27. januar 1917. I Østafrika: ”Alt var nu bitter Alvor.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. Efter en stund ved Utungisøen, begyndte den lange march sydpå mod byen Livale, hvor der skulle leveres ammunition.

Vi gik mod Syd under grønne Trækroner. Bærerne gik for sig selv i en lang, lang højtidelig Procession med deres forskelligt formede Byrder paa Hovedet og Armene oprakt for at give Byrderne den nødvendige Afstivning.

Nogle af dem bar dobbelte Byrder, der var surret fast til et Par Bærestænger, som to Mænd bar paa Skuldrene.

Det var Dele af Drejebænken eller sværere Granater, der var surret sammen med Bast.

De sang ikke mere.

Regnen var begyndt og gjorde Jorden blød og glat og Luften saa tung og dampmættet, at den føltes som en flydende Masse.

Bagefter fulgte Stache og jeg, der som Regel gik ved Siden af hinanden, og efter os fulgte vore Bærere med vore personlige Ejendele.

Den lille Ali holdt sig trofast i mit Kølvand, og Ramasan vandrede værdigt og alvorligt gennem Junglen med sin Høne paa Hovedet.

Den levede endnu, var blevet tyk og fed, og den Dag i Dag er det mig en Gaade, hvad der bevægede Ramasan til at tage dette Dyr med paa den lange Rejse.

Han havde i Tidernes Lob købt mange Høns til mig og havde slagtet dem omgaaende uden Ceremonier, men denne havde han slæbt rundt med i over to Maaneder uden nogen fornuftig Begrundelse.

Og langt bagefter fulgte Kvinderne — unge og gamle imellem hinanden. Ramasans unge Kone holdt stadig Trit, mens andre havde vanskeligere ved det. En af dem forsvandt en Dag fra Safarien, men indhentede os igen nogle Dage efter — bærende et lille nyfødt Barn paa Ryggen.

Det var ikke længere en Safari, man gjorde for sin Fornøjelses Skyld.

Alt var nu blevet bitter Alvor.

Selv de, der næppe anede noget om Stillingen ved Fronten, følte det instinktmæssigt, og det var nu fuldbyrdet i Østafrika som paa alle Skæbnevandringer, at de svage klamrede sig til de stærkere og opbød alle deres Kræfter for ikke at blive ladt ene tilbage.

Jo længere det gik mod Syd, jo mere fortvivlet Stillingen blev for de tyske Tropper, jo flere hagede sig i Fortvivlelse fast til Hæren.

I øvrigt sivede og plaskede Regnen ned, alt efter som Skyerne var til Sinds.

Der kunde være enkelte tørre Timer denne Dag, de følgende Dage, de følgende Uger, men det normale var den uopholdelige Regn. Den gennemblødte vort Tøj, da vi ikke havde nogen Beskyttelse modden, den gjorde det yderst vanskeligt at skaffe tort Brændseltil Baalene om Aftenen, og den skabte smaa Søer i Lavninger i Skovene og paa Sletterne og fik tørrede Flodlejer til at svulme op med brunt mudret Vand, der skummede af Sted mod Rufiji eller mod Syd.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *