22. februar 1920. Drama i Tinglev: Sangerkrig på Banegårdshotellet

Harald J. Rud bringer denne beretning fra en “sangerkrig” i Tinglev

Ved 4-Tiden Søndag Eftermiddag den 22. Februar 1920, 12 Dage efter Afstemningen, sad jeg paa »Hejmdal«s Kontor i Aabenraa for i de stille Søndagstimer at faa en Del Arbejde til Side. Det havde været en travl Tid, den travleste og den herligste, jeg har oplevet. Men pludselig ringede Telefonen. Det var Peter Hansen i Tinglev, der var i Røret… Vi maatte sende en Mand til Tinglev øjeblikkelig!

Der var stor Uro i Byen, for Tyskerne havde bestemt at holde Møde — ulovligt ganske vist, fordi Møder i Henhold til Den internationale Kommissions Forordninger skulde anmeldes 24 Timer i Forvejen, og det var ikke sket, men de havde averteret Mødet Lørdag Aften i »Flensburger Nachrichten«, og Danskerne havde besluttet at stille, saa ingen vidste, hvad det kunde blive til.

Det var vistnok Hensigten at demonstrere for den saakaldte Tredje-Linje, som vilde udelukke en Række af de sydlige Sogne fra at komme med hjem til Danmark. Vi maatte i hvert Fald sende en Mand øjeblikkelig!

Naa, jeg talte med H. P. Hanssen om Sagen. Han syntes, jeg skulde tage af Sted.

»Men husk paa«, sagde han, »at er det ulovligt for Tyskerne at holde Møde, er det ogsaa ulovligt for os. Sørg for, at ingen taler«.

Jeg har mange Gange taget til Møde for at høre andre tale eller for selv at tale, men det var første Gang i min Praksis, at jeg skulde til Møde og sørge for, at ingen talte!

Peter Hansen hentede mig i Automobil i Aabenraa, og det løber mig koldt ned ad Ryggen, naar jeg tænker paa den Fart, hvormed vi kørte til Tinglev ad de meget slette Veje. Ved »Bahnhofshotel« gjorde vi Holdt og gik ind i Skænkestuen.

Her var fuldt af Folk. Paa Døren ind til Mødesalen sad en Lap Papir med følgende Indskrift i tyske Bogstaver:

Geschlossene Gesellschaft
Nur für Deutsche!

Inde i Salen gik unge Piger fra den tyske Højskole i Tinglev og pyntede Væggene med tyske Plakater og Flagbaand oglavede Scenen tilrette.

I Skænkestuen udenfor kom der stadig flere, Danske og Tyske i broget Blanding, for der var sendt Ilbud til de Danske rundt i Sognet.

De holdt foreløbig Fred indbyrdes, de to Parter, men sludrede   ustandseligt og kom med snertende Bemærkninger til og om hinanden.

Da Klokken slog 7, lukkede den averterede Taler, Hr. Jessen, Stoltelund, Døren til Salen op og bad Tyskerne om at komme ind. Men Danskerne var i stort Overtal, og de vilde med. Vel var Mødet »nur für Deutsche«, men endnu var ogsaa de jo tyske Statsborgere!

Tilmed stod en Mængde af de Danske nærmest ved Døren, og et Øjeblik efter væltede Folk, Danske og Tyske, ind i Salen.

Den blev fyldt i et Nu, hver eneste Siddeplads blev taget. Danskerne satte sig uden videre til Bords. Der var dækket tre lange, pyntede Kaffeborde ned gennem Salen, dem tog man i Besiddelse, og her blev man.

Rundt omkring Bordene stod Folk op. Alle ventede spændt paa, hvad der vilde ske, for det var efterhaanden gaaet op for de fleste, at Mødet var ulovligt.

Saa traadte Gendarm Frederiksen, en af Den internationale Kommissions Gendarmer, klædt i sin svære Militærkappe frem til Hr. Jessen og bad ham om at fremvise Tilladelsen til Mødet. Men en saadan eksisterede jo ikke.

Jessen meddelte Forsamlingen denne triste Kendsgerning og forlod snart efter Salen under stort Bifald fra dansk Side.

Der var midt i Jubelen Lyst nok til at holde danske Taler, men det afholdt man sig selvfølgelig fra. Saa stod Slagter Sørensen, den gamle Auktionator, op og foreslog, at man dog skulde blive sammen en Timestid og have det lidt fornøjeligt.

Svaret lod ikke vente længe paa sig. Øjeblikkelig istemtes »I alle de Riger og Lande«, og der var Klang i Sangen, skal jeg love for. Nogle af Tyskerne rejste sig allerede nu og gik ud, og dette blev omgaaende besvaret med: »Der er et yndigt Land« med Linjerne og gamle Danmark skal bestaa, saa længe Bøgen spejler sin Top i Bølgen blaa.

Saa forsvandt de sidste Tyskere ud ad Døren. Tilbage blev de 200-250 Danskere, og nu tog man fat for Alvor. Man kunde naturligvis nok synge det meste af »Jeg elsker de grønne Lunde«, »Du skønne Land med Dal og Bakker fagre« og »Jeg vil værge mit Land« udenad, men naar man kom til de sidste Vers, saa begyndte det alligevel at knibe, og det varede heller ikke længe, inden Mændene trak »den blaa« op af Lommen.

Alle havde taget den med, viste det sig.

Men Tyskerne, der nu var undsluppet Samværets Skærsild og havde samlet sig i Restaurationslokalerne ved Indgangen til Salen, vilde ingenlunde lade Danskerne alene om Stemmens Brug. Med Højskolepigerne i Spidsen stemte de i. Først kom »Schleswig-Holstein meerumschlungen«, saa »Ich bin ein Preusse«, og inden længe havde der udviklet sig en hel Sangerkrig.

»Jylland mellem tvende Have« blev øjeblikkelig fulgt af »Es braust ein Ruf«, og »Heil Dir im Siegeskranz« havde hurtigt »I Danmark er jeg født« i Hælene! Saadan blev Sangerkrigen ved en Timestid uden et Minuts Ophør. Den ene Part havde intet at lade den anden høre, eller rettere: de havde meget at lade hinanden høre! Tales maatte der jo ikke, men sunget blev der af Lungernes fulde Kraft.

Men efterhaanden syntes de Danske, at en Kop Kaffe kunde gøre godt. Man sad jo ved de dækkede Borde i den pyntede Sal, og saa blev der under Munterhed sendt en Deputation ind til Værten igennem de tyske Linjer.

Men Kromanden beklagede; han kunde skam ikke overkomme Serveringen!

Denne let gennemskuelige Undskyldning blev omgaaende besvaret fra Salen med et Tilbud om Assistance. 20-30 unge Piger meldte sig straks, men blev afvist.

Saa kløede man paa »den blaa Sangbog« igen, og Tyskerne i Restaurationen viste, at de heller ikke var kørt trætte. Efterhaanden blev de dog kede af Underholdningen. Aarsagen hertil var foruden den talmæssige — og derfor stemmemæssige — Underlegenhed den Kendsgerning, at Forstanderinden for den tyske Højskole havde lovet at stille Lokale til Raadighed for et »sluttet Selskab«.

Tyskerne forsvandt pludseligt allesammen, og saa sendte Kromanden Bud til Danskerne, at de, hvis de vilde beholde Salen, maatte betale 100 Mark.

Jeg har aldrig  set 100 Mark blive indsamlet saa hurtigt som her, men de blev ikke betalt, for Betænkelighederne ved at beholde Salen og overanstrenge Kromanden med Serveringen af Kaffen meldte sig under voldsom Larm.

Man opgav altsaa Salen, efter nu at have sunget Tyskerne ud af deres eget Hotel i Tinglev, og vandrede i sluttet Trop ud igennem den tomme Restauration over paa »Landbohjemmet «, der ejedes af en Dansker.

Her fik de meget tørstige Halse endelig den Kaffe, man saa stærkt trængte til efter Sangerkrigen. Stemningen var ypperlig. Her i denne private, ikke offentligt sammenkaldte Kreds maatte der jo oven i Købet holdes Taler.

Og saa sang man iøvrigt Resten af »den blaa Sangbog«.

Harald J. Rud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *