I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
I krigsårene blev der udgivet 4 små hæfter kaldet “Julehilsen til Soldaterne“. Det første hæfte blev udgivet 1914 og de næste i de følgende krigsår 1915, 1916 og 1917. Alle hæfterne er udgivet af Thade Hans Marius Petersen (1866-1949), der var præst i Haderslev fra 1905-1940.
1914-hæftet er indbundet i et stift blåligt lærredsomslag og er en lille smule større end de senere udgivelser. De andre 3 er i grønt omslag af karton. Det første hæfte er trykt i Kolding, mens de andre er trykt i Aabenraa (i 1915) og Haderslev (i 1916 og 1917).
Mens hæftet fra 1914 primært indeholder kristelige og opbyggelige tekster og illustrationer, indeholder de senere hæfter også en række tekster med hilsner til soldaterne fra hjemmet og soldaterkammerater imellem. Troen og håbet om en snarlig krigsafslutning præger de fleste bidrag til hæfterne.
Der er desværre sjældent angivet oplysninger, der entydigt kan identificere bidragsyderne.
Her følger en afskrift af Marie Finks beretning om sønnen Johannes Pedersen Fink (1892-1915), der blev trykt i hæftet fra 1916:
Bemærk at anvendelsen af “aa” og “å” varierer ligesom brugen af stort begyndelsesbogstav i navneord.
“Da krigen brød ud, havde vi fire sønner, som blev indkaldte de allerførste dage; den 5te og yngste, Johannes, blev indkaldt i Oktober 1914 til uddannelse i Berlin. Han var sin fars og mors gode medhjælp, da vore andre sønner havde hjem selv, og han var sit hjem og sine søskende inderlig hengiven. Først i December skrev Johannes, at nu skulde de afgå til fronten. Hans far og en bror rejste straks til Berlin og fik sagt ham det sidste farvel. Vi befalede vor kære dreng i Guds hånd, og vor store trøst var, at vi vidste, Johannes var hans barn. Johannes kom til Østfronten, i nærheden af Warschau og kom i skyttegraven den 23. December. Der holdt han sin sidste Jul her på jorden. Han skrev da, “der var den største kontrast mellem menneskenes fjendskab og Englenes sang”. Efter kort tids forløb blev de flyttede til Galicien og kom op i Karpaterbjergene, der led de forfærdeligt. Han havde ingen kammerater fra sin hjemstavn, ingen åndsbeslægtede i sit Gudsforhold, og 6 uger varede det, fra han rejste fra Berlin, til han begyndte at faa breve fra hjemmet, så han var meget ensom. I hans dagbogsoptegnelser og hans næsten daglige breve var der altid vidnesbyrd om, at han følte sig lykkelig som Guds barn, og over alt det gode, han havde fået del i her på Jorde, og midt i kugleregnen havde han Guds fred i sit hjerte. Den 7. marts gik hans far og jeg til Herrens bord, vi havde skrevet til Johannes, at vi tog ham med i vor Bøn, med al vor kærlighed, og den dag blev den sidste. Så kom budet, at han var falden den 7. marts; men ikke et ord om hans sidste dage har vi kunnet få opspurgt. Først lige nu har jeg fået brev fra en af hans landsmænd, som har søgt og har fundet hans grav.
I vor store sorg over vort kære barns lidelser, såvelsom over savnet af ham, måtte vi dog takke Gud, at vi havde været ham betroet, og for den velsignelse, det havde været for os.
Efter den tid blev atter en søn, plejesøn og svigersøn indkaldte. Al den sorg, som krigen bragte over vort hjem og folk, ja over hele verden, tog meget paa min mands kræfter. Midt i August i år tog vor Far i Himlen min trofaste og trosstærke mand hjem til sig. Måtte vi af al denne nød bedre lære, hvertenkelt menneske, ja folkeslagene, at kende vor besøgelsestid og opdrages til at blive Guds tro tjenere, hver i sin gerning, saa er denne tid ikke lidt forgæves.
Det vil blive en svær Jul; men vi håber en velsignet, saa vi maa prise og love Gud for al hans nåde og kærlighed. Og I der ude, som nu skal fejre den 3. Jul i det frygtelige verdensopgør, vær forvisset om, at vi tænker paa Jer og beder for Jer og ønsker fred i hjerterne og fred på jorden.
Marie Fink, Stubbum.”.
