Senest ændret den 16. juni 2019 22:50
Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende om gårsdagens aftenfest:
Fra sønderjydernes besøg i Odense
”Sønderjysk Forening” og ”Dannebroge” var i aftes værter for vore sønderjyske gæster, og aftenen formedes sig som en smuk, national fest, præget af sammenhold og begejstring.
Mange gode ønsker og mange løfterige taler. Også adskillige sønderjyder tager ordet.
Der var sjældent smukt og smagfuldt dekoreret i aftes i forsamlingshuset store sal til ”Sønderjysk Forenings” og ”Foreningen Dannebroges” fest for vore sønderjyske gæster, idet det mægtige rum var rigt prydet med flag, med flagdekorationer, med vimpler, ned fra loft til balkon, og med store flagprydede våbenskjolde, bærende dels det danske rigsvåben, dels den odenseanske lilje.
Aftenen formede sig smukt og værdigt, båret og præget af en stærk national stemning, og løftet af den enighedens og sammenholdets ånd, der over alt kom til orde.
Sjældent har der været sunget så mange af vore smukkeste fædrelandssange som i aftes – og sjældent har der på en aften lydt så mange og kraftige hurraråb og været holdt så mange varmt-følte og løftende taler.
Stemningen, den dybe og følte begejstring, holdt sig da også lige frisk og lige levende den ganske aften igennem, og da det snart blev klart, at 11-lukningen her var et alt for tidligt tidspunkt til at skilles, fik man straks indhentet tilladelse til at fortsætte ud over tiden – og klokken blev ikke så helt lidt over midnat, før de sidste sangstrofer stilnede.
Også på dette tidspunkt ville endnu mange flere have talt, have tolket deres følelser, her havde man jo lov til at tale frit fra leveren – og her havde man noget på hjertet.
Tiden tillod det ikke – men i aften samler byrådet til fest, og nye tanker og ønsker kan veksles.
Blandt de særligt indbudte bemærkede vi bl.a.: Stiftamtmand, kammerherre Simony, kommandant for garnisonen, oberst Allerup, oberstløjtnant Elmer, kaptajnerne Brorson, Dedering og Sørensen, gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, pastor Jensen (der har været med fangerne i Aurillac) m.fl.
Festen begyndte
Efter at den meget store forsamling var bænket, så mange der kunne få plads på gulvet og resten på de to balkoner, gav kaptajn Eigild Jørgensen forskellige meddelelser til sønderjyderne, væsentlig angående programmet i dag.
Angående ernæringskortene ville han atter gøre opmærksom på, at disse var gratis.
Bortrejsen i morgen finder sted kl. 8.54, men sønderjyderne må være på banegården klokken ét kvarter over 8.
Kaptajnen opfordrede gæsterne om at tage aftenen med godt humør, trods det havde været umuligt at skaffe mere plads og plads til alle.
Formanden for sønderjysk forening, apoteker Mikkelsen, bød velkommen på de to foreningers vegne.
Vi er i aften forsamlet med vore kære sønderjyske gæster, og dem må vi byde et særligt velkommen: Hjertelig velkommen hjem til Danmark – velkommen i aften.
I har kæmpet en kamp, der var mod jeres inderste følelser, men nu kommer I hjem, smykket med Dannebrog, og som et vidnesbyrd om en ny tid om, at vi snart kan vente Sønderjyllands genforening med moderlandet.
De to foreninger, der er værter her i aften, har gennem mange år stået i nær forståelse med Sønderjylland, dér, hvor der altid har været stridsmænd rede til at tage kampen op.
Nu er vi ved kampens mål, og gudskelov for dette dejlige håb.
Idet jeg ønsker Dem, mine kære landsmænd, at De må befinde Dem rigtig vel her i Odense og tage lyse, goder minder med hjem, vil jeg bede Dem med mig at råbe et leve for Danmarks konge, Danmarks rige og det danske folk (9-foldigt hurraråb).
Hele forsamlingen afsang derpå Niels Møllers Skamlingsbankesang – under forsang af Mulernes Legatskoles kendte drengekor.
Mulerne synger
Mulernes drenge sang derpå fint og stemningsfuldt: ”Du skønne land”, så en lille sønderjysk rejsesang, så ”Nattens dæmrende tåger”, så ”Soldaternes sang om generalerne i 1848” (med sanglærer Rosendal som solist og med omkvæd af alle drengene og forsamlingen), for derpå at slutte med: ”I vor barndom” – og med kraftigt bifald efter alle sange, så kraftigt efter den sidste, at denne måtte synges da capo.
Vort modersmål
Rektor Holbeck: Hvis man nærmere skulle bestemme den stemning, der altid fylder os overfor sønderjyderne, er denne ikke mindst fremkaldt af den måde, hvorpå de altid har vedligeholdt forbindelsen med moderlandet.
