Grev Bent Holstein tilstillede 16. August 1919 Fredskonferencens Præsident og André Tardieu i hans Egenskab af Formand for Fredskommissionens eksekutive Komité følgende Skrivelse:
I min Egenskab af Befuldmægtiget i Paris for Mellemslesvigsk Udvalg tager jeg mig den Frihed at henlede Deres Excellences velvillige Opmærksomhed paa følgende fire Aktstykker, som jeg tillader mig at vedlægge nærværende Skrivelse i fransk Oversættelse…
Grev Holstein nævner her disse Bilag: 1) en Redegørelse, som Repræsentanter for 3. slesvigske Zone i Slutningen af Juli havde forelagt den danske Rigsdag, og som drejer sig om den daværende politiske Stilling i denne Landsdel; 2) en Petition fra Sydslesvigere, som kræver Adgang til Folkeafstemning; 3) Udtalelser af sydslesvigske Repræsentanter og 4) en Redegørelse for de tyske Øvrigheders Foranstaltninger i Sydslesvig til Støtte for Folkeafstemningerne i 1. og 2. slesvigske Zone. — Enkelthederne i disse Bilag tjener væsentlig til Støtte for den i Grev Holsteins Skrivelse givne Fremstilling, og der vil derfor ikke være Grund til her at gengive dem.
Grev Holsteins Skrivelse fortsætter:
Jeg er forvisset om, at Læsningen af disse Aktstykker vil overbevise Deres Excellence om, at en betydelig Del af 3. slesvigske Zones Befolkning er fast bestemt paa at gøre fælles Sag med deres nordligere slesvigske Landsmænd, der i en nær Fremtid vil faa den Lykke frit at kunne bestemme over deres Skæbne.
Intet er nemlig mere sikkert end, at enhver Løsning af det slesvigske Spørgsmaal — hvis europæiske Betydning Historien viser — vil være ufuldstændig og følgelig kunne blive en Spire til Gæring, saalænge de sydslesvigske Befolkninger forbliver bag Fængslets lukkede Mure.
Sydslesvigerne støtter sig til den Forpligtelse, de sejrrige Magter har paataget sig overfor dem, og de vil ikke ophøre at kræve den Ret, de besad i det korte Tidsrum mellem 7. Maj og 16. Juni — og som de iøvrigt besidder den Dag idag i Kraft af selve de Grundsætninger, de allierede og associerede Magter har bragt til Sejr overalt i Europa.
Begivenhedernes Udvikling i Danmark viser, at efter Ophævelsen af Bestemmelserne om Folkeafstemningen i 3. Zone er det danske Folk, der til at begynde med var nølende og usikkert, nu overbevist om den sydslesvigske Bevægelses Betydning og Alvor. Sagen har vundet stedse flere Tilhængere i alle Befolkningens Lag, især dog hos Bønderne i Kongeriget — hvis politiske Parti er Rigsdagens Venstre — der ikke vil være med til at lade en Befolkning af dansk Oprindelse og dansk Sindelag i Stikken.
Nu, da den af de høje allierede Magter oprettede, internationale Kommission staar i Begreb med at træde sammen for at ordne Folkeafstemningen i Slesvigs to første Zoner og overvaage Afstemningens Frihed, forekommer det Mellemslesvigsk Udvalg, hvis Mandater jeg har den Ære at være, rigtigt at henlede den franske Regerings og det franske Parlaments Opmærksomhed paa de her foreliggende Forhold, hvis Betydning ikke er blot stedlig, men som kan faa Indflydelse paa den med saa dyre Ofre tilvejebragte Fred.
Det er ikke for meget sagt, at dette Spørgsmaal, der kan synes beskedent i Sammenligning med Frankrigs mægtige Interesser i Europa, Afrika og Asien, vil kunne blive af Betydning for dets Indflydelse og Anseelse i Nordeuropa. Saalænge det slesvigske Spørgsmaal har været til, er det Frankrig, der har beskyttet dansk Nationalitet i denne Landsdel. Det skyldes fransk Initiativ, at Pragfredens femte Artikel kom til at indeholde Bestemmelse om det nordlige Slesvigs Ret til selv at afgøre sin Skæbne.
Under de Fredsforhandlinger, som siden 11. Nov. 1918 har beslaglagt al offenlig Interesse i det danske Folk paa begge Sider Grænsen, er det atter Frankrig, hvis Indsats har tilvejebragt Grundlaget for den endelige Ordning af det slesvigske Spørgsmaal.
