15. august 1920. Den nye grænse afmærkes i terrænet

Det tog adskillige måneder at få afstukket grænsen og sat de i alt henved 500 granitsten og egepæle, der afmærkede den nye dansk-tyske grænse. Kai Hendriksen, der var medlem af grænseafstikningskommisionen, fortæller her, hvordan det gik for sig.

DEN NYE GRÆNSE TRÆKKES
Af Kai Hendriksen.

EFTER at Den internationale Kommission i Flensborg paa
Grundlag af Afstemningsresultatet og under Hensyn til de
geografiske og økonomiske Forhold havde indstillet til Fredskonferencen, hvor den fremtidige Grænse mellem Danmark
og Tyskland skulde gaa, og efter at Kommissionens Forslag
var stadfæstet, blev det en anden international Kommission,
Grænseafstikningskommissionens Opgave endeligt at fastsætte
den nye Grænse i Marken og besørge den afmærket.

Linjen skulde som bekendt i alt væsentligt følge Skellet mellem
1. og 2. Zone.

Grænsekommissionen bestod af seks Kommissærer; dens Formand var den franske Stats Repræsentant, Oberstløjtnant Rollet.

Naturligt nok havde dog den tyske og den danske Grænsekommissær Hovedansvaret for Arbejdet. Den danske Kommissær var Oberstløjtnant, nu Oberst Axel Ramm og den tyske Generalmajor, Grev von Schwerin. Det var to modne og erfarne Mænd, som stod godt til hinanden, hvorved unødigt Tovtrækkeri blev undgaaet. Den jævne Forhandlingsmaade var sikkert  Hovedaarsagen til, at den dansk-tyske Grænse, saa vidt vides, var den første af de nye Grænser i Europa, som blev færdiggjort, og det skønt Grænsens Terræn ikke var det letteste.

Til det hurtigt gennemførte Arbejde bidrog dog ogsaa den Kreds af sagkyndige Medarbejdere paa de forskellige Omraader — Landinspektører, Militære o. a. — som baade den danske og den tyske Kommissær havde knyttet til sig. Personellet og Apparatet var paa begge Sider ret stort; en Automobilafdeling paa 20 Vogne var til
Raadighed for den danske Kommission.

Den samlede Kommissions Sæde var i Sønderborg, hvor
Arbejdet begyndte midt i Juli 1920.

Paa det første Møde besluttedes det, hvordan Grænsestenenes Form skulde være, og at de skulde betegnes med »D.« for Danmark og med »D.R.P.« (Deutsches Reich, Preussen) for Tyskland. løvrigt bragtes Grænselinjens foreløbige Dragning (som denne var stadfæstet efter Forslaget fra Den internationale Kommission i Flensborg) til Befolkningens Kundskab ved en Bekendtgørelse paa dansk og tysk Sprog, og det meddeltes, at Ansøgninger fra Grænsebeboerne om mindre Ændringer — navnlig med Henblik
paa Lodsejernes Forhold — skulde være Kommissionen i Hænde inden 15. August.

Ogsaa Grænsegendarmeriets og Toldvæsenets særlige Ønsker maatte høres, og disse kunde atter krydse ejendomsmæssige Interesser, der jo navnlig bestod deri, at Ejendomme saa vidt muligt ikke blev delt af Grænsen.

Det formelle Grundlag for Grænsekommissionens Beslutninger
faldt i to Grupper. De Strækninger, der i Den internationale Kommissions Beskrivelse af Grænsen var betegnede som »Strækninger, der skal fastsættes i Marken«, havde Grænsekommissionen endelig Myndighed til at fastsætte.
Men ogsaa de Strækninger, der var bestemt formulerede i Afstemningskommissionens Beskrivelse, kunde ændres, naar
praktiske Grunde talte derfor. Betingelserne var dog, at  Ændringerne var mindre betydelige, og at der opnaaedes Enstemmighed om dem.

Netop her fik det stor Betydning, at den danske og den tyske Grænsekommissær af egen Fornemmelse og Fornuft tilstræbte Enighed i videst mulig Udstrækning.

Der indkom baade fra dansk og tysk Side ikke saa faa Andragender,
men det var kun enkelte af dem, det var muligt at tage Hensyn til.

Som det var at vente, kom de vedtagne Grænseændringer til at gruppere sig ved Landegrænsens allerøstligste og allervestligste Ende. Hele Mellemstrækningen af Grænsen — i Længde langt den største Del — fulgte jo Kommunegrænser og Aaløb gennem fladt, delvis magert og svagt bebygget Land med Ejendomme, hvis Inddeling gennemgaaende svarede til den nye Grænselinje.

Men helt mod Øst, i Egnen ved Krusaa, Bov og Frøslev, er Landskabet mere østjydsk at se til, og det er en tættere bebygget Egn med mere uregelmæssigt begrænsede Ejendomme.

Paa denne Strækning blev der da ogsaa foretaget visse Ændringer. Ved Krusaa’s nuværende Grænsestation blev Grænselinjen Vest for Landevejen efter Gendarmeriets Ønske trukket lidt Nord for Skovbrynet af Klusris Skov, saa der blev aabent overskueligt Terræn mellem Grænsen og Skovbrynet.

Øst for Valdemarstoft i Bov Sogn gik, for at holde Jorden sammen om et Par Gaarde, nogle Enge og et mindre Stykke Agerjord (Nord for Nyhus By) til Tyskland; modsat fik, ogsaa af ejendomsmæssige Hensyn, Danmark to »Lommer« ned i Ellund Sogn paa tysk Side, den ene Lomme med een Gaard lige i det skarpe Hjørne mod Harreslev Sogn og den anden Lomme med to Gaarde ned i Ellundmark, ca. 3 Kilometer længere mod Vest.

Derpaa kom den lange Strækning langs Aaerne gennem det flade, magre Land, hvor der ikke foretoges Afvigelser fra Afstemningskommissionens Grænsebeskrivelse, men hvor —
som det straks skal omtales — de tekniske Vanskeligheder en
Tid lang var truende nok.

Og saa ved Rosenkrans mod Vest kom det snurrigste Tilfælde af hele Grænsens Dragning. Landsbyen eller rettere Bebyggelsen Rosenkrans laa i 2. Afstemningszone, men var den nordligste Del af et mellemslesvigsk Sogn, der stødte op til 1. Zone. Da der var en Del forskellige Interesser at tage Hensyn til, blev Forholdet ordnet saaledes, at Rigsgrænsen paa et 150 Meter langt Stykke fra Nord til Syd gaar midt i Landsbygaden.

Der kunde trods lange Forhandlinger ikke opnaas Enighed om nogen bedre Løsning mellem den danske og tyske Delegation; og for øvrigt: naar en Landsby skal skæres over af en Landegrænse — og det maatte ske i Rosenkrans som Følge af Den internationale Kommissions Vedtagelse — saa gaar Grænsen mere overskueligt midt ad Gaden end paa tværs af Byen gennem Haver og  Gaardspladser, maaske endda gennem Bygninger.

Og i Rosenkrans ønskedes et Hus virkelig delt af Landegrænsen,
hvilket dog ikke skete. En ældre Frøken boede til Leje i et Par Værelser i den sydlige Ende af et Hus lige ved Grænsen, og hun havde ogsaa en Slags Forkøbsret til denne Del af Huset. Hun var afgjort tysk af Sind og havde ved flere Lejligheder ytret brændende Ønske om, at Grænsen maatte blive trukket gennem Huset, saa hendes Stuer kunde komme paa tysk Side.

Efter at den samlede Kommission havde vedtaget et fælles dansk-tysk Forslag, som ikke indeholdt nogen Mulighed for Husets Overskæring, var min tyske Kollega og jeg en Dag derude for paa Stedet endeligt at bestemme Grænsestenenes Plads midt i Gaden; denne Handling var selvfølgelig rent teknisk, og derfor kom den ældre Dames højtidsfulde Henvendelse til at virke saa pudsigt. Det var aabenbart hendes Tanke, at nu, først nu var Øjeblikket inde, da
hendes Skæbne skulde afgøres; i sit fineste Antræk med Papillot-Krøller i Haaret gik hun over til mig, gentog paany i højtidelige, dybt alvorlige Vendinger sin Bøn, endte med at neje og sagde: »Und, mein hoher Herr, ich bin ja doch so deutsch, so deutsch.«

Jeg maatte jo med Venlighed forklare hende, at hun maatte henvende sig til min Kollega, som var hendes Landsmand; og han havde saa den pinlige Opgave at fortælle hende, at vort Arbejde den Dag var af mere underordnet Betydning end at ændre den trufne Beslutning; vi fulgte i Fællesskab den dybt skuffede gamle Dame til
hendes Stuer.

Paa et tidligere Tidspunkt havde Sveriges Kommissær i Afstemningskommissionen, Landshøvding von Sydow, gjort sig mange Bestræbelser for, efter Afstemningen i 2. Zone, at danne sig personligt Skøn om lokale Forhold; næsten daglig kørte han og jeg ud og talte med Folk, vi traf. En Dag i Aventoft, nu Syd for Grænsen, havde vi en mere broget Oplevelse. Vi spurgte en Mand, hvor han vilde trække Grænsen, hvis han kunde bestemme det.
— Sønden om . . .
— Hvorfor det?
— Jo, for Danskerne har været flinke mod os, det var Preusserne ikke.
— Har De andre Grunde?
— Nej, det æ aa nok; men nu kan I jo spør æ Mand aa den ann’ Sie a æ Vej.
Saa spurgte vi ham paa lignende Maade.
— I Nørr . . .
— Hvorfor det?
— Jo, for æ æ tysk. . .
— Men hvad, hvis De saa blev afskaaret fra Tønder, som er Deres Købstad?
— Allivel, for æ æ tysk!
Lidt uden for Byen stod en tredie Mand uden for sin Gaard. Igen: hvor han vilde trække Grænsen, hvis han selv kunde bestemme det.

Hans Svar kom saa rapt som et Piskesmæld:

— Æ æ F ……..h —— me’ lie glaj, æ ska nok klar me, hvor te æ saa kommer hen!

Da vi gik ind i Vognen igen, sagde von Sydow:

—Jo, det ar svårt det, men jag tror, Clausen-Linjen ar lagom! (d. v. s. tilpas).

Resten var Teknik, men besværlig, tung og forceret Teknik.

Det er allerede nævnt, at langt den største Del af Grænsen fulgte Aaløbene eller gik i deres umiddelbare Nærhed, altsaa gennem lavt liggende, meget fugtige Strækninger; desuden var der kun ganske faa Veje, endda i meget slet Forfatning, som førte til Grænsen; og langs den, altsaa i øst-vestlig Retning, var Vejforholdene endnu ringere. Det værste var imidlertid, at Sommermaanederne blev meget regnfulde; allerede sidst i Juli begyndte Aadragene at stige, og store Strækninger var da allerede oversvømmede paa en for Aarstiden usædvanlig Maade.

Det saa i lang Tid saa truende ud, at man maatte regne med den Mulighed, at Grænseafsætningen maatte udsættes til det følgende Foraar, hvad der selvfølgelig vilde have medført mange praktiske Vanskeligheder for Befolkningen og Administrationen.

Det blev derfor nødvendigt at træffe en noget halsstarrig Beslutning, nemlig at begynde med de mest fugtige, altsaa de ufremkommeligste Strækninger; hvis man kunde gennemføre Arbejdet dér, var man dog over det værste og havde saa maaske Haab om ogsaa at kunne klare de noget gunstigere Strækninger, selv om Vejret fortsat skulde holde sig i et regnfuldt Hjørne.

Men derved blev paa anden Vis Starten lidet trøsterig; Arbejdet i det vaade Terræn gik naturligvis langsommere fra Haanden, end hvis man havde kunnet holde sig til de højere liggende Dele, hvad jo under normale Forhold vilde have været naturligt, og Bruddet paa Opmaalingens Sammenhæng medførte andre Forsinkelser af teknisk Art.

Landinspektørernes Antal blev under disse Omstændigheder forøget, men først i November kunde vi se, det vilde blive muligt at afslutte Opmaalingen og Afmærkningsarbejdet før Vinteren.

Det fugtige og uvejsomme Terræn forsinkede ogsaa Udkørslen og Nedgravningen af Granitsten og Egepæle til Grænsemærkerne. Der blev ialt anbragt 279 Grænsemærker, men da mange af dem er Tvillinger (en Pæl paa dansk og tysk Side), blev Antallet af Granitsten eller Egepæle ca. 500; da hver af Granitstenene vejede godt 200 Kilogram, vil det ses,at heller ikke denne Del af Arbejdet var ringe; det tog 4 Maaneder.

Transportproblemerne var mangeartede; Stenene kørtes paa Lastbil, derefter paa de sletteste Veje med Hestevogn saa langt som gørligt, og de maatte derefter paa lange Strækninger trækkes paa Slidsk med Hestekraft eller trilles med Mandkraft og tilsidst bæres af 4 Mand til de afmærkede Steder for Udgravningen.

Ved dette Arbejde var alene paa dansk Side i ca. 4 Maaneder beskæftiget 10 Lønarbejdere og 20 Arbejdssoldater og et tilsvarende Antal paa tysk Side.

Det samlede Opmaalingsarbejde blev indordnet i det  Matrikulsystem, som var grundlagt under preussisk Styre i
1870’erne. Der er næppe Tvivl om, at den Omstændighed, at Opmaalingsarbejdet foregik netop paa den Maade, som Beboerne
kendte fra tysk Administrations Tid, bevirkede, at Ejendomsbesidderne langs Grænsen paa begge Sider følte sig
fuldkommen betryggede ved den praktiske Ordning af Grænsedragningen.

Ved det forcerede Arbejde lykkedes det at blive færdig med Markarbejdet før Jul, og Grænseafmærkningen kunde derfor træde i Kraft fra Nytaarsdag 1921.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *