Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Februar: Med A. Grau i Kasinoet. Kan ikke faa Bruce i Tale. Overgiver Mr. Thirsk  Klagerne; han lover Forbedringer i Ugens Løb. I Borgerforeningen er Tillidsmænd fra Landdistrikterne og Nordslesvigere samlede, som vil tage Ophold derude for at arbejde. Ret mistrøstige Skildringer fra Vesteregnen. Nordslesvigerne fordeles. C. Petersen og J. Andersen kommer fra Sild.

— Paa det danske Valgkontor i Centralhotellet i Nibøl laver Tyskerne Spektakler ved et dansk Møde (J. Gram fra. Gabøl, A. Grau). — Lysbilleder i »Sanssouci«, stor Forsamling. I Dansk Kirke har tyske Kirkegængere i Gaar klæbet Plakater paa Stolestaderne.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

I magasinet “Grænsen” anmeldes Lars N. Henningsens bog om mindesmærkerne og mindekulturen for de faldne sønderjyder 1914-1918.

Anmelder er historiker Claus Bundgård Christensen, der vil være kendt for bl.a. den prisvindende “Danskere på Vestfronten 1914-1918”.

Anmelderen skriver bl.a.

“Bogen er … den første, der fortæller hele historien fra 1914 til 2018.

Dens styrke er de skarpe analyser på relativt få sider. At forfatteren har valgt en kronologisk struktur, hvor man begynder under Første Verdenskrig og slutter i nutiden, er klogt, da læseren derved får den bedste indføring af mindekulturens dramatiske udvikling over tid.

Herudover foretages der en række tematiske og lokale nedslag, der udfolder emner som kampen mellem dansk og tysk eller monumenternes bevidste opfordring til forsoning. 

Kampen om de faldnes minde hører hjemme i enhver bogsamling om Første Verdenskrig og det dansk-tyske grænseland.”

Læs hele anmeldelsen her: Mindekultur i et grænseland.

Og køb bogen hos Historisk Samfund for Sønderjylland

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

15. Februar: Rødhuerne har revet danske Skilte omkuld, som viste Afstanden fra den nye Grænse. Klager til Daniel Bruun. I Duborggade siger et Par Drenge, at Rødhuerne er samlede foran min Bolig og truer med Prygl. Gaar derop, ingen. I mit Hjem har en kongerigsk Familie søgt Tilflugt, som trues af de tyske Husbeboere, fordi man giver den Skylden for, at et Billard er styrtet om paa en lille Dreng.

— Student Tønder udarbejder en Klage over Forholdene i Landdistriktorne, hvor blande andet »Unser Land« stadig ikke kommer rundt. Jeg laver en yderligere Klage til Bruce over den tyske Presses Løgne, den tyske Skoleungdoms Udskejelser — i Wrangelgade har de skudt med Hagl paa danske Borgeres Vinduer

— Lærernes Misbrug af deres Embede (Ellund, Skovlund) og Postbudenes Arbejde imod »Unser Land«. Et Sted gaar de fra Hus til Hus med en Liste, hvis Underskrivere afbestiller Bladet, andre Steder søger de at overtale Folk til at afsige det eller udleverer det slet ikke. I Afstemningsudvalgene er Danskheden utilstrækkelig repræsenteret. Tyskerne har i sin Tid ventet mange Embedsmænds Udvisning. Paa Flensborg Raadhus havde de selv paa Navnelister med rødt understreget de Folk, som de ventede udviste. Intet er sket, og det har gjort dem kæphøje. Vi ønsker Agitationsfrihed, som ‘Værn mod tysk Terrorisme. Den danske Befolkning er fyldt at Harme.

— Store Møder i V enningsted og Vesterland paa Sild. J. Andersen og C. Petersen. Modtalere. Godt Forløb. — Dansk Møde i Rodenæs, Landbrugskandidat Kr. Nissen og Sekretær Mathiesen. Nederlag for Pastor Schmidt. — Den tyske Agitation med Tiedje-Linjen tager Fart.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Den 10. februar 2020 er det præcist 100 år siden, at sønderjyderne gik til stemmeurnerne for at blive genforenet med resten af Danmark. I den anledning sender vi en specialudgave af genforeningsserien Adskilt – Genforenet – Efterladt – hvor vi her 100 år efter sender en valgudsendelse, som vi forstiller os, at det kunne have set ud, hvis det var i dag, at afstemningen fandt sted. 

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Februar: Udvalgsmøde om Troppefester. Besøg af en hollandsk Journalist, der undrer sig over, at indvandrede skal have Stemmeret. — De stemmeberettigede sydfra til 10. Februar havde faaet Løfte om to Pund Smør hver.

– Møde i Morsum paa Sild. Advokat Andersen og Cornelius Petersen. Roligt Ordskifte.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

13. Februar: Klokken 10 hos Bruce. Overrækker vort Forslag om Forbud mod Flag, Farver og offentlige Demonstrationer i Dagene omkring Afstemningen. Man nægter, at Kundgørelsen om de to Urner skulde være udstedt for Balancens Skyld i Anledning af Dr. Christians’s Ord.

Jeg går Rede for Tallene vedrørende de stemmeberettigede sydfra, som nogle Steder paa Landet næsten overstiger de bosiddendes Tal og er mange Gange saa stort som Tallet nordfra. Drøfter de samme Ting med Heftye. —

Store Møder i Niblum og Oldsum paa Før. Andersen og Gad. Trods Modtalere Forsamlingen paa dansk side.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Efter nederlaget i 1864 mister Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg – og landegrænsen flyttes op til Kongeåen. Men i Nordslesvig er der et flertal af dansksindede, som fortsætter kampen for danskheden og går dermed imod den fortyskning af samfundet, som bliver iværksat fra tysk side. Tredje afsnit af DKsyd genforeningsserie Adskilt – Genforenet – Efterladt handler om de dansksindede, der efter 1864 må kæmpe en kamp for at opretholde danskheden i Sønderjylland.

På Museum Sønderjyllands Youtube-kanal ligger denne lille film, der viser danske embedsmænd, der ankommer til den gamle Kongeågrænse og modtages af sønderjyder. Yderst til højre i billedet ses minister H.P. Hanssen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen slog afskedens time, og jeg takkede min gæstfri vært og værtinde for den hjertelige og i alle måder gode behand­ling, de havde ladet mig blive til del. Københavneren skulle først rejse dagen efter.

Hr. Evald fulgte mig på banegården. Jeg købte billet til Vamdrup, den kostede 5 mark 50 pf. Emma rejste også hjem med samme tog.

Hjemrejsen gik hurtigere end henrejsen. Fra Åbenrå til Rødekro rejste vi med tysk tog. Derfra rejste vi med det danske tog, og blev i samme kupe helt til Kolding.

Der var i Vamdrup intet toldeftersyn, men stadig måtte ingen forlade toget. Vore pas blev efterset, og toget rullede videre nordpå.

Da vi kørte forbi Munkensdam vinkede jeg over mod mit hjem, og Margrethe, som havde set det, kom mig i møde, og lidt efter var jeg atter hjemme.

Tak til Karen Majland

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

I et brev dateret 12. februar skrev Daniel Bruun om en episode, der indtraf på ”Flensburger Hof”:

”I går var jeg atter på en sviptur til Sønderborg angående nogle tyske demonstrationer mod de franske soldater, som havde vagt på banegården.

Da jeg efter mørkets frembrud kom hjem på hotellet, var der stor opstandelse over, at en tysker var kravlet op på hoteltaget, hvor han havde flænget den engelske og franske fane bort og sat et tysk rigsflag og en slesvig-holstensk fane i stedet. Han undslap.

Der er på hotellet en engelsk vagt, som selv hejser og stryger fanerne, og som i øvrigt er der til beskyttelse af kommissionens medlemmer. Politiet har intet at gøre på hotellet, og skandalen må tilskrives manglende vagt”.

Dagen efter flagaffæren, sammenfattede jeg mine betragtninger i en skrivelse til kommissionen, hvori jeg endnu en gang påpegede nødvendigheden af at træffe præventive foranstaltninger ved militærets hjælp.

Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker. Jeg ønskede slet ikke, at soldaterne skulle gøre polititjeneste, dertil var de åbenbart ikke egnet, de var vænnet til krigsforhold og havde svært ved at finde sig til rette under fredelige forhold. Men under kommando ville de alene ved at vise sig bidrage til at holde oprør nede. Men kommissionen kunne ikke fravige sit synspunkt, at tropper ikke måtte anvendes til polititjeneste.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

12. Februar: Køster gør Undskyldning hos Kommissionen. — Afstemningen er udsat til 14. Marts. — Udmærkede Møder paa Før, i Øvenum og Vyk. Advokat Andersen og P. Gad. Niels Skrumsager har opslaaet sin Bopæl derovre.

— Pastor Muuss møder i »Flensburger Tageblatt« med Kravet om Tiedj e -Linjen. I Nordslesvig samles tyske Flag til Flensborg. Fra hele Tyskland skrabes de Sammen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Februar: Udtaler telefonisk min Forundring over Kommissionens offentlige Kundgørelse om, at den har afslaaet en dansk Anmodning om at opstille to Urner ved Folkeafstemningen (for de hjemmehørende og de stemmeberettigede udefra).

—I Eftermiddags er det franske og engelske Flag blevne stjaalne fra »Flensburger Hof« og ombyttede med et tysk og et slesvig-holstensk.

– Flensborg Amts Distrikter i l. Zone har givet dansk Flertal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Da jeg næste morgen stod op og så ud ad vinduet, var det et smukt vejr. Der skulle være gudstjeneste i kirken kl 10 1/2.

Jeg fulgtes så med hr. og fru Evald til kirke.

Den dag var byen smuk. ikke et eneste tysk flag var at se. De var som blæst bort. Kun dannebrog vajede fra huse og flagstænger, så man skulle tro, at vi var hjemme i Danmark, men nu skulle Åbenrå jo også snart være en dansk by.

Da vi trådte ind i kirken, var denne omtrent fyldt med blomster. Det var en højtidelig dag for mig, atter at se og være til stede til gudstjeneste i den kirke, hvori jeg var døbt og konfirmeret, og som jeg ikke havde set i de mange år. Alteret, prædikestolen og orgelet var som i min barndom, kun kendte jeg hverken kirke­gængerne eller præsten.

Efter den første salme messede præsten fra alteret. Det var helt forskelligt fra det, vi er vant til at høre herhjemme. Liturgien er meget udførligere og tager derfor længere tid; men højtideligt er det og stemmer hjerterne til andagt.

Derefter talte præsten, og efter endnu en salme talte provst Munk fra Ordrup. Provsten talte om disse dages betydning og mindede om at takke Gud for det der var sket. Dette var Guds værk, sagde han.

Han understregede, at nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt.

Der blev mindet om den kamp de havde haft, om alle de savn og lidelser de havde udstået og om de 6000 faldne sønder­jyder. Gud havde vendt alt til det bedste, og vi måtte takke ham og bede ham om at lade det skete blive til velsignelse for os alle. Mange græd under prædikenen.

Til slut forrettede stedets præst altertjenesten, og der blev bedt for Danmark og den danske konge. Det var ejendommeligt for mig – og vel også for de andre – at høre dette i den kirke, hvor der nu i over et halvt århundrede var blevet bedt for den tyske kejser.

Det meste af eftermiddagen tilbragte vi hos Evalds.

Tak til Karen Majland

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 10. februar (afstemningsdagen) indeholder dagbogen følgende:

„Indtil kl. 2 om natten hørte man musik fra byen. Da kom de sidste gæster med toget. Blev vækket kl. 7. Det var en orkan og øsende regnvejr. Skade, at vejret ikke var godt. Op sammen med de andre for eventuelt at sætte barduner på flagstangen foran huset, for at den ikke skulle knække, hvilket dog ville være et dårligt varsel. Det blev alligevel opgivet, idet man så hejste et mindre flag fra en af gårdene.

Kl. 9 var vi i gården. Da blev det lille flag sat op på hovedbygningen. Både det og stangen var fra 1864. Det var ejendommeligt at overvære. Så ud i haven, hvor Schack hejste flaget, hvorefter vi sang første vers af „Vift stolt på Kodans bølge”. Så gik vi en tur ned i byen.

Schack og jeg kørte senere ind til Tønder. Alt var roligt derinde. En mængde mennesker på gaden og masser af flag, også danske. Mange butikker var lukkede, for at de kongerigske ikke skulle købe alt. Ingen optøjer. Engelske patruljer stadig gennem gaderne. Der er også 10 mand af englænderne i Højer idag. Kaptajn Tretow-Loof fra den internationale kommission var på Schackenborg til frokost. Han er her i disse bevægede dage. Han boede i Tønder i nat. Loff og jeg var enige om, at man ved kommissionens bistand skulle se at få så mange som muligt af de urolige og ubehagelige elementer udvist, inden det blev dansk. Det bliver jo besværligere med udvisning til den tid.

Efter middag tog Loof, Schack og jeg til Tønder. Vi var i kontrolkommissionen for afstemningen. Resultaterne indløb pr. telefon og telegram fra kommunerne. Herfra telefoneredes de videre til Åbenrå, hvorfra vi samtidig fik resultaterne fra de andre amter. Fra andre telefoner gik det fra os ud til de forskellige forsamlinger rundt om. Kl. 2 kørte vi hjem. Alt var roligt i Tønder. Så kørte vi til forsamlingshuset i Møgeltønder, hvor vi lige overværede afslutningen.”

Den nyligt indsatte danske borgmester i Haderslev har berettet følgende om aftenens afstemningsfest.

Kl. 8 om Aftenen samledes Værter og Gæster i alle Byens offentlige danske Lokaler, som hurtigt blev fyldte.

Man ventede  under en Uendelighed af varmhjertede Taler og Sange i spændende Timer paa det endelige Opgør.

Fuldtonende og kraftigt som aldrig tilforn lød Carl Plougs kendte Vers fra oplyste Sale ud i den mørke Aften:

Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød den Fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Varsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Far hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejser Danmarks Grænsesten!

Hvor ofte havde man ikke tidligere været samlet til dansk fælles Kaffebord i Udlændigheds Dage, men ingen Sinde til en  Sammenkomst paa saa indgribende Baggrund og af saa alvorlig Natur som denne!

Haderslev bekendte hurtigt Kulør med 5209 danske mod 3275 tyske Stemmer. Ved Rigsdagsvalget i 1867 var Byens danske Stemmeprocent 59, nu efter 53 Aars Forløb 61,4 %.

Behøvede man yderligere Vidnesbyrd om Virkningen af det
preussiske Tvangsherredømme!

Da det desuden efter den første Optælling kunde fastslaas, at 33 af Landsognene i Haderslev Amt havde afgivet mindst 90 % danske Stemmer og 13 Sogne 80 % danske Stemmer og derover, udløstes Spændingen i overvældende Begejstring.

Et Par Tal vil vise, hvor smukt Danskheden havde hævdet sig i de mange Aar, idet der i Agerskov blev afgivet 97 %, Bevtoft 97 %, Tirslund 97 %, Fole 97 %, Rejsby 98 %, Stepping 96 %, Øster Lindet 96 %, Roager 96 Hygum 96 %, Maugstrup 95 %, Moltrup 95 %, Gram 95 %, Grarup 96 %, Spandet 95 %, Brøns 95 % danske Stemmer og saa videre.

I Aabenraa var der 2233 danske mod 2734 tyske Stemmer, d. v. s. at 45 % havde stemt dansk. I Sønderborg var Tallene 2029 mod 2601 eller 44 % danske Stemmer, og i Tønder stod der 750 danske Stemmer overfor 2448 tyske, saaledes at den danske Procent i Tønder altsaa var 23,5. I Kristiansfelt var den danske Procent 67, i Løgumkloster 51, i Augustenborg 52, i Uge og Burkal 51, men i Højer og Udbjerg henholdsvis kun 27 og 17.

Hundreder af Værter og Venner nord fra holdt ud, indtil det samlede gode Resultat fra hele Landsdelen forelaa: 75,431 for Danmark mod 25,329 for Tyskland eller rundt regnet 3 mod 1.

Naar det blev fortalt, at man i den sene Nattetime under Indtrykket af dette Udfald enkelte Steder overtraadte baade Polititimen og Forbudet mod at nyde opflammende Varer, er det ikke utroligt. Men Politirapporten, som jeg modtog næste Morgen, lød paa, at Natten forøvrigt var forløben meget roligt. Begge de stridende Parter havde sat en Ære i, at det store Opgør fik et værdigt Forløb.

Mens Stemningsbølgerne saaledes om Aftenen gik højt, opholdt jeg mig sammen med den vordende Amtsassessor Jonathan Smith, en anset Repræsentant for det hjemmetyske Borgerskab, den franske Kommandant og dennes Adjudant paa Raadhuset.

Det gjaldt om at faa Dagens Konflikt mellem Franskmændene og de to unge Tyskere jævnet i Mindelighed, og det lykkedes omsider paa en tilfredsstillende Maade, som nu godt kan hjemfalde til Glemsel, saa at Dagen ogsaa i den Henseende endte uden nogen Dissonans.

Ved Midnatstide gik jeg om ad Klostret til mit Hjem i den røde Gaard, hvor ogsaa »Dannevirke«s Redaktionskontor og Trykkeri havde til Huse. Her samledes og bearbejdedes i de sidste Timer alle Efterretninger udefra og udsendtes ved flinke Spejdere til Byens Mødelokaler.

Paa dette Tidspunkt er man i Færd med at opgøre det endelige Resultat og forberede Løbeseddelen, der skal indleveres paa Posthuset endnu denne Nat. Hele Officinet er oplyst. Personalet kommer feststemt ude fra Byen og gaar i Gang med den mærkeligste Sats, det nogen Sinde har skabt.

Rotationsmaskinen efterses og smøres. Snart vil dens monotone Surren lyde ud over Nabolaget, mens den i Tusindvis
udspyr Aviseksemplarer med Facit fra den 10. Februar 1920.

Jeg staar ovenfor Trappen med Haanden paa Dørgrebet og samler hurtigt denne Dags Indtryk og Betydning i et Øjebliks Besindelse, før Døgnet rinder ud, og der dermed ogsaa paa en Maade sættes Punktum for min Gerning paa dette Sted gennem mange Aar: En Befolkning har efter lang Tids Adskillelse stemt sig hjem til sin Stamme.

Historien har fuldbyrdet sin Dom. Nu er her Danmark!

Da jeg træder indenfor, møder jeg en Udlænding, som har ventet paa mig for at faa nogle yderligere Oplysninger.

»Hvem har jeg den Ære at tale med?« spørger jeg.
»Det er »Times«, London!

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Nicolai Svendsen genfortæller en historie fra en afstemningsfest i et sogn, han ikke præciserer nærmere, end at det ligger syd for Skærbæk. Det kan være flere sogne.

I et Sogn mod Syd sad ved Festen blandt de Hjemvendte en Gubbe nær Støvets Aar og fortalte stilfærdigt og uden al Sentimentalitet med den naturlige Evne, som ofte er en jævn Mand givet, sit Livs Eventyr saa gribende, at alle Tilhøreres Sind var underligt betagne deraf.

