Jumencourt, Aisne den 10. januar 1915
Kære forældre!
Ja, nu er jeg kommet hertil. Vi blev pludselig afløst ude i skyttegraven, og skulde holde os marchberedt den næste dag klokken fire. Nogle sagde, hele første bataljon skulde væk for at være med til at danne et nyt regiment 256, som straks skulde dampe af til højre fløj; andre sagde, at vi skulde til Rusland, atter andre til England, og nogle var aldeles inde på, at vi skulde hjem igen til Slesvig og stå kystvagt på Sild. Nå, ingen af de mange paroler holdt stik. Vi er bleven tildelt III armékorps og ligger langt bag fronten, ca. tyve km fra Soissons, hvor der vist bliver ventet et større gennembrudsforsøg. Vi blev halet ud af sengen alias halmen, klokken godt tre i nat; klokken fem satte hele bataljonen, 1000 mand stærk sig i bevægelse, først kom vi til Noyon, der var endnu mørkt, og vi marcherede lige igennem; jeg så dog den gamle mægtige domkirke; den havde jeg stor lyst til at se indvendig; men det kunde man ikke tænke på. Vi slæbte os videre afsted med vort læs, som vejer sine 60 pund, skuffede over, at vi ikke skulde med toget derfra. Men vi måtte endnu ca. 10 km på den anden side. Dér gjorde vi holdt ved en lille by Ailly, hvor vi lejrede os på en græsmark, indtil vi omkring ved kl. 10 steg ind i toget og kørte løs. Vi kom gennem Chauny.
Det er en underlig egn. Oise er vidt og bredt gået over sine bredder; de snorlige høje trærækker står som groet op af et spejl. Her er dale og skovklædte højder. Vi kom igennem en lang kulørt tunnel. Da vi kom ud af den, syntes jeg, at solen strålede varmere. Højt oppe til venstre lå en mægtig, mægtig ruin; så vidt jeg ved, hedder den Coussy; jeg er uklar over, om det har været et slot med sine runde tårnbygninger eller et fæstningsanlæg. Det tog sig så majestætisk ud, at jeg slet ikke kan glemme synet. Nedenfor i dalen var artillerister ved at grave en kanon ned i stilling. Batterierne bliver jo gravet helt ned under jorden, ellers bliver de straks opdagede af flyverne – ja, kære, hvad flyvemaskiner der er her; de snurrer uafladeligt, sommetider en fire-fem ad gangen; men i dag er himlen også blå, og solen skinner. Vi kørte så til Landricourt; derfra gik vi hertil, hvor jeg er blevet indlogeret i en hestestald; der er en alen gammelt møg; det blev os dog for meget, og vi har nu hentet frisk halm til at sprede ovenover – det hele må gå, som det bedst kan. – Det er altid en forandring at komme hen og se andre egne end altid det triste Lassigny; og her er jeg langt mere sikker end dér, da jeg her er så godt som uden for skudvidde. Hvor længe jeg bliver her, er der ingen der ved; men jeg kommer jo tilbage til regimentet igen; når der ingen brug er længere for os her. – Det glæder mig meget med Jens; det er da et lyspunkt i det hele. Jeg har skrevet til ham; men han har vist ikke fået mine breve. Det var en dejlig artikel af Budde Lund i Hovedstaden, jeg så den hos P. Østergård. Ja, gid man vidste på forhånd, hvad fremtiden vilde bringe – men ordningen er vel god, som den er.
Mange hilsener jeres søn Kresten