Feltpost

Det tyske feltpostvæsen under 1. Verdenskrig

Af Hans Wolff

Bragt i Sønderjysk Månedsskrift 2016

Inger Friis skrev i sit daglige brev til sin mand, Jørgen Friis, den 6. september 1916: ”Tak for dit brevkort, som jeg fik i formiddag. Det er fra den 2. sept.”.På dette tidspunkt deltog Jørgen i de hårde kampe på Vestfronten syd for Somme omkring Clery og le Forest. Selv om krigen rasede, tog det således kun tre til fire dage, før et postkort fra skyttegraven nåede frem til gården i Fjelstrup i Nordslesvig. Så effektivt var det tyske postvæsen var under 1. Verdenskrig!

Det var det civile kejserlige tyske postvæsen, ”Reichs-Postamt”, der havde det overordnede ansvar for postbesørgelsen begge veje mellem hjem og front. På mobiliseringsdagen den 1. august 1914 blev der, som planerne foreskrev, etableret en ”Feldpostsabteilung”, der fik ansvaret for de ca. 29 milliarder breve, postkort og pakker, der under 1. Verdenskrig blev sendt mellem front og hjem. ”Feldpostbehörden”, feltpostmyndigheden, var dels underordnet ”Feldpostabteilung” dels OHL, ”Oberste Heeresleitung”. Den daværende chef for ”Reichspostamt”, Karl Schracke, har i sin bog, ”Geschichte der deutschen Feldpost im Kriege 1914/18”, udførligt beskrevet, hvorledes det som regel kunne lade sig gøre at besørge alle disse forsendelser inden for en rimelig tid.

Feldpost
Et autoriseret feltpostbrev fra hjemmet til fronten med en korrekt adressering, dvs. soldatens navn, rang og tilhørsforhold. Lokaliteten måtte af hensyn til hemmeligholdelsen af divisionens opholdssted og bevægelser ikke fremgå af brevet. Breve op til 50 g og pakker op til 500 g kunne sendes uden gebyr. Sådanne kuverter og postkort var massefremstillet og stillet gratis til rådighed (Sønderborg Slot).

Et brev fra Nordslesvig til fronten måtte ud på en omstændelig rejse, før det kom frem til adressaten. En direkte postforbindelse mellem hjemmet og fronten var det pga. af det enormt store antal forsendelser ikke mulig at etablere, så derfor var der indskudt nogle ”Zwischenstelle”, mellemstationer.

 Den under 1. Verdenskrig anvendte organisation var etableret allerede før krigene i 1864 og 1866, reguleret i ”Dienstordnung für die Postanstalten vom 16. August 1867” og gennemprøvet under krigen 1870-71. På vejen fra hjemmet til fronten skulle forsendelserne gennem mellemstationer, de såkaldte ”Postsammelstelle” og ”Leitstelle”, og på vejen fra front til hjem gennem de såkaldte ”Sortierstelle” og ”Verteilungsstelle”.

Antallet af forsendelser, som de 23 ”Postsammelstellen” daglig skulle håndtere var enormt. I februar 1917 beløb tallet sig til 12 millioner om dagen, hvortil kom, som det nedenfor bliver beskrevet, 350.000 pengeforsendelser. Heri er ikke medregnet post til de i Tyskland tilbageblevne tropper. Det krævede i februar 1917 mere end 14.000 medarbejdere, af hvilke godt 1.000 var postembedsmænd. De fleste postembedsmænd var imidlertid indkaldt til krigen, så mange kvinder blev ansat som medhjælpere. Lå ”Postsammelstelle” ikke umiddelbart i nærheden af togbanegården, var der behov for et stort antal af køretøjer til transporten fra banegård til ”Postsammelstelle”. I Hannover, som var et mindre ”Postsammelstelle”, var der behov for tre møbeltransportvogne, som hver daglig foretog 16 kørsler til og fra banegården.