Han begyndte med at fortælle om Barndomsaarene her paa dette Sted, i Gaarden med de høje Træer derovre bag Kirken, om Skolegangen i Halvtreserne hos den danske Lærer, der som faa forstod at indprente i Børnenes Forestilling og Fantasi Sagn og Sagaer, Fædrelandets Historie og Beretninger om henfarne Slægters Bedrifter i Norden, som tilsammen afspejlede Folkets Liv og Færden gennem Tiderne, saa det aldrig glemtes.

Danskheden sad i Højsædet den Gang, og man priste den i Tale og Sang, fordi den var saa dyrekøbt fornylig paa Treaarskrigens Valpladser.

Men en Dag den Vinter, da han gik til Præsten, drog en Flok preussiske Soldater pludselig ind i Gaarden. De kom som Fjender, efter at vore egne var vegne for Overmagten.

Han huskede det saa grant netop nu. Det var just i Dag for seksoghalvtresindstyve Aar siden, den 10. Februar 1864. Den Dag voldte en Sorg og Græmsel i Gaardens og Slægtens Historie, som aldrig kunde udslettes.

Da Grænsen blev draget ved Kongeaaen, og han var kommen til Skelsaar og Alder, blev han overskrevet til Danmark, som det hed, og dermed fraskrev han sig sin Førstefødselsret til Stavn og Sted hernede. Men vi ventede jo, at det ikke vilde vare ret længe, før vi atter skulde vende tilbage til Danmark.

Men det skete ikke, og Tiden led, og det var ham forbudt at gense sit Hjem og alt det, han havde fattet Kærlighed til i sin Barndom.

Jo, to Gange hændte det. Han fik Lov til fra Sol stod op til Sol gik ned at vende tilbage til den gamle Gaard. Det var for at være med til at bære først sin Far og siden sin gamle Mor til Graven. Jo, og een Gang til, da han dreven af Hjemlængsel en mørk Nat sneg sig over Grænsen som en Landflygtig for at staa ved deres Grave og kaste et Blik paa Gaarden med de mange Minder.

Og han fortsatte med Fortællingen om, hvorledes han trods Afstanden vedblev at leve med i Forholdene hernede fra Aar til Aar, fra Slægt til Slægt, fra Gaard til Gaard. Hver lille Ting gemte han i sin Hukommelse. Han fulgte Byens Udvikling, Døgnets Hændelser og Familiernes Skæbne.

Jo længere han talte, des stærkere fik Minderne Tag i Gubben, saa at det var for Tilhørerne, som om de paany oplevede disse  Begivenheder og atter saa de kendte Skikkelser fra Fortiden lyslevende færdes iblandt dem.

Det var Byens Saga i Mands Minde; det var deres egen Saga; det var selve Folkets Saga fra det sidste halve Aarhundrede afmalet med saa levende Farver, efter at den havde været gemt gennem de mange Aar i et trofast Sind.

Ved Fortællingen gik der gennem Salen og Forsamlingen som et Pust af Folkesjælen i det omstridte Land med dens dragende Magt over Menneskene, som den ytrer sig ved Indvirkning fra en tusindaarig Historie og en ejendommelig Livsførelse fra Slægt til Slægt, som kan fylde den, der har mærket den, med en underfuld Styrke, saa længe han lever.

Og dette var vel i Grunden den dybeste Aarsag til, at Sejren
i Dag blev vor.

Da Gamlingen sluttede, rejste hans Bysbørn sig dybt bevægede til Tak for denne Oplevelse og for denne Kærlighed til Hjemstavnen og for denne troværdige Tale, der indeholdt tre Slægtleds Historie fra 10. Februar 1864, da Dannebrog blev gemt hen der ovre paa Gaarden, og til den 10. Februar 1920, da Flaget atter hejstes.”

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var det bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med  Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen berettet om afstemningsdagen i Haderslev og omliggende kommuner.

Den 10. Februar oprandt med Regn og Rusk og stærk Blæst.

Da ved Ottetiden om Morgenen de Tusinder og atter Tusinder blottede deres Hoved, mens Dannebrog for første Gang officielt gik til Vejrs overalt i Land og By, var det endnu nogenlunde Opholdsvejr.

Men Vinden tiltog i Styrke op ad Dagen; Regnen faldt til Tider i stride Strømme; de nye Flag hev og sled i Snore og Stænger og smældede om Kap med den farende Blæst.

Uvejret voldte maaske hist og her lidt Forstyrrelse i Festen; men paa selve Afstemningen havde det naturligvis ingen Indflydelse. Det bidrog sit til, at Dagen vil huskes.

En stor Del af de danske Vælgere deltog i en kort Andagt i Kirken, før de begav sig til Afstemningslokalet. Pigespejdere gik i Flok og Følge til Kirkegaardene, hvor de nedlagde Kranse paa danske Føreres Grave.

Henad Klokken 10 blev jeg tilfældigt afhentet af Folketingets Formand Pedersen-Nyskov, som i Dagens Anledning var kommen til Byen, og Kontorchef Andreas Thulstrup fra Haderslev, der var ansat i Det sønderjydske Ministerium.

Vi fulgtes ad til Raadhuset. Her var Gange og Trapper allerede saa tæt besatte, at det var vanskeligt at bane sig Vej til den store Sal, hvor jeg skulde afgive min Stemme.

Jeg ser endnu for mig siddende paa en Afsats i stoisk Ro den trofaste gamle Skræddermester Birkedal.

»Hvad sidder De der efter, Birkedal?« spurgte jeg.

»A venter paa Restanterne!« svarede han. Det var de danske Vælgere fra et bestemt Distrikt, som Kommunalforeningen havde betroet til hans Varetægt.

Der var ikke Tale om nogen som helst højlydt Demonstration eller om indbyrdes Rivning mellem Danske og Tyske. Begge Parters Tillidsmænd kom og gik og røgtede roligt og besindigt deres Hverv, der bestod i at drage Omsorg for, at alle mødte Mand af Huse. Men Folk kom saamænd villigt.

Efter faa Timers Forløb havde de fleste gjort deres Pligt.

Det var et højtideligt Minut, da man endelig inde i Aflukket lagde den lille hvide Seddel med Paatrykket »Danmark« i Konvolutten. Min Pen svigter overfor dette Øjeblik, som hele denne Redegørelse med alle dens Enkeltheder har taget Sigtepaa. Man kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at mange var stærkt grebne af Situationens Alvor, af denne lille Handling, som to Slægtled havde drømt om, og som nu i Dag blev til Virkelighed som meget andet mærkeligt i disse Dage — ikke blot en sælsom Oplevelse, men selve det store Eventyr i al sin enkle formelle Form.

Den danske Flagning i Haderslev var almindelig. En Del Butikker havde pyntet smukt med rød-hvide Dekorationer.

Nogle Facader var helt dækkede af Dannebrog. Af tyske Faner saas næppe saa mange, som man havde ventet. Fra de offentlige Bygninger vajede ingen Flag; det var forbudt. Derfor maatte ogsaa de preussiske Faner, som man havde hængt ud paa Seminariet og Præparandskolen, tages ned.

Trods det ublide Vejr var der megen Færdsel paa Gaderne. Udefra kom talrige Besøgende for at se, hvordan vi klarede os, blandt andre Højskoleforstander Jacob Appel, der var udset til at beklæde Embedet som Skoledirektør i Sønderjylland, og Politidirektøren, Kaptajn Daniel Bruun.

Jeg sad næsten hele Dagen paa mit Kontor paa Raadhuset for at have Rede paa, at den gode Orden blev overholdt. Det var sikkert heldigt, at Den internationale Kommission havde udstedt Forbud mod Udskænkning af berusende Drikkevarer paa Afstemningsdagen.

Lidt Gnidning kunde naturligvis ikke undgaas.

Den franske Kaptajn sendte saaledes Meddelelse om, at et Par unge Tyskere havde haanet hans Flag og talt uærbødigt om Franskmændene. Han havde derfor anholdt dem og krævede dem straffede.

Det blev ogsaa meldt, at Alpejægerne gjorde Gengæld ved Forsøg paa at fjerne nogle tyske Flag, ligesom enkelte tyske Tilrejsende klagede over, at franske Soldater havde set sig vrede paa deres Emblemer.

Paa den anden Side havde danske Vælgere vitterligt været udsatte for tysk Overlast.

Det var jo i og for sig efter Omstændighederne kun ubetydelige Optrin, og de havde langt fra det Omfang, som tyske Blade senere vilde tillægge dem. Vort lokale Politi var fuldkommen i Stand til at opretholde den nødvendige Orden. Derfor opsøgte jeg sammen med Kaptajn Daniel Bruun den franske Kaptajn Cuny og formaaede ham uden større Vanskelighed til hele Eftermiddagen og Aftenen at holde Alpejægerne indenfor Kasernens Enemærker.

En Flok løse Eksistenser, som lavede Løjer i Havnekvarteret, blev hurtigt gjort uskadelige ved at blive sat bag Laas og Slaa, og jeg
husker ikke, at der efter at disse Forholdsregler var tagne, fandt Udskejelser Sted af nogen Art.

De i Byen hjemmehørende Tysksindede drog sammen med deres tilrejsende Gæster i en ret imponerende Procession gennem Gaderne, uden at det forstyrrede noget i den Stræben efter Korrekthed, som var paakrævet og virkelig blev udvist.

Der blev fortalt, at en og anden Tysker havde sat en skadefro Mine op ved Synet af forrevne Dannebrog. Hvis det var sandt, blev det fra dansk Side smilende tilgivet.

Senere gik de danske Pigespejdere i sluttet Trop gennem Byen. Begge Optog bidrog til at bringe lidt Liv i Gadebilledet, der ellers tog sig noget trist ud som Følge af Regntykningen.

Skønt denne Dags Begivenhed var den største historiske Tildragelse i vor Landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt. De, der havde Lejlighed til ved en Rundtur at se ind i Landdistrikternes Afstemningslokaler,vendte tilbage og fortalte, at Stemningen overalt var god, og at man ventede et smukt Resultat.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. Februar: l Storm og Regn med Avtomobil, smykket med Danebrog, til Aabenraa og Sønderborg. Hjem 7 1/4. Skiftet det vaade Tøj, til Logehuset, derefter »Sanssouci« og til sidst til Borgerforeningen, alle Vegne fuldt, med festlige Kaffeborde. Mange Smaataler. Fortalt Indtryk fra l. Zones Sejrsdag. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

Tirsdag, den 10. Februar, Afstemningsdagen, oprandt med Regnvejr, der aldeles ødelagde de smukke Æresporte, der rundt omkring i Byen var rejst til Ære for Gæsterne. Tillige foraarsagede Stormen og Regnen, at Flagene, der blev hejst Kl. 8, maatte hentes ind igen ved Middagstid, da de ellers var bleven ødelagt. Vi gik op at stemme om Eftermiddagen Kl. 3, Skolestuen, der gjorde Tjeneste som Afstemningslokale, var pyntet med Guirlander og Flag, og det danske Kongepars Billede var hængt op i de tyske Kejserbilleders Sted og pyntet med Grønt og smaa Danebrog. Der sad Kommisionen, udvalgte af Byens Mænd, og tog mod vore Konvolutter med Stemmesedlerne.

Om Aftenen var der Fest i Kroen, vort eneste Lokale, Salen der var saa smuk den Aften, pyntet som den var, med Guirlander og Danebrog i Massevis. Bordene var dækket nydeligt, og der var Overflod af Kage. Festen aabnedes af Forpagteren paa Kiding, der mindedes de Faldne i faa, hjertelige Ord og bad Forsamlingen rejse sig til Ære for dem. Der blev saa sunget en Sang, og Kaffen bares ind. Vi lod alt smage os udmærket, Stemningen blev god, og det gik Slag i Slag med Taler og Sange, leve+ og Hurraraab.

Kl. 11 hævedes Bordet, og vi fik saa en lille Svingom bagefter, dog det vilde ikke rigtig gaa i Førstningen. Min Bro telefonerede til alle Byer og fik Valgresultatet at vide. Det blev saa læst op under høje Bifaldsraab. For Traasbøls vedkommende var Resultatet 188 danske Stemmer og 8 tyske. Jubelen var grænseløs, og nu først tog Dansen fat og forsattes til den lyse Morgen.

Ja, det var en Fest, en tid, der med sine skønne, festlige Indtryk og sin Jubel og Begejstring vil mindes alle Dage af os, der oplevede den og var saa lykkelige at være med dertil, jeg tror ligefrem ikke, at Genforeningsfesten kan blive mere skøn, men det glæder mig dog af ganske Hjerte, at den er nær forestaaende.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

Senest ændret den 11. februar 2020 8:46

HjulmagerJørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 10. februar 1920 oprandt så afstemningsdagen med voldsomme regn og stormbyger fra morgenstunden af. Der var en endnu ikke kendt feststemning over folkets brede lag, børnene iberegnet.

