Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

For bl.a. at kunne kortlægge min bedstefar Peter Marius Petersens vej hjem fra krigen på Østfronten ved Sortehavet, er jeg – Mogens Ladegaard, Vesterbakken 14, Grejs, 7100 Vejle – meget interesseret i at komme i kontakt med efterkommere eller andre med kendskab de på ølkruset med efternavne nævnte soldater.

På ølkruset, som alle i 1. Eskadron fra Magdeburg Dragroner-Regiment No. 6 fik med hjem efter 3 års tjeneste fra 1897-1900, er anført deres efternavne:

Arpe
Osbahr
Behrens
Osmers
Binik
Petersen, Peter Marius
Carpobus
Rehhoff
Christiansen
Rohess
Dieckmann
Rohloff
Erdman
Runge
Ernst
Sievers (1)
Erve
Sievers (2)
Feddern
Sorgenfrei
Friederichs
Schultz (1)
Gonscherowishj
Schultz (2)
Gödsch
Stoss
Hansen
Stürmer
v. Halle
Schäfer
Hamerichs
Schisselbein
Junge
Schöttler
Kausch
Walther
Korvalewskij
Will
Lübcke
Wiese
Landrock
Westhuse
Meyer (1)
Wulff
Meyer (2)

Jeg kan kontaktes på mail: mogens.ladegaard@gmail.com eller på tlf. 23 74 97 47

Brevene fra min bedstefar og hans soldaterbog er desværre bortkommet. I de efterfølgende afsnit har jeg sammenskrevet hans personlige data samt, hvad han selv har fortalt fra krigen, og hvad hans storesøster Cathrine Schmidt på Vojensgård har noteret om ham i sin dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”.

Min bedstefar Peter og min bedstemor Lovises liv i Bevtoft
Min bedstefar Peter Marius Petersen (1877-1952) blev født i Bylderup den 10. juli 1877. Han blev udlært som bager og aftjente herefter sin tyske værnepligt fra 1897-1900 i Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron i Niedenhofen – det nuværende Thionville i det nordøstlige Frankrig.

Den 24. april 1901 blev han gift med Lovise Bennedsen (1879-1918) fra Bolderslev. Efter giftermålet overtog og drev de med hjælp fra to svende og to piger et velfungerende bageri i Bevtoft by. De fik tre dejlige børn: Peter Christian i 1903, Bertha Christine (min mor) i 1905 og Marie Magdalene i 1908.

Selv om de måtte leve under det tyske herredømme, var det en lykkelig familie frem til 1. august 1914, hvor Den Store Krig brød ud og splittede bagerfamilien på samme vis, som krigen splittede stort set alle familier i Sønderjylland og satte sine dybe spor i mange år.
Min bedstefar Peter blev indkaldt til krigen den 4. august 1914, hvorefter min bedstemor Lovise selv måtte passe børnene og bageriet i Bevtoft. Det var uhyre svært under hele krigen, hvor der konstant var mangel på brødkorn og mandskab. Med stor hjælp fra min bedstefars søster Cathrine og hendes mand Jes H. Schmidt på “Vojensgård”, klarede min bedstemor både børnene og driften af bageriet frem til sin tragiske død den 8. april 1918.

Min bedstemor døde alt for tidligt af noget så banalt som en infektionssygdom efter et bistik. Penicillin var jo ikke var til rådighed i 1918 . Vi ved ikke, hvornår Peter Marius Petersen fik besked om sin hustrus død. Han kan meget vel have været på vej hjem fra krigen, efter at der blev indgået en fredsaftale på Østfronten i foråret 1918.
Vi kender ikke datoen, men i løbet 1918 kom min bedstefar hjem fra krigen. Det må have været et dybt bevægende øjeblik, da han genså sine tre børn og bageriet i Bevtoft. Men ikke sin elskede hustru, der havde passet så godt på det hele under den fire år lange krig.

Den 29. marts 1919 blev min bedstefar gift med enken, Kjestine Rostgaard Hansen, efter byens købmand Niels Hansen, der faldt på Østfronten i 1915. Kjestine, der tog sig af børnene og bageriet ind til min bedstefar Peter kom hjem fra krigen, bragte datteren Margrethe Christine med ind i familien.

Peter og Kjestine blev beriget med datteren Dagny Lovise, der blev gift med Jørgen Chr. Schmidt på “Lundsgård” i Bevtoft. De fik 6 børn. I alt var vi 23 børnebørn efter Peter Marius Petersen og hans to hustruer.

Bagermester Peter Marius Petersen havde den meget store glæde at være med til både at forberede, gennemføre og fejre Afstemningen i Bevtoft den 10. februar 1920, hvor 97 % stemte dansk. Til den største fest nogensinde i Bevtoft Forsamlingshus bagte min bedstefar 65 store kringler og 111 torter foruden andet bagværk – og intet blev levnet!

Som 10-årig var jeg med til min bedstefar Peter Marius Petersens begravelse efter hans død den 29. juli 1952. Kirken var helt fyldt op, og præsten talte så længe, at jeg fik tid til at studere Mindetavlen inde i kirken over de faldne fra Bevtoft sogn under 1. verdenskrig. Det blev starten på min interesse for Den Store Krig 1914-1918 og Sønderjyllands historie.

Dragon Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918

Peter Marius Petersen blev fra 1897-1900 uddannet som dragon og korporal ved Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6, 1. Eskadron, hvorefter han blev hjemsendt og indgik i reserven. Regimentet havde på dette tidspunkt garnison i Diedenhofen i Tyskland. I dag hedder byen Thionville og ligger i det nordøstlige Frankrig.
Alle de nyudannede dragoner blev fotograferet hos fotografen i Metz og fik både billedet og det i første afsnit afbillede ølkrus med hjem.

