Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.
Mandag den 12. juli var så kongefamiliens besøg i Tønder.
Gik kl. godt 2 til markedspladsen, hvor militæret var. Her kom oberst Moltke og Lundbye farende i bil og sagde, at alt måtte laves om, da kongen på grund af tilskadekomsten med foden ikke kunne forlade automobilet.
Jeg måtte så give de fornødne ordrer dertil. Kirken, spadsereturen og besøget i hospitalet blev strøget.
Kongen var en time forsinket. Den med blomster smykkede landauer til dronningen og prinserne blev sendt væk. Musikken underholdt de ventende på torvet.
Ankomsten skete kl. 4¼ (dvs. 16:15). Kongefamilien blev siddende i bilen.
Ministeriet med Neergaard i spidsen og vi andre i følget gik bagefter, og det var i ilmarch, idet bilen jo, selv om den kørte ganske langsomt, kørte hurtigere, end man kunne gå. Og svært var det også at komme med, idet folkemængden slog jublende sammen om kongens bil. Jeg ser endnu for mig ministrene kæmpende sig frem.
Jeg gik direkte ned på amtshuset, hvortil jeg havde sendt bud, at de tidligere dansksindede arresterede [ved krigsudbruddet i 1914] med Rossen i spidsen måtte gå ud og stille sig på fortovet foran bygningen, idet kongen ikke kunne forlade bilen.
Da kongen var kommet, trådte Rossen frem og holdt en meget kraftig tale, der opfordrede til at tage hårdt fat på de tysksindede. Det var det eneste, de respekterede.
Nu var jeg selvfølgelig meget ked af, at jeg ikke havde bedt Rossen om at se hans manuskript til talen forud. Om han havde sagt dette oppe i amtsrådssalen, hvor offentligheden ikke hørte det, gjorde jo ikke så meget. Men her var sort af tilhørere og kongen var ganske uforberedt på dette, som også skete i nærværelse af hele ministeriet.
Men kongen holdt straks en smuk takketale, der havde som hovedlinie, at man skulle handle i forsoningens ånd og ikke gengælde ondt med ondt.
Det var et fremragende svar. Jeg fulgte dronningen op i amtsrådssalen, hvor damerne overrakte hende tønderske kniplinger.
Herfra kørte vi ud til Schackenborg, hvor Neergaard kom hen til mig og takkede mig for det udmærkede arrangement i Tønder.
Han sagde mig rent ud, at ministeriet havde været noget nervøs ved det, idet såvel kongen som ministeriet forud havde fået anonyme trusselsbreve om, at kongen ikke kom levende fra besøget i Tønder, hvortil jeg svarede, at vi, der var i Tønder og kendte forholdene, ikke havde været den mindste smule nervøse for, at der skulle ske nogetsomhelst.
Neergaard udtalte også, hvor rigtigt det var, at politi m.v. holdtes tilbage.
Jeg fik besked om, at kongen den næste dag ville køre en tur ud i Tønder amt og bl. a. ville besøge Højer, og blev anmodet om at ordne det.
Da kongen var kørt, tog jeg fat på dette og talte bl. a. med borgmesteren i Højer. Jeg har set og hørt beretninger om, at man fra borgmesterens og det tysksindede byråds side bevidst ønskede at demonstrere ved, at borgmesteren modtog kongen med en tale på tysk.
Jeg må sige, at jeg ikke kender nogetsomhelst dertil, og med hensyn til borgmesterens tale på tysk, var der ikke spor af demonstration i dette. Jeg sagde til ham forud, at han selvfølgelig ligesom alle andre borgmestre måtte modtage kongen, og det var han også fuldstændig parat til, men han sagde til mig, at han talte dansk så dårligt, at han ikke syntes, at han kunne være bekendt at holde velkomsttalen til kongen i det tungemål, men om det ikke var muligt, at han kunne få lov til at gøre det på tysk, hvilket sprog han altid havde været vant til at bruge, når han skulle optræde offentligt.
Jeg sagde, at det var der ikke noget i vejen for, hvilket beroligede ham meget, og jeg gjorde det netop ud fra den forsoningens ånd mellem nationaliteterne dernede, som kongen selv var i spidsen for, og som vi alle arbejdede efter.
P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.