I Avnbøl Kro var der truffet store forberedelser på alle måder for at holde fest for alle. Der var dækket til kaffe, gratis for alle, hele dagen. Udgifterne betaltes bagefter med 6000 – 7000 mark, hovedsagligt af alle grundejere.

Skolebørnene drog i optog hver med et dannebrogsflag i hånden, syngende gennem byen, ledsaget af musikkens toner. Det var noget man græd af glæde over.

Peter Iversen talte om 1864 og om de mange år vi boede i fjendevold. Om formiddagen kl. 10 talte pastor Moos, født i Ullerup, nu præst i Nørre Nebel, i Ullerup Kirke. Vi havde om eftermiddagen besøg af en skolekammerat, Jacob Brodersen og Kone.

Valgudfaldet var for Avnbøl 309 stemmer for Danmark, 39 for Tyskland og 2 ugyldige. Om aftenen var omkring 400 mennesker forsamlet i P. Nielsen kro til fest. Også jeg talte flere gange.

Tak til Lars Anker Petersen.

Over hele Nordslesvig gik Dannebrog til tops på afstemningsdagen præcis kl. 08:00. Frederik Wilkens fra Agerskov skrev senere om de følelser, der fyldte ham.

”Det er noget stort for os mennesker at opleve, at nå et længe ventet mål, og så var det da ikke så underligt, at afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev en af de store dage, som man aldrig glemmer, for da nåede vi jo det tidspunkt, da vi fik lov at stemme os tilbage til Danmark efter at have levet under tyskernes herredømme i 56 år, der så endte med den forfærdelige verdenskrig.

Det var længe forudbestemt, at på afstemningsdagen kl. 8 om morgenen skulle Dannebrogsflaget hejses i de enkelte hjem.

På slaget 8 stod jeg og hele mit hus klædt i festdragt rundt om flagstangen for for første gang at hejse Dannebrog. Flaget  smældede, og mine tanker var mange. Jeg grebes af en inderlig bøn til Gud om, at vi nu måtte få lov til at leve et lykkeligt liv oven på alt det sorte, der lå bag ved os under Dannebrog, at mit hjem og hele Danmark måtte få lov til i mange , mange år at blomstre under dette
flag.

Jeg ville have sagt et par ord derom til min familie, men jeg kunne ikke for bevægelse.

Vi sang så alle ”Hil dig vor fane” og da vi nåede det sidste vers Hjemkærligheden bor os i bryst, striden for freden kuns er vor lyst
måtte jeg igen standse og sige til Vorherre: Ja det det, vi ønsker, giv os din velsignelse dertil.”

Frederik Wilkens
Smedemester i Bovlund
Født den 14. februar 1871 i Bovlund

Gengivet efter bogen “Genforeningen i Tønder kommune- Udgivet af arkiverne i Tønder Kommune i 2020. Bogen koster 40,- kr. og kan købes ved henvendelse til ét af de lokalhistoriske arkiver i kommunen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen ved 8-tiden stod vi op, og efter at have indtaget vores morgenkaffe gik vi til valg. Det var øsende regnvejr.

Alle flag, både danske og tyske, var ude. Der var trængsel ved valglokalet, så det tog nogen tid, før vi blev færdige. Da jeg havde forevist mit pas og afgivet min stemme og dermed kastet mit lod i vægtskålen for Danmark, havde jeg gjort min pligt. Derefter gik jeg ind til en boghandler for at købe nogle prospektkort og derfra gik det hjem til mit kvarter.

Om eftermiddagen var jeg ude omkring i byen. for at se alle de kendte steder, hvor jeg havde henlevet mine barndomsår. Der var først mit fødested i Borkmøllegade. Huset var endnu som dengang, og alle husene ligeså. Mange minder randt i mine tanker, da jeg stod og betragtede mit gamle hjem. Der var alligevel noget under­ligt ved det. Jeg gik der som en fremmed og kendte ingen, og ingen kendte mig. Hvor var alle mine legekammerater fra barn­domstiden og mine skolekammerater, hvor var de henne?

Jeg genså Juhlers skole, hvor jeg fik den første undervisning og Borgerskolen, hvor jeg senere gik i skole. Juhlers skole var dansk, Borgerskolen var tysk, så jeg lærte begge sprog i min skoletid.

Der, hvor der i min barndom var eksercerplads, ligger nu markeds­pladsen for kreaturer, og ved siden af er der en ny banegård.

Min vej førte mig også om ad havnen, forbi toldboden og om ad Nyvej, hvorfra jeg kunne betragte det franske slagskib “Marseillaise”, som lå et stykke ude på fjorden. Der lå det med bredsiden ind mod byen, stort og mægtigt. Skibets mandskab skulle jo holde orden i byen sammen med englænderne. Jeg så også flere gange patruljer på en halv snes mand marchere gennem byen med på­sat bajonet. Det må have været ydmygende for tyskerne. Det var jo ellers dem, der hidtil havde haft magten.

Da regnen og blæsten blev ved, gik jeg omsider “hjem” igen.

Jeg var drivvåd. Jeg skrev nogle prospektkort og sendte en hilsen til dem derhjemme i Kolding.

Om aftenen kl. 8 sluttede afstemningen, og 1.zones skæbne var
afgjort. En time senere gik vi alle sammen ned på “Grethens” hotel, forhen hotel “Danmark” for at høre afstemningsresultaterne. Det var ellers meningen, at vi ville have været ud på “Folkehjem”, men vi fik at vide, at der var fuldt optaget for 2 timer siden.

På hotel “Royal” og på “Grethens” hotel havde de danske lejet salene. Der var fuldt hus alle 3 steder. Tyskerne havde deres egne steder, hvor de var samlet. Nogle af dem havde lokalerne i stueetagen i det hotel, hvor vi var. Vi kunne høre dem synge, når dørene gik op.

Vi havde det rigtigt hyggeligt. Et strygeorkester spillede for forsamlingen, og der veksledes med taler og sang.

Så begyndte telegrammerne at indløbe. Hvert øjeblik gik døren op, og en rask spejder trådte ind i salen og afleverede tele­grammerne. Når de var oplæst, modtog spejderen atter papiret og forsvandt.

Hen på aftenen trådte minister H.P. Hanssen ind i salen. Han mod­toges med et begejstret hurra. Da der blev stilhed, holdt han en tale, hvori han oplyste forskelligt angående afstemningsre­sultaterne. Da kl. var henad 1 brød vi op og gik “hjem”.

