Tag-arkiv: krigsskyld

Aviser

2. december 1918 – Hejmdal: For dem har det kun været et interessant skuespil

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal


En Tilkendegivelse fra Regeringen i Slesvig

Under Overskriften “En Advarsel og en Formaning” offentliggøres i “Kieler Zeitung” følgende:
“Til Befolkningen!
Der er stadig falske Rygter i Omløb om Nordslesvigs Skæbe. I det jeg advarer imod at skænke disse Rygter Tiltro, meddeler jeg følgende til Oplysning:

Rigsregeringen har anerkendt Wilsons 14 Punkter og dermed ogsaa Nationernes Ret til Selvbestemmelse. Deraf følger, at Regeringen ogsaa vil til tilstede Danskerne den af dem ønskede Afstemning. Vedrørende Grænselinjen for denne Afstemning er der endnu intet fastsat.

Paa Grund af personlig Henvendelse i Berlin og af egne Bestræbelser kan jeg forsikre, at alle ensidigt mod Danskerne rettede Forordninger med det første vil blive fjernede, og at Skoleordningen i Nordslesvig vil blive underkastet en Revision i Kulturministeriet.

Afstaaelsen af Land til en anden Stat maa i alle Tilfælde godkendes af den preussiske saavel som af den tyske Nationalforsamling. Indtil det Øjeblik, da denne Godkendelse foreligger, gælder alle Stats- og Rigslove i Nordslesvig ubetinget, selv de Forordninger, der er rettet imod Danskerne. Saalænge der ikke indtræder nogen Ændring, maa disse Forskrifter respekteres og efterfølges. Det samme gælder Forskrifterne om Forsyningen med Næringsmidler og Raastoffer. Egennyttig Fremfærd kan hidføre Hungersnød. Ogsaa Nægtelsen af Arbejde eller Levering kan virke ødelæggende nu.

Af Hensyn til det Fælleskab, som sikkert vil komme til at bestaa mellem os i flere Maaneder endnu, beder jeg indtrængende: Arbejder, organiserer Eder og hold Orden!

Slesvig, den 30. November 1918.
Tilforordnet hos Regeringspræsidenten.
Ed. Adler 


Skylden for Krigen


Den tyske Regering har, efter hvad der meddeles fra Berlin, overrakt de Allierede en Note, hvori den foreslaar, at der bliver nedsat en neutral Kommission til Undersøgelse af Spørgsmaalet om Skylden for Krigen, en Kommission, der skal bestaa af Mænd, hvis Karakter og politiske Erfaring garanterer en retfærdig Kendelse.


Fra Felten


Brev fra Elsas

En Søndag Eftermiddag sent om Høsten, naar Solen skinner paa Skovens brogede Løvtag, paa Dalens grønne Enge og Agre, og paa Hyttevæggen, der er klædt med den vilde Vins blodrøde Løv, da bliver det en for trangt mellem de fire Vægge, og man griber til Staven og vandrer op over de høje Fjælde.

Jeg er i Dag fri for Vagttjenesten, og fri som Fuglen i Luften føler jeg mig, mens jeg vandrer ad Stien, der snor sig op gennem Skoven, stedse højere og højere. Snart vader jeg i det gule, løse Sand snart træder min Fod paa den bare Klippe, nu kravler jeg møjsomt op ad en stejl Brink, hvorefter jeg atter vandrer mageligt ad en Sti, der er gravet ind i Bjergsiden. Overalt hvælver Skoven sit Tag over mig, Løvtræernes gulbrune Bladhang, og Fyrretræernes mørkegrønne Grene. Sagte drysser de visne Blade ned for min Fod, og Skovbunden bækkes med et Tæppe saa fint, saa fint, som var det Guld.

[…]

En god Mils Vej fra denne Landsby findes der en gammel Borgruin, som jeg agter at besøge; jeg stiger altsaa atter fra Dalen op gennem Skoven, for at korte Vejen skyder jeg Genvej, idet jeg kravler lige op ad den stejle Bjergskraaning. Det korter rart paa Vejlængden, men jeg er ogsaa næsten badet i Sved, da jeg naar Toppen. Heroppe paa hvis Tinde den gamle Borgruin ligger; ved Foden af Klippen ligger en Landsby, tvende Kirketaarne rager op over Hustagene.

Jeg kaster mig ned i Græsset ved Foden af et Krucifiks, der staar paa en lille Jordforhøjning, hvor den knudrede Fodsti støder sammen med Landevejen, der i en Slangelinje snor sig op ad Bjerget. Billedet af den korsfæstede træffer man overalt hernede i Syden, ham, der elskede Menneskeslægten saa stærkt, at han ofrede alt for den.

Og hvor lidt har Menneskene paaskønnet denne Kærlighed!

Er Hadet i denne Time ikke mægtigere end Kærligheden? Jeg lytter, det surrer i Luften, højt oppe i den let disede Luft øjner jeg et Par Punkter. Saa knitrer et Par Maskingeværer, altsaa en Luftkamp.

Flyverne kommer nærmere og nærmere, hvor mange der er, formaar jeg ikke at tælle. Saa blinker det paa en Gang oppe i Luften, en Flyver styrter brændende til Jorden, forsvinder bag de skovbeklædte Bjerge. Et Par Drenge, der har leget i min Nærhed, svinger med Huerne og raaber Hurra; for dem har det kun været et interessant Skuespil, de tænker slet ikke paa, at det var to Menneskeliv, der sluktes med dette Stjerneskud.

[…]

Nede i Landsbyen ringer Klokkerne til Ave, og i det fjerne drøner Kanonernes evindelige Torden, men oppe paa Bjergvolden gaar et ungt Par mellem Krattets gulnede Løv. De mærker ikke min Nærværelse, og de kysser hinanden flere Gange; idet jeg gaar forbi dem, vender hun sig forlegent bort, men han nikker smilende til mig og siger: “Godaften, nu faar vi snart Fred, Kammerat!” Det er sagtens en Soldat, der nyder Orlovens korte Timer.

Ja, Fred, det Ord har Klang, lyder som Musik fra en anden Verden. Men her paa Jorden er Fredens Engel en fremmed, som du og jeg.

Th. K.

(Læs hele Hejmdal fra 2. december 1918)

Bekendtgørelser, Nyheder

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

Skriv en kommentar

Senest ændret den 21. februar 2016 13:14

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Krig, Kristendom og Mission.

I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.

Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.

Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.

Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.

Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.

Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.

Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.

København som Hjælpecentrum.

København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.

Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.

Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:

Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.

Overtrædelser straffes.

Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.

Nyheder

4. august 1914. England erklærer krig – reaktioner i Avnbøl

2 kommentarer

Senest ændret den 28. januar 2016 20:49

Nerverne var på højkant og stemningen kunne skifte på et splitsekund i de første augustdage. Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, oplevede den blandede stemning og de hastige stemningsskifter blandt sine naboer i den lille stationsby midt på Sundeved.

“Den 31. juli om aftenen var der berammet festligheder i Avnbøl kro. Stemningen var naturligvis trykket. (…).

Hen på aftenen kom naturligvis den nye gendarm Pein fra Ullerup. Han var ovenud fuld af krigsgalskab, og kunne næppe afvente tiden til at få lov til at slå løs. Et selskab af dem, der ellers gik for at være danske, men som hurtigt blottede sig ved at falde fra straks der var udsigt til tysk sejr, og som altid brugte ordet ‘vi’, når talen var om tyskerne, søgte at overbyde ham i krigshumør: Denne gang skulle franskmændene ikke slippe med 5,  men måtte betale 50 milliarder. [Efter den fransk-tyske krig i 1870/71 blev Frankrig afkrævet en rekordhøj krigsskadeserstatning, RR].

En aktiv landstormsmand havde stor lyst til at være med og ‘knalde russere ned’, sagde han, ‘men de var vel så dumme, at de ikke forstod at falde om, når de blev skudt!’

De ældste årgange af de aktive værnepligtige fik først ordre til at møde, og da han uventet den følgende dag modtog en sådan om at møde ved kasernen i Sønderborg, græd han som et barn. Jeg harmedes over dem, og gik bort. (…).

Onsdag den 4. august gik jeg hen på stationen i et ærinde. Da formiddagstoget holdt, sprang togføreren af og råbte, at der var opslået i Flensborg, at England havde erklæret ‘os’ krig.

Stationsforstanderen og flere folk som var ved at blive gode tyske patrioter, blev som lammede af skræk. Inde i mig jublede det. Jeg følte nu, at Fenrisulven havde fået lænken lagt om sin hals.”

Petersen, Jørgen, Avnbøl 01985H
Jørgen Petersen, Avnbøl

(Jørgen Petersen i: Da den store Verdensbrand antændtes, 1924, s. 45f)

Nyheder

2. august 1914. “Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 28. januar 2016 13:40

“Kære Lillesøster

Du længes vist efter at høre lidt fra os herhjemme. Der er jo også en hel del at melde, så jeg forskrækker dig vel ikke, når jeg går lige løs på tingene.

