Tag-arkiv: Falkenhayn

Krigens forløb, Om Krigen

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

1 kommentar

Senest ændret den 19. juni 2017 8:34

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

Krigens forløb

1. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om tyskernes modangreb ved Somme, afskedigelsen af den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn (han blev erstattet af (Hindenburg og Ludendorff), Rumæniens indtræden i krigen – og briternes erobring af Morogoro i Østafrika.

Krigens forløb

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Skriv en kommentar

Senest ændret den 12. september 2016 15:56

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

Krigens forløb, Steder

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

3 kommentarer

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Krigens forløb, Steder

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

4 kommentarer

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Krigens forløb

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

7 kommentarer

Senest ændret den 31. maj 2016 14:48

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august