Det varede længe inden jeg faldt i søvn den nat. Det havde jo været en stor dag. Der var mange, som næsten slet ingen søvn fik den nat. Fra mit værelse kunne jeg høre folk færdes på gaden, nogle syngende, andre højttalende.

Tak til Karen Majland

Nicolai Svendsen gengiver i bogen “Tiende Februar” indtryk fra afstemningsdagen i Skærbæk.

I Skærbæk samledes tidlig paa Formiddagen en stor Skare af Byens Mænd og Kvinder sammen med de Tilrejsende for Klokken 8 at overvære det højtidelige Øjeblik, da gamle Postmester Godske Hansen skulde hejse Flaget paa Torvet.

Dr. med. H. Lausten-Thomsen udtalte ved denne Lejlighed:

»Her paa Torvet stod en ‘Januardag for 71 Aar siden Egnens Bønder opstillede med Ryggen mod Timmerefter beseglede de i Brøns deres Troskab med deres Blod.

Da var Godske Hansen en ni Aars Gut. Han mindes den Tid med Stolthed og taler tit om den. Om et Øjeblik hejser han nu Byens Flag over vore Hoveder. Til Lykke med det! Det betyder, at nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.

Og saa hejser unge Mænd og Kvinder vore to ældste frie Brødrefolks, det svenske og det norske Flag — Islands og Finlands har vi desværre ikke — og vore Befrieres Flag.

Vi ser op til dem med Tak og Glæde, men midt i Glæden hvisker Vemod igennem vort Sind. Vi tænker paa dem, der blev derude paa Frankrigs Slagmarker, i Ruslands uendelige Skove og Sletter, mellem Balkans og Alpernes Bjergkæder, i det hellige Land og ved det yderste Hav.

Fra Kl. 10 til 11 sænker vi Flagene paa halv Stang til deres Minde og Ære.

Men efter Nat følger Dag; hver Morgen frembryder atter den gyldne Sol, og i Dag staar vi i den genvundne Friheds Morgenrøde.

Vi vil i Dag med vor Stemmeseddel vise, at vi har det samme Sindelag som Bønderne paa Skærbæk Torv i 1849.

Vi skal sætte Slutstenen i den Mur, der hegner Danmarks Gaard og gøre Ende paa en tusindaarig Kamp. Vi skal med vor Stemmeseddel skaffe nye og bedre Vilkaar for kommende danske Slægter, fri dem ud fra Tryk og Tvang, hjælpe dem til fri og sund Vækst under Dannebrog. Vi skal skaffe vort danske Flag Lov og Ret til i kommende Aarhundreder at vaje over et frit dansk Sønderjylland.

Vi vil hjem til Danmark. Vi vil i Dag være med til at bære vort Land ind i en lys og god Fremtid.

Hvad der er godt, vil vi elske dobbelt, naar det er dansk; men hvad der er ondt, vil vi hade tifold, hvis det er dansk.

Vi vil, Danmark, klynge vor Sjæl til dig, og vor Tunge skal prise dit Navn, vi vil lægge alle Kræfter i for at tjene din Ære.

Et nifoldigt Hurra for Danmark. Leve Danmark, vor Moder!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Nicolai Svendsen gengiver denne beretning fra Rømø, hvor der ved en fejl var alt for få danske stemmesedler.

En Beretning fra Rømø lyder saaledes:

Aftenen før Afstemningen kom Skibet med ca. halvandet Hundrede Rømøboere fra Danmark, der vendte hjem for at stemme dansk.

Ved Ankomsten bragte 25 unge Piger i Øens Nationaldragt Gæsterne en Velkomsthilsen. Smukt lød Sangen fra de mange klare Pigestemmer.

Rømøboerne er et aarvaagent Folk, de fleste af Sømandsæt.

Allerede tidligt strømmede Folk til Valglokalet; men Ak og Ve! Da Kommuneforstander Duhn aabnede for sine Stemmesedler, viste det sig, at der var sendt 1000 tyske og kun faa danske.

Hurtigt blev der telefoneret til Tønder om Fejltagelsen, og lige saa hurtigt afsendtes en Automobil derfra med danske Stemmesedler.

Men Postbaaden sad fast af Mangel paa Vand, saa den kunde ikke bruges.

Heldigvis var en Skipper P. Præst, der var kommen fra Esbjerg i sin Motorbaad, saa elskværdig trods Storm og Regn at hente Stemmesedlerne i Ballum.

Det Hverv var ogsaa sikrest i en god dansk Mands Haand, og Glæden og Taknemmeligheden overfor den raske Sømand var da ogsaa stor. Han fik et velfortjent Leve om Aftenen af den Forsamling, der ved et hyggeligt Kaffebord afventede Resultatet af Afstemningen.

Tiden gik hurtigt med Taler og med Sang af vore nationalklædte Piger.

Endelig kom Duhn med Udfaldet fra Øen. Det fremkaldte endeløs Jubel og Bravoraab. Sejren var stor: 514 danske og kun 92 tyske Stemmer. Det var et Øjeblik, som aldrig glemmes.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

“Afstemningen i zone 1., den 10. februar fandt sted i storm og regn.

Herom skrev jeg: Valgdagen forløb i regn og tåge, hvad der muligt nok satte en dæmper på gemytterne – ikke til skade for ro og orden. Jeg tog til Haderslev og Åbenrå, hvor der ikke var noget særligt røre. Dannebrog vajede overalt på land og i by.

Der flagedes på halv stang til kl.11 for de faldne, og derefter røg flaget til tops overalt. Der var selvfølgelig også mange tyske flag oppe. Et hus ved chauseen mellem Åbenrå og Haderslev, som åbenart beboedes af to familier, var i gavlen forsynet med tysk flag og med Dannebrog på fronten. Et billede på fredelig uenighed i politisk henseende.

Resultatet af afstemningen var følgende:I hele zone 1. blev afgivet 75,431 gyldige stemmer for Danmark (74,2%) og 25,329 stemmer for Tyskland (24,9%). Dermed mistede Tyskland et område på ca. 3980 kvadratkilometer og 160,000 indbyggere. ”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

9. februar, Henved 1/2 5 skimtedes tydelig Als og Sundeveds Kyster, snart sejlede vi ind i Aabenraa Fjord og hilste med det franske Flag over til ”Marseillaisen”, der her laa for Anker. Vor Hilsen blev besvaret med et rungende Hurra fra Franskmændene. Saa kom vi til Aabenraa, og ”Dronning Maud” var ved Maalet.

Her bød Minister H. P. Hansen os ”Velkommen”, og Provst Munk takkede ham med sin dybe klangfulde Stemme, der skar gennem Larmen.

