Sønderborg Slots kommende årbog handler om de mange historiemalerier, man kan se i udstillingerne. Ét af dem har vi vist flere gange her på siden – men hvad er historien bag billedet? Vi bringer her en smagsprøve fra den kommende bog.
”En samling altforglemmende mennesker hensat i dyrisk råhed.” Stormangreb på Vestfronten under Første Verdenskrig
Af René Rasmussen
Ukendt maler, ukendt år (1918-1939). (Olie på lærred, 100,5 x 134,5 cm)
Under Første Verdenskrig 1914-1918 var Sønderjylland en del af Tyskland. Det betød, at hen ved 35.000 mænd fra den del af Slesvig, der blev genforenet med Danmark i 1920, deltog i krigen i tysk uniform. Mere end 6.000 døde – ud af en befolkning på ca. 170.000. Dertil skal lægges 4.000 med så alvorlige skader, at de var berettiget til invalidepension. Mange flere kom hjem med ar på sjælen efter grufulde oplevelser på slagmarkerne.
Nogle sønderjyske krigsdeltagere bearbejdede de psykiske skadepåvirkninger, krigen havde påført dem, ved at male eller tegne. Det er muligvis tilfældet med dette billede, der viser et tysk stormangreb på en fransk skyttegrav. Vi kender ikke maleren, men giveren har meddelt, at maleriet er købt i mellemkrigstiden af kunstneren selv; efter det oplyste en sønderjyde, der selv havde deltaget i krigen.
Maleriet er naivistisk i sin stil, men meget udtryksfuldt og forsøger at gengive krigens gru. Eftersom billedet ikke er navngivet, kan man ikke afgøre, om det skildrer en konkret begivenhed eller om der snarere er tale om en mere generel fremstilling af et stormangreb. Vi befinder os tidsmæssigt efter 1916. Det kan man se på, at både franskmænd og tyskere bærer stålhjelme, og det begyndte franskmændene på i 1915, tyskerne i 1916. Det ødelagte maskingevær i den franske grav er en Mitrailleuse Mle 1907, mens de øvrige skydevåben ikke kan identificeres. Skyttegraven er temmelig primitiv, næppe mere end en grøft. Det tyder på, at den enten har er blevet jævnet af artilleriet ved talrige erobringer og generobringer, eller at det er en hastigt gravet forsvarslinje fra krigens sidste år, da krigsførelsen atter begyndte at blive mobil.
Perspektivet er fransk, set skråt fra højre side. Vi ser tyskerne storme frem til højre i billedet, mens franskmændene forsvarer en primitiv skyttegrav i venstre side. De fleste angribere har geværet som det primære angrebsvåben, men enkelte holder de karakteristiske stavhåndgranater løftet klar til kast. De slag- og stikvåben, der sammen med håndgranaterne var soldaternes foretrukne våben i nærkampe i de snævre skyttegrave, er ikke afbilledet.
Er det en realistisk gengivelse af et stormangreb på en skyttegrav på Vestfronten i Første Verdenskrig? Det er i hvert fald genkendeligt, hvis man holder det op mod skriftlige skildringer af tilsvarende angreb.
Sønderjyden H.C. Brodersen fra Nordborg har i sine erindringer “I Ildlinien” beskrevet et stormangreb på en fransk skyttegrav i 1916 :
”Så ligger vi her igen. Igen; thi vi blev nemlig slået tilbage; men i aften skal det gå løs på ny. Det blev et frygteligt myrderi i går, og af den grund gruer vi for, hvordan det vil gå i aften.
På slaget 6 lød det sidste skud fra artilleriet. Delingsførernes fløjte skingrede, og af sted udover brystværnet gik det i galop. Mange blev allerede hængende i vores egen pigtrådsforhegning, thi franskmanden var nemlig forberedt på, hvad der var i gære. En morderisk granatild søgte at spærre os vejen, og krydsende fra alle sider peb maskingeværernes kugler os om ørerne. Artilleriet til begge sider arbejdede som irriterede, bjæffende terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.
Dog snart nåede vi foran fjendens pigtråd og indenfor det område, hvor franskmanden ikke uden fare for at beskyde sine egne tropper, kunne gøre os nogen skade. Af det dertil inddelte mandskab blev der ustandselig kastet håndgranater ned i skyttegraven for at aflede opmærksomheden fra dem, der med de medbragte sakse ivrigt klippede i fjendens pigtråd.
Da der endelig var skaffet adgang, sprang vi alle ned i graven. En forbitret nærkamp begyndte.
Håndgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte luften. Dolkene blev taget i brug. Blodet løb os ned ad fingrene. Stønnen og jamren lød fra alle sider. Geværkolberne suste igennem luften og krævede ved hvert slag sin mand. Mand imod mand kæmpedes der. Det var en samling altforglemmende mennesker, der hensat i dyrisk råhed ikke alene kæmpede for deres eget liv, men for at tage så mange af de andres som muligt. Da de sidste håndgranater var kastet og den sidste patron i revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende bajonet eller med den blodige kniv i hånden ned i understandene [dækningsrummene, RR] for om muligt dér at antræffe et offer, der kunne tænkes at have skjult sig.
Endelig blev det roligt omkring os, og også granaterne gik højere på deres bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel forstærkning. Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende syn. Ven og fjende lå imellem hinanden, døde eller sårede, der ventede på at blive hjulpet. Frygtelige skrig og råb om hjælp lød til alle sider, og fra de døende hørtes svag klynken. Geværer, håndgranater, tornystre og anden udrustning flød til alle sider og lå spredt over det hele.
Dog, vi kunne ikke give os tid til lange betragtninger. Stillingen skulle omarbejdes til forsvar fra den modsatte side. Spader og hakker kom i brug, og døde – ven eller fjende, lige meget – blev lagt oven på hinanden for at afgive dækning. De medbragte „spanske ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre løbegravene over imod franskmanden. Maskingeværerne skulle bringes i stilling for at være klar til brug, når fjenden satte ind til modangreb. Imedens sænkede mørket sig over hele elendigheden, og mange sårede kammerater kunne nu bringes tilbage.
(…) Klokken 11 satte modangrebet ind, lige så morderisk og voldsomt som forhen. Franskmændene var overlegne i tal, og efter en heftig kamp blev vi jaget tilbage til det sted, hvorfra vi var kommet. Det skyldtes mørket, at så mange af os slap over. Vi har nu fået vished for, at det er nemmere at storme en fjendtlig skyttegrav, end, når først den er taget, at holde den. ”
Således bølgede kampene frem og tilbage på Vestfronten med angreb og modangreb, og kun sjældent blev frontlinjen flyttet mere end få hundrede meter. Den ukendte malers beskrivelse svarer ganske godt til H.C. Brodersens øjenvidneskildring.
Første Verdenskrig var på én gang en både meget moderne og meget gammeldags måde at føre krig på. Hele krigsførelsen var i august 1914 lagt an på mobil krigsførelse, men stivnede i stedet i løbet af efteråret i en gigantisk belejringskrig langs en befæstningslinje, der strakte sig fra den belgiske kanalkyst til den schweiziske grænse. Det tog de krigsførende nationer lang tid at udvikle taktikker, der kunne gennembryde forsvarslinjen.
Bogen om historiemalerierne på Sønderborg Slot udgives af Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udkommer til december 2017. Den kan købes i museumsbutikken og i boghandler. Den udsendes gratis til medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.
Forudbestillinger modtages på hath@museum-sonderjylland.dk
