Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.
Mens en Deputation af sørgeklædte Kvinder overrakte Dronningen en simpel og enkel Buket Blomster, voksede paa slesvigsk Jord, samledes Tankerne om alle de unge Mænd, der var faldet i Verdenskrigen, og om den dybe Sorg i deres Slægt.
Det strømmende Stemningsvæld i Grundtvigs dejlige Digt om Istedslaget:
Guds Fred med vore Døde
i Danmarks Rosengaard,
Guds Fred med dem, som bløde
af dybe Hjertesaar!
havde fundet et nyt og skønt Udtryk i en Kantate til denne Dag. Om den nye Ungdomsskare, der, dybest set, var faldet for det danske Slesvigs Sag, lød i Dag en ung Digters nye Ord:
KOR:
De gav sig selv med Pligtens Sind
Paa fremmed Jord for fremmed Sag,
Og mangen gaar i Stuen ind
Og græder ud paa Glædens Dag.
SOLO:
De Døde er ikke borte, de sover kun her og der
Under Tavler af Sten, under Kors af Træ i Døgnenes skiftende Vejr.
De Døde er ikke borte, de er os bestandig nær
I den klare Sol, i den kolde Dug, i det straalende Maaneskær.
De Døde er altid hos os. Naar Erindring bøjer til Bøn,
Er en Fader os nær, er en Broder os nær, og den inderligt elskede Søn.
De Døde er ikke døde, de er mere end Taarer og Ler,
Usynligt er de med Hjerte og Aand i alt, der omkring os sker.
Der blev endnu sagt mange gode Ord.
H. P. Hanssen, Nørremølle, Slesvigernes Organisator, der i mange Aar havde været deres Talsmand i den tyske Rigsdag, pegede paa alle de berømte Kampens og Historiens Steder i Landskabet, der laa udbredt som et Tæppe for Bakkens Fod. Snart var det ovre fra Broagerlandets tvillingtaarnede Kirke, der i milevid Afstand dukker op over hele Egnen, snart nordpaa fra Bredden af Alssund, at Bomber og Granater var slaaet ned over Banken, og fra Skanserne hørtes Raabene: Dæk, dæk, Broager, dæk! Dæk, dæk, Ragebøl, dæk!
Han mindedes særlig Christian den Niendes Besøg i de sønderskudte Skanser, og de norske og svenske frivillige, der havde kæmpet for Danmark; han talte om de Mænd, der, fødte paa Egnen, havde gjort deres Indsats i Danmarks Aandsliv, Maleren Eckersberg, Historikeren A. D. Jørgensen og Digteren Herman Bang.
Som et lidet Intermezzo under Talen fulgte alles Øjne en Flyvemaskine, ført af en ung Sønderjyde, der højt oppe fra i en stor Bue svang sig hen over Kongetribunen og nedkastede et Dannebrogsflag, der fangedes ind af Dronningens Kabinetssekretær.
Peter Grau talte om “de udelukkede Forposter”, og Danmarks Statsminister, Niels Neergaard, sluttede sin Tale om “dem, der blev tilbage, dem, der havde kæmpet saa trofast og udholdende som nogen”, med disse Ord: “Det kan jeg sige paa Regeringens Vegne, ja, paa hele det danske Folks Vegne: I skal ikke blive glemt.”
Mens endnu en Mand fra Sønderjydsk Arbejderforening og en Mand fra den danske Rigsdag talte, var en lille Stump paa 4—5 Aar kommen løs og var entret op ad den høje Trappe, for at se hele den kongelige Herlighed paa nært Hold. Hun kiggede ogsaa nøje efter og havnede hos en af Prinserne.
Da Kongen brød op, strømmede Veteranerne, der sad paa Hæderspladserne, sammen om ham, og han trykkede Hænder til alle Sider. Det sidste jeg saa til ham var oppe fra Skansevolden.
Han var ved at stige op i sin Bil udenfor Marken og rystede paa Hovedet: han kunde ikke mere. Men da han kørte, løb mange en Genvej tværs over Markerne for at faa endnu et Glimt at se af Kongen — deres Konge.
Det er lykkeligt for os som et frit Folk, at enhver for sig kan føle og tænke paa sin egen Vis uden Tryk og Trængsel.
Men til Tider maa det ske, at vi alle af fuldt Hjerte samles under eet Tegn til een stor Løftelse af Sindet. Næppe er det nogensinde fuldbyrdet skønnere og rigere end ved Sønderjyllands Hjemkomst til Moderlandet efter et halvt Aarhundredes Adskillelse og efter Verdenskrigens Rædsler. For det danske Folk vil denne Oplevelse for altid være uforglemmelig.
Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.