Tag-arkiv: marchtur

Krigens forløb

12. november 1918. “Danskerregimentet” Nr. 86 marcherer hjem gennem Belgien.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 12. november tiltrådte regimentet tilbagemarchen til hjemlandet sammenmed sin division. Den belgiske befolkning forholdt sig korrekt. Den orden,i hvilken fronttropperne trak sig tilbage, aftvang stadig respekt.

Retningen var i begyndelsen nordøstlig. Syd for Namur blev Maas overskredet den15. november. Så gik det stik øst, hele tiden 3-4 dages march, så en dags hvil, gennem de øde udløbere af Hohes Venn mod den tyske grænse.

Den blev overskredet den 21. november ved Recht, 10 kilometer syd for Malmédy. Nu steg regimentet op på Eifels nøgne højland. Kun få landsbyer og dårlige kvarterer. Det sene efterår var heldigvis mildt og tørt. Indbyggerne fortalte, at der ved denne tid ofte lå meterhøj sne. Hvis det havde været sådan nu, så ville vognene på grund af de afkræftede heste være blevet ynkeligt hængende.

Den 29. november steg regimentets kolonner ned i Rhindalen. Man nåede Bonn. Modtagelsen her var overordentlig hjertelig og velgørende. Den følgende morgen kl. 10, march over Rhinen. Lige før broen holdt divisionskommandøren friherre von Massenbach.

Hele divisionen marcherede i mønstergyldig orden forbi ham. Aviserne i Bonn berettede om det gode indtryk, som 18. division havde gjort på borgerne. Så brusede den tyske flod under 86’ernes fødder.

Fra højre hilste herover den strenge statue af Ernst Moritz Arndt, på hvis sokkel der stod at læse: ”Rhinen, Tysklands flod, ikke Tysklands grænse!” Men ”Wacht am Rhein”, engang sunget så stolt og sejrssikkert, ville ikke komme over læberne, skam og smerte lukkede munden. Man vidste jo, at man om få dage måtte overlade dette dyrebare land til en overmodig sejrherres nåde.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Sønderjyder

30. juli 1918: Stille og rolige dage for Frederik Tychsen og batteriet

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning i nærheden af byen Arci.

Vi marcherede således den 19 juli tilbage til Arci. Vi kom til Arci hen på eftermiddagen, men om aftenen måtte vi frem som reserve, vi skulle dække tilbagetoget, som det hed. Dog foregik det hele i den største orden.

Vi stod ved en lille by ? nede på en græsmark; men vi kom ikke til at skyde. Vi lå der til den 21. juli, så kom vi tilbage til Arci, og kom til at gå i bivuak i en lille skov. Først nu fik Gebauer lejlighed til at koge koyveret, som han havde skåret af den døde ko den 18. juli.

Han havde slæbt omkring med det i støv og varme, og det så ikke godt ud. Men yveret blev kogt, og han skrabede lidt at det yderste af og begyndte at skære løs af det og spiste det til et stykke brød.

Der var flere, der smagte det og spiste, og han tog så et stykke og rakte det hen til mig med ordene: “Vær så god Obergefreiter og spis”. Jeg lugtede først noget til det, fik fat i et stykke brød – og så gled det ned. Men vi havde heller ikke fået for meget i den seneste tid af kød.

Den 23. juli gik vi i stilling ved Arci le Ponsant, og der lå vi i to dage. Skydningen var ikke heftig i disse dage. Og vi fik ikke ret megen ild fra modstanderen. Men vi lå hele tiden marchberedt. Den 25. juli gik vi tilbage og kom i stilling i en lille by, Colonges, lige uden for Fismes. Protzerne og køkkenvognen lå inde i Fismes.

Vi havde kvarter i en 3 etages hjørnebygning inde i Fismes. Her var senge, og bygningen var belagt med soldater i alle værelser lige fra kælder til kvist. Vi lå i dette hus i 6 dage. Vi havde en lille besætning ved kanonerne; men skød ikke. For øvrigt lavede vi ikke ret meget. Vi fik sovet ud, og gik så rundt i byen og fandt os nogle kartofler, tomater og anden frugt.

Sergent Pfale fandt en grammofon med plader, så gav det musik i lange baner. Jeg fandt mig et par lette sko, dem løb jeg rundt i nogle dage; men på marchturene på landevejene duede de ikke. Efter fire dages forløb blev kanonerne taget ind til Fismes og stillet op på en plads ca. 200 m fra hjørnebygningen. De blev renset og smurt og gjort godt i stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

15. februar 1918: Nye kanoner afprøves af Frederik Tychsen ved byen Montier.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Her i Lüttich fik vi helt nye kanoner. Det var af samme typer som de gamle, men med den afvigelse, at røret var 30 cm længere (Schwere Leldhaubitze 13 mit verlængertem Rohr), og de kunne skyde 1 km længere, og de kunne tåle en ladning mere.

Den 13. februar var vi henne i en by de hed Montier (i nærheden af Herve). Vi kørte fra Beyne Hensay ved middagstid, og vi kom igennem mange byer og mange minedistrikter; det var en ret lang marchtur ca. 30 km. og det regnede stærkt hele tiden.

Vi var ganske gennemblødte, da vi kom til Montier. Kanonerne blev kørt ind på skolepladsen, hestene kom rundt til bønderne, og kanonererne kom i skolen. Bænkene var sat ud, og vi skulle lægge os på gulvet, der var flisegulv. Der blev lavet mad et sted henne i byen, og da vi havde hentet mad – der var ret god og rigelig, tændte vi ild i kakkelovnen, det blev lunt og dejligt.

Sergent Felix Plozaichik spillede mundharmonika og vi dansede, og efterhånden blev vi varme og klæderne tørre. Jeg havde aldrig lært at danse, men jeg kunne godt træde med i en vals og en polka, og andet dansedes ikke. Der var ingen damer, men vi dansede med hverandre indbyrdes; der blev stampet i gulvet med de svære kommisstøvler, råbt ju-hu-u-u-, sunget osv. så der var mægtigt humør.

Hen på aftenen kom der et par mand slæbende med nogle knipper halm, og udsigten til et blødt og varmt natteleje forhøjede feststemningen.

Næste dags formiddag blev kanonerne kørt hen på en bestemt plads i udkanten af byen; de blev meget nøjagtigt stillet ind, og det første skud lød. – Vinduerne gik i stykker i de ejendomme, der lå i nærheden. Skydningen varede hele dagen, granaterne slog ned i en mose.

Efter skydningen gik vi i kvarter i skolen; det var fint vejr denne dag, og der kom mange mennesker for at se på os under skydningen, dog holdt de sig i en passende afstand. Vi tilbragte endnu en nat i skolen (lærerpersonalet så vi ikke noget til) og hen på formiddagen den 15. februar brød vi op og kom tilbage til Beyne Hensay hen imod aften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.