maria sad med Taarer i Øjnene og fortalte, ogsaa om alle de unge og gamle, der blev tvungne til at. arbejde for Tyskerne, men, tilføjede hun med Stolthed, ingen dansk Nordslesviger har taget Del i Udplyndringen eller fort noget med sig; hun vidste godt, at endogsaa i Stepping har tyske Hjem faaet sendt Sengetøj og Linned og alt muligt dernede fra.

Hun har klaret sig godt paa sin lille Gaard med sine tre Børn i alle de Aar, hendes Mand har været borte, hun klagede ikke, men man kunde se det paa hende, at hun havde gaaet meget igennem. Maatte hun dog nu blive forskaanet for at miste Manden.

— En udmærket Artikel i Nationaltidende d. 22de om de danske Sønderjyders politiske Maal. Grenzpost spyr Gift og Galde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157-8)

Krigens forløb

16.oktober 1918 – Milert Schulz: ” Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 16.10.18.

Mine kjære elskede Forældre og Søskende!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig kommer jeg nu dertil at skrive Eder et langt Brev.

Som I vel har læst i Bladene er vi jo gaaet et mægtig Stykke tilbage og har römmet hele Palästina. Siden den 22.9. har vi været undervejs, altid tilbage.

For 3 Dage siden er vi nu her ankommen i en By vestlig for Staden Adaan. Det ligger tædt ved Taurus bjerget vis i kan finde det paa Landkortet, og muligvis kommer vi endnu længere tilbage. I har jo vist tænkt alt muligt om mig, nöd og Begravet eller Savnet, eller og i Fangeskab, men ingen af disse tre Muligheder har truffet mig. Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag.

Vi har gaaet, og prövet meget igennem paa denne Tilbagetogt. Den 22.9 rykkede vi bort fra Byen Vadi – Sir vor vi laa. Derfra marcherede vi til Es-Salt, og gik i Stilling samme Aften som vi kom an.

Vi laa der én Dag saa kom Englænderen allerede an i store Kollonner. Vi kunde ikke holde os mere i denne Stilling og matte vi saa videre tilbage.

Saa gik Marchen först lös i Retning Damaskus. Det var en lang Tour at gaa til Fods kan I tro. Helt fra Es-Salt til nord for Damaskus til Fods og med Tornister på Nacken. Der gik vi godt otte Dage.

Men vad jeg der har oplevet forglemmer jeg aldrig mere. Vi er der gaaet igjennem en Egn vor Beduiner huserer dette Röver og Morderpak. En Nat gik vi et Stykke Vej der laa ikke mindre en 13 afklæde og med Halsen gjennem skaaren og Hovedet knust. Brystet gjennem stukket, Badet i Deres egen Blodlage Tyrkisk Soldater. Det saa heelt forfærdelig ud.

Natten Derpaa saa vi de samme Billeder. Disse arme Folk har ikke kunde holde marchen ud længere og var bleven eene tilbage. Saa er dette Röverpak kommen og har overfaldet disse Folk og rættet dem saadan til.

Vi er marcheret altid videre efter Damaskus til. I disse otte Dage har vi levet ved Vand og Vindruer og andet Frugt. Bröd har vi ikke haft at mætte os ved. Da vi saa kom til Damaskus stod alle Tyske Magasiner og Banegaard i Brand. Tædt på Damaskus blev et Munitionsdepot sprenget i Luften. Det saa fiin ud men frygtelige Knald gav det. Mange tusinde Mark er der gaaet i Luften.

(…)

Eder mere om denne Tour. En heel deel Post har jeg ogsaa modtaget. Brev fra dig kjære Fader fra den 2.9.,9.9.,16.9., 23.9. og 6.9. en Pakke med Kage fra 1.9. og en Pakke med engelske Kjödkonserve Brev fra Br. Drees 30.8. 6.9. fra Söster Thilde 31-8-, 5-9- 10.9., 19.9. og et Brev fra Söster Olga fra den 3.9. Fro alt min hjerteligeste Tak kj. Forældre og Söskende.

Ellers er alt vel her hos mig. Jeg vejer 125 Pund jeg holder mig altid på dette Vægt. Et Brev har jeg faaet tilbage fra Broder Matth. Ja mine Kjære jeg maa altid tænke paa den kjære Bror. Men dette tager jeg ogsaa heelt af Herrens Haand Fred være med sit Stöv. Han har det jo nu bedre end vi. Vi haaber jo dog at Herren har taget ham hjem til sig.

Jeg har her 3 Billeder af ham den kjære Bror.  Det er saa mærkeligt at tænke at jeg skulde see ham for sidste Gang sidste Aar da jeg hjemme. Hvor var han bleven Krass at han var större en jeg og Far, jeg husker det rigtigt godt endnu hvor han gjorde nar af os to Gefreitreiter.  Ja Herren gav. Herren tog Herrens Navt være Lovet. 

Fra Söster Mie har jeg ogsaa modtaget en deel Brev, ogsaa Pastor Nilsen har skreven mig flere Breve. Jeg har nu saa mange at besvare at jeg snart ikke kan overkomme det allene.

Hvordan det nu kan blive med Orlov er jeg nu spendt. Ihvertfald er jeg den förste der kjörer fra vor Komp., men hvornaar det bliver kan jeg ikke sige. Maaskee har vi snart Fred nu. Her blandt Soldaterne bliver der ogsaa meget talt om Fred. Tiden vil jo vise snart forandre sig. Gud give at dog snart maatte höre op og vi kan drage sund og rask hjem igjen. Det give Gud.

Hermed være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig. Eders Sön og Broder

Milert.       

Krigens forløb

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238

Ikke kategoriseret

12. oktober 1918. Tyskerne ødelægger alt på tilbagetoget

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Efter nogle Dages Forløb kom vi til en lille By, som hed Ballons. Derfra blev jeg en Aftenstund sendt de ca. 3 Mil til Sedan efter et Læs Vin til Officererne. Et Par unge, kraftige Heste havde jeg, men Vejen var mig jo aldeles fremmed, og bælgmørkt var det.

Vi var allerede naaet hen i Oktober Maaned. Dog ved Daggry naaede jeg Vejen til  Sedan.

Lidt udenfor Byen laa der en lille Bondegaard, og udenfor var der en stor, gammel Frugthave. Imellem dens Bygninger stod to unge Kvinder grædende, hver med et Lommetørklæde i den knyttede Haand, og inde i Haven var 20 tyske Soldater i Færd med at save de gamle Frugttræer om. Da jeg to Timer senere kom tilbage, var alle Frugttræerne fældet.

Den samme Historie om igen, alt skulde ødelægges.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

1 kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

18. januar 1918 – Ernst Christiansen: “Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, ud­skreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt util­pas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.

Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kom­pagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.

I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Be­boerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formid­dagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 169-70)

Krigens forløb

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

Skriv en kommentar

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.