Sønderjyderne har elsket deres modersmål og har forstået at værne dette – vel også fordi de fra ganske små har lært den sang: Vort modersmål er dejligt.
Det er tegn på, et folk er sundt, når de åndelige værdier sættes over de materielle; dette har sønderjyderne gjort og kraften hertil har de hentet i modersmålet. Et leve for vort modersmål!
Unge piger fra frøken Winterlers pigeskole foredrog derpå: ”Vort modersmål er dejligt” samt et par andre smukke sange, og lige som drengenes sang vakte de skære pigestemmer forsamlingens udelte bifald.
Fredsklokkerne i Aurillac
Sønderjyden Jens Lassen, Als, fik derpå under stærkt bifald fra forsamlingen ordet:
Kære landsmænd! Fangenskabet var ikke rigt på afveksling, men den største dag var den 11. november, da våbenhvilen undertegnedes, og hvor en ny tid, et nyt håb kunne begynde.
Dette følte vi, da vi lyttede til klokkeklangen fra Aurillacs kirkeklokker, der forkyndte Frankrigs sejr – Danmarks sejr.
Arvefjenden var sat ude af stand til at skade – og for første gang i 4 år blev vi rigtig glade.
Det som slægt efter slægt havde set op til som det højeste: Genforeningen – dette skulle vi opleve, og når vi nu kom hjem, skulle alt det, vi havde kæmpet for, gå i opfyldelse.
Som frie skulle vi bo i vort hjemland, intet skulle mere true, og vi kunne samles i det, der for os betød: Livet.
Det danske sprog skulle vi kunne tale, vore sange skulle vi synge, og frit skulle vi hejse vort elskede Dannebrog over et frit folk og fri jord.
Snart vil dette være nået, og vi vil se det nye Danmark, vi skal være med til at bygge og bære frem – under en grænsen og under en konge.
Et leve for Danmark!
Da det mægtige bifald, der hilste denne tale, var stilnet, sang hele forsamlingen: ”I Danmark er jeg født.”
Sagfører Juul Pedersen: Der er sikkert mange til stede aften, der også var med for år tilbage, da der her stod en mand frem og sagde, næsten med profetisk kraft:
”Og det vil ske en dag, at et skib vil komme sejlende, med Dannebrog i toppen, og med eders brødre om bord.”
Denne mand er professor Verrier, og i vor taknemmelighed over begivenhedernes gang ønsker vi at knytte en tak til denne mand for hans kærlighed til Danmark, nu sidst til de sønderjyske krigsfanger.
Professor Verrier er ofte kaldt for Danmarks bedste ven, jeg gentager disse ord – og skal vi her i aften ikke udtale ønsket om, at vi længe må beholde professor Verrier som Danmarks bedste ven.
Professor Verrier leve. (Hurraråb og stærkt bifald).
Atter fulgte sang efter tale – nu ”Og det haver så nyeligen regnet” – og Mulernes drenge, der sang ”Natten er så stille” (endda med Frk. Winterles unge piger som ekko!).
Sønderjysk tak
Christian Bertramsen, Skodborg: Danmark, vor moder, har ventet på os i 55 år, og ofte har der heroppefra været sendt et blik til vor store nabo mod syd.
Den glæde og hjertelighed, hvormed vi er modtaget, kan vi ligne med en moders glæde ved sit barn, og syd for grænsen har tankerne stadig søgt mod Danmark for at hente ny kraft, nyt håb, og når de unge i hobetal søgte til Danmark, var det for rigtigt at ånde ud, rigtigt at kunne synge uden at skulle lukke dørene.
Vi, der var i fangenskab, greb med begærlighed alle meldinger om sejre for de allierede. Vejen hjem syntes os lang, og endnu længere syntes den til Danmark.
Det er derfor umuligt at beskrive vore følelser, da fredsklokkerne i Aurillac ringede den tyske militarisme ned.
Hvad der har holdt os oppe, har været vor store kærlighed til Danmark, og at disse bånd har holdt, kan bedst ses af den hjertelige modtagelse, vi her har fået, og som har været løn for al vor møje. Odense leve!
Chr. Petersen, Kærbølle: Målet er nået, men hvem har gjort det? Er det ikke de allieredes tropper, der har gjort dette, og her tænker vi, der har været i fransk fangenskab, specielt på Frankrig.
Et leve for Frankrig og for godt venskab med dette land.
Marseillaisens stolte strofer blev derpå afsunget af den begejstrede forsamling, og også her hilstes frihedssangen med stormende bifald.
Kaptajn Eigild Jørgensen fortalte nu et par fornøjelige småtræk om professor Verrier og koncertsanger Saxtorph-Mikkelsen foredrog en sønderjysk sang.
Pause – og fortsættelse
Man udsatte derpå talerne for at holde en halv times kaffepause, og da man atter var samlet, blev ordet givet til
Fritz Schmidt, Haderslev, der tolkede sønderjydernes glæde ved opholdet i Odense.