Posthuset i hjemstavnen, ”Aufgabepostanstalt”, skulle hurtigst muligt samle forsendelserne i bundter og sende disse til et ”Postsammelstelle”. Allerede den 1. august 1914 var der rundt i Tyskland etableret 15 ”Postsammelstelle”, der hurtigt blev udvidet til 23. Her blev forsendelserne adskilt i brevpost, ”Nachrichtenpost”, og pakkepost, ”Päckchenpost”. Når de med posttogene til et ”Postsammelstelle” indkomne postsække, hvilket dagligt kunne beløbe sig til mere end 4000, var ankommet, iværksattes en tredelt sortering (Grob-Mittel-und Feinsortiering), som endte med sortering til den mindste enhed, som var berettiget til selvstændig at modtage post, f.eks. en bataljon.

 Forudsætningen for en korrekt sortering var den såkaldte ”Feldpostübersicht”, en oversigt over hvor alle troppeafdelinger befandt sig. En sådan oversigt blev udarbejdet af krigsministeriet til ”Feldpostabteilung”, som så skulle videregive denne information til alle ”Postsammelstelle”. Efter mobiliseringen den 1. august 1914 blev der arbejdet dag og nat for at fremstille denne ”Feldpostübersicht”, som imidlertid først forelå den 13. august. Da der så af OHL under hærens fremrykning mod vest og hærens tilbagetog i øst blev iværksat ”Postsperre”, er det indlysende, at der på dette tidspunkt ophobedes en mængde post til stor forbitrelse for brevskriverne.

Gennem hele krigen var der mange vanskeligheder med at opdatere ”Feldpostübersicht” pga. de hyppige ændringer i hærenhedernes opholdssted pga. flytning af regimenter fra en division til en anden og divisioner fra et frontafsnit til et andet eller endog fra Østfront til Vestfront og omvendt. Sådanne flytninger blev ofte i en periode af strategiske hensyn hemmeligholdt for ”Postabteilung”. Selv kompagnier var underkastet flytninger f.eks. Christian Hollensens, der i løbet af 1916 flere gange på Østfronten flyttede mellem 5., 35. og 47. Reservedivision og i 1918 til det besatte Ukraine.

Til et ”Postsammelstelle” kunne der på en måned komme op til 556 telegrafiske ændringsmeddelelser til ”Feldpostübersicht”, men ofte var telegrafforbindelsen optaget af hæren, og telegrafi vedrørende ændringen kom i anden række.

Disse forhold gjorde, at adresserne på breve og pakker ofte ikke var korrekte, så de måtte sendes tilbage til et ”Postsammelstelle” i Tyskland til fornyet adressering.

I løbet af krigen blev der oprettet utallige militære specialenheder. Med oprettelse af sådanne som f. eks. flyve-og luftskibstropper, sanitetsindretninger, administrationer af de besatte områder osv., osv. måtte andre fordelingsmåder tages i brug. Disse enheder blev identificeret ved f. eks. ”Ortskommandatur Nr. 3, Deutsche Feldpost Nr. 411”. Op mod 30 000 selvstændige enheder måtte i krigens slutfase optages i ”Feldpostübersicht”.

På ”Postsammelstelle” blev de sorterede forsendelser lagt i postsække, som blev forsynet med adressesedler, som det f.eks. ville være sket med det ovenfor viste brev til teglværksejer Christian Hollensen, hvis tilhør var ”Landwehrinfanterieregiment 84, 3. Batallion, Neuss Kompagni, 4. Korporalschaft, 35. Division im Osten”, og opbevaret, indtil de blev videresendt med posttog til det såkaldte ”Leitpunkt”, et postopsamlingssted i nærheden af arméen eller divisionen, hvortil forsendelser fra ”Postsammelstelle” over hele Tyskland daglig ankom.

Af og til kunne flere arméer være fælles om det samme ”Leitpunkt”. ”Leitpunkt” Köln, Trier, Metz og Straβburg på Vestfronten og Königsberg, Thorn, Breslau og Dresden på Østfronten var, som det kunne formodes, de travleste. I en periode betjente ”Leitpunkt Köln” 5 arméer og Generalguvernement Belgien. Til et bestemt ”Leitpunkt” ankom således forsendelsessække fra ”Postsammelstelle” fra hele Tyskland. For på ”Leitpunkt” at lette opdelingen af postsækkene til de forskellige arméer eller som på brevet ovenfor til 35.Reservedivision var postsækkene allerede på ”Postsammelstelle” mærket med arménummer, divisionsnummer, regimentsnummer og evt. bataljonsnummer, således at omladningen på ”Leitpunkt” af postsække fra toget fra ”Postsammelstelle” til toget til bestemmelsesstedet ude ved fronten, den såkaldte ”Feldpostanstalt”, det lokale feltposthus, kunne foregå, uden at postsækkene skulle åbnes. Hvis der på et ”Postsammelstelle” var så meget post, som skulle sendes til et bestemt ”Feldpostanstalt”, så kunne omladning på ”Leitpunkt” helt undgås, idet en sådan forsendelse kunne fylde en hel jernbanevogn.

Det er indlysende, at forbruget af postsække var enormt. Der blev i krigsårene fra august 1914 til december 1918 anvendt 126 millioner postsække. Allerede efter det første år kunne der ikke skaffes råstoffer til de oprindelige sømløse vævede sække af jute, så fremstillingen måtte overgå til en blanding af hør-og brændenellestof og kort derefter til papir. En af årsagerne til det store forbrug var, at sækkene blev stjålet og anvendt som underlag i skyttegrav og ”Unterstand”.

Fra ”Leitpunkt” fik forsendelsestoget en postembedsmand med, som sørgede for, postsækkene blev korrekt udleveret, enten på de såkaldte ”Umschlagsstellen”, hvorfra postsækkene skulle videretransporteres, eller på de såkaldte ”Abstoβpunkte”, hvor postsækkene blev afhentet af køretøjer enten lastbiler eller hestevogne til ”Feldpostantalt”, hvor udleveringen af posten foregik til det enkelte kompagni til en postafhenter fra kompagniet.

Når postembedsmanden havde afleveret postsækkene på det korrekte sted, overtog han posten fra fronten til hjemmet. Til at håndtere denne post, som af soldaterne var indleveret til ”Feldpostanstalt”, og som kun var groft sorteret til større byer, provinser eller landområder, blev der indrettet ”Postverteilungsstelle” på passende steder nærmere hjemmet, ofte på samme sted som ”Postsammelstelle”. Mellem ”Feldpostanstalt” og ”Postverteilungsstelle” blev der indrettet ”Sortierstelle”, hvor de groft sorterede forsendelser kunne finsorteres til byens eller provinsens postkontorer, ”Postanstalten”, med andre ord til det enkelte posthus, hvorfra posten blev viderebragt til hjemmet af et postbud eller kunne afhentes. Det var denne organisation, der var så effektiv, at Inger Bruun i Fjelstrup kunne modtage post fra skyttegraven ved Somme tre dage efter afsendelsen.

I perioder med stor bevægelighed af fronten, således som det i krigens begyndelse var tilfældet på både Øst- og Vestfront, og den deraf følgende omfattende transport af tropper, heste, fødevarer til soldaterne, halm til hestene, ammunition og materiel frem til fronten og fra Vest- til Østfront og senere fra Øst- til Vestfront, blev den militære togkapacitet, som feltpostvæsenet også var afhængig af, overbelastet, således at der kunne opstå store ophobninger af brev- og pakkepost på postopsamlingsstederne og sorteringsstederne med deraf følgende forsinkelse i postgangen. I perioder befandt ”Postverteilungsstelle” sig på Østfronten op til 200 km fra de nærmeste intakte banegårde. Ofte måtte der anvendes hestevogne til transport af post på dårlige veje, der var vanskeligt fremkommelige pga. is og sne og pga. mudder ved tøbrud. Midt i september 1915 ophobedes der post omkring Kowno i russisk Polen i alt 60-70 jernbanevogne. I sådanne perioder kom der formaninger fra hærledelsen til hjemmefronten om at begrænse antallet af pakker, og der etableredes midlertidige postspærringer både fra front og hjemstavn.

Det kunne ske, når pakken kom frem, at soldaten var afkommanderet, sendt på orlov, sendt på lazaret, savnet eller måske endda død. Det føltes urimeligt at sende en sådan pakke tilbage til afsenderen, hvilket i princippet var reglen, med mindre følgende var angivet på pakken: ”Wenn unbestellbar, zur Verfügung des Truppenteils”.

Der var behov for at skaffe aviser, tidsskrifter og bøger ud til soldaterne, især da krigen ved fronterne blev en stillingskrig. Foruden soldaterne i skyttegraven skulle også soldaterne i ”Etappe” og de tyskere, der varetog administrationen af de erobrede områder, betjenes. Tyskerne var som helhed veloplyste efter obligatorisk skolegang og havde behov for at følge med i, hvad der foregik i hjemstavnen, bl.a. hvilke bekendte og venner der var faldet i krigen, i begivenhederne i Tyskland  – for de dansksindede nordslesvigere i Nordslesvig – og internationalt, så godt det nu kunne lade sig gøre under den militære og hjemlige censur. Nu var der i de lange aftener tid til afslapning, samtale og læsning i ”Unterstand”, i kvarter i landbyerne eller i soldaterhjem.

 ”Feldpostabteilung” forestod også udsendelsen af aviser til fronterne. Aviserne blev i de fleste tilfælde sendt som breve fra hjemmet eller i et omslag fra avisredaktionen. Omslagene, skulle identificeres med navn og hærafdeling og sendes via ”Postsammelstelle” til den enkelte abonnent ligesom breve og pakker. Kvantitativt drejede det sig f.eks. fra avisredaktionerne i Berlin om op mod 6 millioner aviser per måned. Der var således behov for at lette denne procedure. Allerede i oktober 1914 blev der etableret et system, så postsække med aviser direkte kunne sendes til ”Leitpunkt” og derfra direkte til ”Feldpostanstalt” ved fronten. Lå avisredaktionen tæt på fronten, kunne abonnenten modtage avisen samme dag, som den var trykt.

Soldater med danske aviser
Sønderjyder med dansksprogede aviser

Et hyppigt problem under bevægelseskrigen for brev-, pakke- og avispost var kravet om hemmelighedsholdelse af troppebevægelser og krigsstrategi. Hærledelsen hemmeligholdt som regel af den grund troppebevægelserne for ”Feldpostabteilung” eller indførte ”Postsperre” så der opstod forsinkelse i distributionen af breve mm.  Begge forhold fremkaldte forsinkelse i postgangen. I sådanne tilfælde kom der klager fra hjemmene og soldaterne ved fronten over postvæsenet, som jo i virkeligheden var uden skyld.

Et andet problem var aviserne til forflyttede, afkommanderede, sårede og døde. De skulle eftersendes eller returneres til hjemmet.[vi] Sckracke skrev derom:”Wieviel Gutes hätte dagegen gestiftet werden können, wenn die Zeitungen den Truppenteilen und Lazaretten zur freier Verwendung hätten belassen werden dürfen”.

Under krigen kunne alle typer aviser sendes til fronten også de dansksindede nordslesvigske aviser. Dog var de naturligvis underkastet censur ligesom breve. Senere hen i krigen, da den socialdemokratiske opposition i rigsdagen mod krigen forstærkedes, blev det forbudt at sende socialdemokratiske aviser til fronten, idet den ved begyndelsen af krigen mellem SPD (Die sozialdemokratische Partei Deutschlands) og rigsdagens højrefløj etablerede ”Burgfried”, formelt blev opløst. Gennem hele krigen var ”Die sozialdemokratische Feldpost” imidlertid tilladt, idet denne repræsenterede en fløj i SPD, der holdt fast på den såkaldte ”Burgfried”.

Der opstod skyttegravsaviser på soldaternes egne initiativer, ofte først efter at fronten var stivnet, dog opstod ”Der bayerische Landwehrmann” allerede i september 1914, en skyttegravsavis der holdt sig gennem hele krigen. De var tænkt som et humoristisk indslag i det trivielle frontliv og til at kompensere for de psykiske belastninger af krigen. De beskæftigede sig som regel med frontlivets dagligdag.[iv] De blev ofte fremstillet i skyttegraven i offsettryk i et begrænset antal, men kunne også blive trykt i et større oplag i ”Etappe” eller som ”Im Schützengraben in den Vogesen”, der i Leipzig blev trykt i op til 11 000 eksemplarer. Under svære kampe eller ved forflytninger blev udgivelsen ofte afbrudt, måske helt indstillet, hvis forfatterne og tegnerne var faldet i krigen.

