Tag-arkiv: RFAR65

En over 100 år gammel flæskesteg fra Første Verdenskrig

En december under Første Verdenskrig ventede familien i Bredebro sønnen Frederik Madsen hjem på orlov fra krigen . Derfor forberedte hans mor, Katrine,  en festlig hjemkomst. Hun henkogte bl.a. en flæskesteg, der skulle på bordet, når drengen endelig kom hjem.

Men Frederik Madsen blev taget til fange af franskmændene, så han kom ikke hjem på orlov. Han kom først hjem fra fangenskabet i sommeren 1919. Og da havde han ikke stor lyst til at sætte tænderne i den nu halvgamle flæskesteg.

Familien vedblev dog at opbevare flæskestegen – og den blev siden afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Bredebro, hvor den befinder sig i dag.

Den Frederik Madsen, det drejer sig om, er Frederik Martin Madsen, der blev taget til fange af franskmændene og sad i krigsfangelejr i Saloniki i Grækenland. Han tilhørte Reserve-Feld-Artilleri-Regiment Nr. 65, 6. batteri, der navnlig kæmpede på Balkan og Østfronten.

Ifølge familieoverleveringen skal flæskestegen være fra 1915. Det kan dog næppe passe, da han efter alt at dømme først blev indkaldt i 1916.

Han blev formentlig taget til fange, da 6. batteri efter at have kæmpet i Ukraine i 1918 blev interneret i det franskbesatte Odessa i december 1918. Men det er kun et kvalificeret gæt.

Hvorom alting er: Flæskestegen er i hvert fald fra Første Verdenskrig, og den er nu over 100 år gammel. Velbekomme!

Man kan læse mere om RFAR65 i regimentshistorien, der er digitaliseret her (eksternt link): Reserve-Feldartillerie-Regimenr Nr. 65.

Foto: Elsemarie Dam-Jensen (2016)
Foto: Elsemarie Dam-Jensen (2016)