Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Denne sammenskudte rønne har jeg aldrig kunnet glemme, fordi der ved den ene gavl lå en dræbt tysker. Dem har jeg desværre set en del af, men der var noget ganske særligt ved denne.

Da tyskerne stormede huset, må englænderne have forsvaret sig med flammekastere, for alt tøj var brændt af den dræbtes bryst. Ikke alene tøjet var brændt, men også kødet på brystet var borte, så ribbenene var synlige. På den venstre side af brystet var der en stump tøj tilbage, så stort som en tændstikæske. Båndet til hans jernkors var syet fast herpå, og det var ikke brændt. Jeg kan se det for mig den dag i dag.

Jeg satte ikke synderlig pris på jernkorset, EK2 som det officielt hed. Tværtimod. Korset blev uddelt i flæng, ligegyldigt om modtagerne var »sunde« eller »syge«, hvad tapperhed angik. – Hvem ved? Måske har denne mand i særlig grad hørt til de »sunde«, så skæbnen har villet hædre ham i døden. Det tror jeg stadig, og så må man for min skyld gerne trække på smilebåndet. Jeg var – og er – for længst holdt op med at tro på tilfældigheder.

Var det tilfældigt, at jeg fik øje på minen den dag, jeg sad på latrinen? Eller den dag jeg hentede vand, og et maskingevær overdængede mig med kugler, hvoraf ingen traf? Eller den gang, jeg kom gående med et par madspande og så en vandpyt ti meter foran mig og besluttede at vaske hænder? I samme øjeblik jeg bøjede mig ned for at sætte spandene fra mig, gik der en kugle lige over nakken på mig. Og hvad med de utallige gange, hvor en granat er slået ned ved siden af mig uden at eksplodere? Eller – ja, sådan kunne jeg blive ved i det uendelige.

Der er måske nogen, der vil tro, at det var tilfældigheder, men dét gør jeg altså ikke. På den anden side tror jeg heller ikke, at man skal udfordre skæbnen hverken i krig eller fred. De »små ting« skal man tage vare på. – Hjælp dig selv, så hjælper skæbnen dig. – Hvad skæbne så er for noget, må enhver afgøre med sin egen samvittighed. —

Fejhed og angst kan let forveksles, når man ikke kender de nærmere omstændigheder, ligeledes mod og dumhed.

Da Feldweblen gik over broen med os hin dag, var det dumhed og ikke mod. Da sanitetsunderofficeren ikke sørgede for at få Leo bragt til lægen, var det fejhed og ikke angst. Sådan ser jeg i al fald på det.

Nogle år efter krigen overværede jeg en samtale mellem nogle mænd. De var i løftet stemning. En af dem må have været med i krigen, for der var ikke den ting, han ikke havde oplevet, og bange havde han aldrig været. Skønt jeg ikke deltog i det lille selskab og absolut ikke kendte nogen af dem, henvendte »helten« sig pludselig til mig og sagde: »De kan stole på, at jeg har lugtet røg.« Nu havde jeg jo ikke haft behov at svare på denne henvendelse, men jeg var ærlig talt blevet ærgerlig på manden over hans praleri og sagde spontant: »Det skulle vel ikke have været røgen fra feltkøkkenet?« Jeg tror, at jeg ramte sømmet på hovedet, for han så betuttet på mig og sagde ikke et ord mere.

Skønt kammeraterne sagde om mig, at jeg ingen nerver havde, må jeg indrømme, at jeg har været bange, ja hundeangst, ikke én, men mange gange. Nerverne kunne simpelt hen ikke holde til det stadige pres. Man kæmpede imod så godt man kunne, men to gange lykkedes det ikke for mig. Den ene gang var jeg alene, så ingen mærkede det. Den anden gang gik jeg fuldstændig over gevind og blev »militærisk«. Heldigvis var Richard der og skældte mig bælgen fuld, så jeg kom til besindelse igen. Det kan måske lyde mærkeligt, at ingen af de to til fælde indtraf, da der var overhængende fare. Det havde der været nogle timer i forvejen. Reaktionen kom først bagefter.

Jeg har set store, stærke mænd græde, og de var alt andet end kujoner. Den gamle frontsoldat kendte disse anfald, som vi kaldte skyttegravskuller eller »durchgedreht«. Han forstod også at behandle dem. Den, der græd, skulle man lade i fred, og den der blev tosset, som det skete med mig den ene gang, skulle have teksten læst rigtig grundigt – eller hvis det ikke hjalp: et par på kassen. Det kan lyde råt, men der var ikke andet at gøre. Mærkeligt nok var disse anfald næsten altid forbi lige så hurtigt, som de kom. De var en slags naturens sikkerhedsventiler, når nervesystemet var overbelastet.

Når angsten tog mig, var mit universalmiddel en stille bøn, der lød således: »Mor, hjælp din dreng.« – Det lyder måske tosset, da jeg aldrig har kendt min mor. Hun døde jo, da jeg blev født, men ikke desto mindre gav det mig hver gang ro i sindet. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. – Jeg vover at påstå, at den krigsdeltager, der hævder, at han aldrig har været bange, enten lyver eller kun sjældent har været med, hvor det foregik.

Man kan vise mod på mange måder. En dag efter et natligt angreb lå der en såret franskmand 20-30 meter fra vor skyttegrav. Det var ikke længere borte, end vi kunne kaste et tov ud til ham; men han havde ikke kræfter til at holde fast i tovet, så vi kunne trække ham ind til os. Den fjendtlige skyttegrav var kun 60-70 meter borte. Til trods herfor smed underofficer Schweitzer jakken, sprang ud af skyttegraven og bar franskmanden ind. Det var en officer, der talte helt godt tysk, og han takkede Schweitzer mange gange. Ingen kunne på forhånd vide, at der ikke ville falde et skud.

En ganske ung student demonstrerede en anden form for mod. En dag lagde han sine våben og sagde, at nu ville han ikke mere: »De mennesker, jeg skal skyde på, har ikke gjort mig noget.« Jeg ved ikke, hvem der var den modigste af disse to mænd.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)