Tag-arkiv: skyttegravsliv

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar blev hans bataljon flyttet til Soissons

Søndag d. 10. Januar 1915.

Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Soissons, men jeg tør vist ikke skrive alt for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev af sted på en eller anden måde.

Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid.

Det er underligt at gå her under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med. Det er næsten, som om man kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her skal udføre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og derfor kan de ikke arbejde sammen. Når jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:

„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“

Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øjeblikket kunde ønske, men dog som det båder os bedst.

1914-09-01 Soissons efter tysk bombardement

10. januar 1915. Hemming Skov savnet … og genfundet!

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i verdendkrigen på Østfronten

I disse Dage fik vi nyt Mandskab, og vi blev noget nær igen et talmæssigt stærkt Kompagni. Ellers gik den ene Dag omtrent som den anden, om Dagen var der for det meste Ro. Vi laa og stirrede ind i Ingenmandslandet, for at holde et vaagent Øje med den fjendtlige Skyttegrav. Var man heldig, kunne man se en Russer, for det skete ikke sjældent, at en enkelt viste sig oven for Graven.

En Nat laa vi i anden Linie og skulde grave en Forbindelsesgrav til forreste Linie. Arbejdet gik paa Skift. Da jeg begyndte med min Gruppe, vilde jeg orientere mig og gik med to Mand frem imod 2. Kompagni, som laa foran os i forreste Linie. Vi fandt godt nok dette Kompagni, men der­efter kom vi paa Vildspor og fandt ikke tilbage til den øvrige Del af Gruppen, som var i Færd med at grave.

Vi traskede længe rundt, af og til dumpede vi i en forladt Skyttegrav, der til Dels var fyldt med Vand; men da der med Mellemrum peb en Kugle tæt forbi, maatte vi se stort paa det. Af og til slyngedes en Lyskugle frem, som, idet den dalede ned, oplyste Terrænet, saa vi gjorde bedst i at gøre os usynlige. Dette forbandede Skyttegravsliv var jo nu engang noget nær en Muldvarpetilværelse.

Da vi efter nogen Tids Søgen løb paa en Kammerat, som sad i et Gra­nathul med to Brød under Armen, holdt vi Raadslagning, og Resultatet blev, at den ene af mine Følgesvende insi­sterede paa at blive hos den fundne Kammerat; dog var det vistnok mest de to Brød, der tiltrak ham. Han blev den Nat saaret. Vi andre to tænkte paa at finde Byen Ludwikow, hvor Feltkøkkenet var placeret, for derfra med Let­hed at finde Kompagniets Afsnit. I Stedet for fandt vi et lille Hus, hvor en Telefontrup havde installeret sig; men da her var overfyldt, maatte vi tage til Takke med en Kartoffelkælder. Her laa vi og frøs, til det blev lyst.

Da vi igen vilde trække Støvlerne paa, viste det sig at være næsten umuligt. Støvlerne var gennemblødte, og ligesaa vor Fodbeklædning. Men paa kom de, og vi fandt Ludwikow og derfra med Lethed gennem Løbegraven ud til Kompagniet. Undervejs dertil fandt vi to døde Kammera­ter fra vort Kompagni. De var ramt, da de om Morgenen hentede Mad fra Feltkøkkenet. I øvrigt ventede der os flere sørgelige Nyheder. To i min Gruppe var under Nattens Ar­bejde blevet ramt med dødelig Udgang. — Vore Tornystre, der under Arbejdet var efterladt ved Kompagniet, var delt mellem Kammeraterne. De ansaa os nemlig for sav­net. Da den første Gensynsglæde havde lagt sig, fik vi igen vore Tornystre med Indhold.

Jul i Polen

 

10. januar 1915. “Der ventes vist et større gennembrudsforsøg …” Kresten Andresen ankommet til Soisson

Jumencourt, Aisne den 10. januar 1915

Kære forældre!

Ja, nu er jeg kommet hertil. Vi blev pludselig afløst ude i skyt­tegraven, og skulde holde os marchberedt den næste dag klok­ken fire. Nogle sagde, hele første bataljon skulde væk for at være med til at danne et nyt regiment 256, som straks skulde dampe af til højre fløj; andre sagde, at vi skulde til Rusland, atter andre til England, og nogle var aldeles inde på, at vi skulde hjem igen til Slesvig og stå kystvagt på Sild. Nå, ingen af de mange paroler holdt stik. Vi er bleven tildelt III armékorps og ligger langt bag fronten, ca. tyve km fra Soissons, hvor der vist bliver ventet et større gennembrudsforsøg. Vi blev halet ud af sengen alias halmen, klokken godt tre i nat; klokken fem satte hele bataljonen, 1000 mand stærk sig i bevægelse, først kom vi til Noyon, der var endnu mørkt, og vi marcherede lige igennem; jeg så dog den gamle mægtige domkirke; den havde jeg stor lyst til at se indvendig; men det kunde man ikke tænke på. Vi slæbte os videre afsted med vort læs, som vejer sine 60 pund, skuffede over, at vi ikke skulde med toget derfra. Men vi måtte endnu ca. 10 km på den anden side. Dér gjorde vi holdt ved en lille by Ailly, hvor vi lejrede os på en græsmark, indtil vi omkring ved kl. 10 steg ind i toget og kørte løs. Vi kom gennem Chauny.

Det er en underlig egn. Oise er vidt og bredt gået over sine bredder; de snorlige høje trærækker står som groet op af et spejl. Her er dale og skovklædte højder. Vi kom igennem en lang kulørt tunnel. Da vi kom ud af den, syntes jeg, at solen strålede varmere. Højt oppe til venstre lå en mægtig, mægtig ruin; så vidt jeg ved, hedder den Coussy; jeg er uklar over, om det har været et slot med sine runde tårnbygninger eller et fæstnings­anlæg. Det tog sig så majestætisk ud, at jeg slet ikke kan glemme synet. Nedenfor i dalen var artillerister ved at grave en kanon ned i stilling. Batterierne bliver jo gravet helt ned under jorden, ellers bliver de straks opdagede af flyverne – ja, kære, hvad flyvemaskiner der er her; de snurrer uafladeligt, sommetider en fire-fem ad gangen; men i dag er himlen også blå, og solen skinner. Vi kørte så til Landricourt; derfra gik vi hertil, hvor jeg er blevet indlogeret i en hestestald; der er en alen gammelt møg; det blev os dog for meget, og vi har nu hentet frisk halm til at sprede ovenover – det hele må gå, som det bedst kan. – Det er altid en forandring at komme hen og se andre egne end altid det triste Lassigny; og her er jeg langt mere sikker end dér, da jeg her er så godt som uden for skudvidde. Hvor længe jeg bliver her, er der ingen der ved; men jeg kommer jo tilbage til regi­mentet igen; når der ingen brug er længere for os her. – Det glæder mig meget med Jens; det er da et lyspunkt i det hele. Jeg har skrevet til ham; men han har vist ikke fået mine breve. Det var en dejlig artikel af Budde Lund i Hovedstaden, jeg så den hos P. Østergård. Ja, gid man vidste på forhånd, hvad fremtiden vilde bringe – men ordningen er vel god, som den er.

Mange hilsener jeres søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal. Feltpostbrevene bringes i avisen flere måneder efter, de blev afsendt

Hilsner fra Felten. C i Frankrig, den 5. Januar 1915.

Kære “Hjemdal”!
Min hjertelige Tak hjem til Dig kære “Hejmdal”, fordi Du ogsaa naar herned til os, en særlig Tak til min kære Sender. Der er dejligt at kunne følge med i, hvad der gaar for sig hjemme i vort kære Nordslesvig.
Fjenden har jo alt for længe hilst paa os med Granater i det nye Aar. Han har maalet godt fat og skyder lige ind i Skyttegraven, men har dog indtil nu ikke truffen nogen.
Juleaften lod de os i Ro, hvad vi var meget glade for, da vi ogsaa havde Juletræ. Tankerne var jo i Hjemmet hos vore Kære, og mangen stille og vedmodig Bøn blev sendt op til Gud vor Fader. Paa mangen Kind og i mangt et Øje stod Taarer, selv den Kækkeste skammede sig ikke derved. Alle længes vi efter Hjemmet, og de Kære og det tvefold i være kære Juletid. Godt Nytaar til Alle.
A. Petersen

“Flensborg Avis” har modtaget en Nytaarshilsen fra efternævnte Nordslesvigere, som Nytaarsaften ved Yser-Kanalen.
Hans Petersen, Bredebro; Eli Christiansen, Sølsted; Rasmus Petersen, Løgumkloster; Jørgen Paulsen, Haderslev; Jens Lampe, Ullerup.

– “Dannevirke” har modtaget en Hilsen fra Valpladsen vestpaa, dateret den 30. December og undertegnet af:
Boi Nissen, Vedsted; M. Christensen, Brændstrup, Hans Hansen og Hans Jessen, Kliplev.
Fra Vestfronten har samme Blad modtaget et Nytaarshilsen, undertegnet af:
Anders Dall, Skærbæk; Robert Sellmer, Hoptrup; C.D. Petersen, Sønderballe; Hans Paulsen, Snogbæk; Claus Skov, Dyndved (Als), Ernst Køhn, Haderslev; Paul Steffen, Tinglev; Heinrich Nissen, Flensborg.
Alle var ved god Sundhed og godt Humør.

En ublid Skæbne.

Jørgen Lorenzen, Søn af afdøde Snedkermester Lorenzen fra Egen Mølle. og Familie, som i de sidste 2 til 3 Aar har opholdt sig i Rusland, hvor han var Godsforvalter paa et større Grevskab, er bleven anholdt sammen med andre tyske Fanger sendt hen paa en ubeboet Ø, hvor de selv maa ernære sig ved Jagt og Fiskeri. Hans Hustru fik Lov til at rejse hjem og er ankommet for et Par Dage siden. Hun tog Vejen over København, hvor hun maatte blive i nogle Dage, da hendes lille Barn, som hun havde med sig, blev sygt. Da hun naaede hjem til Ketting, hvor hendes Moder, Enke efter tidligere Røgeriejer Sander fra Krumum, boede, var denne ifølge “Dbp.” død for 2 Timer siden. Et haardt Slag for den i Forvejen haardt prøvede unge Kone.

Faldne.

Indtil Aarets Slutning er der fra Toftlund Sogn faldet tolv Mænd i Krigen. De syv efterlader Kone og Børn.
Der er ifølge “Dv.” til deres Slægtninge indløbet Meddelelse om, at følgende Nordslesvigere er faldne:
Iver Kliver fra Vonsbæk; falden den 30 December østpaa, han efterlader Hustru og en lille Datter; George Riewe fra Kristiansfelt, falden den 30. December i Østpreussen, 33 Aar; Christian Boysen fra Skudstrup, falden i Frankrig, 36 Aar.

Død af Tyfus.

Lærer Christian Iversen fra St. Nikolaj Drengeskole i Flensborg, der siden Krigens Begyndelse havde staaet paa den østlige Krigsskueplads, er ifølge “Fl.Av.” efter kortvarig, Haard Sygdom (Tyfus) afgaaet ved Døden paa Reservelasarettet i Lubliniz. Hans Lig føres hjem til Flensborg.

I fransk Fangenskab.

En Søn af Gæstgiver J. Jensen i Klægsbøl, der havde været savnet siden 6. September, befinder sig i fransk Fangenskab.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra to Brødre. D. den 21. Oktbr. 1914.

Kære Far og Mor!
I Dag er vi igen kommen herhen paa denne Gaard. Vi staar nu stille, til der kommer Forstærkning. Vor Bataillon er inddelt i to Dele 5. og 6. Komp. og 7. og 8. Komp. Vi ligger to Dage ude i Skyttegraven og to Dage i reserve paa denne Gaard. Det kan nok gaa. Men de to Dage i Skyttegraven nær inde paa Franskmændene er ingen Fornøjelse. Jeg vil forsøge at give Eder et Indtryk af de to Dage, som vi nu lige har tilbragt derude.

Den 18. om Aftenen Kl. 6½ gik vi herfra ud i Stillingen. Paa Vejen derud er der mangen en Kløft at kravle op og ned ad. Med Tornysteren paa Nakken falder man let i det fugtige Føre. Alle kommer de ikke godt fra det. Det er Taage, og vi har derfor ikke let ved at finde os tilrette. Vi staar og er trætte mere end nødvendigt, thi det hele skal gaa lydløst; hører Franskmændene os, har vi nemlig straks den kendte Musik.

I Skyttegravene venter de længelsfuldt efter Afløsningen. Vi har nu to Døgn i denne Grav foran os. Og det regner. Lejet er vaadt og vi er ogsaa vaade, men Regnen stilnedes dog snart. Nogle sendes straks som Patrouille mod Fjenden, andre posteres bag Skyttelinjen. Resten staar paa Post i Skyttegraven. Som Natten skrider frem, faar man kolde Fødder. Ellers kan man nok pakke sig saaledes ind, at man ikke fryser. Fødderne sidder imidlertid i Støvlerne Dag og Nat. De er derfor altid klamme.

Natten igennem hører man, hvorledes Posterne snart hist, snart her hilser paa hinanden igennem Kuglerne. Før Morgenen bryder frem, maa man sørge for at forrette alle Naturens Nødvendigheder, thi naar Dagen først er der, kan ingen vise sig over Graven.

Saa lægger man sig tilrette for Dagen. Man kan nok vende sig, men ikke rejse sig. Den franske Jord er haard Lerjord, saa den er ikke nem at grave i. Derfor spares der paa det. Og saa maa man ligge sammenrullet som et Nøgle Dagen lang. Saadan havde jeg det netop i de to Dage. Jeg laa sammen med to Underofficerer, og de var saa dovne, at de end ikke gad staa op, da det blev Nat. Saa sad jeg der krøbet sammen og blev saa træt, at jeg, da Aftenen kom, rigtig fik Lyst til at løbe omkring og røre mig lidt. Men det maa man heller ikke, da det giver Støj.

Henad 8 Tiden skal der hentes Mad. Jeg melder mig straks for at faa lidt Bevægelse. Vi gaar ca. 300 Meter tilbage, hvor Feltkøkkenet staar. Hver Gruppe sender 2 Mand. Her er det ikke nemt at komme til. Alle er de sultne. Men da de ser, hvad det giver, bliver de fleste beroligede. I Almindelighed faar vi god Mad, men den Aften var det meste Vand. Desuden faar hver Mand et Bæger Kaffe.

Saa tilbage igen  gennem den taagede Nat. Vi gaar kryds over Markerne, men vi er gaaet fejl. Vi ved ikke, om vi staar paa tysk eller paa fransk Side. Raabe maa vi ikke, thi saa skydes der. Langt om længe fandt vi dog 8. Komp. Men da var Manden kold. Saa begyndte det atter at regne.

Jeg har glemt at skrive om Ilden, som vi var udsat for den Dag. Bag os staar vort Artilleri. Men det skyder ikke meget, da vi ikke kan gaa frem, før der kommer Forstrækning. Men de skyder for at vise, at de er der. Det franske Artilleri skyder derimod meget. For det meste beskyder de vort Artilleri, men af og til faar vi dog ogsaa noget. De skyder meget bestemt og længere end vort Artilleri. Nu og da faar vi ogsaa Infanteriild. Men det franske Infanteri skyder i Reglen for højt. Her havde det dog Held til at tilføje os en Del Tab. Vi maatte ikke skyde, da vi ikke maatte ægge til Angreb.

Det er sjældent, man faar Fjenden rigtig at se. Han ligger altid skjult. Den 20. saa vi dog Franskmændene gaa oprejst ved Morgenens Frembrud. Men de maatte heller ikke skyde. Om Natten havde vi faaet Pigtraad trukken hen foran vor Stililng. Det hjælper altid noget i Tilfælde af et Angreb. Naa, Franskmændene har alligevel ikke rigtig Mod til Angreb, og det støtter vore sig paa.

Dagen begyndte med stærkt Geværild, som varede en Times Tid. Senere henad Kl. 11 fik vi en kolossal Granatild. Da havde jeg en lille Oplevelse: To Lærker steg syngende til Vejrs lige over os. Jeg laa sammenkrøbet i mit Hjørne, men blev straks opmuntret af Sangen, skønt Kuglerne peb omkring os. Imidlertid faldt jeg i Søvn og saa drømte jeg om et lille Besøg hjemme, med hvad der kan følge med, og der fulgte mange dejlige Tanker med. Men ved 11-Tiden kom saa Virkeligheden, og den var ikke blid. Franskmændene aabnede, som de somme Tider finder paa, en umaadelig Ild.

Saa gik Eftermiddagen Mellem Kl. 5½ og 6 fik vi den sædvanelige Aftenshilsen. Saa mørknedes det, og vi ventede nu kun paa Afløsningen. Ved 8-Tiden var den der. Der var Peter med, men vi kunde ikke finde hinanden. Paa Vejen hertil regnede det igen. Da jeg kom herhen, laa der dejlige Pakker og Kort til mig.

Hermed har jeg givet Eder et lille Indtryk af vort Liv her. Skrivebordet er ikke rigtig i Orden. Det er en Hakkelsemaskine. Men jeg haaber, at I kan finde Mening i det. I Aften gaar det igen ud i Skyttefraven. Atter den gamle Vej. De bedste Hilsner.
Hans

Foran Ypres, den 10. Novbr. 1914

Kære Forældre!
Ja, nu er vi landet her paa Bestemmelsesstedet, hvor det grufulde Hovedslag skal slaas i en nær Fremtid, der bliver jagt i Morgen.

Artilleriet er kørt i Stilling og skal Kl. 2 begynde med en heftig Ild, ja allerede nu Kl. 12 buldrer og drøner det fra alle Kanter, saa det er en Gru. Det er Mest Englænderne, der staar foran os, og imod den skal der gaas skaanselsløst frem. Vor Bataillon staar heldigvis i Reserve med alle Regimentsfaner.

Vi marcherede i Gaar forbi Rigskansler v. Bethmann Hollweg. Der er dem, der mener, at vi vil kunne være hjemme til Jul, hvis vi har Held med os, ja det var sandelig vort højeste Ønske.
Ja! Gid det var Guds Vilje, at vi maatte blive forstaanede for denne ødelæggende Ild. Hans har lige været her og vi har nu fundet Brevet fra Anders Hansen og læst det. Ja vi er glade for, at vi har saa mange Venner, der er med os i Tanker og Bønner. Det gør os saa trøstlige og frimodige til at se Fremtiden i Møde. Og Vorherres Beskærmelse, som har hvilet over os til nu, vil ogsaa føre og uskadte hjem til vore Kære igen.
Jeg har lige talt med Hand; vi sender mange  kærlige Hilsner.
Eders Peter

Den 13. November 1914.

Kære Forældre!
Saa er da det bebudede Stormangreb overstaaet, og det forløb heldigt. Vor Füsilier-Bataillon gik i Spidsen, derefter 1. Bat. og saa vi, men Fjenden var allerede fordrevet, da vi naaede frem. Vi fik en heftig Artilleriild, som Reserven plejer. Vi saa, da Angrebet begyndte, lige foran vort Artilleri. En lignende Kanonade som den Morgen fra Kl. 1-10 har jeg aldrig hørt. Der blev skudt samtidig fra ca. 800 kanoner. Vi maatte stoppe Ørerne til. Ellers var det ikke til at holde ud.

Senere maatte vi løbe omkring i Skytte- og Løbegrave, hvor Døde og Saarede laa i Flæng. Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater, forvildede mig til 7. Komp. og er dog i Dag atter kommen til 5. hans har jeg ikke truffet siden sidst. Et Par Gange til, mente den kommanderende General, skulde de slaas tilbage, saa kom der bedre Tider, maaske vi saa kunde komme hjem. Ja, gid det var saa.

Har har vi haft Regn og Slud hver Dag i de sidste Dage. Det er ubehageligt. Pakker og Breve har vi ikke modtaget. Ja, Gud give, at Krigen snart maatte faa Ende.
De kærligste Hilsner fra
Eders Peter

 

 

9. januar 1915. Kresten Andresen forflyttes: “Det bliver rimeligvis ikke så slemt …”

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten.

Cuy den 9, januar 1915

Kære forældre!

Jeg rejser herfra i morgen tidlig, og har ingen anelse om hvor­hen; i hvert fald bliver det en jernbanerejse, men jeg tror ikke ret lang. Jeg skal nok skrive til jer senere. Det hele er ikke så slemt, og I skal ikke være kede af det for min skyld. Det bliver rime­ligvis kun en udflugt, som vor bataljon foretager, og vi skal temmelig sikkert her tilbage igen. Min adresse er fremdeles den samme. Skriv snart og hils alle. Jeg har fået så mange gode breve i den sidste tid. Hils endelig Klara Bronton og sig hende tak for den dejlige lagkage; den lyste ordentlig op i skyttegravs-tilværelsen.

Jeres Kresten

Krestens breve

 

 

9. januar 1915. Peter Østergaards bataljon forflyttes

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn var med Regiment 86 flyttet til Moulin-sous-Touvent. Men den 9. januar kom der ordre til, at hans bataljon (1. bataljon) skulle forflyttes.

Cuy d. 9. Januar 1915.

I går blev vi afløst, men denne gang er det ikke for at få 6 dages frihed. Tværtimod skal vi nu et andet sted hen. Hvor ved vi ikke, men det bliver vist ikke bedre end her. Der går jo allehånde rygter om, hvad vi skal. Blandt andet siges der, at vi skal ned til Metz for at tage en by, der skal ligge på en høj og beherske omegnen. Vi skal af sted i morgen tidlig kl. 4 og skal med toget fra Noyon. Det er det eneste, vi véd med sikkerhed. Dog må vi være forberedt på alt, for noget må der jo være i vejen, ellers tager de ikke en bataillon bort her. Det er nemlig kun første bataillon, der skal af sted, men det lader til, at vi kommer her tilbage igen, for vi kan afgive pakker, som vi ikke vil slæbe med, på bataillonskontoret og afhente det, naar vi kommer igen.

Dette er jo så nok sidste aften, vi er i vort kvarter her i Cuy. Det er næsten med et bedrøvet sind, vi rejser herfra, for her har vi haft mange gode timer sammen, og det er jo meget vanskeligt, at vi andet steds kan få noget lignende, men vi må jo være glade for den tid, der er gået. Vi har jo dog haft en god jul og nytårsaften.

I aften kommer der vist også nogle venner til en lille afskedsvisit. — —

Ja, nu har de været her, P. J„ J. B„ K. A. o. fl. Vi har haft det så rart, P. J. havde en julepakke med, som vi har delt. Sluttede med en aftensang og håbet om atter at samles til noget lignende. Ja, Gud være med os alle og føre os alle gennem denne krise.

Vi skal et sted hen, hvor franskmændene har vundet 8 km, som nok skal tages igen. Det er nede ved Reims.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Königin-Höhle ved Moulin – 86’ernes sikre tilholdssted

 

9. januar 1915. Regiment 86: “Vand og mudder stod knæhøjt …”

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Det andet krigsår begyndte ikke særligt lovende. Den nye stilling (ved Moulin-sous-Touvent, RR) adskilte sig i sin beliggenhed ikke meget fra den, som regimentet havde holdt før afmarchen fra Dreslincourt og den 8. oktober havde forladt. Den højre fløj lå foran den tidligere nævnte Quennevières-Ferme, som franskmændene ved et kup i mellemtiden havde erobret, og strakte sig nordfra mod syd indtil højderne umiddelbart sydvest for landsbyen Moulin sous Touvent. Dér begyndte 85ernes stilling, som bøjede i sydøstlig retning ind mod Autrêches. 3-400 m bag den forreste skyttegrav og parallel med den løb landevejen Nampcel-Attichy, ca. 1 km bagved igen ligeledes fra nord til syd strakte sig slugten ved Moulin, af os slesvigere kaldet dal.

Stillingen var den mest trøstesløse, som regimentet oplevede indtil vinteren 1916/17. På en fladbølget, udstrakt højslette, hvis tomhed kun blev afbrudt af de forskellig gårdes trægrupper, trak den sig afsted. Kønne er i den egn kun de indskårne dale. Nogle forfaldne og utætte, allerhøjst splintsikre dækningsrum gav ingen nævneværdig beskyttelse. Dertil havde det i begyndelsen af året regnet i stride strømme. Ingen vandafledning, og i bunden af graven ingen rist, derfor løb skyttegrave og dækningsrum fulde af vand. Vand eller mudder stod knæhøjt. Væggene styrtede sammen og forvandlede mudderet til sejt ler. Dette sugede fødderne fast til bunden, trak støvlerne af og gjorde trafik i gravene næsten umulig. Allerede ved afløsningen opstod der timelange køer, fordi mange sad fast i leret og måtte trækkes fri ved adskillige kammeraters hjælp.

Også med forsvaret så det ringe ud. Ingen brugbar trådspærring, kun lidt snubletråd, skytternes standpladser var ikke afstivet bagtil og rutsjede ned. Ingen indretning, så ammunitionen kunne ligge tørt. Kampen mod væden var i det hele taget det værste ved denne stilling. Tornystrene blev mudret til i jordhuller og dækningsrum, geværerne blev mudret til og var ikke til at få op, ikke et eneste tørt sted, hvor man kunne rense dem. Ammunitionen blev mudret til og kunne ikke gå i geværet mere. Knap bajonetten, det sidste håb, kunne opplantes. Med alvorlig bekymring måtte regimentet imødese et fransk angreb. Alene at besætte stillingen varede i leret så lang tid, at fjenden kunne have været fremme tre gange. Hvor længe ville det mon vare, før reserven kunne være fremme? Løbegravene var så tilmudrede, at man til en strækning, der normalt let kunne tilbagelægges på 10 minutter, nu brugte en time. Ved længere ture trak man gerne støvlerne af, så man ikke risikerede at miste dem. Alligevel måtte man med hænderne stemme sig afsted. Ikke så mærkeligt, at hår og skæg efter kort tid stivnede af ler, at kappen fra øverst til nederst var overtrukket med et fingertykt lerlag og vejede ti gange sin naturlige vægt.

Heste synker ned i mudderet
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort.

 

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.


Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er  –  allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev  nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

 

 

7. januar 1915. “En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Den 7. Januar 1915.

Der faldt en af mine gode Kammerater, Lorens Meyer fra Flensborg-Egnen. En Time, før han faldt, var jeg henne i hans Jordhule for at laane den kære »Flensborg Avis« af ham. Lorens var en god dansk Mand. Han var svær, og med sine tykke, røde Kinder og sin djærve Natur var han en rigtig Type paa en hjertensgod Sønderjyde. Han led meget ved at skulle deltage i Krigen, og han vendte idelig tilbage til de Spørgsmaal: Hvor længe vil Krigen vare? Hvem vil sejre? Hvordan vil vor Skæbne blive i Sønderjylland efter Krigen?

Han pintes mere og mere for hver Dag, der gik. En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet og var død i samme Øjeblik. Det var paa Tilbagevejen fra Moulin under Udøvelsen af sin Pligt, han faldt, den Pligt, som han udførte saa samvittighedsfuldt, skønt den var ham saa inderligt imod.

Vi begravede ham nede i Byen Moulin paa en fri Plads lige ud for Indgangen til den store Stenhule, ved Foden af en Bakke under Skyggen af høje Popler, hvor Smaafuglene sidder og synger over hans Grav. Med Ansigtet vendt mod Nord mod sin Hjemstavn og sine kære ligger han der og sover. Ak! Midt i sin Ungdoms Vaar kaldte Gud ham hjem til sig. Vi sørger nu over ham; han var os alle en hengiven Kammerat. Ære være hans Minde!

"Friedhof der 86 bei Moulin" fra Hemmsen album.
86’ernes kirkegård ved Moulin

 

6. januar 1915. Regiment 84 forflyttes til Elsass

Kaptajn af reserven Roll, fører af 6. kompagni, fortæller om ankomsten til Uffholz i Elsass

Hvis vi ved Moulin-sous-Touvent trods alle anstrengelser og afsavn havde haft det forholdsvis godt, så blev situationen med forflyttelsen til Elsass væsentlig mindre behagelig. Allerede transporten i gennemkolde, franske jernbanevogne var ingen fornøjelse. I Bollweiler begyndte vor virksomhed med en yderst kraftig regnvejrsdag, der ganske vist var velegnet til hvil, men som dog trykkede stemningen betragteligt.

Da vi den 6. januar om aftenen rykkede ind i stillingen ved Uffholz, modtog det franske artilleri os med særlig varme, så man måtte undre sig over, at vi ikke fik større tab. Alligevel var der noget hyggeligt ved den skudlarm, vi så længe ikke havde hørt, og 110’ernes angst var mig ret uforståelig. En mand fra det kompagni, vi skulle afløse, var stillet til min rådighed som fører, og under marchen gennem Uffholz gik han livligt fortællende ved siden af mig. Da vi trådte ud af byens vestlige ende og her blev hilst velkomne af nogle shrapnels, var den gode mand pludselig sporløs forsvundet; og der var så for os ikke andet at gøre end at gå langs bækken og selv opsøge vor stilling.

Undervejs stødte vi på en ældre kompagnifører fra Landwehr-regiment 110, der viste sig meget fornøjet over vor tilsynekomst. Snart efter vor ankomst til hulvejen fik jeg ordre fra bataljonen, at jeg skulle gå tilbage til byen. Kammeraten fra 110 brød ud i ren fortvivlelse over vor afgang: “Vil De lade os i stikken? Og nu angriber franskmanden!”

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i verdenskrigen” (udgives i 2015)

1914-08-19 Alsace-Lorraine
Provinserne Elsass-Lothringen (Alsace-Lorraine) havde Frankrig måttet afstå til Tyskland i 1871. Lige siden havde det været et brændende fransk ønske at tilbageerobre dem.

 

6. januar 1915. Hemming Skov: “De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten.

1914-08-20 Faldne Gumbinnen
Faldne på Østfronten

Efter nogen Tids Søgen frem og tilbage, til højre og til venstre, lykkedes det op paa Formiddagen Resterne af vort Kompagni at blive samlet. Efter Gaarsdagens Stormangreb og Nattens russiske Modangreb og det deraf følgende Vir­var kunde dette nok være et Problem. Kompagniet var under Flugten spredt for alle Vinde. Russerne havde jaget os ud af vor Skyttegrav.

Efter at Kompagniet et Stykke Tid havde været uden Officerer, havde vi nu faaet en ny Kompagnifører. Da denne lod Kompagniet træde an, maatte vi med Vemod er­kende, at Geledderne var blevet afkortede. Det havde tyn­det slemt ud i Rækkerne.

Kort efter (6. januar 1915) traskede vi af Sted igen­nem Løbegravene og ud i forreste Linie. Den omstridte Skyttegrav var atter kommet i vor Besiddelse. Her var der mere end uhyggeligt, for oven for Graven laa mange fald­ne russiske Soldater, og fra den ene Side fik vi Flankeild. Graven var efter Erobring og Tilbageerobring en Del med­taget. Der var kun ringe Dækning. De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved. Da vi ud paa Aftenen blev udskiftet og kom i anden Linie, havde vi tre døde og flere saarede. I anden Linie blev vi liggende den følgende Dag.

I tre Dage havde vi været uden Mad og Drikke. Tørsten maa have pint os, for trods Forbud smeltede vi Sneen i vort Kogekar og drak Snevandet. En Kammerat dristede sig til at forcere et Stykke Ingenmandsland for at naa et sønderlemmet lille Hus, hvor vi kunde skimte en Vippebrønd. Men efter at han havde faaet en Kugle gennem Kogekarret, som han holdt i Haanden, fløj han hurtigst muligt i et Granathul og foretrak at blive liggende der, til det blev mørkt. Vi trængte ogsaa til Søvn og Hvile, og det var paakrævet. Den 7. Januar om Aftenen blev vi afløst og kom tilbage til Ludwikow. I Ruinerne af denne By hvilede vi ud.

6. januar 1915. 86’erne tilbage til Moulin

Senest ændret den 7. januar 2015 14:53

Füsilierregiment 86 rykker retur til Moulin

Den gamle front foran Moulin skulle besættes igen, og infanteriregiment 84, som var skudt længere ud mod højre, skulle afløses.

I natten fra 26. til 27. december afløste III bataljon, fra 28. til 29. afløste I bataljon, mens II bataljon blev trukket frem til Blérancourdelle og Carrière-Ferme som indsatsreserve og kunne hilse det nye år velkommen i fred og ro.

Den 6. januar 1915 afløste den III bataljon. Årsskiftet bragte også et skift i regimentets ledelse. Oberstløjtnant von Stein blev udnævnt til kommandør for Alexander-Grenadererne, og i hans sted overtog oberstløjtnant Esche kommandoen over regimentet.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Regiment 86’s “Königinhöhle” ved Moulin-sous-Touvent

5. januar 1915. Hemming Skov på stormangreb: “Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel”

Senest ændret den 7. januar 2015 14:51

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Natten til den 5. Januar arbejdede vi i Sne og Kulde paa Gravning af Løbegrave imod Fjendens Skyttegrav. Pionerer sprængte Traadforhindringer, altsammen For­beredelser til næste Dags Stormangreb, som dog endnu holdtes hemmeligt for os.

Morgenen gryede, Arbejdet hørte op, men endnu lød intet om, at Dagen ventede paa os med et alvorligt Øjeblik. Hen paa Formiddagen trak vi os gennem Løbegravene og tilbage til anden Linje, hvor­under en Kammerat i min Gruppe blev dræbt af en Kugle. Vi fik nu af vor Delingsfører at vide, hvad denne Dag skulle bringe os. Vi var gaaet tilbage for at lægge vore Tornystre fra os og skulde kort efter frem igen. Nu vidste vi det selv: for at gøre Stormangreb.

Efter denne oprivende Meddelelse indtræder en angst­fuld Forventning, som vilde være uudholdelig, om ikke man her havde sin Skæbnetro. Man henfalder til en dyb Ligegyldighed. Man tænker ikke mere, kan ikke tænke mere. I stille Tavshed og Taalmodighed afventer man det frygtelige, — Vi lagde en Teltdug over vor døde Kam­merats Legeme, og saa gik det igen frem gennem Løbe­gravene til den forreste Skyttegrav, som blev tæt pakket af Mennesker. Stilhed var det alt over skyggende. Der var ingen, der skulde have noget sagt; man opdager, at man kan uhyre meget, naar man skal. I Sandhed en Til­stand, hvor Angsten driver sit Spil. — Et Øjeblik er man faktisk lammet af Frygt. Man bliver helt stiv, kan ikke engang dreje Hovedet. Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel. Bag ved os fyldes Løbegravene med endnu mere Menneskemateriale. Alle Reserver sættes ind.

Paa Slaget Klokken eet skal alle styrte frem. En Time forinden tager Artilleriilden sin Begyndelse. Den frygteligste Artillerikoncentration, jeg hidtil har oplevet, bryder løs. 21 cm Morterer deltager. Det lyner i Luften. Dumpe Drøn, uhyggelige Brag, uhyggelig Hvislen. I Sal­ver kommer Granaterne fra vore svære Kanoner hylen­de hen over os for at sprede Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Tidspunktet nærmer sig. Nu begyn­der Befalingsmændene at se paa Uret. Samarbejdet mel­lem Artilleri og Infanteri afpasses efter Klokkeslæt; men baade før og under selve Foretagendet staar Tanken stille.

Pludselig er baade Hornist og Tambour ovenfor, over hele Linien blæses der og slaas paa Tromme en Stund, og alle styrter af Sted. I flere Rækker gaar det fremover. Ingen Kommando høres, men klagende Stemmer og smertelige Raab fra dem, der ikke naar frem, og dette er det pinligste under hele Dramaet. Mit Gevær er ved at tumle ud af Haanden paa mig. Jeg opdagede ikke straks, at Træet omkring Visiret er splintret af en Kugle eller en Granatsplint. Man er taknemmelig for Heldet. Snart er vi der, hvor Modparten maa ses direkte i Øjnene, og der skriges næsten: „Hoch die Hände!”. Nogle efterkommer Opfordringen og føres senere tilbage som Fanger. Andre tager Flugten.

Vi hopper i Russergraven, og Nerverne, der er anspændt til det yderste, finder Hvile. — Vild­mandens Blik faar normalt Udseende. Kanonernes Larm forekommer os nu næsten venlig. Maskingeværernes og Geværernes Knitren er næsten fortrolig. Solen straaler fra en skyfri Himmel. Den danner glinsende Perler i Sneen. Men paa dette lysende Tæppe ligger døde og saarede om­kring, Ven og Fjende mellem hinanden.

Vi udbedrede Skyttegraven, der af Artilleriet næsten har jævnet med Jorden. Nu havde den jo ogsaa Dækningen paa den forkerte Side. Imidlertid skal vi videre fremad, og den næste Russergrav kommer ogsaa i vor Besiddelse. Fangeantallet stiger, men ogsaa de dødes Tal bliver stort. Enkelte Kammerater løber ind i en lille brændende By foran os. — Vi saa dem aldrig igen, for Byen blev ikke vor; derimod kunde vi se, hvorledes Russerne førte Forstærkninger frem, og at de besatte Løbegravene foran os.

Skumringen begyndte saa smaat at brede sig, og vi haabede dermed at faa Ro. Vi var kommet for langt frem, fik Flankeild, hvorfor vi fik Ordre til at trække os tilbage. — Heller ikke Russerne var sikre i deres Forehavende, for af og til dukkede der en enlig Russer frem, og da saadanne forvildede og desorienterede russiske ”Forstærkninger” naaede til vor Grav, blev de under al­mindelig Jubel modtaget som Fange.

Da det endelig var blevet mørkt, listede vi lydløst tilbage, og takket være Mørket skete det uden at blive bemærket. En Del saarede blev baaret tilbage, og de fik en mere forsvarlig Forbinding. Vi naaede den Skyttegrav, vi havde taget om Middagen, og her gik vi i Stilling. Nu fik vi Lov at hente hele Kompagniets Tornystre, hvor vi om Formiddagen havde ladet dem tilbage. Da vi kom tilbage til Skyttegraven, maatte vi, første Deling, udfylde hele Kompagniets Plads, idet de to andre Delinger blev sendt tilbage efter Mad og Patroner. Maskingeværer blev bragt i Stilling, Lyskastere stillet op.

Efter at Lytteposter var sendt frem, og der var opstillet Poster til at holde Udkig, krøb jeg sammen med to Kammerater ind i en af Russernes Huler. Da vi alle tre var blevet sultne, aabnede vi for Spisekammeret. Det skete med en vis Andagt. Man gjorde klogt i ikke at tøm­me Spisekammeret helt. Derfor blev Brødet omgaaende pakket i Tornystret igen, efter at der var skaaret et Par Skiver af. Dette krævede dog en vis Overvindelse, ganske efter, hvor sulten man var. Vi havde Erfaring i saa Hen­seende. Derefter lagde vi os, med Tornystret som Hoved­pude, til at sove.

Med eet blev der dog et vældigt Røre. Vi tumlede op fra vort Leje, og samtidig med, at der raabtes: „Die Rus­sen kommen,” var disse næsten over os. I nogle Sekun­der stod vi rystende og famlende og saa dem komme i store Flokke. I sidste Øjeblik tog vi vor Beslutning. Vi sprang op og tog Flugten, næsten i samme Sekund, som Russerne sprang ned i Graven. Den ene af mine to Kam­merater fik end ikke sit Gevær med.

I Traadforhindringerne, som desværre endnu stod der, hvor vi om Midda­gen var tumlet igennem, hang vi fast. Jeg flængede min Kappe fra øverst til nederst. Farten var desperat, man fløj formelig af Sted, for Russerne skød ind i Mørket efter os. — Da vi endelig igen var kommet under Jorden, var alt splittet. Der var kun een, vi kendte, og det var vor Kom­pagnifører, Feldwebel Lapuhs. Han blev under Flugten haardt saaret og laa nu i en Understand. Hans Smerter var saa store, at han tryglede alle forbipasserende om at gøre en Ende paa hans Lidelser. Han døde samme Nat.

Vi maatte efterlade tre Maskingeværer, som Mand­skabet løb fra. Tabet af hele Kompagniets Tornystre, som vi ogsaa maatte lade i Stikken, endda med Indhold, var dog det værste. Vi havde nu hverken Tæpper eller Teltdug. Mit Tornyster indeholdt Julepakker mad dejlige, lækre Sager, ligeledes dejligt varmt Undertøj, som var pakket af to smaa Piger i Københoved Skole; men det matte man affinde sig med.

— En rædselsfuld Nat, og mellem Skyttegravene laa baade saarede og døde, Dagens store Offer. — Og det var Helligtrekongers Aften.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk skyttegrav

 

 

 

3. januar 1915. Hemming Skov tilbage til skyttegraven.

Senest ændret den 7. januar 2015 14:49

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den 3. Januar 1915 gik det atter til Afløsning i Skyt­tegraven. I en forrygende Snestorm drog vi fra Partokko til Ludwikow, hvor Kammeraterne nu havde fortrængt den russiske Patrulje, havde forceret Byen og laa tæt over for Russerne. Under denne Tur besvimede en af mine Kammerater, og jeg hjalp til med at faa ham baaret un­der Tag et Sted, hvor der var Opsamlingsplads for saarede.

Tyske soldater i polsk bondehus 1915 IMG_2011_11_29_5751
Tysk stilling i et bondehus på Østfronten 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

 

2. januar 1915. “Frands holdt hele natten en jævn geværild ved lige.”

Senest ændret den 7. januar 2015 14:06

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86

Nu arbejdede vi hver Nat paa at kaste Pløret ud af Graven. Vi forsøgte at arbejde videre om Dagen; men hvor »Frands« saa nogle Skovlfulde Jord blive kastet op over Kanten, der vidste han nok, at der var Mennesker, og saa skød han straks derhen med Granater; saa maatte vi opgive det. Mens der blev renset i Løbegraven, var vi nødt til at løbe over Markerne for at hente Mad. Det var slet ikke uden Fare; thi »Frands« holdt hele Natten en jævn Geværild vedlige.

Af og til hvinede en Kugle imod en Busk, hvorved den slog Kolbøtte; saa frembringer den en underlig skurrende Lyd, indtil den med et Klask farer ned i den opblødte Lerbund.

Naar vi i Tusmørket ilede tilbage, gav vi et Lyssignal med vor elektriske Lommelampe, der straks besvaredes af den udstillede Vagt, som derved viste os, i hvilken Retning vi skulde gaa. Naar vi gik over aaben Mark, skulde vi springe over mange gamle og nye Løbegrave. Det hændte ikke saa sjældent, at en Mand ikke kom rigtig over, men styrtede ned i Graven og derved tabte Kogekedlerne, saa baade Kaffen og Maden flød ud af dem.

Det sværeste Arbejde var vel nok at bære de fyldte Post- og Brødsække ud i Skyttegraven.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere ved Regiment 86. (“Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen.”)

31. december 1914. Vestfronten: Nytårshilsener på tværs af ingenmandsland

Senest ændret den 7. januar 2015 14:05

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86. Nytårsaften fejrede han i skyttegravene ved Moulin.

Nytaarsaften fejrede vi paa følgende Maade: Klokken 12 efter den franske Tid blev der afskudt en Lyskugle ud for vor Front. I det samme sendte vi »Frands« en Nytaarshilsen ved, at vi alle afgav et Geværskud.

Det optog »Frands« paa en fejl Maade og begyndte at fyre løs paa os af alle Kræfter. Han troede sikkert, at nu kom v i ; men da han mærkede, at vi ikke kom, tav han lidt efter.

Da der atter var bleven Ro, raabte nogle af os: »Glædeligt Nytaar!« over til ham, hvad han ogsaa straks besvarede baade paa Tysk og paa Fransk.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

30. december 1914. Hemming Skov: “Bøssepiben fik en betænkelig varmegrad.”

Senest ændret den 7. januar 2015 14:02

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten

Den 30. December maatte vi ud i anden Linje for den følgende Nat at blive skubbet frem i forreste Linje, og her lød Parolen Nytaarsaften paa Nytaarsløjer — af alvorlig Karakter. Skyts var der jo nok af. Og med særlig Forsyning blev 1. Deling sendt frem tæt foran Ludwikow. hvor vi havde et kort Stykke Skyttegrav, som kunde rumme en stærk Patrulje. Ordren lød paa at afgive Hur­tigild paa nært Hold. Vel ankommen til den noget ube­hagelige fremskudte Plads begyndte vi altsaa vor Opgave, nærmere betegnet et Skinangreb, hvorunder Bøssepiben fik en betænkelig Varmegrad. Vi holdt os klogeligt i Dækning, rakte bare Haanden op for at trykke af. Det fa­møse Udbrud: „Jeder Schuss ein Russ” havde i hvert Fald ingen Gyldighed.

Vi fik en varm Modtagelse, endog meget varm, for flere Geværer blev ramt af Russernes Kugler. Men takket være vor tillempede Evne til at passe paa, kunde vi efter udført Ordre alle vende tilbage i god Behold; ikke en eneste blev saaret. Derefter blev vi af­løst og kom atter som Beredskabsafdeling til Chencitza. Her kom vi ned i et langt, underjordisk Rum, som var overdækket med Planker og Jord. Ved Midnatstid lavedes “Nytaarsløjer” af endnu større Format. Denne Gang var det Artilleriet, der „legede”, og baade de svære Kanoner og de mindre Felt-Haubitzere rasede et Øjeblik ganske for­færdeligt. Jeg ved ikke, om denne „Leg” skulde bibringe Fjenden den Opfattelse, at Aaret begyndte med friskt Mod.

1914-12-tysk artilleri
Tysk artilleri på Østfronten ved juletid 1914

 

 

30. december 1914. Madhentning i mudder til knæene

Senest ændret den 7. januar 2015 14:02

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i Verdenskrigen i Füsilierregiment 86

Den Skyttegrav, vi laa i, var meget dyb. Mange Steder var den med den opkastede Jord tre Meter; for at vi kunde have frit Skudfelt, var der lavet en høj Bænk af Jord og Brædder. Vi laa meget nær ved »Frands«, flere Steder kun 70-80 Meter fra ham. Hans Hovedstilling var opkastet omtrent 1800 Meter tilbage. Naar man kastede et stjaalent Blik ud af Graven, saa man store Arealer af Roe- og Stubmarker; men hvad der fængslede en mest, var de mange Løbe- og Skyttegrave, som gennemskar Markerne paa Kryds og tværs, saa langt Øjet kunde naa. Bagved os laa der et stort Gods. De af Granater gennemhullede Murrester og de nøgne Gavlender talte et tydeligt Sprog om Krigens Ødelæggelse. Ikke langt derfra laa en Sukkerfabrik, ligeledes i Ruiner; den hørte muligvis til Godset ligesom disse store, udstrakte Marker.

Hvilke Øjeblikke vi maatte udholde her, derom vidnede de store Granathuller i en ubehagelig Nærhed af Graven. I det Par Dage, vi havde været der, havde vi mistet 17 Mand.

At faa varm Mad her i Skyttegraven var Luksus. Det var ogsaa en ubehagelig Tur at hente Mad nede i Byen, især Tilbagevejen med to Kogekedler fulde i hver Haand og saa den to Kilometer lange Løbegrav med Mudder op til Knæene ja , somme Steder maatte man endog sætte Kedlerne for at trække Benene til sig igen. En Aften, jeg var efter Mad, regnede det hele Tiden. Da jeg kom tilbage, var jeg tilsmurt med Ler til op over Skuldrene, saa mine Kammerater maatte skrabe det af med Kniven. En saadan Tur tog for det meste et Par Timer, og saa holdt Maden jo ikke Varmen.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere fra Regiment 86

29. december 1914. I mudderet ved Moulin-sous-Touvent

Senest ændret den 7. januar 2015 14:00

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Her i Skyttegraven boede jeg i en Jordhule sammen med to til. Hulen var saa stor, saa vi kunde staa oprejst derinde; men den var meget fugtig. Der var kun et Par løse Brædder oven over med 8 Tommer Jord paa. Det dryppede uophørligt ned fra Loftet; men vi havde hængt et Teltlærred op og ledet Vandet ned i en Kogekedel; det brugte vi baade til Vaskning, Barbering og Kaffekogning. Det værste var, at vi ikke havde tørt Halm at ligge i; det var næsten ikke til at faa.

Det regnede hver eneste Dag. Vaade lagde vi os til Hvile, og vaade stod vi op. Det holder den stærkeste Mand ikke ud i Længden. Jeg havde været meget stærkt forkølet i flere Dage; men Ungdommen sejrede alligevel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
Skyttegrav ved Moulin – dækningsrum bag presseningen.

28. december 1914. Ad mudderveje til skyttegravene ved Moulin

Senest ændret den 7. januar 2015 14:00

Hans Petersen fra Sodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86, der ved nytårstid blev flyttet til Moulin-sous-Touvent

28. december 1914

Om Aftenen Kl . 8 den 28. December rykkede vi ud af Byen St. Paul. Næppe var vi kommen til Udkanten af Byen, førend vi blev overrasket af en skybrudlignende Regn, og desuden blæste der en forrygende Storm. De opblødte Veje blev ligefrem til Sumpe; at og til var der en, som haltede ned i et dybt Hjulspor. For dem, som ingen tætte Støvler havde paa, var det ikke behageligt. Der var ogsaa et Par frivillige, som højt og dyrt forsikrede, at de havde aldrig været ude i et lignende Vejr.

