14. juli 1920. P. Chr. Stemann: “Det hele skulle glide. Og det gjorde det.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Min dagbog slutter den 14. juli, hvor vi fra Tønder amt var til taffel ombord på „Dannebrog”, der lå i Åbenrå havn, og jeg skal herefter kun gøre bemærkninger om særlige hovedpunkter under opholdet dernede, der var en så interessant oplevelse og opgave, også fordi man fik lejlighed til at starte et dansk amt og en amtskommune med alle dertil hørende organer, vejvæsen o. s. v., fra bunden af. Amtet og amtsrådskredsen afgav den del, der lå syd for grænsen, til den nyoprettede kreds i Niebøl, delte aktiver og passiver med denne og fik samtidig tillagt den vestlige del af Haderslev kreds.

Den politik, som Schack og jeg i national politisk henseende var enige om at følge, var formidlingens og forsoningens politik. Talte folk tysk til os, svarede vi dem på tysk. Så holdt dette ret hurtigt op. Det generede os altså ikke at tale tysk, og så var der ikke noget morsomt ved det. Og de behøvede ikke at genere sig for at tale til os i den danske dialekt, de jo alligevel selv brugte til daglig.

Der var mange i det gamle land og også nogle af de ivrigste dernede, der holdt på, at den hårde hånd skulle anvendes. Der var måske tanker om en slags gengældelse deri; man hørte også ofte, at disciplin, ordrer og den hårde hånd var det eneste, som „tyskere” respekterede. Men vi svarede altid, at det var jo ikke Preussen og den prøjsiske mentalitet, det drejede sig om. Befolkningen havde i virkeligheden den samme mentalitet som det danske folk. De var ikke tyskere, men tysksindede. De var alle af den danske folkekarakter (bortset fra de sydfra indvandrede), og det kunne ofte være et rent tilfælde (f. eks. hidført ved giftermål), om vedkommende var blevet tysk- eller dansksindet, men mentaliteten var den samme. Overfor denne, det danske folks mentalitet, hjalp aldeles ikke den hårde hånd. Tværtimod. Og resultatet har jo også vist rigtigheden heraf.

I Tønder amt og by omgikkes dansk- og tysksindede – i modsætning til på østkysten – hinanden. Når der var selskaber på Schackenborg eller hos os, havde man dansk- og tysksindede og danske embedsmænd sammen, og det gik storartet. Skulle man tale tysk med nogen, gjorde man det som en ganske naturlig sag, så ingen tog notits af det. Nationalpolitik drøftede man faktisk aldrig.

Vanskeligt var det selvfølgelig straks for store dele af den dansksindede del af befolkningen at skulle overtage deres del af administrationen såvel i kommunerne som på anden måde. Dels havde de på grund af de særlige tyske valgregler i stort omfang været udelukket fra overhovedet at blive valgt, dels var de jo ganske ukendte med det danske retssystem, den danske lovgivning og hele det kommunale selvstyre. Alt skulle læres, og alt kom styrtende ned over hovedet på dem på een gang. Så her måtte man udfolde en overordentlig omfattende og betydningsfuld rådgivende virksomhed på alle mulige områder.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg faktisk aldrig åbnede en af de talrige aktsamlinger, som vi havde fra den tyske tid. Jeg var klar over, at man så ville være håbløst fortabt. Tiden tillod det ikke. Men når man anvendte sin menneskelige og juridiske retfærdighedssans som rettesnor, måtte det kunne gøres på den måde. Det var jo ikke meningen at gribe voldsomt ind; det hele skulle glide. Og det gjorde det.

I øvrigt måtte man anvende sin takt og menneskelighed og finde udveje for de vanskeligheder, som kunne opstå. Som et lille eksempel kan jeg fortælle, at jeg et par år efter genforeningen foreslog, at vi skulle lave en amtsudstilling i Tønder. Dette blev vedtaget (og kongen besøgte den). Der nedsattes en komité, der bestod af dansksindede og tysksindede medlemmer, og de bad mig være formand. Der opstod selvfølgelig mange problemer ved sagens gennemførelse; et af dem var flagningsspørgsmålet på udstillingsbygningen. De tysksindede ville dengang ikke udstille i en bygning, hvorover Dannebrog vajede, og de danske ville ikke være med, hvis det ikke skete. Jeg foreslog da, at vi på bygningen satte et stort flag, hvor på rød flagdug stod „Amtsudstillingen i Tønder” med hvide bogstaver og Dannebrogsflag ved indgangene til udstillingspladsen. Dette forslag tiltrådtes fra alle sider.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *