Væver Thomas Jørgensen Kaufmann (1877-1971) fra Bovrup, Varnæs sogn, udgav en lang række artikler, kronikker og bøger med primært historisk og hjemstavnspræget indhold.

I efteråret 1914 begyndte Thomas J. Kaufmann at skrive breve til “Hejmdal” om oplevelserne med fronten. Her gengives et brev dateret 26/12-1914 og som blev bragt i Hejmdal den 05/01-1915:

“Fra Felten.  Efterretninger fra Nordslesvigere.
Hoslagt følger Feltpostbrev Nr. 2 fra en nordslesvigsk Landeværnsmand, der efter at have gjort Tjeneste ved forskellige Kystbatailloner herhjemme for nogen Tid siden afgik til fronten. 

                                                                                        Fort S., den 26. Decbr. 1914.
Som I vil vide af mit sidste Brev, har jeg nu befundet mig en hel Maaned her ved Fronten i Nordfrankrig.  Vi kom hurtigere end ventet ud i Ildlinjen, men heldigvis har vort Kompagni intet Tab haft endnu.   Vi  er kun udsat for Artilleriets Ild, og de fleste Granater er jo heldigvis “Forbiere”.
Af de mange Breve fra vore kære nordslesvigske Kammerater i Felten, som har været offentliggjort i “Hejmdal”, vil I have set, hvordan Livet former sig for os her i Felten.  Det er jo intet Herrelevned, vi fører her, men trods alt er det store Flertal ved godt Humør.   Og Nordslesvigerne er i Grunden gennemgaaende helstøbte Mænd; de er altid ved godt og frejdigt Mod, der opfyldte af Pligttroskab, som deres Foresatte ogsaa stedse paaskønne, og saa er de ogsaa præget af Alvor.   Den Egenskab, der ellers betegnes som jydsk Stædighed, viser sig her som Mod og Beslutsomhed, noget som vi jo allerede har hørt og set flere Eksempler paa under dette Felttog. Og Nordslesvigerne bindes sammen her i Felten, saa fast som aldrig før.  Kammeratskabet mellem Nordslesvigerne er noget, som næsten bliver misundt os af de øvrige.
Naar jeg her giver denne korte Karakteristik af vore Brødre i Felten, saa vil jeg ingenlunde rose dem paa de øvrige Soldaters Bekostning, men blot saa sandhedstro som muligt meddele, hvordan vore nordslesvigske Brødre er som Krigere.

Der har ellers i de sidst Par Uger hvilet en ejendommelige Stemning over Nordslesvigerne her; Julen stod jo for Døren, og Tanken drog derfor ofte paa Langfart til vor kære Hjemstavn.
Aaa, hvor ofte har Jonas Lies Sang ikke ringet for vore Øren!

                      “Ind under Jul, hvor er det trist!”

Men saa har man ogsaa gaaet og nynnet på gamle Boyes Vers.

                      “Lad Solen korte af sin Vej,
                      og Natten vokse til,
                      Guds Vældes Arm forkortes ej,
                      hans Visdom for ej vild”.

Det er underligt, som man gaar og øser af den rige Skat, vi ejer i vore dejlige Salmer og Sange,  Det er en Rigdom, som aldrig svinder, og dobbelt stor er denne Rigdom for dem, som er velsignet med Sangens Gave.
I Forgaars oprandt Juleaften, vi traadte om ved Klokken 5 an til Appel, Kaptajnen holdt en kort Tale, under hvilken flere af de gamle Soldater stod med Taarer i Øjnene, og saa blev Julegaverne fordelt blandt Kompagniet.  Altsammen Gaver, som var sendt til os til Julefesten, de fleste fra Kiel, det store Flertal af Mandskaberne er fra Kiel.  Derefter gik vi ind i de tætbelagte Kassematter, hvor der var pyntet op med Gram og smaa Juletræer.
Vi Nordslesvigere satte os tæt sammen i en Klynge, Pladsen var jo kneben, og saa sang vi vore dejlige Julesalmer, alt mens man spillede paa Tromme og sang Soldatersange ved siden af os.  Da vi var til Ende med Julesalmerne, sang vi andre “Tænk naar en Gang, den Taage er forsvunden” og “Saa langt, saa langt rækker Tanken frem, til gamle Mor og mit Barndomshjem“.  Særlig denne Sang greb os dybt, hver tænkte paa sine Kære derhjemme. Men ved Tanken om dem derhjemme blev Sindet ogsaa saa underlig roligt og fredeligt stemt. En stemte i med “Og Kjesten og jeg“, og Selskabet sang ogsaa denne Sang med Liv og Lyst; det hele var saa hjemligt og hyggeligt.  Vi sluttede saa med en af vore dejlige Aftensange, og hver søgte sit Leje.  Vi havde Orde til at holde os rede til hurtig Udrykning den Nat, i Fald der foretoges et fjendtligt Angreb.  Der var vist ingen af os, der lagde sig til Hvile den Nat uden at have sendt en stille Bøn til Julens Herre og bedt ham om at sende Fred paa Jorden.  Saa sov vi saa roligt og trygt, som laa vi hjemme i vor Families Kreds og ikke nogle Hundrede Meter fra Fjendens Skyttegrave.

Julemorgen var jeg oppe Kl. 5 for at forrette min Tjeneste i Køkkenet.  Det var bleven stille, stjerneklart Frostvejr, og jeg studsede, stod som forstenet, ikke et eneste Skud hørtes. Lydløs Stilhed over hele Slaglinjen saa vidt jeg kunde høre!  Opad Dagen kom nogle af vore Folk og fortalte aandeløst om noget højst mærkeligt, de havde været nede i vore Skyttegrave, og ingen af Parterne løsnede et Skud.  Englænderne spillede Fodbold oven for deres Skyttegrave, man raabte over til hinanden og enkelte besøgte endog Modstanderne i deres Skyttegrave.  Stiltiende var man bleven enige om at holde Julefred. Det var som i Selma Lagerløfs Legende om “Juleroserne”, Julefreden havde sænket sig over den blødende Jord.
Jeg havde bagt Pandekager hjemme, og høstede af Kammeraterne megen Anerkendelse for denne min Ydelse paa Madlavningens Omraade.  Juledag forløb saa fredeligt og idyllisk her i Fortet.
Anden Juledag var vort Kompagni atter paa Skansearbejde. Først paa Dagen hørtes endnu ingen Skydning, men lidt op ad Formiddagen saa man en Flyver kredse hen over vore Hoveder, og det varede ikke længe, før Kanonerne atter tordnede, og Granater fløj hid og did, Julefreden var til Ende.
Nu gaar vi atter de kedsomme Dage i Møde, alligevel taknemmelige for den Julefred vi har haft. Vi haaber stedse at kunne vende hjem til vor kære Hjemstavn, inden vore Bøgetræer grønnes. Men indtil Gensynets Dag vil vi holde Humøret oppe og ikke tabe Modet.

Vor Skæbne ligger i Guds Haand, intet Haar krummes paa vort Hoved uden hans Vilje.                                                                                          Th. K.“