Sønderjyderne havde aldrig opgivet håbet eller modet, for de havde altid haft som støtte: Det danske folk.
Taleren omtalte dernæst i begejstrede vendinger alt det, gymnastiklærer Rasmussen havde betydet for de sønderjyske krigsfanger, og i varmtfølte, hjertelige ord udbragte han et leve for ”alle sønderjyders far”, gymnastiklærer Rasmussen.
Hvorfor sønderjyderne kom til Odense
Gymnastiklærer N.H. Rasmussen (minutlangt bifald): De er vist for gode ved mig, men jeg siger Dem tak alle sammen.
Det er naturligvis intet tungt arbejde at hjælpe krigsfanger, men et arbejde, der bringer glæde hver dag.
Krigsfangearbejdet begyndte småt og arbejdet havde ikke lige straks vundet støtte fra alle sider.
Det sted i landet, hvor arbejdet fik størst tilslutning, var her i Odense, derfor kom krigsfangerne til Odense, og derfor kom Aurillac-skibet hertil.
Med en omtale af de sønderjyske kvinder, der her i Odense mødte deres mænd, sluttede gymnastiklæreren sin varmtfølte tale, idet han betonede, hvor trofaste de sønderjyske kvinder har ventet.
Et leve for de danske kvinder, som de har vist sig i den sønderjyske sag, og som, hvis de bor i Sønderjylland, trofast har ventet på mand og børn.
Den danske kvinde leve.
Fru kaptajn Jørgensen (strærkt bifald).
Aldrig har der i Odense været imødeset en begivenhed med så stor spænding som denne.
Men to spørgsmål trængte sig ind på os: Hvordan ser sønderjyderne ud, hvordan er de?
I kom, I så godt ud – og I så gode ud.
Der går det rygte, at ingen er gået så uskadte ud af krigen som I, vore sønderjyske børn.
Vi kvinder vil bede jer tage en hilsen med til de sønderjyske hjem og fortælle dem, hvor højt vi har beundret dem. Vi beder jer bringe de hjem, hvor mændene savnes, en ærbødig hilsen – og skal vi ikke råbe et dundrende hurra for de gode sønderjyske mænd. (Stærkt og langvarigt bifald hilste fruens smukke og dybtfølte ønske).
De sidste taler
Direktør Fr. Rasmussen omtalte, hvor godt vi har det herhjemme. Nu drages de gamle Dannebrog, der har været gemt på kistebunden, frem fra deres gem for at vaje helt ned til den retfærdige grænse – dette ønske leve.
Derefter sang man: Vaj højt, vaj stolt og frit, vort flag – og den unge hr. Niels Petersen glædede forsamlingen med en sang.
Pastor Koch: Vi er ikke enige om alt her i Danmark, men d e t t e kan vi alle samles om.
Nu gælder for os at arbejde, og når festerne er forbi, gælder det om ikke at falde i søvn, men om at komme fremad.
Alle må vi være med til: Danmarks opbyggelse, Danmarks fremtid – og det gælder at føre retfærdigheden til sejr og at blive fri for at suges ned i den malstrøm, der gør halvdelen af Europas lande ulykkelige.
Det gælder at få opbygget: De gode og gudfrygtige hjem i Danmark.
Marius Christensen, Skærbæk, takkede for de gode breve og sendinger og udbragte et leve for pastor Jensen, Jernved, der ligeledes har gjort et stort arbejde for sønderjyderne.
Pastor Jensen takkede. Den berømteste af alle danske, H.C. Andersen, er født i Odense (udtalte pastoren), hans liv var et eventyr, med ham har I lighed, og aldrig drømte I om at modtages således i Odense.
En hilsen fra Flensborg
Redaktør Jensen, Flensborg Avis, bragte på ny sønderjyderne et hjerteligt velkommen og betonede den glæde, der var i sønderjyske hjem, da fangernes hjemkomst ventedes.
I Sønderjylland drøftes der i disse dage dem modtagelse, jeres kammerater har fundet. Bladene går fra hånd til hånd, og I kan ikke i ord tolke det, I har oplevet.
Hele det danske folk står samlet i en lykkefølelse, der griber alle – og vi ser i ånden vor konge komme sejlende ind i Flensborg Fjord, hyldet og ombrust af folkets jubel. (hør). (Kraftigt bifald).
Lærer Koch oplæste derpå et digt til sønderjydernes ære.
Der sluttes
Kaptajn Eigild Jørgensen takkede alle, der havde bidraget til denne smukke fest – hvorpå festen sluttede med, at hele forsamlingen stående og af fulde begejstrede lungers kraft afsang første vers af ”Der er et yndigt land.”
Langsomt spredtes tilhørerne, der var endnu så meget at drøfte, så mange hilsener at udveksle – og klokken var godt hen ved de 12½, før denne så smukke og stemningsfulde fest kunne sluttes.
Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂
