Tag-arkiv: fraternisering

1. juli 1915. Ligstanken uudholdelig – begravelser i ingenmandsland

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.

Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.

Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.

Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

28. maj 1915 – Flensborg Avis: “saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet”

Meddelelser fra provinsen:

Ethvert Samkvem med Krigsfanger er forbudt
I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armekorps hedder det: Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger, forbydes Befolkningen: a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver
det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne; b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholiske Drikkevarer; c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangeme. Hvem der handler i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.

Landsretten i Flensborg
I Barberstuen. Fisker Peter Kragelund af Stubbum sigtedes for en Dag i Februar Maaned, da han opholdt sig i en Barberstue i Kristiansfelt, at have ytret, at nu vilde Amerika jo ogsaa erklære Krig, og saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet. Han blev derefter anholdt, hvorved man opdagede, at han var uden Pas. Man lod ham dog gaa igen, da Kragelund havde fast Bopæl. Bagefter skal han have fortalt, at man paa Vagtstuen havde stjaalet hans Papirer og Penge. Statsadvokaten androg paa en Fængselsstraf af 4 Maaneder; men Retten ansaa en saadan paa 1 Maaned for tilstrækkelig; det antoges, at efter Omstændighederne kunde den anklagede, der for Resten var beruset den Dag nok have antaget, at hans Papirer var blevne stjaalne.

28. maj 1915 – Nicolai Clausen: “saadan en Äsel”

Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde siden krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov.

Moulin den 28. Mai 1915

Kjære Foreldere!
Imorges Kl. 4 kom vi i Arbeidreserve, vi blive her i 10 Dage, saar komme vi i Sköttegraven igjen i 10 Dage. Disse 5 Dage jeg laa i Sköttegraven, var alt rolig, vi havde ikke en Saaret, en Dag talte vi med Franskmendene, der var ogsaar en af vores Officere, der gik halveien der over og bÿtede Bladene om, der var nemlig en der over, som ogsaar kom med et Blad i Haanden, paa den anden Dag Talte vi ligeledes med Dem, men saar blev det Forbut.

Her i Reserve har vi meget at Bestille, vi Arbeide nemlig fra om Midagen Kl. 2 til 7. Aftenen og igjen fra Kl. 10. til 2½ om Natten, om Formidagen har vi ogsaar et par Time, det er vores Arbeide om Dagen.

Nu har Italien jo ogsaar Krieg med os og har haft i et par Dage, men haabelig blive det ved og skride Fremmad i Osten, Mackensen har jo brudt igjennem, igjen, og har taget mange Tilfange. Jeg har idag kjöbt nogle Kort her fra Einen, som jeg ligeledes sende hjem. Nÿt hve jeg ellers ikke noget af, jeg har det godt og er Rask Sund, haabe ogsaar det samme om I kjære der hjemme.

Slutte med mange hjertelige Hilsene fra Eders Són
Nicolai

Den Asmusen fra Obening som reiste samme med mig, kom ikke igjen, han er gaaet over Grensen. Det er ærgeligt saadan noget, for nu komme der ingen mere paa Orlov blodt for saadan en Äsel.

(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)

27. maj 1915 – Friedrich Nissen: Skydelystne russiske officerer

Friedrich Nissen, Sønderborg (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Friedrich Nissen, Sønderborg (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han om de sidste dage af maj:

“Vi forandrede vor Stilling flere Gange, altid til venstre. Paa et Sted laa vi Russerne paa 200 Meter over, det var dog ikke uheldigt, vi havde sluttet Borgfred, d.v.s. vi havde afgjort ikke at skyde paa hinanden, naar vi ogsaa viste os i Mandshøjde. Russerne har det nu saa, naar der kommer Offizerer saa skal de skyde, derfor havde vi afgjort, at de skulde give os Tegn med et rød Klæde, naar der kom Offiz. – saa skulde vi ikke vise os – Soldaterne selv vilde skyde over os hen, men det var muligt, at en af Offiz. greb et Gewær saa Faren ikke var helt udelukket.
Vi laa ved Kanten af en demolered Landsby, gennem den gik vore Løbegrave. Russerne vilde og saa her som andensted før handle med os, de vilde købe […] Cognac eller Snaps for Penge, eller Tee og Zucker. Jeg kunde nok forstaa, at de ikke var meget optaget for krigen. De ytrede, at det var dem lige meget om Rusland sejrede eller ej. De viste ej heller hvorledes det egentlig stod til med Kampen, de hørte kun om russ. Sejre, men havde ingen været med til endnu. I den Stilling laa vi kun 2 Dage, saa skulde vi igen videre til højre.”

