Kategoriarkiv: Hjemmefronten

29. maj 1917. Spionage i Kolding

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Spionage

Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.

Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12.

Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.

Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Bekendtgørelse: Angivelse af dyrkningsarealer

Forordning ang. anmeldelse af dyrkningsareal, dateret 29. maj 1917.
Original findes på Sønderborg Slot.

Afskrift:

Erhebung der Ernteflächen.

Der Bundesrat hat durch Verordnung vom 20. d. Mts. die
Erhebung der Ernteflächen angeordnet, die in der Zeit vom
15. bis 23. Juni d. Js. stattfinden soll.
Anzeigepflichtig sind alle Ernteflächen, die feldmässig an-
gebaut sind.  Kartoffeln in Gärten usw. bleiben also ausser
Betracht.

Unterlassung der Anzeige, unrichtige und unvollständige
Anzeigen ziehen Gefängnisstrafe bis zu sechs Wochen oder
Geldstrafen bis zu 10 000 Mark nach sich.
Die Gemeindebehörden werden hierdurch angewiesen, die
Erhebung unter Benutzung der ihnen rechtzeitig zugehenden For-
mulare in der für Zählungen üblichen Art durchzuführen.

Die aufgerechteten Erhebungslisten sind mir unerinnert
bis zum 2. Juli d. Js. einzureichen.
Vorstehendes ist sofort ortsüblich bekannt zu machen.

Sonderburg, den 29. Mai 1917.

Der Königliche Landrat

Schönberg.

26. maj 1917. Fejlagtige rygter om luftangreb mod Zeppelinbasen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Intet flyverangreb ved Tønder 21.- 22- marts 1917

Luftskibshallen i Tønder har ikke været angrebet af nogen flyver i tiden omkring 21. marts.

Meddeleren har været i Tønder dels den 22. marts og 2-3 gange senere, har talt med danske om det, men de kender intet som helst dertil.

Meddeleren har (været) med egne øjne set, at hallerne er fuldstændig ubeskadigede.

Der er, som bekendt, en dobbelt hal (længst mod nord) og to mindre enkelthaller; de sidstnævnte er bygget først.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

22. maj 1917 – Avisen Hejmdal: En blodig næse, hamstring, kulmangel og tyveri

Under rubrikken “Fra Provinsen” meddelte Hejmdal den 22. maj 1917  blandt andet:

Det svage køn.
I Søndags Formiddags kom der i Nygade i Aabenraa en Kurre paa Traaden mellem 4 Damer, og det endte med, at de røg i Totterne paa hverandre, saa Haarene hang dem ned over Ørerne og strittede til alle Sider.

Hvis man kan tro Krigsberetningen, var den ene af de Kæmpende saa stærk, at hun kunde tumle de tre andre, af hvilke den ene fik sin Næse slaaet til blods. I den Anledning blev der sendt Bud efter Lægen, der ogsaa kom til Stede, mon da han ved blot at stikke Hovedet ind af Døren fik et Overblik over Situationen, trak han sig hurtigt tilbage fra de gæve Amazoners snævrere Omraade.

En Politibetjent kom ogsaa til Stede, men da var Hovedslaget overstaaet, saa at han med et Smil paa Læberne kunde forlade Valpladsen.

Forsvunden.
I disse Dage eftersøges en Søn af Landmand Jacob Gottschalk paa Vilsbæk Mark, som fornylig var hjemme paa Orlov, men ikke er mødt igen i rette Tid ved sin Troppeafdeling. En Broder til den Eftersøgte er for kort Tid siden falden.

“Hamstringsoptrin. Hamsterfælden.” Humoristisk postkort med en kommentar til den om sig gribende hamstring. (Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)

To hamstrende Koner
fra Flensborg blev ifølge ”Schl. Grp.” forleden nappede i Omegnen af Vojens. De havde paa utilladt Maade forskaffet sig Æg, Flæsk og Gryn. Æggene fratoges dem. Flæsket og Grynene beholdt de; men til Gengæld underrettedes Myndighederne i Flensborg derom, for at de hamstrede Varer kan blive medregnede ved Fastsættelsen af deres Forbrugsandel.

For at have unddraget sig Værnepligten
er Klejnsmed Ris Jørgen Madsen fra Feldum ved Aastrup og Landmand Hans Jensen Mortensen fra Arnitlund ved Over-Jersdal, sidst bosat i Aalkjær ved Gram blevne idømte hver 6 Ugers Arrest.

Ved Nævningeretten
i Toftlund forhandledes forleden endvidere følgende Sager:
Landmand Simons fra Rejsby var uden Pas gaaet over Grænsen efter Maskinolie til Tærskeværket, hvorfor han havde faaet en Bøde paa 100 Mark. Denne havde han indanket, og han bad om en mildere Straf, idet han undskyldte sig med, at han havde gjort det af Nød for at faa Kornet aftærsket, og idet han lovede, al han aldrig vilde gøre det mere. Retten nedsatte Bøden til 50 Mark.

Ingeborg Petersen fra Rejsby havde faaet en Bøde paa 100 Mark, fordi hun paa den anden Side af Grænsen havde hentet Fødevarer uden at være i Besiddelse af Pas eller Tilladelse. Ogsaa denne Bøde nedsattes ttl 50 Mark.

Falden
Fjernt fra sit kære Hjem, sin Hustru og sine to smaa Børn er Gaardejer Jacob Matzen i Løjtved ved Løgumkloster falden for nogle Dage siden, skrives der til ”Flensborg Avis” fra Løgumkloster, Hans Hustru modtog forrige Mandag den sørgelige Meddelelse. Ogsaa for hans gamle Forældre, Nis Matzen og Hustru i Løgumkloster, er det en stor Sorg. For nogen Tid siden faldt en ældre Søn, Dr. med. Matzen under Udøvelsen as sin Pligt. Med Jacob Matzen er atter en af Sognets dygttige unge Bønder gaaet bort.

Tønder Byraad
holdt ifølge ”V.T.” . Møde i Onsdags. Borgmesteren meddelte, at Krigskøkkenet nu snart kan begynde med 1500 Deltagere. Det begynder foreløbig med 1000 Portioner daglig, og Forbrugerne maa melde sig Dagen i Forvejen. Byraadet bevilgede de fornødne Midler.

Der har gaaet ængstende Rygter om, at Gasværket paa Grund af Kulmangel som i flere andre Købstæder, maatte standse Driften. Borgmester Plewka er det lykkedes ved en Rejse til Vestfalen at faa Løfte om den fornødne Kullevering, saa Faren foreløbig er afvendt.

Nappet Støvletyv. (T.Z.)
Hos Landmand Eskildsen i Gallehus ved Møgeltønder blev der forleden stjaalet et Par langskaftede Støvler. Tyven blev imidlertid snart opdaget: det var en Tjenestekarl fra Tønder. Han havde skjult Støvlerne hos sin Kæreste paa en Gaard ved Bylderup- Bov.

Indbrudstyveri. (F. A.)
For nogle Dage siden blev der i en Beværtning i Kollund ved Flensborg Fjord forøvet et Indbrudstyveri og stjaalet 6 Fjersenge, 3 Sengesteder, 1 Sofa, 1 Chaiselongue, 1 Påskebord, 1 Bord og en hel Tel Havebordduge samt Porcellæn- og Glastøj. Værdien beløber sig til godt 500 Mark.

22. maj 1917 – Flensborg Avis: “Sørgeligt Ulykkestilfælde”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Atter i fuld Drift. (Hmd.)
Efter at Køerne nu for det meste er komne paa Græs, har Mejeriet i Vilsbæk ved Holbøl atter optaget sin fulde Drift. Ligeledes har Mejeriet i Bjerndrnp ved Kliplev atter optaget sin fulde Drift; det maa nu ogsaa tage Mælken fra Stoltelund. Bajstrup og flere Steder, da Mejeristen i Braderup er forsvunden

Valg og Stadfæstelse. (Hmd.)
Gaardejer Henrik Petersen i Frifelt ved Graasten er bleven valgt til stedfortrædende Kommuneforstander i Ladegaard Kommune og Valget er blevet stadfæstet.

