Mads K. Gram var med i kongens følge, da han den 15. juli var på sin fjerde og sidste tur rundt i det genvunde Sønderjylland. Dette er anden del af hans beretning fra turen.
Turen gik nu over Gjelsbro mod Ribe. Som Skamlingsbankestøtten mod Øst, havde Domkirkens Taarn været Vestkystens Vartegn paa, at vi dog hørte sammen til Trods for den unaturlige Grænse fra 1864. Her i Domkirken skulde der afholdes en Takkegudstjeneste i Anledning af Genforeningen.
Ved Indkørslen til Byen var den gamle Sønderport genopbygget som Æresport med Grønt og Flag. Indenfor i den smalle Gade var der nogen Trængsel, og en Politimand forsøgte, uvist af hvilken Grund, at entre Førerbilen, mens vi kørte.
Gammel var han, og særlig godt kom han ikke fra det. Vel fik han fat i Vognens Kant med begge Hænder, men Benene vilde ikke med op paa Trinbrættet, hvorfor det saa helt faretruende ud en Overgang.
Domkirken var propfuld, der var alle dem, som kunde baade sidde og staa. Kongetoget blev imidlertid ledet til en Sideindgang ved Koret, hvorfor Kongen og hans Følge kunde
ses af alle, da de traadte ind i Kirken. Gudstjenesten varede ikke længe. Salmesangen lød fyldigt og smukt gennem det høje Kirkerum, og davarende Stiftprovst Oluf Olesen tjente for Alteret og holdt en kort Prædiken.
Fra Domkirken tog Stiftamtmanden Føringen til Raadhuset, for at Byens Honoratiores kunde blive præsenteret for Kongen, og derfra videre til Amtmandsgaarden. Stiftamtmand, Kammerherre Stemann havde indbudt Kongefamilien og saa mange af Rangklasserne, som Pladsen tillod, til Frokost.
Det kunde ogsaa gøres nødig med noget at styrke sig paa efter en lang Formiddags Anstrengelser. I hvert Fald smagte Middagsmaden paa “Klubbens Hotel” fortræffeligt.
Alting maa jo have sin Tid, og Frokosten hjalp ikke paa Forsinkelsen, men videre kom vi da. Dog, hvad var nu det — der var kommet en Vogn med Ribe Politi foran Førerbilen.
Skulde det virkelig være mere farligt i Ribe Amt end andre Steder? Naa, en Politimand ser jo ikke altid lige afskrækkende ud. Drengesindet stak op i os, forsinket var vi, og Farten blev sat op paa højest tilladte Hastighed. Du-u, du-du, og det varede da heller ikke lange, førend den gamle Ribe Karosse fik Astma og sakkede agterud.
Turen gik nu over Baungaard og Foldingbro over Kongeaaen til Askov.
En Højskoleforstander har engang betegnet Landsdelen under Fremmedherredømmet som “den danske Bonderepublik Nordslesvig”. Noget kunde der vel være om det.
Dengang alle Embedsmænd samt Præster og Lærere var tyske, var den danske Befolkning henvist til at hjælpe sig selv, og den gjorde det mest muligt paa alle Omraader. Lægmænd, vel flest Bonder eller bondefødte, indtog de ledende Stillinger indenfor saavel det nationale som det folkelige Arbejde. Man tog fat paa selv at holde Foredrag af saavel nationalpolitisk som folkelig og landbrugsfaglig Art. Oplæsere til Aftenmøder leverede vi selv, og da danske Skuespillere ikke maatte optrade, traadte Dilettantkomedie i Stedet, for slet ikke at tale om de sønderjydske Kaffeborde, hvor Talerne faldt Slag i Slag, og ingen havde behov at vente efter Præst og Degn, da de næsten aldrig var til Stede, tyske som de var.
Men allertydeligst viste Bonderepublikken sig vel dog, da Vælgerforeningen i Efteraaret 1918 nedsatte forskellige Udvalg til at forberede Genforeningen, og tre forskellige Bønder blev sat til at lede et økonomisk Udvalg, et Skoleudvalg og et kirkeligt Udvalg som Formænd, skønt der sad baade Præster, pens. Lærere, Bankdirektører m. m. i forskellige af dem.
I Dag vilde Kongen nu besøge en Repræsentant for Bonderepublikkens Universitet, den danske Folkehøjskole.
De faa af Landsdelens Sønner, som under Fremmedherredømmet gik den studerende Vej, var nødt til at leve i den tyske Kulturverden, paa tyske Læreanstalter. Paa Højskolen havde sønderjydsk Ungdom derimod oplevet Fædrelandets Historie, dansk Aandsliv og Folkeliv paa Kristentroens Grund.
Dette var i Pagt med de danske sønderjydske Hjem. Det gav Ungdommen mere end politisk Danskhed, virkelig dansk Liv med Mod og Trang til at træde ind i Rækken, som hegnede vor Moders Gaard. Mere end nogen anden kongerigsk Institution havde den danske Folkehøjskole derfor væ ret den Kraftkilde, som Bonderepublikken havde øst af.
Askov var dengang Højskolens Vindue mod Syd, og her havde Kongen nu meldt sig som Gæst.
Gymnastiksalen var festligt smykket, og der var Plads til alle, baade Følget, Højskolepigerne og Skolens Venner. Der blev sunget en Sang, skrevet af Mavius Kristensen i Dagens Anledning, og efter at Pigerne havde sunget flerstemmigt, holdt Fru Ingeborg Appel som midlertidig Forstander en Velkomsttale.
Efter en kort Indledning udtalte hun bl. a.:
“Der er sagt om Skolen her, at den var en Grænsefastning mod Syd; dermed har man villet udtrykke, at denne Skole blev rejst efter Trængselsaaret i 1864 for at være med at lære vort Lands Ungdom, hvor herligt det er at være dansk, lære dem, hvilke aandelige Værdier vort Folk ejer, lære dem at elske Dannebrog, vort himmelfaldne Banner, at elske Modersmaalet, elske vort Land og alt, hvad dansk er! — Skolen skulde være en Grænseborg mod Syd, hvorfra der skulde straale Lys nedover Kongeaaen til vore Brødre og Søstre dernede og minde dem om, at der er en Gud, der over Danmark vaager selv i tunge og trange Tider! —
De dernede skulde have Lejlighed til at komme herop og styrkes i alt dansk, de skulde faa Vaabnene slebne og signede til den Danskhedens Kamp, de saa ærligt og ridderligt har ført dernede i 56 Aar! — Sønderjyderne skulde faa Del i det Aandsliv, der paa Modersmaalet giver sig Udtryk i Sang og Tale, i Historie, Litteratur, naturvidenskabelig Forskning, dansk Kunst, dansk Erhvervsliv osv., saa Kærligheden til det gamle Hjemland kunde blive levende blandt dem og os. —
Det var et Arbejde til Guds Ære og Fædrelandets Gavn, de gamle begyndte her, og det er i den Aand, vi yngre gerne vil fortsatte! —
Der er en Verslinie, som lyder saaledes:
Gud Herren har døbt dig til Smertens Daab,
men han døber til Tro, han døber til Haab!
Det var en saadan Smertens Daab, der gik over den vaagne Del af det danske Folk i 1864, men de, der da var unge, tog fat med Tro og Haab og med Bøn om Guds Velsignelse paa Højskolens Arbejdsmark, — og efterhaanden vandt de Folkets Tillid, og jeg tør vel ogsaa sige Tillid i vort Kongehus. —
Og det er jo i en underlig lykkelig Stund, vi nu hilser vort Kongepar og deres Sønner velkommen; vort Haab og vor Tro paa den Del af Sønderjyllands Tilbagevenden, der var trofast mod Konge, Folk og Land, er jo næsten helt gaaet i Opfyldelse, saa vi kan sige: Bladet i vor Historie vendte sig blidt — maatte vi aldrig glemme at takke herfor!”
Kongen tog straks Ordet og udtalte varmt og smukt de bedste Ønsker for Skolen samt tillige den Forvisning, at Skolen som hidtil ogsaa i Fremtiden kunde tjene det danske Folk.
Der blev nu budt en Forfriskning, Kaffe og Frugt m. m., Kongen og Dronningen underholdt sig med de tilstedeværende, og Turen gik videre til Skibelund Krat med Festpladsen, Magnusstenen, Monumentet for Modersmaalet og Mindestenene for mange af Egnens og Folkets gode Mænd.
Her i Skibelund skulde der afsløres en Genforeningssten; der var mødt omkring ved 10,000 Mennesker, og Kongeparret hilstes med Hurraraab. Den store Forsamling sang først “Vort Modersmaal er dejligt”, hvorefter Jacob Appel bød Kongeparret velkommen og talte om Skibelund som Mødestedet, siden Kongeaaen blev Rigsgrænse, og han sluttede med Ordene:
“Deres Majestat har paa denne Rejse virket til at vække Samfølelse i vort Land, til Styrke og Fremgang for al god Gerning for Fædrelandet”.
Og Kongen svarede:
“Jeg bringer en varm Tak fra Dronningen og mig for det Velkommen, der er udtalt, men naar det siges, at der skyldes mig Tak for, hvad der er naaet, saa skal det fremhæves, at en Tak skal lyde til Sønderjyderne. Vi er naaet til et nyt Blad i Danmarks Historie. Maatte det Arbejde, der nu ligger for os, blive udført saaledes, at det kan satte Spor, som der kan bygges videre paa. Alt skyldes dog først og sidst Guds Naade, som har føjet det saa, at det skilte har kunnet sammenføjes. Et Leve for vort elskede Fædreland!”
Efter Afsyngelsen af: “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” foregik Afsløringen af Genforeningsstenen, der var rejst paa den østlige Høj i Krattet, hvorfra der er en herlig Udsigt over Kongeaadalen over mod det genvundne Land.
Afsløringen foretoges af Forstander Knud Pedersen, Skibelund Efterskole. Selv Sønderjyde, høj og bred, stod han oppe ved Stenen, omgivet af en Flok Smaapiger i hvide Kjoler med røde Baand om Livet og Smaaflag i Hænderne.
Scenen førte Tanken tilbage til en anden Lejlighed for en Menneskealder siden, da der for en Gangs Skyld var Festfyrværkeri og Illumination i Skibelund i Anledning af Hundredaaret for Stavnsbaandets Løsning. Da medvirkede Knud Pedersen i et levende Billede. Som Holger Danske, omgivet af de tolvaars Drenge, stod han oppe foran Krügers Mindesten i bengalsk Belysning og pegede mod Syd. Dengang Haabets Vogter som Opdrager af Drenge til Mand med faste Hjerter. — Omgivet af en Pigeflok var han nu med i Haabets Opfyldelse, idet han lod Dækket glide til Side for Genforeningsstenen.
Mindet er en ualmindelig stor Granitsten med et Spil af Farver i selve Stenen. Paa de naturlige Flader staar Christian den Niendes og Christian den Tiendes Navnetræk samt Aarstallene 1864-1920. Billedhugger Hansen Jakobsen havde udformet Stenen, og paa en af Siderne er anbragt et Vers, som han selv havde forfattet.
Paa en anden Side staar Kai Hoffmanns Vers:
Sværdtid er endt,
det er Plovtid paany,
Vennetid, Frændetid,
Grotid og Gry!
Ved Indkørslen til Skibelund fik Kongebilen Lov til at køre lige igennem til Genforeningsstenen, men alle andre maatte udenom. Ved Frakørslen var der ingen, som gav Besked om Planerne, og vi var lige ved at tabe Traaden. Men saa maatte vi lave en selv og fandt da ud af en Vej at køre fra Genforeningsstenen; selv om den var lidt ensom i Granplantagen, gik det.
I Efterskolens Gymnastiksal stod der imidlertid en Flok Piger med Sorg i Sinde, ja, en enkelt, som skulde have fremsagt et Digt, havde vel ogsaa Taarer i Øjnene, da vi kørte.
Som rimeligt var, havde man ventet, at Kongen vilde se indenfor paa Skibelund Efterskole, inden han kørte videre, og intet havde varet mere naturligt. Paa Skibelund havde man lært de sønderjydske Børn, at Modersmaal er vort Hjertesprog, kun løs er al fremmed Tale. Man havde taget Børnene ved Haanden og Forældrene om Hjertet. Men vi vidste ikke, at man var forberedt og ventede Kongens Besøg.
Over Kongeaaen ved Skodborghus kom vi nu til Skodborg og derfra videre til Københoved. Undervejs passerede vi en Gaard uden Dannebrog til Tops paa Flagstangen. De nøgne Udlanger med det flade Tag viste tydeligt, at det var en af Tyskerne opført Domænegaard. Den tysksindede Domæneforpagter raadede endnu for Gaard og Grund, men heller ikke her kunde man holde sig uden for Begivenhederne. Ude i Haven med Udsigt til Vejen var Forpagteren mødt op sammen med en hjemmetysk Mand fra Egnen for dog at faa nogen Del i det usædvanlige, som skete.
Københoved var sig selv som sædvanlig, men naturligvis i det ualmindeliges Tegn og med Æresport baade ved Indkørslen til Byen og ved Udkørslen mod Syd, ja, selv ved det tidligere tyske Gendarmhus vajede nu Dannebrog. Paa den første Æresport stod der: “Velkommen, vor Konge og Drot”. Her havde Byfolkene samlet sig, baade unge og gamle, og de ventede troligt i omtrent tre Timer.
Der var Velkomst ved Byforstanderen, Gaardejer Jokum Fredsted, i Lighed med andre Steder, og Kongen hilste paa et aldersteget Ægtepar, som sad i en Sofa ved Vejen.
Kongen tog nu ind at hilse paa en af Byens Veteraner fra den nationale Kamp, den gamle J.N.H. Skrumsager, der i mange Aar var Formand for Den nordslesvigske Vælgerforening.
Over Indgangsdøren ud mod Vejen havde Skrumsager anbragt en Marmortavle i Muren med den Leveregel, han selv ønskede at folge:
Tro din Gud
Tjen dit Folk
Giv Sandheden Æren.
En prøjsisk Landraad skulde engang ind til Skrumsager. Han standsede ved Indskriften og bemærkede: Ja, dette er rigtigt og godt, men det kommer jo an paa, hvad man lægger ind i det.
Gæsten i Dag kunde sikkert gaa ind under Mottoet uden Forbehold. Her tilbragte Kongen nu en kort Stund i Samtale med Skrumsager, Manden med de buskede Bryn, der godt kunde være lidt bidsk, om nogen gik ham imod, men med Hjertet paa det rette Sted og med Mod til at tage en Tørn i forreste Række. Saaledes havde han staaet, og tiest med Ære. Nu havde han Glæden af Kongefamiliens Besøg, og han benyttede Lejligheden til at takke for Udnævnelsen til Kommandør af Dannebrog, som var kommet nogle Dage i Forvejen.
Efter Besøget hos Skrumsager bortforte Sønnen, Kloppenborg Skrumsager, Kongen med Følge til sin nærliggende Gaard, hvor der vankede Smørrebrød, Fem-te med Tilbehør.
Turen fra den ene Gaard til den anden foretog Kongen til Fods, skønt der endnu var nogen Stivhed tilbage efter Uheldet med Saddeltøjet ved Haderslev. — Hvor var det smukt at se Byens Smaabørn sværme omkring ham undervejs for at faa et Haandtryk og et venligt Ord. Her viste Kongens enestaaende Evne til at genkende Folk sig paany. Paa en Gang vinkede han en Mand til sig, som stod ved Siden af Vejen.
“Dem har jeg set før engang i Dag”, sagde han, “var De ikke med i Sangkoret paa Gram, Tak for Sangen!”
Nu var jeg naaet hjem og tog ikke med paa Resten af Turen gennem Jels til Haderslev, hvor Kongeskibet “Dannebrog” ventede.
Det var en god Dags Arbejde, Kongen havde bag sig. Tidligere havde han jo overskredet Grænsen ved Frederikshøj. I Dag var den passeret ved Gjelsbro, Baungaard, Foldingbro og Skodborghus.
Den ulykkelige Kongeaagrænse var slettet ud, samtidig med at Landsdelens Beboere umiddelbart og med Glæde havde bekræftet Grev Schacks Ord paa Dybbøl: “Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag — det giver vi dig Haandslag paa, Kong Christian!”
Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.