Først efter at hærledelsen havde oprettet ”Feldpressestelle”, blev der udgivet egentlige feltaviser beregnet for hele eller dele af hæren. Disse blev udgivet på initiativ fra overordnede officerer, som kunne beordre værnepligtige forfattere til sammen med efterretningsofficerer at udarbejde en feltavis. Blandt disse blev ”Liller Kriegszeitung” den mest kendte. Deres mission var ikke alene at underholde, men også at styrke ”Kampf und Durchhalten”. Feltaviserne blev skrevet og trykt i ”Etappe”, hvor der var trykkerier, eller endog i Berlin. Mod slutningen af krigen måtte de indskrænke bl.a. pga. papirmangel. Det gjaldt f.eks.Kriegszeitung der 10. Armee” og ”Die Wacht im Osten”, der var de betydeligste feltaviser på Østfronten. Redaktionernes sammensætning afspejlede ikke det store flertal af krigsdeltagere og var helt tydeligt af borgerlig og intellektuel observans uden indgående kendskab til frontlivet. Themaerne war meget forskellige lige fra ”Annektionen im Osten Europas” til ”Folgewirkungen von Gesclechtskrankheiten”. Der udkom specielle aviser for lazaretterne. For hærledelsen var korrespondancen mellem front og hjem, pakkerne, orlov og aviserne af stor betydning til at være med til at opretholde soldaternes disciplin og krigsvilje.

Som et andet element til soldaternes underholdning, blev der i ”Etappe”, efter at fronterne var stivnet, etableret boghandler af tyske firmaer, ikke blot til soldaternes underholdning men også til firmaernes profit og til financiel understøttelse af den tyske krigsmaskine. Således bestyrede nordslesvigeren Hans Christian Møller først i Brest-Litowsk og senere i den ukrainske landsby Povorsk en sådan boghandel.

Til slut skal det kort omtales, at foruden post og pakker skulle postvæsenet også tage sig af hærens kassevæsen. Alle bevægelser skulle indføres i en dagbog og hver måned kontrolleres af en instans, der blev kaldt ”Feldintendantur”. Postanvisningstjenesten var en enorm opgave. Alle soldater fik løn, som regelmæssigt blev udbetalt ved bataljonen. Da det ofte ikke var muligt at anvende denne løn på stedet, lod soldaten ofte beløbet blive sendt hjem som tilskud til familien. Omvendt blev der fra det bemidlede hjem sendt tilskud til soldaten ved fronten.[xi] I april 1917 beløb disse postforsendelser sig til 115 millioner Mark. Skulle beløbene refunderes af den såkaldte ”Generalkriegskasse”, kan man forstå, hvilket bureaukratisk besvær, det har været. Stor forvirring skabte de mange uanbringelige postanvisninger til sårede, dræbte, forflyttede eller hjemsendte.

Selv om postforsendelsen, som den er beskrevet, ser kompliceret ud, så lykkedes det ”Postabteilung” i de optimale perioder af få post frem til hjemmet og til fronten i løbet af 3-5 dage.

Litteratur

Christiansen E. Feltboghandler hos jøderne i Pinsk. Boghandler Medhjælpernes Blad nr. 66, 82-86,1,1969.

Lipp A. Meinungslenkung im Krieg. Kriegserfahrungen deutscher Soldaten und ihre Deutung 1914 – 1918. Vandenhoeck & Ruprecht.Göttingen.2003.

Schracke K. Geschichte der deutschen Feldpost im Kriege 1914/18. Verlag der Reichsdruckerei.Berlin.1921.

Schultz A. Ø. Mellem Fjelstrup og fronten. Historisk Samfund for Sønderjylland. Nr. 75. Aabenraa.1996.

Sørensen N. A. Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig. Gad. København.2005.

Ulrich B. Die Augenzeugen. Deutsche Feldpostbriefe in Kriegs- und Nachkriegszeit 1914-1933. Klartext Verlag. Essen.1997.

Wolf H. Teglværksejer Hollensen – brevveksling fra østfronten 1915-18 og dagbøger 1930-43. Årsskrift XXVII 2014. Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk.

Ziemann B. Front und Heimat. Ländliche Kriegserfahrungen in südlichen Bayern 1914-23.

Klartext Verlag. Essen. 1997.

En tanke om “Feltpost”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918