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

3. maj 1915. Straffet for at være venlig mod krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Hvad der kundgøres at skulle være modbydeligt!

Den 29. marts førtes nogle krigsfangetransporter gennem Haderslev, og ved denne lejlighed var der en del mennesker, både fra dansk og tysk side, som af medlidenhed med fangerne gav eller tilkastede dem forskellige ting. De tyske blade kom i harnisk herover og straffemyndighederne blev sat i bevægelse overfor de pågældende, hvis medfølelse havde givet sig udslag overfor fangerne, og nu kundgøres i de dertil indrettede blade følgende, der vidner så kønt om det høje stade, den tyske kultur indtager:

”Den 29. marts kom det lejlighedsvis ved krigsfange-transporter gennem Haderslev til modbydelige optrin, idet der af publikum blev vist fangerne allehånde opmærksomheder, der ikke svarede til vort folks værdighed overfor vore fjender. De pågældende er blevet straffede. Deres navne bliver efter anordning af den stedfortrædende generalkommando offentliggjorte som følger:

1). Cand.theol. Holger Andersen

2). Købmand Lausen Holm

3). Købmand H.P. Aarø

4). Bagermester Andersen

5). Frøken Mary Lausen

6). Forretningsfører J. Oggesen

7). Vinhandler H.D. Bang

alle af Haderslev”

2. maj 1915. Første Sønderjyde i Aurillac Lejren: Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev.

Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.

Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.

Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om
Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.

Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.

Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.

Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den
tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!

Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret
en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.

Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.

Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.

Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.

Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme
aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.

At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.

Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.

Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.

En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene
var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?

Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.

Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.

Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!

2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.

Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.

Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.

Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.

Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.

Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:

Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.

An Herrn Christian Høeg

Süder Seierleff (!)

Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.

(sign.) von Rahlenstein
Hauptmann u. Batls. Kdeur.

Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane!
Chr. Høeg

DSK Årbøger, 1947.

6a43-022 Krigsfangelejren Aurillac
Sovesal i Aurillac-lejren

 

2. april 1915. Påskefred med russerne

Friedrich Nissen gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Indtil den 14.3. har vi Frostvejr, saa Tøvejr og det er næsten ikke til at holde ud, altid vaade Fødder. Foran Skyttegraven ligger døde Russere omkring, dem maa vi begrave, naar der en Dag er Taage, næsten alt Kreatur som endnu levede har faaet en Kugle, nu ligger de ogsaa døde i deres Stald, dem maa vi ogsaa begrave.

Den 6. faldt en Soldat. Han opholdt sig i et Hus. Kuglen gik gennem Vægen og ind i Hans Bryst, han var død faa Minuter efter. Vi begravede ham der, lagde Billedet af sin Kone og sine 2 Børn paa hans Bryst.

Taagevejret traadte ind, vi begravede Russerne og Kreaturerne. I en Grav kom der en Ko, et Svin og en Hund. Af og til brænder der et Hus her og mange bliver reven ned for at vi kan faa Træ til vore Huler.

Til Tider ere Russerne meget medgørlige, saa skyder de ikke hele Dagen, vi naturligvis heller ikke. Saa kom Paasken, dog endnu i Fjendens Land og Udsigterne til Fred endnu kun smaa. Paaskedagene faldt der ikke et Skud. Russerne fejrede sammen med os. De sendte Parlamentærer over til os, som lod sige at vi ogsaa skulde være frejdige og glad i de Dage.

(Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Påskefred 1915
Tyske og russiske soldater mødes på slagmarken og danser og spiller musik sammen

 

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

Hejmdal

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Juletræet mellem Skyttegravene.
En Forstærkningsreservist fra Haderslev, der er ansat ved et Sanitetskompagni paa Vestfronten, skriver blandt andet:

…., den 6. Januar.
Kære ….
Tak for Pakken, Breve, osv. Jeg maa sige, I har været meget forsynlige baade med Smørelse til indvendigt og udvendigt Brug, men som det næsten altid gaar: det vigtigste var der dog ikke – Insektpulver eller med et finere Udtryk – Lussalve. Endnu er jeg heldigvis blevet forskaanet for Invasion, men hvor længe det varer, er ikke nemt at forudsige.

