Tag-arkiv: Laffaux

Krigens forløb

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

Krigens forløb

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

Krigens forløb

21. september 1918. “Det regner Vand, det regner Granater”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget raser ved Laon, og Eskildsen og hans kammerater rykker ind i et lille skur for en stund.

Franskmændene er trængt ind i Stillingen, og vor Division skal gøre et Modstød for at tage den tilbage. Da alt er færdigt dertil, — ændres Befalingen igen. Den 1. Garde-Division, Prins Eitel Friedrichs Division, kan ikke mere, og vor Division afløser den ude ved Laffaux.

Midt i Slagets Gru, i Nattens Mulm og Mørke, famler vore Folk sig fremefter. Pigtraad, oprevne Jernbaneskinner, splintrede Rester af Vogne og Kanoner, Lig, døde Heste, — det er den vanskeligste og uhyggeligste Afløsning, Regimentet har haft. Omsider naar det frem og staar nu her, uden Reserver, for at værne den fremmede Jord. Det bliver det fortvivlede Bobr-Slag om igen. Franskmændene angriber næste Dag med stor Overmagt. Vore Folk viger ikke.

Vi mister 91 døde og Saarede; men foran Linien tæller man over 100 faldne Franskmænd. Den følgende Dag mister Regimentet 50 Mand, men foran dets Afsnit tælles over 200 døde Franskmænd.

Linien tages tilbage, Franskmændene maser paa, vore Folk giver dem ikke en Fodsbred. Linien, trækkes atter tilbage, — nye Angreb, — Bataillonerne smelter sammen til 50 Mand, — Regimenter og Divisioner flyder sammen, — Førerne ved ikke, hvor deres Afdelinger er, — den ene Dag er hele Kompagnier omringet, — næste Dag gør Regimentet midt i dette Kaos et Modangreb og tager 100 Fanger. Skal Regimentets Historie ende her?

Tager man om et Par Dage en Pen og stryger ogsaa Tallet 266 paa Listen? Vi sidder bagude og tæller døde, Saarede og fangne sammen, giver Meldinger tilbage og Befalinger fremefter. Jeg læser i »Politiken«, hvorledes dette Slag ses med neutrale Øjne. »Højderne ved Laon,« skriver man i København, »er Drejepunktet, Hovedhjørnestenen for hele den tyske Stilling paa Vestfronten. Falder »Laffaux-Hjørnet«, saa er hele Damevejen og hele Stillingen ved Noyon ikke til at holde.« Vi mærker, at Kamplinien rykker os nærmere.

Det regner Vand, det regner Granater, Vi søger Ly i Byen Chailvet. Den bliver et andet Réville. Franskmændene tager Byen under Ild. Vi flygter fra sønderrevne Mennesker og Heste op paa Bjergskraaningen og hænger vort Skilt »Regts.-Geschaftszimmer R. I. R. 266« paa et lille Skur under et Æbletræ. Regnen slaar overalt igennem. Vi kan ikke arbejde her og flytter ind i nogle Hulrum ved Randen af en Eng.

II. Bataillons Intendant, »Zahlmeister« Matthiesen, arver vort Skur. Faa Timer efter falder Granaterne paa Bjergskraaningen. Mange dræbes, to Mand rammes af Granatsplinter inde i det Skur, vi lige forlod!

Var det et Tilfælde? Var det et naadigt Forsyn?

Jeg gaar i dybe Tanker paa den lille Skovvej ved Engen. Man kan nok trænge til at støtte sig til Troens Søjle i disse Dage, hvor alt synes at ramle sammen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 229-231

Krigens forløb

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229