Nu kom de tyske Toldbetjente ombord for at undersøge vore Bagage, men ak og ve, deres Tid var forbi, de blev hensynsløst puffet til Side og maatte gaa bort med uforrettet Sag.

Landgangen forløb meget heldigt og hurtigt, idet Spejderdrenge og franske Soldater holdt Orden og dannede Espalier gennem Folkemængden, saa vi uhindret kunne passere igennem.

Med Musik i Spidsen gik det nu i Festoptog gennem Byens Gader, smaa, flinke Drenge kom løbende og tilbød at bære Kuferterne, Festkomiteens Medlemmer for rundt for at ordne alt muligt. Lidt oppe paa Gaden kom et andet Optog os i Møde, det var Tyskerne, mest Gadedrenge og Tøse, men enkelte Voksne. De var pyntede med sort-hvide Sløjfer, vinkede med smaa tyske Faner, peget Fingre af ”die Dänen”, og de sang af fuld Hals deres Sange om ”Deutschland über Alles” og Slesvig Holstens Visen.

Vi lo ad dem og spottede over deres ringe Antal, men senere saa vi med Alvor og Harme, at næsten hvert andet af de hejste Flag var det tyske. Det var en skam for Aabenraa. Mine Brødre var kørende efter Bror Johan og mig, og i en øsende Regn, men i straalende Humør og under livlig Samtale kørte vi de to Mil til mit Hjem, hvor en festlig, kærlig Modtagelse blev os til Del.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Brev fra den 9. februar:

“I middags kørte jeg til Sønderborg. Vi kørte over pontonbroen, og da vi nåede over, mødte vi tyske og danske processioner med flag og musik. Overalt var der voldsom sammenstimmel, men man veg til side for min vogn med politiflaget.

Nede ved Sønderborg Slot marcherede tyskerne op i procession – ret imponerende.

Vi vendte vognen og kørte tilbage til Sundevedsiden, da vi hørte om uenighed mellem franske soldater og tyske stemmeberettigede, som kom med jernbanen. Da vi igen passerede ned langs stranden, så vi ”København” komme sejlende med danske stemmeberettigede. Der var en vinken med lommetørklæder og råben hurra fra skibet, og folk strømmede til. Pontonbroen blev svinget ud, og skibet løb igennem. Så kørte vi over. Imens hørte vi dampskibsfløjten ude fra farvandet. Det var ”Kong Haakon” som nu også kom.

Spændingen hernede er meget stor og begejstringen på begge sider ikke ringe. Da jeg kørte over pontonbroen til Sønderborg, mødte jeg en af mine nye gendarmer, som kom gående med et dannebrogsflag, som han havde fået af en komité. Jeg foreholdt ham, at han som neutral repræsentant ikke måtte demonstrere, hvortil han bemærkede, at han var ”dansk” gendarm. ”Endnu ikke!”- måtte jeg hævde.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og sætningsbygning.

Den 9. Februar, Afrejsens dag, kom. Kl. 6.30 om Morgenen gik vi til Banegaarden, ledsaget af Forstander Dalsgaard og Frue, Lærerne, Lærerinden og alle vore Kammerater.

Der var en Vrimmel af Mennesker deroppe, en Dame uddelte rød/hvide Sløjfer til os, som vi med stolt Glæde fæstede paa Brystet med Emblemet. Da Toget kom, brød en Storm af Hurra løs fra Forsamlingen og blev besvaret fra Toget, vi tog en hastig Afsked, steg ind i Toget og fik god plads, og under Viften og Vinken og gentagne Hurraraab gled vi afsted ud paa den dejlige Fart.

I Slagelse var ikke saa mange Mennesker forsamlet; men der stod et Musikkorps og modtog os med: ”Slumrer sødt i Slesvigs Jord”. Denne vidunderlige, gribende Melodi rørte Alle til Taarer, aldrig har den grebet mig som den Morgen. Der stormede saa mange tanker ind paa mig, Tanker om al den lidte Uret for vort Land, Tanker om Savn og Sorg, som Krigen første over Hjemmene dernede, og det gik nu rigtigt op for mig, hvilken lykkelig Begivenhed der forestod os.

Hurra Afløste Musikken, og da Toget igen kørte i Gang, spilledes: ”Dengang jeg drog afsted”. Der knyttedes Samtaler med de Medrejsende, alle var fødte Sønderjyder, alle skulde nu hjem og stemme for deres Land og Retog alle var saa inderlig glade. Rejsen til Korsør forløb paa den Maade hurtigt, jeg blev helt forbavset, da vi kørte ind paa Korsør Banegaard.

Der var Fest, Hundreder af Mennesker stod pakket sammen ude ved Kajen, hvor de store smukke Dampere laa. Der var hejst Danebrog i svær Mængde, og der viftedes med smaa Flag fra alle Sider.

Vi blev her skilt fra hinanden, jeg kom straks ombord paa ”Dronning Maud”, der skulde sejle til Aabenraa. Der kom flere Tog til nu, og en Strøm af Mennesker vandrede ned til Skibene. Jeg fandt min Bror Johan i Vrimmelen, og vi stod og nød hele Herligheden. En Mængde Skolebørn kom, ledsaget af Lærere og Lærerinder, de raabte Hurra for Sønderjyderne og stemte i med: ”Vældige Riger….”. Et Militærorchester spillede de dejlige Melodier til de danske Fædrelandssange, vi lyttede aldeles betaget dertil.

Afgangstiden var bestemt til kl. 10, og meget præcis sejlede vi ud af Korsør, hilst af den forsamlede Mængde, ønsket en lykkelig Rejse og godt Resultat med Afstemningen. Sejlturen forløb uden videre Oplevelser, paa Grund af Taagen sejlede Damperen kun med halv Kraft, og der herskede Frygt for, at det vilde blive mørkt, inden vi kom til Aabenraa.

Der var gratis Forplejning ombord, og det var ”ff” alt sammen, Cigarer og Cigaretter blev delt ud og budt rundt med i store Masser. Ved 3 tiden lettede Taagen og man lovede os, at vi vilde naa i Land til Kl. 5. Ved Kaffebordet blev sunget en Festsang, dernæst talte Provst Munk og udbragte et ”leve” for Sønderjyderne og deres Land, og en anden Herre takkede i alles Navn ”De forenede Dampskibsselskaber”, der stillede Damperne til fri afbenyttelse og tillige Direktør Petersen, København, der gav Forplejningen. Der herskede den bedste stemning, og Hurraraabene lød højt og kraftigt fra alles Læber.  

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.