Sejlads og Roning paa Aabenraa Fjord.
Landstorms-Inspektion I i Flensborg bekendtgør, at Sejlads og Roning som Sport og til Fornøjelse paa Aabenraa Fjord indtil videre er tilladt uden Sejle-Legitimation til en Linje Enemark—Varnæshoved. Skulde denne Begunstigelse paa nogen som helst Maade blive misbrugt, vil Landstorms-Inspektionen se sig nødsaget til atter at ophæve den. Det samme gælder for Haderslev Fjord, men kun indtil Toldstedet ved Stevelt.

Høj Alder.
I Fredags Morges afgik tidligere Gæstgiver Joakim Fallesen i Aabenraa ved Døden i den høje Alder af 94 Aar. Joakim Fallesen har ifølge „Hejmdal” i mange Aar haft Gæstgiveri i det lange Hus ved Sønderport, der nu ejes af Købmand Erichsen. I de senere Aar har han opholdt sig og nydt en omhyggelig og kærlig Pleje hos sin Datter, der er gift med Orgelbygger Johan Gehrt, i Lille Pottergade.

Der faas atter Spisekartofler.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at der paa Onsdag og de to følgende Dage atter sælges Spisekartofler i KarantæneAnstalten.

Sørgeligt Ulykkestilfælde.
En ung Karl fra Aabenraa, Maks Wiesel, Søn af Skrædder Hugo Wiesel i Søndergade. som tjente bos Gaardejer H. Madsen i „Hellet” ved Løjtkirkeby, fandtes i Fredags Eftermiddags død paa Marken.
Han havde været ude at tromle, og man antager, at han derved er falden af Ringtromlen, som saa er gaaet over ham og har hidført Døden, thi der fandtes Spor deraf i Hovedet og over hele Kroppen. Den unge Mand blev næppe 17 Aar gammel, faderen er i Felten.

Gasværket i Haderslev har ifølge „Dannevirke” faaet bedre Kul, saa det fra i Dag af igen kan levere tilfredsstillende Gas.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifølge „Dannevirke” i Gaar tilført med 187 Grise og Ungsvin. Grise fra 5 til 6 Uger kostede 17-20 Mark, fra 7 til 8 Uger 21-28, Ungsvin fra 30 til 60 Pund 27-63 Mark. Desuden var der tilført 1 Hest og 247 Stykker Hornkvæg.
Første Kvalitet Kælvekøer kostede 13-400 Mark. anden Kvalitet 10-1050 og tredje 8-875 Mark. Første Kvalitet Ungkvæg kostede 8-900, anden Kvalitet 7-775 og tredje 650-675 Mark. Handelen var mellemgod.

Andragender om Udsættelse fra Militærtjenesten skal i Haderslev uden Undtagelse rettes til Meldekontoret (Apotekergade). Militærpapirerne (Militærpas, Landstormsbevis, Mønstringsbevis) stal altid vedføjes.

Lædermangelen og Brandspandene.
Landraaden i Haderslev minder i Kredsbladet om, at der i talrige Kommuner paa Landet endnu skal findes et betydeligt Antal Læder-Brandspande, der for største Delen ikke bruges mere, da man paa de fleste Steder i Mellemtiden har faaet indlagt Vandledninger. Ved den herskende Mangel paa Læder synes det nødvendigt at udnytte alt Materiale, der paa nogen Maade egner sig til Fremstilling eller Udbedring af Skotøj, og Landraaden anmoder derfor vedkommende kommunale Myndigheder om at sætte sig i Forbindelse med Erstatningsforsaalingsselskabet i Berlin, 8. W. 48, Vilhelmstraße 8, angaaende Salget af Brandspandene.

Længe undervejs.
Fra Skrydstrup skrives til „Dannevirke”: Et Postekort, som var afsendt fra Rødding til Skrydstrup den 8. April, ankom først til sit Bestemmelsessted paa Kristi Himmelfartsdag, altsaa efter 33 Dages Forløb.

Stadfæstet Genvalg.
Hidtilværende Borgmester Achtnich i Kristiansfelt er bleven genvalgt for et Tidsrum af 6 Aar og Valget er blevet stadfæstet.

18. maj 1917. Rygter om luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder

Senest ændret den 19. maj 2017 9:30

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.

K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Note: Meddelelsen om bombardementet af luftskibshallerne var usand.

Forleden var historikeren Kaare Johannsen på besøg på Zeppelinbasen. Han optog en lille film, som er værd at se.

Har du lyst til at støtte formidlingen af Zeppelinbasen og arbejdet for at bevare hangaren, så send en mail til ottenberg@bbsyd.dk og meld dig ind i Støtteforeningen for Zeppelinbasen i Tønder. Det koster kun 150,- kr. for et års medlemskab.

16. Maj 1917. »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa min Broder, hvor han var et Sted, som lignede et Slot, og der var et stort Vand udenom. Det var ligesom en O. Der var en lang gang ind til Slottet med store Trær, og rundt udenom var alt store Bjærge.

Jeg saa, hvor han arbeidede, og jeg hörte en Stemme, der raabte: »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Han sagde, forst da han kom der, haude han det ikke saa godt, men nu gik det bedre.

Nu lyste det op, og der saa jeg et Land. Stemmen sagde, at
det var i Agypten. Der var store hoie Palmer og Bjærge. Stemmen
sagde, at det var endnu smukkere en[d] i Asien.

“Jeg saa mange Storke og et stort Palmetræ inde i Ægypten og store Bjærge. Det saa jeg i Ægypten.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

14. maj 1917. Sult i Tyskland og flådebevægelser vest for Blåvandshuk

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En mand, der i de sidste dage af april er kommet fra Tyskland, har meddelt følgende:

Efter at jeg i 8 måneder havde opholdt mig ved Verdunfronten, blev jeg syg og kom på lazaret; derfra efter et 3 måneders ophold til Køln til min udfyldningsbataljon, hvorfra jeg er kommet nu.

Tilstandene er med hensyn til levnedsmidlerne der, som i andre storbyer, nemlig meget dårlige. Civilbefolkningen må udstå store lidelser, da de kvantum de forskellige slags kort berettiger til, ofte slet ikke kan fås. Forholdene er selvfølgelig ikke blevet bedre siden brødrationerne er blevet nedsat. Desuden er nu kålrabierne ved at slippe op, og grøntsager er der endnu ingen af, da vinteren har været så langvarig. Der dør derfor også mange af underernæring, især småbørn, men det tages der jo intet hensyn til.

Tumulter rundt omkring i byerne hører jo heller ikke til sjældenheder, men politiet skrider så straks ind, og hvis dette ikke forslår, så militæret.

I den senere tid har der også mange steder været strejke blandt ammunitionsarbejderne på fabrikkerne. Men tyskerne ved jo råd for alt. Blandt arbejderne er der nemlig en stor del, som er militærpligtige. Så snart der laves strejke bliver disse straks sendt til fronten, og et tilsvarende antal sendt hjem i stedet for. Disse er naturligvis godt tilfredse med den handel og derfor og så lettere at styre.

Mange er jo af den mening, at Tysklands reserver er ved at slippe op. Det er jo nok muligt, at det tynder ud i rækkerne, men endnu har de folk nok.

Det er selvfølgelig infanteriet, det går mest ud over. Man må imidlertid betænke, at en meget stor del af de lande, atter bliver krigsdygtige, og for de hårdtsårede og faldne kaldes der stadig nye folk ind. Desuden sendes der stadig folk fra artilleri og train til infanteriet og en del derfra, som ikke mere kan bruges kommer så til artilleriet eller trainet. Der udveksles stadigt rundt omkring på kontorer og skrivestuer har også hidindtil mange trykket sig, men også disse folk må med.

Skal afslutningen på krigen derfor komme på grund af at Tysklands folk slipper op, kan det efter min mening vare længe. Jeg tror, at indre uroligheder og sulten må gøre udslaget. Dog tror jeg sikkert, at Tyskland holder ud til den nye høst, og så går det sikkert videre ind i det fjerde krigsår.     

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. maj 1917 – Hans Majestæt Kejser Wilhelm I

Under hele krigen led Tyskland under mangel på råstoffer, og det blev kun værre som krigen trak ud. Man begyndte derfor tidligt at indsamle værdifulde materialer, men i begyndelsen af 1917 var man  kommet så vidt, at man også begyndte at omsmelte kirkeklokker og statuer. De lokaler myndigheder blev i den anledning bedt om at gøre rede for, hvad de der fandtes af mulige emner i deres område. Nedenfor ses den blanket, der blev udfyldt i forbindelse med Kejser Wilhelm-mindesmærket på Torvet i Haderslev.

Meddelelsesblanket vedrørende Kaiser Wilhelm-statuen i Haderslev i forbindelse med overvejelser om at smelte den om til brug i krigsproduktionen (Haderslev Rådstuearkiv Acta 18, 2b, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Som det fremgår, anslog man mængden af bronze til 2000 kg med en samlet værdi på 16.000 Mark. Det var nu noget optimistisk, for han vejer kun 720 kg – trods alt ikke nogen letvægter!

Trods tilsendt fragtbrev blev statuen dog ikke sendt til omsmeltning, men blev stående på Torvet ind til Genforeningen i 1920, hvor den først fik en sæk over hovedet og senere blev fjernet. Statuen kan i dag ses på Sønderborg Slot.

Fra Sønderborg Slots udstilling om perioden 1864-1920. Til venstre ses statuen af Kejser Wilhelm I, som 1890 blev opstillet på Torvet i Haderslev

 

 

4. maj 1917. At tænke sig at halvdelen af de folk du har på dine fotografier er borte. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. maj 1917. 14 dages efterorlov er bevilliget. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. april 1917. Jeg hörte en Stemme, som sagde: “Det var din Broder, du saa, der falt.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg hörte en Stemme, som sagde:

»Det var din Broder, du saa, der falt.«

Saa lyste det op, og der saa jeg min Broder, hvor han laa i en Seng på en brun Madrasse med Töiet paa og Pikkelhue, og han laa med Hovedet paa den ene Side og ligesom sov.

Jeg saa en Diakonesse med hvidt om Hovedet kom ind til ham, og jeg hörte, hvor hun spurgte ham, om han kunde have noget at spise. Han reiste sig og spurgte, hvor mange Klokken var, for han skulde ud at arbejde.

Nu saa jeg et andet Syn.

Jeg saa her i Tyskland, hvor der var opstilt to Hære, og saa kom der nogle Regimente med rode Tröie[r] og rode Hue[r] paa. Di var til Hest, og jeg saa, hvor der falt saa uendelig mange Menesker. Og jeg saa, hvor di sköd Flyvere med Kanoner, Saa saa jeg, hvor der kom to fine ridende på hvide Heste. Di haude mange Ordne[r] paa dem. Stemmen sagde, at di kom og vilde tale ned den tyske Keiser.

“De var de förste Syn jeg saa, hvor min Broder laa i et Lazeret.” Tegningen er udført tre dage efter modtagelsen af brevet fra kompagniføreren om, at Lorenz var faldet i slaget ved Arras 11. april.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. april 1917. Jørgen går glip af 8 dages efterorlov og returnerer for tidligt til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag morgen d. 30.4.1917

Min egen kære Inger! … Da jeg kom hertil i går aftes kl. 9 sagde skriveren, at jeg var kommet for tidligt, for der var tilstået mig en efterorlov på 8 dage, til 5. maj. Det var da meget kedeligt, at vi ikke fik telegrammet sendt afsted noget før. Men det er jo min egen skyld, for jeg troede ikke, at det kunne nytte, men nu får jeg selv lide derfor og du jo også, min kære gode Inger. Hvor ville jeg gerne have blevet hjemme hos dig og vore små piger, så kunne jeg have fulgt lille Louise til skole i morgen. Nu går du vel med hende, den lille pige. Hun er vel ikke rigtig glad for at komme i skole, men det skal nok gå for hende. Hun skal nok kunne følge med. Rejsen hertil tog lang tid for mig, for jeg kørte hele tiden med persontog, og forbindelsen var ikke så god, men jeg trøstede mig med, at jeg let kom tidligt nok. Der var heller ingen, der sagde noget, fordi jeg kom to dage for sent. Feldweblen sagde rigtignok, at han troede, jeg ikke kom mere, men det var vel fordi, jeg søgte om at få efterorlov. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke ville tegne et nyt krigslån, men jeg fortalte ham jo, at jeg allerede havde tegnet på sidste krigslån. Ja, når jeg kunne komme hjem til jer nu snart og blive hjemme f.eks. som opsynsmand over russerne, så var det noget andet, om det så skulle koste 2 eller 3000 M, men det er jo vist helt umuligt. Vi ligger nu i reserve i en by langt bagved fronten, men man ved jo aldrig, hvor længe det kan vare, for det går jo hårdt til hernede. Også vort komp. har mistet mange, både døde og sårede. Den gruppe, hvortil jeg hørte, har lidt særlig meget. Min underofficer Sierck og Koch, samt to mand mere, er døde, desuden mange flere af komp. Nu får vi snart forstærkning og så går det vel snart løs igen. Dog kommer vi ikke derhen, hvor de var sidst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. april 1917. Spionerne melder nyt fra Sikringsstilling Nord

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Af redaktør Willemoës’ notesbøger

27. april 1917 – H.P. Hanssen: “Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 27. April 1917.
[…] Gothein, hvem jeg havde forsynet med Materiale, gav en overordentlig drastig Skildring af Tilstanden ved Fangekompagnierne i Nordslesvig. Tilstanden i Fangelejrene ved Løgumkloster, Tinglev og Enemark  spottede, sagde han, enhver Beskrivelse. Fangerne pines af Sult og Arbejde, som langt overstiger deres Kræfter. De lider under Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe. Dødsfaldene er talrige. Angrebet rettedes især imod Major Stöckel, som har Overkommandoen over Fangerne, og derfor bærer Hovedansvaret for disse skandaløse Tilstande.

Krigsministeren tog Major Stöckel i Forsvar. Efter at en Kommission havde undersøgt Forholdene i Fangelejrene i Nordslesvig, var der nu bleven indført bedre Lægeundersøgelse, bedre Kost, bedre Vask og en Hviledag ugentlig foruden Søndagen.

Dr. Oscar Cohn, som støttede Gothein, oplæste en skriftlig Redegørelse for Forholdene i Fangelejren i Løgumkloster, som han havde modtaget fra unavngiven Side — øjensynlig fra en Mand, der har en betroet Stilling i Fangelejren — der gjorde et meget vederhæftigt Indtryk. Det fremgik deraf, at Fangerne midt i den haarde Vintertid bliver vækkede Kl. 3 1/2 om Morgenen. Kl. 4 faar de Kaffe med en Skive tørt Brød, naar der endnu er noget tilbage af den minimale Ration, som de faar. Derefter kommanderes de paa Arbejde. Vejen, som de maa marchere til Arbejdsstedet, er 28-30 Kilometer frem og tilbage.

Arbejdet er haardt, for Tiden bestaar det mest i at aflæsse og bære svære Byrder fra Vogne til Skyttegravene, til andre Tider i svært Jordarbejde. Klokken 8 Aften kommer de først tilbage til Fangelejren. De faar saa Roesuppe, for det meste kogt paa Foderroer, røde Runkelroer eller Kaalrabi og  kommanderes derefter Kl. 9 1/2—10 til Ro. Saaledes Dag ud og Dag ind.

Kun Fanger, som har aabne Saar eller Feber, maa efter Major Stöckels Anordninger fritages for Tjeneste. Andre Syge maa arbejde med. Fodtøjet er meget daarligt. I de sidste Maaneder har de ikke haft Smørelse. De fleste savner Strømper og maa i den haarde Vinterkulde gaa med bare Fødder i de stive hullede Støvler. En Del Fanger er allerede døde af Overanstrengelse, saaledes Eiermann, Bucken, Husimanns, Premer m. fl.

De lider alle af stærk Underernæring og lider meget af Tarmsygdomme og Blodgang.

Den 7.-8. November 1916 anordnede Major Stöckel, at en Fange, som efter gentagne Opfordringer under foregiven Sygdom vægrer sig ved at arbejde, skal stikkes ned af en energisk Underofficer. „Fangen skal,” hedder det i Anordningen, „først trues. I Reglen vil han da falde til Føje. Men gør han ikke det, skal Truslen omsættes i Handling og Fangen ubarmhjertigt stikkes ned.”

— Her har vi altsaa Forklaringen af det før omtalte Mord i Hoptrup, hvor en stakkels syg Fange faktisk, bundet til et Træ, blev myrdet med et Bajonetstik paa denne barbariske Maade!

Iøvrigt stemmer Angivelserne i denne Redegørelse nøje
med de Informationer, jeg har modtaget af danske Tillidsmænd,
baade hvad Ernærings- og Arbejdsforholdene angaar. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 303-4)

25. april 1917. Efterretninger om Sikringsstilling Nord

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

Syd for – langs grænsen
32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 17de) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.
– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)
– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)
Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.
Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.
Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.
Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.
Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.
Al telefonering er forbudt eller under censur.

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.
I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.
Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.
En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.
Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

Priser på bælgfrugter

Forordning ang. priser på bælgfrugter, 1. april 1917. Findes på Sønderborg Slot.

 

Preise für Hülsenfrüchte.

Die Reichshülsenfruchtstelle hat im Einverständnis mit dem Kriegsernährungsamt die inzwischen verfügte Preiserhöhung für Hülsenfrüchte, die vom 1. April tatsächlich vom Kreiskommunal-
verband übernommen werden, wegfallen lassen.

Für alle nach dem 1. April vom Landwirt ab-
gelieferten Hülsenfrüchte gelten mithin die früheren Preise. Auch
für Hülsenfrüchte, über die vor dem 1. April Abmachungen ge-
troffen sind, die aber nach dem 1. April erst vom Landwirt ab-
geliefert werden, dürfen nur frühere Preise von der Getreide-
ankaufstelle gezahlt werden. 
Die Gemeindebehörden ersuche ich um ortsübliche Bekannt-
machung. 

Sonderburg, den 1. April 1917. 

Der Vorsitzende des Kreisausschusses.
Schönberg

Aflevering af bælgfrugter

 

Aflevering af bælgfrugter, dateret 1. april 1917.
Findes på Sønderborg Slot.

Afskrift:

Ablieferung
von Hülsenfrüchten.

Wer zur Saat geeignete Hülsenfrüchte besitzt,
welche er nicht selbst verwenden will und darf, möge
sie unverzüglich der Getreideankaufstelle zum
Ankauf anbieten, die einen grossen Bedarf daran hat.
Wer das versaümt, läuft Gefahr, die Hülsenfrüchte
als Saatgut weder innerhalb noch ausserhalb des Kreises
absetzen zu können, so dass er mit einem sehr erheb-
lichen Verlust wird rechnen müssen.
Für Hülsenfrüchte, deren Abnahme die Getreide-
ankaufsstelle verwigert, wird auf Antrag vom Kreis-
ausschuss sofort Ausfuhrerlaubnis erteilt.
Die Gemeindebehörden ersuche ich um ortsübliche
Bekanntmachung.

Sonderburg, den 1. April 1917.

Der Vorsitzende des Kreisasusschusses.
Schönberg.

Vejledning ang. sættekartofler

Vejledning ang. sættekartofler, 28. marts 1917.
Findes på Sønderborg Slot.

Afskrift:

Sparsamste
Vermehrungsmethode bei
Saatkartoffelmangel.

Bringe die Saatkartoffel in einem Raum von 10-12° C.
Helle Beleuchtung in dünner Schicht erforderlich!
Die Keime sind durch Temperaturregelung kurz und ge-
drungen zu halten, wodurch grösste Ernteerfolge
gesichert sind!
Nach Erkennung des Wurzelkranzes schneide die Augen
mit den Keimen keilförmig aus!
Lasse sie 3-4 Stunden trocknen!
Lege sie eine Handlänge tief 30 bis 40 cm!
Noch Ende Juni ausgelegt, ergeben sie vollen Ertrag!
Kartoffelreste für Nahrung oder Futter benutzen!
Ernte trotz geringsten Saatguts voll befriedigend!