Julen gik meget hurtigt for mig. Jeg var paa Forvagt, for Resten ogsaa Nytaarsnat, saa de to Aftener fik vi ikke meget ud af. Julenat havde de tyske Tropper stillet et Juletræ op midt imellem Skyttegravene. Jeg kunde gennem Kikkerten se Træet, der var behængt med elektriske Pærer. Batteriet var opslittet i Skyttegraven, saa der kunde tændes og slukkes derfra. Fra begge Sider blev der afsunget tre Julesalmer og derefter Nationalsange; saa var den Herlighed forbi.

Første Juledag oplevede vi, at en fransk Soldat krøb op af Skyttegraven og vinkede over, at man ikke skulde skyde, han gik halvvejs over mod de tyske Grave, og en tysk Soldat gik saa over, for at høre, hvad han vilde. Franskmanden kom med Forslag om en Byttehandel mellem Parterne om Vin og Cigarer. De blev saa enige, og lidt efter vrimlede det foran Skyttegravene, som var det under en Pause i manøvretiden. Legen varede ved nogen Tid, men da Artilleriet ikke var med og sendte nogle Shrapnells derned, trak man sig tilbage.

Forinden endes man dog om, at der skulde udveksles Aviser. En tysk Soldat skulde gaa over med en Stabel tyske og saa faa udleveret franske i Stedet. Det var naturligvis ingen Tosse, der blev sendt afsted, han kom tilbage med Melding om de franske Pigtraadsforhegningers Bredde, og hvorledes Skyttegravene var indrettede og meget mere, der var af stor Interesse.

Da vi for Tiden kun har meget faa Saarede og der derfor kun er lidt at gøre for os, bliver vi sendt paa Vagt. I de sidste 2½ – 3 Maaneder har jeg været det hver andet Døgn. Mellem Jul og Nytaar havde vi en Dags Øvelse, og der kom derved Kludder i Turen, saa jeg baade kom afsted Jule- og Nytaarsnat. Vi var lidt ærgelige derover, da vi nok syntes, vi kunde have været fri en af Dagene, men det gik ikke.

Jeg kan ikke vide, hvor længe det kan vare ved endnu. Men det lader jo ikke til, at Udsigterne for en hurtig Afslutning er ret store lige for Øjeblikket. Alting ligger saa godt som stille, især her hos os. I den første Tid hed det sig: “Ja, nu maa vi da snart skulle videre.” Men Tiden gik, og vi er her endnu. Jeg gad vide, hvordan det ser ud andre Steder.

Fra Skyttegraven i Østpreussen – Religiøse Rørelser.
Skyttegraven i Østpreussen, 18. Decbr.

Kære Forældre!
Jeg har i Dag modtager 2 Numre af “Sædekornet” og 2 af “Hejmdal” hvad vi er meget glade for. Det er selvfølgelig ikke alene mig, som læser dem, her gælder det netop om at faa meget ud af lidt. Det er en stor Glæde at faa noget selv, men større er Glæden, naar man kan dele ud til andre.

Vi har flere ved Kompagni, som gør det, især er der en fra K., en Mand ved Navn G., han deler meget ud imellem Kammeraterne, og man finder heller ikke bedre Selskab end ham. Det er en gudfrygtig Mand, det vil sige, en af den Slags vi skulde havde mange af, og I kan tró, hvem der ikke har lært at bede før, skal sandelig nok komme til det her, naar Kanonerne tordner, og Jorden ryster, eller Maskingeværerne udsender deres Kugler med en vis Færdighed. Saa skal man nok komme til at tænke paa sin Gud. Jeg tror ogsaa, at der gaar mange stille Bønner op til Himlens Gud.

I ønsker jo vist at faa lidt at vide om, hvor vi ligger. Det er 8 Kilometer nordfor A. ved et Slot, som hedder Winsken. 500 meter derfra gaar Skyttegraven, og saa ligger Russerne en 8-900 Meter foran os i deres Skyttegrav. I vor Skyttegrav har vi jo smaa Huler, hvori der ligger 2 mand. Vi har ogsaa nogle til 4 Mand og nogle helt store til 12-14 mand. Nu har vi lige faaet Skorstene indmuret i dem alle, saa vi kan koge lidt, men det vil sige, det skal være, naar det er mørkt, for at Russerne ikke skal se det. Straks de mærker en Smule til os, skyder de af al Kraft.

Vi har jo ogsaa lidt Selskabelighed; min gode Ven Hans Clausen fra Bodum, besøger mig altid engang hver Dag. Ellers gaar jeg hen til ham. Saa ser vi vore Pakker efter og faar os lidt Chokolade og et Par Cakes, hvad vi nu har. Vi sidder sammen et Par Timer og taler om et og andet derhjemme. Saa gaar vi paa Vagt. det skal jeg ogsaa nu. derfor mange venlige Hilsner til Jer alle fra
Jeres Søn
Mathias

Skyttegraven i Østpreusen, 8. Jan. 1915

Kære Forældre!
Jeg vil i denne Morgenstund skrive lidt til Jer. Jeg er sund og har det efter Omstændighederne godt. Der bliver sagt, at vi skal afløses i Morgen Aften, for at vi kan blive fri om en Uges Tid. Det er rart, for der er streng Vinter heroppe, haard Frost med Sne. Det er nu ikke saadan, at jeg fryser, for man har saa meget Tøj paa, det næsten er umuligt at fryse. Men det vil være dejligt for en Forandrings Skyld, for man bliver dog ked af at ligge i Skyttegraven Uge efter Uge, ja, men kan jo sige: Maaned efter Maaned, for nu har vi lige været i Skyttegraven i to Maaneder, og jeg synes ikke, der er Udsigt til, at det kan holde op foreløbig. Men saa maa vi jo ogsaa sige, at vi Mennesker ingen Forstand har paa den Slags Ting, for hvem der ikke før har mærket, at der er en Gud til, som styrer det hele, han faar det at mærke her. Jeg maa sige, at naar man holdet Øjet med sig, saa kan man se, hvorledes Kristenlivet trives i enkelte Mennesker. Man maa bede om, at det maa holde sig, naar Freden atter kommer.

Det er sørgeligt, at vi slet ikke hører fra Jørgen. Nu er det næsten 5 Maaneder siden, han blev saaret, og hver gang jeg tænker paa ham, rinder disse Ord mig altid i Hu:

Haabet, Haabet lever kun,
det er det, vi har tilbage
i de mørke Vinterdage
som et Solglimt sendt fra Gud

Jeg har faaet mange Julegaver. Den bedste kom fra Frimenigheden. De har sendt mig det nye Testamente og en lille Salmebog. Det har glædet mig allermest, at de har selvfølgelig ogsaa sendt mig Julebogen. Den har vandret rundt i Kompagniet, for den havde de Lyst til at se alle. Tak for “Hejmdal”, som kommer meget regelmæssigt. mange venlige Hilsner fra
Mathias

Hilsner fra Felten.

St.C. Frankrig, d. 3 Jan. 1915

En venlig Hilsen og en Hjertelig tak til alle beboerne i Hellevad Sogn, som har ydet deres til at forskønne os Julefesten herude i Felten med deres dejlige Julepakker, som vi har modtager. En særlig Tak til Pastor Tonnesen og Frue for deres store Ulejlighed.
Carsten Carstensen, Hans Nissen

D. i Frankrig, d. 10. Jan. 1915.

Kære “Hejmdal”!
Siden 1. Juledag har vi opholdt os især bag Fronten, som Reserve. Landsmænd sidder selvfølgelig sammen, og Tankerne flyver hjem til det kære Nordslesvig. Hermed sender vi alle derhjemme en kærlig Hilsen.

Hans Alexandersen, Sottrup; Peter Bladt, Lysabild; Niels Hansen, Klovtoft; Vilhelm Christiansen, Røkær ved Tønder; Boy Jessen, Skovlund ved Flensborg; Marius Koch, Kliplev; Laust K. Jensen, Emmerlev; Andreas Ravn, Hejsager.

Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Ja, vil vil ogsaa gerne have Lov til at sende Dig en Hilsen som Tak, fordi Du kommer helt herned og besøger os. En særlig Tak til den, som har foranlediget, at vi har den Glæde. Vi har det efter Forholdene godt, er ved god Sundhed og godt Humør. Ogsaa en kærlig Hilsen til vore Kære derhjemme.

H.J. Boysen, Traasbøl; J. Karstensen, Sundsmark; Lorenz Schmidt, Genner; Adolf Leander, Gammelby ved Vejen Station (Danmark); Hans Krieger, Viby (Als); M. Lauritzen, Sønderborg; I. Herbold, Rørkær; C. Kraft, Flensborg.

Østpreussen, Torsdag den 14. Jan. 1915.