De store franske Historikeres Værker indeholder uforgængelige Vidnesbyrd om den Indflydelse, Elb-Hertugdømmerne har udøvet paa Europas politiske Udvikling. Støttet paa disse Erfaringer har de franske Statsmænd paa Fredskonferencen utrættelig kæmpet for Kiel-Kanalens Afvæbning og Neutralisering. Med Rette har Frankrigs Delegerede gjort gældende, at Vestmagterne — i ligesaa høj Grad som Rusland, de skandinaviske Lande og de talrige nye Stater, der er opstaaet paa Østersøens sydlige Kyst — maa lægge Vægt paa, at Vejene mellem dette Indhav og Nordsøen endelig og uigenkaldelig befries for tysk Overmagt og derved aabnes for fri og uhindret Skibsfart og Handel.
Desværre er det ikke de franske Statsmænds Synspunkter, som i alle Tilfælde har kunnet blive afgørende under Drøftelsen af det ny Europas Grundlov.
16. Juni 1919 erfarede Tyskerne, at Bestemmelserne i Freds-Traktaten af 7. Maj om 3. slesvigske Zone var bleven ophævede. De sluttede heraf, at Frankrig havde lidt et Nederlag, eller i det mindste at et Flertal indenfor de allierede og associerede Magters Fredskonference havde været Tilhænger af en mindre klar og mindre forudseende Betragtning end den, Frankrigs Delegerede havde gjort gældende.
Det er nu desværre ubestrideligt, at den tyske Argumentation mod 3. Zones Adgang til Selvbestemmelses-Rettens Udøvelse har fundet middelbar og umiddelbar Støtte hos den danske Regering. Jeg skal ikke her nærmere drøfte de Bevæggrunde, der har ledet den til at indtage dette Standpunkt.
Jeg mener blot, det er nyttigt at fastslaa — i fuld Overensstemmelse med den Befolkning, jeg har den Ære at repræsentere — at, for at anvende de i Hr. Barthou’s Betænkning til Deputeretkammeret brugte Udtryk: »visse altfor hurtigt indførte Ændringer i Art. 109 i den oprindelige Traktat af 7. Maj«, gaar videre end de Ønsker, der blev fremsat af den kgl. danske Gesandt i den Note, han under 17. Maj tilstillede Fredskonferencens Præsident. Denne Note rejste Indvendinger mod, at der blev givet Befolkningen i 3. Zone Adgang til Folkeafstemning, men den tav fuldstændig om Bestemmelserne i Art. 109 vedrørende de tyske Troppers og Embedsmænds Rømning af disse samme sydslesvigske Egne. Disse Rømnings-Bestemmelser var bleven indført i Traktaten paa den allierede Overkommando’s Initiativ.
Da Indholdet af den endelige Traktat af 16. Juni blev offenlig bekendt, faldt det straks i Øjnene, at i ubetinget Modsætning til de høje allierede Magters Svar (ligeledes af 16. Juni) paa de tyske Modforslag var i Art. 109, formodenlig ved en redaktionel Fejltagelse, Bestemmelserne saavel om Folkeafstemningen som om den tyske Rømning bortfaldne.
I en Note, jeg under 23. Juni havde den Ære at tilstille Fredskonferencens Præsident, gjorde jeg opmærksom paa den alvorlige Fejl, der saaledes var begaaet, og som nødvendigvis maatte faa uheldig Indflydelse paa Afstemningen i 2. slesvigske Zone.
Efter Afsendelsen af denne Note har den offenlige Mening baade i Danmark og Slesvig tilkendegivet, at den lægger den allerstørste Vægt paa, at Bestemmelserne om tysk Rømning af 3. Zone maa blive gennemført af Hensyn til Afstemningens Frihed i den omstridte 2. slesvigske Zone, hvortil Byen Flensborg og de blandede Distrikter i Mellemslesvig hører.
Som altid tidligere vender det danske Folk sig i første Række til Frankrig, de svages og de undertryktes Beskytter, med Anmodning om at hjælpe det til at opnaa, at de foreliggende, modstridende Tekster fortolkes paa en
saadan Maade, at de kan svare til, hvad Hr. Barthou i sin ovennævnte Betænkning saa rigtigt kalder: de sejrrige Magters virkelige Hensigter.
Sker dette, vil en retfærdig Sag finde den Støtte, den fortjener, og Frankrigs og dets Forbundsfællers Anseelse ikke blot i Danmark og i Slesvig, men i hele Norden vil blive styrket og øget.
Idet jeg hermed i fuld Aabenhed har henvendt mig til Dem i en Sag, der ligger et lille Folk, som længe har været overladt til tysk Vilkaarlighed og Forfølgelse, paa Hjærte, beder jeg Dem anvende Deres store Indflydelse til Varetagelse af de vigtige Interesser, som her er paa Tale.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