Vi gik med krumme Knæer og krum Ryg og havde skudt Hjælmen ned i Nakken, for at Regnen ikke skulde løbe ned ad Ryggen. Der blev ikke sagt mange Ord, enhver havde nok i sine Tanker.

Paa en Gang blev jeg reven ud af mine Tankerved et Klask i Pløret, efterfulgt af et »Donnerwetter«. Det var Dr. Hayer, som var falden ned i et dybt Granathul, der var fyldt med Vand og Pløre. Det var et komisk Syn; men da Vejret var saa uhyggeligt, blev der ikke lagt meget Mærke dertil.

Vi marcherede hele Natten, først gennem Blérancourdelle og saa til Nampcel, hvor vi havde et kort Hvil. Vejret var imidlertid bleven klart, Blæsten havde lagt sig lidt, og Maanen skinnede nu og da ned gennem de jagende Skyer. Det sidste Hus i Byen var indrettet til Vagtstue; her sad Vagtmandskabet og røg Cigarer og spillede Kort.

Endelig kom vi til Moulin og troede, at Maalet var naaet. Det var det ogsaa for saa vidt; men vi skulde jo ud til Skyttegraven. Fra Byen ud til Skyttegraven gik der en to Kilometer lang Løbegrav; vor Vandring gennem den spotter næsten enhver Beskrivelse. Det havde nu regnet i mange Dage, og den Skylregn, vi lige havde faaet, havde ogsaa bidraget sit til, at Bunden i Løbegraven dannede et eneste Ælte. Somme Steder gik vi i til Knæene, saa Pløret løb os ned i Støvlerne. Den fede Lerbund voldte, at vi havde Møje med at trække Benene til os. Tit stod en eller anden og dyppede Støvlespidserne i Pløret; han var bange for at sætte Benet til; thi han vidste kun alt for godt, at han vilde synke i til Knæene.

I otte Timer havde vi marcheret og det med fuldtpakket Tornyster. Det var i Sandhed ingen køn Spadseretur. To Mand opgav ogsaa Ævred midtvejs, lod Støvler og Strømper i Stikken og ankom paa bare Ben. En stod i en lille Sidegang og spiste paa en stor Julekage. Jeg siger til ham: »Du er nok bleven sulten.« »Nej,« sagde han, »jeg spiser bare denne Kage, saa har jeg da den mindre at bære paa.«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

28. december 1914. Hemming Skov i beredskab i Chencitza

Senest ændret den 7. januar 2015 13:58

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 28. December om Aftenen brød vi atter op og maatte frem for at ligge i Beredskab i Chencitza. Hinsides Banedæmningen var nu etableret en god Skyttegrav. Fjenden laa hinsides Ludwikow i en Afstand af ca. 1000 m, men i Ludwikow havde han en fremskudt stærk Pa­trulje. Der var en Del Geværild, men Artilleriet arbejdede intensivt, og lidt efter lidt forsvandt det halve Ludwi­kow.

Polsk landsby i ruiner IMG_2011_11_29_5615
Ødelagt polsk landsby (Museum Sønderjylland)

 

 

27. december 1914. “To timers våbenstilstand for at bjærge døde.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:45

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

I hele december forsøgte russerne gentagende angreb midt på fronten enten ved Darkehmen eller mod Lötzen fæstningen. Den 12. dec. blev 300 taget til fange. Og ved morgengry første juledag angreb de igen i håb om at tyskerne var uopmærksomme, men mistede 3000 mand heraf 1100 tilfangetagne.

Den 27. dec. blev de bevilliget en to timers våbenstilsand, så de kunne bjærge deres døde. Ved den lejlighed kunne man se, hvor rystende de russiske soldater var, da mange forsøgte at overgive sig, men pga. våbenstilstandsaftalen måtte tyskerne ikke tage dem til fange og måtte sende dem tilbage.

Trods disse enkelte kamphandlinger herskede der ro og vinterlig stillingskrig fra midten af november til årets udgang.

1914-12-tysk artilleri
Tyske artillerister fejrer jul på Østfronten 1914 (Fra: Der Völkerkrieg)

 

26. december 1914: “Julepostens omdeling var vor største og eneste glæde.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:44

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

 Anden Juledag forløb i Fred og Ro, heller ikke Artilleriet forstyrrede. Det var, som om der ogsaa raadede Jule­stemning ovre hos Russerne, endskønt de ikke fejrede Jul paa dette Tidspunkt.

Da vi til Aften atter blev afløst, opnaaede vi at blive Reserve og komme helt tilbage til Partokko, hvortil vi nu fra vor nye Stilling havde halv­anden Times March. Nogle Huse var her indrettet til Forbindingsplads eller Lazaret, og Byen var mærkværdig­vis ganske ubeskadiget. Vi boede ellers i de faa Huse, der var tilbage af Chencitza.

Jobbet som Reserve nød vi i samfulde to Dage. Julepakkerne blev delt Kammeraterne imellem. Gennem Divisionen modtog jeg en større Pakke, som var sendt af Røde Kors i Flensborg. løvrigt var Jule­postens Omdeling vor største og eneste Glæde.

1914-10-19 russisk artilleri

25. december 1914. Peter Østergaard får franske granater til jul

Senest ændret den 7. januar 2015 12:44

Peter Østergaard, Reserveregiment 86, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, tilbragte den 24. december under fransk beskydning

Kl. 3 om morgenen måtte vi op, for vi skal jo være herude, længe før det bliver lyst, for ellers kan franskmanden let mærke noget, og så skal han snart være der med sine granater. De sidder, hvor de skal. De skyder forfærdelig godt og det i begge ords fulde betydning. Lige i dette øjeblik suser granaterne over hovedet på os, den ene efter den anden, men de fleste går ind i byen, som ligger 100 meter bag os. Dog nu kom der et par, som ikke var langt herfra. Måske vil de gøre et angreb her i nat, eller også de har mærket, at mange af os ofte er inde i byen efter vand, brænde og lignende.

Dagen forløb rolig og aftenen og natten ligeså. Rasmus Nissen, Lendemark, og jeg, som bor sammen, havde vagt fra 6—8. Da vi var færdig med den, skulde vi have vort aftensmåltid, som jo tillige er vor middag. Den bestod i det, vi kalder „tyskersuppe“!. Da vi havde fået lidt af den, skulde jeg jo have efterset, hvad den pakke indeholdt, som jeg havde gået og slæbt på i 14 dage. Indholdet var udmærket, langt over forventning, så jeg har ikke fortrudt, at jeg har travet rundt med den. Nu da de små pakker kom, har jeg fuldt op af julesager. Dog kunde man nok have ønsket sig et stykke hvedebrød, men det er ikke til at opdrive. Smør kan vi købe, det koster 2,10 Mark pundet. Til tider får vi også lidt smør eller fedt udleveret, men det er forsvindende. Fedtet er dansk svinefedt.

Vi fik lavet bouillon til sagerne, og medens vi talte om julen der hjemme, smagte vi på det hele. Dog samtalen gled ikke rigtig, det blev mest til tanker, der af sig selv søgte de steder, hvor vi helst vilde have tilbragt denne aften. Endnu efter at vi havde lagt os, og lyset var slukket, gik vore tanker hjem til de kære og opad til ham, der denne aften havde åbenbaret sin store kærlighed til os, ved at sende sin søn til vor frelse. En lille stund lå vi endnu og så, hvordan ildskæret fra vort lidt utætte ildsted malede fantasibilleder paa hulens lervægge, der nu, når de er tørre, ser ud som granitklipper. Så sov vi ind, til vagten kl. 12 meldte, at det atter var vor tur.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"

 

24. december 1914. Østfronten: “Den ene Julesalme fulgte efter den anden.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:42

Feltpostbrev dateret den 29. december 1914.

Jul i Polen
Jul i en skyttegrav i Polen

 

Kære …

Den 23. var vi i Kvarter hos tysktalende Folk og havde et storartet Kvarter. Lille Juleaften sad vi i en varm Stue og talte om, hvorledes vi skulde tilbringe Julen.

Pludselig aabnes Døren og en Stemme raaber: „Sofort fertig machen und ausrucken!”