Det tegner til at blive alvor nu med krigen. Der er allerede indkaldt. I dag har vi første mobildag her i Tyskland. Jeg skal stille på 3. dag, altså tirsdag. Nikolaj skal stille straks og er allerede rejst i dag. Christine og han var lige hjemme et smut i går. De var ikke videre fornøjede. Nis har vi ikke hørt fra. Han er vel sagtens også i gang. Jeg skal også have skrevet til ham i dag, om det kan lade sig gøre.

Man ved jo næsten ikke, hvorhen man skal skrive. Til dig kan vi ikke skrive sådan uden videre. I går kunne man kun skrive åbne breve og postkort. I dag er det efter forlydende helt forbudt.

Da Anna Buhrkal er cyklet til Danmark i dag, fik jeg hende til at skrive et kort til dig derovre. Nu kommer imidlertid tante Jette herover med lille Hans. Hun mener at være i stand til at få dette brev over grænsen. (…).

Grænsen er delvist spærret. Danske undersåtter flygter, udvises, indespærres osv. Unge mænd indkaldes. Dags morgen rejste allerede ca. 30 her fra byen. Det er næsten udelukkende gifte mænd som Mathias Mygind, Anders Højer og så fremdeles. Du kan vel omtrent tænke dig, hvordan kvinder og børn forholder sig.

Man skulle næsten ikke holde sådan noget for muligt i vor oplyste tid. Jeg forstår ikke, at nogen kan påtage sig ansvaret derfor.

Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i. Og vi må hjælpe et folk som vi … Nå, breve kan vel brydes i sådanne tider.”

9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.

Nyheder

31. juli 1914. På cykel rundt med mobiliseringsordren

2 kommentarer

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

H.C. Brodersen var postbud i Nordborg. Det var hans opgave at cykle ud med mobiliseringsordren, da den tikkede ind på postkontoret.

Saa var den Dags Arbejde overstaaet. Jeg havde lige afleveret mine Sager til Postassistenten, der kvitterede for Afregningens Rigtighed, da Telegrafen paa hans Skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung !”

Det lød som en Hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste paa Telegrafens Papirstrimmel. Han sprang op fra sin Stol, og med et Smæld lukkede han Lemmen ud til det ventende Publikum.

„Mobilmachung!” raabte han ud over Lokalet. Vi trængte sammen om Assistenten og Postmesteren, der nu ogsaa var kommet tilstede.

 „Ja, mine Herrer, saa gaar det løs,” sagde Postmesteren, og det lød, som om han følte en Lettelse for den knugende og trykkende Uvished, vi alle nu i de sidste 8 Dage havde følt med Hensyn til de diplomatiske Forviklinger, der var opstaaet.

Et Øjeblik efter var vi alle — 9 Mand stærk — i fuld Virksomhed, og det blev ikke Fyraften denne Gang, thi enhver af os skulde i sit Distrikt udbringe Mobiliseringsordren til de forskellige Kommuneforstandere.

 „Hvorhen i den Fart, Postbud?” raabte Præsten i Oksbøl, da jeg rundede Hjørnet af hans Have, der laa ud til Vejen.

 „Mobil, Hr. Pastor,” raabte jeg tilbage over Skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til Præsten, der stod lænet op til sin Havelaage og røg sin Aftenpibe.

Han havde næsten hver Dag i de sidste 4 Uger, siden Revolverskudene faldt dernede i Serajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske Situation, og da han nu fik at vide, at der i Henhold til „allerhochste Erlass”, var anordnet Mobilisering, mente han, at det havde Kejseren ikke villet.

„Gud beskærme Kongen og vort kære Fædreland,” bad han og tilføjede, „den Krig er os paatvunget!”

Det havde jeg ingen Mening om, og uden at indlade mig paa yderligere Diskussion herom, sprang jeg atter paa Cyklen for at bringe min daarlige Nyhed videre. Hos Kommuneforstanderen i den næste By blev jeg modtaget med Ordene:

„Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”

Jeg, der svedte, saa Vandet drev af mig, blev budt indenfor.

„Faa en Taar Øl,” sagde Kommuneforstanderen, „og tag den med Ro. Det hele bliver ikke saa slemt, og til Jul er det overstaaet, og I er hjemme igen.”

 Jeg overhørte imidlertid hans gode Raad om at tage Sagen med Ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til Posthuset, var det med en knækket Styrestang paa Cyklen.

 

Nyheder

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 14:07

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.