Vorstehende weiteren Ratschläge des Saatzuchtkenners werden
Interessenten zur Nachachtung empfohlen.

Sonderburg, den 28. März 1917.

Der Vorsitzende des Kreisausschusses.
Schönberg.

27. marts 1917. I eftermiddag får vi en russer. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

23. marts 1917. I går var alle landmændene på skriverstuen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23. marts 1917

…For tiden er vi i en kulmineby og bor hos en kone, som har 4 børn. Folkene er meget flinke og gode mod os og giver os hver dag kaffe, rigtig bønnekaffe, som de får fra Amerika. De vasker også vort tøj, hvad vi er dem meget taknemmelige for. Nu lige er konen ved at stoppe mine strømper. Hun spurgte selv om jeg havde stoppegarn, men jeg vil selvfølgelig gerne betale hende derfor. Den ældste datter hedder Martha og er 19 år, så er der en lille pige på 12, som hedder Adelaide, derpå en på 10 år, som hedder Juliette og så en lille dreng, som er 8 år og hedder Clement. Jeg synes, det kan være helt morsomt for dig at vide lidt besked om, hvad det er for folk, jeg bor hos. Vi ligger på gulvet, men vi har rigtig gode madrasser at ligge på, så det er lige så godt som en seng.

Om dagen når vi er fri, sidder vi nede i stuen og ligeledes når vi spiser. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft i den tid, jeg har været soldat. Jeg må jo ikke skrive, hvor jeg er; men jeg har det godt her og er aldeles udenfor fare. Vi slap godt fra englænderne denne gang uden det ringeste tab. Det var ellers en god orlov for H.C., og jeg kan forstå, at han og Bertha er glade.

Jo, jeg tænker også nok, at jeg får orlov. Det kunne jeg forstå på feldweblen forleden dag. Det er nok den ansøgning til generalkom., som har virket. I går var alle landmændene på skriverstuen og skulle opgive, hvor meget land enhver havde, samt når vi ønskede at få orlov. Jeg ønskede at komme hjem først i april. Til den tid begynder forårstravlheden jo også…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Efter hvad der står i aviserne ,har det igen været galt på den egn, hvor du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

14. marts 1917. Bestikkelse af grænsevagter og kontrollører

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. I begyndelsen af året 1917 handler et par indlæg om bestikkelige vagter og kontrollører ved grænsen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger bind 3

12. marts 1917 – Johannes Christensen: Det er nemlig ude med eventyret imellem os

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I et brev rapporterer hans søster Agnes, at Johannes’ forlovede – den lokale pige Misse – ikke længere besøger dem hjemme i Nørby ved Visby. Johannes må forklare sig.

Mange tak for dit brev kære søster, som jeg modtog i dag. I kan tro, jeg er glad for I også er så flittige til at skrive. Mange tak også for den dejlige skinke, som jeg modtog i går. Nu har jeg forråd nok til Påske.

Alfred er så ikke kommet hjem endnu. Det lader jo til, at han skal vente til jeg er så vist også. Ja. Hvem ved, hvad det må være godt for. Gid det måtte lykkes Thorvald at blive vagtmand derhjemme, da ville han ellers blive glad, kan I tro. Hvor er han egentligt henne?

Misse har altså ikke besøgt jer i den sidste tid. Ja. Det må du nu ikke tage hende ilde op – kære søster – for det har hun sine grunde til. Det er nemlig ude med eventyret i mellem os. Kort sagt, vi er frie fugle begge to igen. Hm. Så længe det varer, men det varer nok et stykke tid.

Hvordan går det ellers med Thorvald og Mie? Forhåbentlig ender det ikke sådan.

Ja – kære søster – hvad jeg har opskrevet i min dagbog er måske slemt, men det værste, jeg har været med til, har jeg slet ikke opskrevet, for ikke at have forfærdelige minder bagefter. Gud give at de minder måtte kunne glemmes.

De kærligste hilsner

Din hengivne broder Johannes

I Sune Wadskjær Nielsens biografi om Johannes Christensen kan du finde svaret på, om han finder kærligheden igen. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.