Det var os en slem Skuffelse. Det gik derefter en 6-7 Kilometer frem til Byen R., hvor der gaves Skytterne Ordre til at gaa frem i Skyttegravene. Jeg fik Ordre til at blive hos Ritmesteren som Melderytter og forblev derfor i Byen. Men Natten tilbragtes under aaben Himmel. Ved Daggry søgte vi at faa vore Heste under Tag, hvad der ogsaa lykkedes og vi begyndte saa smaat at tænke paa Juleaften.

Klok­ken 2½ fik jeg imidlertid Ordre til at bringe en Be­faling til Byen K. Jeg naaede derhen, men maatte vente i længere Tid paa vor Major, og imens blev det mørk Nat. Jeg ventede her ganske alene, og Tan­kerne fløj uvilkaarligt mod Hjemmet til alle mine Kære.

Pludselig vækkedes jeg af mine Drømme ved Ly­den af julesangen: „Glade Jul”. Den kom fra et Regi­ment Dragoner, som laa i en Vejgrøft, ca. 30 Meter fra mig. Den ene Julesalme fulgte efter den anden. Det var ikke, som naar man ellers hører Soldater­sang. Jeg har aldrig hørt kønnere, festligere Jule­sang som denne, der her kom til mig i den ensomme Nat ud over de øde Sletter. Det blev med et den dej­ligste Julefest for mig, selv om al den jordiske Her­lighed savnedes. Mine Tanker samlede sig til Bøn. Snart efter traadte Majoren frem. Jeg overbragte mit Bud og kunde ride tilbage igen.

Glad og fornøjet naaede jeg mit Kvarter. Nogle af Kammeraterne havde faaet et Juletræ pyntet, det hang oppe under Loftet af Mangel paa Plads. Jeg bandt min tro Hest, som altid staar sadlet, fordi den altid skal være parat.

Der var næsten ingen Plads til at sove. Jeg lagde mig derfor til Hvile foran For­benene af min Hest, og hermed sluttede min Juleaften

Din Andreas

24. december 1914. Juletræet fældes med sabel

Senest ændret den 7. januar 2015 12:42

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. Julen blev fejret bag fronten i Frankrig.

24. december 1914.

Juleaftensdag oprandt med Snevejr; det saa rigtig ud til, at det nu skulde blive Jul; dog lidt op paa Dagen kom Solen igennem, og Sneen maatte forsvinde. 

Om Middagen gik to Underofficerer og jeg ud at søge om et Juletræ; men vi maatte søge over en halv Time; thi rigtig smukke og jævnt groede Grantræer kendte Franskmændene aabenbart ikke til. Da vi kom hen til Godshaven, sprang jeg over Hegnet og savede Toppen af en Gran med min Sabel. Træet var ikke saa smukt, som jeg kunde ønske det; men Hovedsagen var jo, at vi havde et.

Om Eftermiddagen gik vi til Gudstjeneste. Kirken var overfyldt, den kraftige Sang var ordentlig velgørende, og den smukke Tale, der blev holdt af vor Feltpræst, gik os alle til Hjertet. Efter Tilbagekomsten samledes vi i en Kornlade, hvor nogle Kammerater havde pyntet Juletræet.Vor Kompagnifører holdt en Tale til os og oplæste Juleevangeliet; saa blev der sunget en hel Del Julesalmer, og ind imellem læste et Par Kammerater nogle Juledigte. Naar der engang imellem var et lille Ophold, hørte vi tydelig Kanonernes Torden.

Bagefter samledes vi i Klynger og talte sammen om Julen og Hjemmet. Der var en Del af os, som havde købt Kognak og Bom af Marketenderen. Vi havde ogsaa faaet udleveret noget, som skulde være Brændevin; men det var nærmest Brændsprit; deri havde nogle drukket sig fra baade Sans og Samling.

Til Julebord havde jeg et Par Brædder med et Knippe Halm under. Ved det flakkende Skin af et lille Julelys spiste jeg med god Appetit et Stykke Brød med Fedt paa og krøb saa ind i Halmen oppe paa Loftet og sov trygt til om Morgenen. Det var Julen 1914.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England".
86’ere fra Tønder ved juledekoration. Læg mærke til det fromme juleønske på skiltet: “Gott strafe England!”

24. december 1914. Hemming Skov: “Vi fik næsten julegaver i overflod.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:41

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Juledag havde vi Juletræ, og vi fik næsten Julegaver i Overflod, Liebesgaben (Kærlighedsgaver) fra forskellige Steder. Fra Thorn, vor Garnisonsby, var saaledes sendt Vin i saadan Mængde, at hvert Korporalskab fik 4 Fla­sker. Baggrunden for Rigeligheden beroede naturligvis paa, at det var den første Krigsjul.

Vi manglede kun den længe ventede „store Julepakke” fra vore kære derhjemme. En Pakke, hvis særlige Størrelse var tilladt med Henblik paa Julen. — Juledagsaften maatte vi desværre i Skyttegraven igen, og selv om vi havde været heldige og kunde fejre en Del af Juleaften og Juledag i Fred og Ro, forlod vi ikke særlig glade vort Kvarter med vort Juletræ.

Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)
Jul hos Luftskibstropperne (Landsarkivet for Sønderjylland)

24. december 1914. “… vi kunne ikke mere, vi græd alle.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:40

Jul-A10358_05_resize

Frankrig, den 25. December 1914.

Min kære Kristine!

Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.

Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.

Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Ju­len. Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Ju­len, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os pa­rat. Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.

Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt. Under Tilberedel­sen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa AIs. Han sagde: „God Aften” og „Jeg kommer snart igen” (paa Dansk). Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann). Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre”. Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat” forlod han Hulen.

Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. Jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jord­bænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet. Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — pa­rat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften – det var vor Julestue.

Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud”. Jeg var Forsanger. I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd. Vi andre mande­de os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle. Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skam­mede os derved.

Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp. Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Jule­evangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hæn­der, saavidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne afmed. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner. Ja, al­drig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften. Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden”.

Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul” og „Den yndigste Rose er funden”. Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes. Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Jule­aften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve – og blive gamle Mennesker.

Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte. De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare ef­ter den anden sig ned over Kinderne.

Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul”. Vi samledes igen og sang et Par Sal­mer. Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor. Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.

Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa men, – det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.

Din P

23. december 1914. Bundløse veje i Rusland

Senest ændret den 7. januar 2015 12:38

Heste synker ned i mudderet
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort. (Museum Sønderjylland)

Sønderjyden Paul skrev dette feltpostbrev, dateret “Rusland, d. 23. Decbr.”

Vi var over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter, En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, ellers vilde de være helt bundløse. Det er ikke let at ride paa saadanne Veje, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over Markerne, naar vi rykker ud.

Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel. De ungarske Heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. Hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her.

Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, kom Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland.

Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der ialt stod 800 Heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen. Naar, bare jeg var blandt Nordslesvigere.

l kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en Krig fører med sig.

Kærlig Hilsen Paul

23. december 1914. Hemming Skov: “Julen skulle fejres i et fremmed land for en fremmed sag.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:37

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 23. December om Aftenen løste vi af i Skytte­graven, og nu var der mest Sandsynlighed for en Juleaften her i denne plørede Skyttegrav mellem Banelinien og Byen Ludwikow. Sammen med et Par Kammerater fik jeg „installeret” et lille Fyrhul i Skyttegraven, hvorved vi af og til fik os en Portion hyggelig Varme. Efter en rolig Dag naaede vi til den hellige Juleaften, en Juleaften langt borte fra de kære.

Under trøstesløse ydre Omgivelser skulde Julen fejres, i et fremmed Land; for en fremmed Sag var man her, ført hertil ifølge den os paalagte tunge Pligt.

Lidt ud paa Aftenen — jeg tror, det var paa den Tid, vi herhjemme plejer at gaa ind til det tændte Jule­træ — blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage efter Mad ved Feltkøkkenet. Her fik vi imidlertid den glædelige Meddelelse, at vi snart skulde afløses. Med denne kærkomne Meddelelse begav vi os paa Tilbage­turen, hvorunder vi desværre mistede en Kammerat. Bukkende og dukkende løb vi mod de hvislende Kugler; men sammen med den glædelige Meddelelse om Afløs­ningen føjede sig nu ogsaa Beretningen om Tabet af en Kammerat.

Afløsningen kom, og vi satte atter Kursen mod Feltkøkkenet og den Lade, som Julenat skulde huse os. Vel ankommen til Feltkøkkenet uddeltes ekstra varm Romtoddy foruden Ærter og Flæsk. Lidt Post var der og­saa kommet.

Juleaften postkort 2
Postkort med julemotiv