Nedenstaaende Nordslesvigere, der som Landeværnsmænd har ligget i Skyttegravene i Østpreussen siden Midten af November Maaned, sender en hjertelig Hilsen til “Hejmdal” samt Venner og Bekendte.
Peter J. Hansen, Peter Snitkjer, Aarøsund; Erik Ravn, Vilstrup; Eduard Dall, Lert; Andreas Kock, Mølby; Mathias Mygind, Øster Lindet; Kresten Lassen, Hyrup II; Jes Beck, Oksenvad.

“Dannevirke” har modtager en Hilsen fra det vestlige Flandern, undertegnet af Følgende:
Niels Bran, Grarup; Thomas Snitballe, Lunding; Klaus Blunk, Hals; Chresten Iversen, Strandelhjørn; Nis Jessen; Abkjær, M. Clausen, Hejsager; J. Kahl, Aastrup; Kristian Bredall, Løjt; Andreas Feddersen, Skodborg.

Brevet er dateret den 9. Januar.

 

31. december 1914. Vestfronten: Nytårshilsener på tværs af ingenmandsland

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86. Nytårsaften fejrede han i skyttegravene ved Moulin.

Nytaarsaften fejrede vi paa følgende Maade: Klokken 12 efter den franske Tid blev der afskudt en Lyskugle ud for vor Front. I det samme sendte vi »Frands« en Nytaarshilsen ved, at vi alle afgav et Geværskud.

Det optog »Frands« paa en fejl Maade og begyndte at fyre løs paa os af alle Kræfter. Han troede sikkert, at nu kom v i ; men da han mærkede, at vi ikke kom, tav han lidt efter.

Da der atter var bleven Ro, raabte nogle af os: »Glædeligt Nytaar!« over til ham, hvad han ogsaa straks besvarede baade paa Tysk og paa Fransk.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

30. august 1914. Hejmdal: Ingen gaver til usårede krigsfanger!

Dagens nyheder fra Hejmdal

Ingen Gaver til usaarede krigsfanger. Berlin, 28. August (W.B.)

Paa Grund af de forekommende Utilbørligheder henviser Indenrigsministeren i en Kundgørelse til Regeringspræsidenterne til, at der under ingen Omstændigheder maa blive givet usaarede Krigsfanger frivillige Gaver. Ligeledes er det ubetinget forbudt at opsøge Fangelejren.

Chefen for Feltjernbanevæsenet har tilstillet samtlige Linjekommandanter følgende Forordning:

Af Avisudtalelser fremgaar, at Fangetransporttog ved Ophold paa Banegaardene ikke er Tilstrækkelig afspærret for Nysgerrige. Desværre har endnu ikke alle Tyskere aflagt deres Forkærlighed for udenlandsk Væsen. Der skal meddeles Stationskommandanterne og Stationsforstanderne de strengeste Ordre til, at kun saadanne Personer maa være til Stede paa Banegaarden ved Fangetransporttogenes Gennemfart eller Ophold, der er tjenstlig berettiget dertil, Tilstedeværelsen af andre Personer under Fangetogenes Ophold maa ubetinget forhindres.

Jeg henviser paany til, at det under alle Omstændigheder er forbudt at overrække usaarede Fanger Gaver. Fangerne maa paa disse af Militærtransporten bestemte Opholdssteder af Krigsforplejningsaftalerne plejes tilstrækkeligt, men tarveligt.

Nordslesvig, Lørdag

Krigen og Hestehandlerne. Siden Krigens Begyndelse og navnlig da siden Grænsen aabnedes for toldfri Indførsel af Heste fra Danmark, har Hestehandlerne været travlt paa Færde baade her i Landet og i Danmark for at Købe Heste til Militærbrug. De sælges igen af dem dels direkte til Opkøbere for Militæret, dels til tyske Hestehandlere. Den stærke Efterspørgsel har fremkaldt en ikke ringe Prisstigning. Det er ikke netop Luksusheste, der er stærkt Efterspørgsel efter, men derimod god Mellemvare fra 4-8 Aar gamle.

Flere hestehandlere har sikkert i de sidste Uger tjent ikke saa ubetydelige Summer.

Svinepriserne er fremdeles kun smaa og Efterspørgslen ringe, da Jernbanetrafikken endnu ikke er normal paa Grund af Krigen. Fedesvin koster kun hen ved 30 Mark pr. 100 Pund.

Grisehandlen er ogsaa kun daarlig og uden Liv. For saa vidt grisene overhovedet kan sælges, er Priserne fra 4-7 Mark efter Kvalitet.

Tyrekaaringen ophævet. Overpræsidenten bekendtgør under 22. August, at kaaringstvangen for Bedækningstyre foreløbig er ophævet.

Hejmdal