Jeg har det originale billede, og min kusine Inge-Lise Schmidt Pedersen opbevarer ølkruset med de 45 navne på dragonerne i vores bedstefars eskadron, som vi forventer holdt sammen under Den Store Krig.

Det er efterkommere efter disse dragoner i 1. Eskadron, som vi er meget interesseret i at komme kontakt med.

Det ved vi om vores bedstefar Peter Marius Petersens deltagelse i Den Store Krig 1914-1918:
• Han måtte stille på kasernen i Rendsborg den 4. august 1914 og blev efter nogle dage sendt videre. Måske til Mainz, hvor Magdeburg Dragoner-Regiment No. 6 havde sit kvarter, da krigen brød ud.
• I midten af august 1914 sender Peter et postkort fra Aachen til sin familie i Bevtoft. Senere på måneden skriver han, at han er i Belgien. Så fremrykningen mod Frankrig er gået stærkt.
• I starten af september 1914 skriver min bedstefar, at han havde travlt med at køre hestevogne med forsyninger til fronten et godt stykke inde i Frankrig. Han og hans soldaterkammerater måtte sove under vognene, når de var læsset. På tilbageturen fra fronten sov de i vognene.
• Soldaterne måtte skrive og sende et brev eller brevkort hver dag. Og der kom da også stadig breve fra min bedstefar Peter, der i oktober 1914 skriver, at soldaterne er trætte og venter på at få en ende på krigen.
• 15. november 1914 modtager Cathrine Schmidt på “Vojensgård” et postkort fra hendes bror Peter, som skriver, at han fortsat har det godt, selv om der er meget svære kampe i Frankrig. Peter Marius Petersen sendte selvfølgelig også breve og postkort til sin familie i Bevtoft. Men disse breve og postkort er desværre bortkommet, så jeg støtter mig i høj grad til Cathrine Schmidts dagbog: “Optegnelser fra en bevæget tid”, hvori hun omtaler brevene til hende fra hendes bror Peter.
• 26. april 1915 havde Cathrine og Jes H. Schmidt på “Vojensgård” den store glæde at få besøg af min bedstefar Peter og min bedstemor Lovise. Peter var hjemme på orlov i Bevtoft i 10 dage. Sandsynligvis den eneste orlov han fik bevilliget under den fire år lange krig.
• 30. maj 1915 skriver min bedstefar til sin søster Cathrine, at han nok må sige farvel til Frankrig. Det sker så også, idet vi ved, at i hvert fald hans eskadron bliver overflyttet til kampene p Østfronten.
• 10. august 1915 modtager Cathrine brev fra hendes bror Peter i det sydlige Polen. Han skriver, at for kugler og granater, er det bedre end i Frankrig, men for smitsomme sygdomme meget værre. Han og hans kammerater længes efter, at den forfærdelige krig snart må få en ende.
• Under et besøg i Bevtoft den 3. september 1915 får Cathrine Schmidt at vide fra bedstemor Lovise, at Peter nu er i byen Lublin i Polen.
• I starten af november 1915 hører Cathrine, at min bedstefar Peter er ved den Serbiske grænse. Senere på måneden hører hun fra hendes og Peters familie i Bylderup, at Peter har skrevet om, hvor forfærdeligt det er i Serbien. Soldaterne lider af kulde og hunger. Men det allerværste for dem er at se, hvordan den civile befolkning lider. Peter skriver: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En uhyggelig melding fra det land i Europa, som mig bekendt havde de største tab, og som led mest under 1. verdenskrig. Landet betalte for “mordet i Sarajevo”.

Cathrine Schmidt dør den 16. januar 1916 på “Vojensgård”. Hendes mand Jes H. Schmidt skrev i 1920 i sin takkeskrivelse til Ordenskapitlet for Ridderkorset: “Også på hende, som på så mange andre, havde krigens rædsler tæret for hårdt”.

Den samme hest bar min bedstefar hele vejen hjem fra Sortehavet
Som andre soldater, der havde været med i den uhyggeligt blodige 1. verdenskrig, fortalte min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen fra Bevtoft, aldrig om sine oplevelser i forbindelse med krigshandlingerne på både Vestfronten og Østfronten. Og slet ikke til os børnebørn.

Men han fortalte, at hans elskede hest bar ham hele vejen fra Sortehavet til kasernen i Rendsborg, hvor han afleverede hesten og sin udrustning, for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft. Han fortalte også, at turen op gennem Europa tog lang tid. Bl.a. fordi han og hans soldaterkammerat måtte “arbejde for føden” undervejs.
Det er bl.a. denne “rejse” op gennem det krigshærgede Europa, jeg så gerne vil have flere oplysninger om: Hvilken rute valgte soldaterne? Hvor lang tid tog det? Og hvad var de udsat for undervejs?

Det eneste min bedstefar havde med hjem til Bevtoft, var hans madskål, der er gengivet på billedet her.

Skålen, som opbevares af min kusine Gudrun Spies, gjorde nytte hele den lange vej hjem fra Sortehavet.

Og skålen kunne også gøre nytte bagefter. Vores elskede bedstefar Peter brugte den til at fodre sine høns med.
Et arbejde han var i gang med, da han efter et langt og begivenhedsrigt liv døde 75 år gammel den 29. juli 1952.
Mogens Ladegaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *