Tag-arkiv: hjemmefronten

7. juni 1918. Endnu en bryllupsdag må holdes med Jørgen i krig. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 7. juni 1918

… Har du tænkt på, kære Inger, at i morgen er det 9 år siden, vi holdt bryllup. Næste år kan vi altså holde jernbryllup, er det ikke sådan, at det kaldes. Jeg husker sidste år på årsdagen for vort bryllup, da var jeg ude i stillingen, det var ikke rart. Denne gang har jeg det meget bedre, men jeg kan ellers ikke sige, at jeg er bedre tilfreds, det er længslen og skuffelserne, man har oplevet, som gør det. Jeg skal ellers se at tage mig mere sammen. Nu har jeg lige læst et af dine gode breve, som du sendte mig for et år siden. Det er et, som jeg har beholdt til minde om vort bryllup. Det er sådan et godt brev, der ligger også to firkløvere i brevet, men de er blevet tørre og går itu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. juni 1918. Mon sørgegudstjenesten bliver på tysk? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 4. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
Tænk i dag fik jeg tre breve fra dig. Mange tak for dem alle sammen. Du skriver om de mange dødsfald herhjemme. Ja, du kan tro, det har gjort folk her i byen ondt, især med Hans From. Otto er jo bleven fremmed for de fleste. Der er vist kun få, der husker ham så godt som du, og kunne mindes ham så kønt. Hans foræl-dre ville også blive glade ved at få et par ord fra dig. Jeg tror ikke, de har mærket så megen deltagelse herfra byen. Jeg har været der et par gange, og nu på søndag skal der jo være sørgegudstjeneste. Om det nu skal være på tysk, ved jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. juni 1918. Der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 4. juni 1918

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 31. maj. Nu går det godt med posten, og det er da dejligt. I går skrev jeg ikke til dig, kære Inger, skønt det er ikke, fordi at jeg mangler tid dertil, men der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig, så det er for galt. Den gang, jeg var i kompagniet, syntes jeg, at når bare jeg kunne få en eller anden bestilling, så kunne det endda sagtens gå an, og nu har jeg fået det så godt, som jeg kan ønske det som soldat, men alligevel er jeg ikke tilfreds. Jeg ved nok, at det er forkert af mig, men vi mennesker er engang sådan, at når vi har det nogenlunde, så ønsker vi at få det bedre. Jeg skulle jo ikke bedrøve dig med min klage, kære Inger, for du har nok at sørge over i forvejen. Det er da slemt, at lille Kirstine lider af ørepine, den lille stakkel, for det er meget smerteligt… Du har altså ikke fundet navnet på byen, som står på kortet. Prøv engang at søge i Belgien, men omtal det ikke i dine breve til mig. Så forfærdelig længe bliver vi vel ikke her, men jeg kommer da ikke med ud i stillingen, og det er rigtignok godt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

31. maj 1918. Mange spekulerer i hvidkål i år. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 31. maj

Tak for kortene, som jeg fik i går, det ene er fra Tournai. Jeg kan ikke finde byen på kortet, men synes ellers at navnet lyder så kendt. Det er jo da slet ikke på den egn, hvor det nu går løs. Hvor er det dog betryggende at vide dig i god behold, selv om det ikke er herredage, du har… Revisionen var i formiddag, men det gik nok så glat af. Der er ikke meget på folks lofter nu så langt hen i tiden. Mange steder skal roerne piøjes om, jordlopperne har taget dem. Hans og Tage er i færd med at pløje vore om. Vi har da noget kålrabifrø at så igen. Det er ellers ærgerligt i år, da frøet er så dyrt. Vi har givet 16 M. pr. pd. Mange spekulerer jo i hvidkål i år. Det kan også give mange ærgrelser, når lopperne ødelægger dem, nu da det er så tørt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

28. maj 1918. “Uh, det kribler ligefrem i én ved at se soldater med oppakning og så en fornøjet kone ved siden af.” Inger savner sin Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 28. maj (skrevet på »Harmonien« i Haderslev).

Min egen kære Jørgen!
… I dag er Hans From kommet hjem. De fleste fjelstrupper var nok herude og følge hjem; men jeg vidste slet ikke, hvad tid de kom her til Haderslev, eller om nogen ville ud at følge. Så vor vogn var jo ikke med, men det gør såmænd heller ikke noget, da du ikke er hjemme. Der skal nok være begravelse sidst i ugen. Jeg bestilte to kranse i dag, en til Fedders og en til os, som jo så skal sendes derop i morgen. Det er næsten ved at blive dagligdags med død og begravelse, og det er så trist. Før, da jeg gik i Storegade, mødte jeg folk, som kom fra toget. Uh, det kribler ligefrem i én ved at se soldater med oppakning og så en fornøjet kone ved siden af. Ja, det er jo dejligt at komme hjem på orlov, men det er den afsked, der er så frygtelig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. maj 1918. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Maj, juni, juli, august 1918
Med bogvognen følger Jørgen Friis troppebevægelserne. Soldaternes kammeratskab har grænser, og krigens trøstesløshed er ved at tage overhånd. Ansøgningen om tilbagesættelse bliver afslået. Men Inger Friis sporer sig ind på årsagen og tager sine forholdsregler.

Onsdag d. 22. maj 1918

Min egen kære Inger!
Der er nu gået et par dage, hvor jeg ikke har fået skrevet til dig, så vil der vist blive et lille hul i brevvekslingen, og det gør der måske alligevel, da brevene ikke kommer, som de skulle. I dag er det altså lille Kirstines fødselsdag, og så er det vel en festdag hjemme, måske I har lidt fremmede. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer.

Nu er jeg igen ved kompagniet og har min gamle bestilling, at køre med bogvognen, og det gør jeg rigtignok for alvor hver dag i denne tid. som du jo nok ved, er vi flyttet. Mens mandskabet rejste derhen med toget, skal hele bagagen gøre rejsen med heste og vogn.

Det er forresten helt interessant. Vi kører omtrent 20 kilometer hver dag, så gør vi rast til næste dag. Det kan hestene let holde ud, og de kommer da heller ikke i sved, selv om det er varmt, for det er der hernede.

Mandag morgen Kl. 6 rejste vi fra Sammeldepotet og kom til Cambrai ved middagstid. Det første gensyn med bagagefolkene er slet ikke så rart, for de misunder os alle den gode tid, vi har haft i Clary. Nå, de har såmænd heller ikke stået så meget ud, for de har da slet ingen tab haft, men der er så mange ubehøvlede folk imellem disse mennesker. Og det må man heller ikke bryde sig om, at de er misundelige.

Jeg savner dine breve, kære Inger, men når vi først kommer til vejs ende, i morgen engang, kan det være, at der allerede er brev til mig. Dette her kan jeg jo også først sende bort, når vi kommer derhen.

Det er anden dag, vi er på rejse fra Cambrai. Sidste nat lå vi i en by, som hedder Arriche, en stor by, som du vist kan finde på kortet nord for C. Middagsmaden skal vi selv koge i de par dage, og det kan vi også nok, selv om det vel næppe er så godt som det, feltkøkkenet laver. Det er jo heller ikke herreretter. Når vi nu kommer i ro, skal vi rigtig bage pandekager, for jeg har mel dertil. Sidste nat sov jeg på en vogn ude i det fri, meget udmærket, for det er så varmt inde i stalden hos hestene. Og forrige nat sov jeg og Mansfelt på et bord. Da sov jeg også godt, for her giver det ikke så megen søvn som i Clary.

Vi ligger f.t. på en gård, som er ubeboet. Det er sært, at folkene har forladt den, for den fejler intet, det er en stor smuk gård. Vi er også kommen forbi et kuldistrikt, det synes jeg ikke så godt om, for støvet er så sort, og bygningerne ligner hinanden allesammen. Bare jeg havde været hjemme og kunnet fejre fødselsdag sammen med jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. maj 1918. “Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd”. Frederik Tychsen på orlov.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Derefter fortsatte jeg med toget, og ankom til Flensborg om middagen. Jeg henvendte mig på Bezirkskommandoen i Flensborg, og her bad jeg om at få lov til at rejse hjem til Agerskov. Det kunne ikke lade sig gøre, med mindre, at min fader kom til Flensborg og skrev under på, at jeg ikke ville gå over grænsen. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt på.

Jeg fik så sendt et telegram hjem. Fader cyklede til Rødekro, nåede toget og var i Flensborg ved fem tiden. Jeg hentede ham på banegården, og vi gik straks om på Bezirkskommandoen og fik papirerne ordnet og nåede at komme hjem samme dag, det var den 16. maj 1918.

Der var glæde i hjemmet, da jeg var ankommet. Alfred og Anne samt Paula (en pige fra Kiel) løb mig i møde, og lidt efter kom moder og tog mig omkring halsen. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten.

Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen. Jeg klædte mig af ude i hestestalden og fik mig badet og vasket, trak i rene klæder og derefter blev så militærtøjet kogt og vasket.

Det var en hel velgerning at få noget at spise og nogen mælk at drikke. Moder blev meget skuffet over, at jeg kun kunne blive 6 dage. Men derved var der intet at ændre. Jeg kunne få mig spist mæt, få sovet ud og få mig en pakke med, og det betød ikke så helt lidt for en frontsoldat.

Dog fik jeg for alvor at se, at det var ikke alene frontsoldaterne, der led, men de pårørende derhjemme led periodisk lige så meget. Det havde taget hårdt på moder, hun kunne ikke godt sove om natten; Johannes var kommet fra Rusland til Frankrig, og Samuel, der var i russisk fangenskab, hørte de kun sjældent fra.

Der var falden mange fra bekendtskabskredsen, og der lå et underligt tryk, en uhyggelig stemning over alle mennesker. Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd, det var næsten ikke til at holde ud, for man havde ikke meget at trøste med. Det var krigen – den medførte megen elendighed. Jeg besøgte nogle bekendte hist og her, men ret meget havde man ikke lyst til.

De sidste par dage var meget trykkende, mor gik og græd, og fader gik og listede omkring og sagde ikke ret meget. Jeg talte mest med Marie, Anne, Alfred og Paula. Selv om stemningen var trykkende, var jeg alligevel glad for at være hjemme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

26. april 1918. Dette brev kan du brænde. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26.4.1918

Min egen kære Inger!
… Vore folk har nok en meget slem stilling. Der er ingen huler eller huse, hvor de kan bo. Englænderne er jo tilbage, og offensiven synes at være gået i stå. Vi må nok hellere forberede os på, at krigen vil vare længe endnu, men så har vi måske lov til at vente en god fred for os. Det har vi da næsten fortjent, skulle man synes…

Tirsdag d. 30. april 1918

… Mon du har talt med Thaysen om ansøgningen om tilbagesættelse, og mon der i det hele taget er sendt en sådan ansøgning ind? Hvis det ikke er tilfældet, så er det nu for sent, og så må vi hellere vente til høsten. Nu taler du nok med ham derom og hører, hvad han siger. Det er jo meget kedeligt sådan at gå og vente og længes, for med krigen vil det vist vare meget længe endnu… Den gang, offensiven begyndte i foråret, tænkte de allesammen her, at nu kom freden snart, og jeg tænkte også, at det måtte jo vist stemme, når de alle sagde det. Men tyskerne har nok grundigt forregnet dem, denne gang som så ofte før. Jeg husker godt, at du skrev, at offensiven snart ville gå i stå igen, og at det kun var en reklame for krigslånet. Du fik ret. Hvorledes vil de også tænke at kunne slå både England og Amerika, således at de kom til at diktere dem freden, selv om det kunne lykkes tyskerne at ødelægge Frankrig. Men det kan de vist heller ikke.

Du skriver, at I har godt vejr hjemme. Det kan jeg ellers ikke sige, at vi har her, for det regner hver nat, og om dagen ligger der en tyk tåge over egnen. Det bidrager vel også til, at jeg ser lidt mørkt på sagen. For du kan nok forstå af mit brev, at mit humør i aften er »skidt«. Det er 5 måneder siden, jeg har været hjemme. Da jeg rejste, troede jeg fuldt og fast på, at det nok skulle passe, som Thaysen sagde, at jeg skulle komme hjem til foråret. Ja, han snakker.

I morgen er det altså 1. maj, og da er det ikke så rart for dig, kære Inger, med de ny folk. Når blot jeg kunne have hjulpet dig. Dette brev kan du brænde, for det er nok et kedeligt brev.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. april 1918. Der har vel aldrig været 4 måneder mellem du var hjemme. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 13. april 1918

Min egen kære Jørgen!
…I dag er der 5 dødsannoncer i »Modersmålet«, så det mærkes godt nok herhjemme, og så det, at der alligevel ingen ende er at se på det hele, for det kan vi ikke herhjemme. Vi kan jo heller ikke gøre hverken fra eller til, kun bede om at Gud dog vil forbarme sig over menneskene.

Jeg længes meget efter dig. Vi er jo alligevel vant til at være sammen en lille tur hvert forår. Der har vel aldrig været mere end 4 måneder imellem, at du har været hjemme, så det er ligesom ved at være ved tiden nu… Jeg er glad ved at være lidt hjemme i ro. Nu om lidt går børnene og jeg ned på posthuset med tre pakker, som skal til Hamborg. Endelig er jeg da nået så vidt, at jeg har fået dem i stand.

Børnene leger så dejligt ude i baggården. De har lavet stuer under hylden, og Dimitri saver små grene af, som er i vejen for dem. Og nu lige er de ved at forklare ham, at han skal få en bold, som er blevet liggende på træstakken, taget ned. De kan dygtig tale med ham.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. april 1918. Lidt ligeglad tror jeg næste vi er blevet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 9. april

Min kære Jørgen!
… Der er nok kommet bud om fire faldne til Tyrstrup sogn i de sidste dage, Laues Lausens eneste søn, Nis Lunds søn fra Høkkelbjerg, der er faldet en før, Vilhelm Lüthje, husker du ham ikke nok, han var i lære hos Gemusens, da Henriette var her, og Søren Iversen fra Vinderup, Hans Iversens søn, de har boet i Stubbom en gang. Hvor er det tungt. Mon det da sådan vil komme allevegne?
– Tak for dine to gode breve fra 1. og 2. påskedag, jeg fik dem igår. Ja, bare du fik ret, at krigen snart kunne få ende, om enden så biir god eller dårlig vil jo vise sig. Lidt ligeglad tror jeg næsten, at vi er blevet, som har haft vore med så længe.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

7. april 1918. Soldaterne sender pakker hjem med engelske varer. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 7. april 1918

…I dag er de igen kørt ud til fronten, dem som kom i forgårs. De fortalte jo en hel del om, hvordan det går til derude. Mange af dem havde engelske bukser på, og flere havde en god lædertrøje uden ærmer, meget bedre end de læderveste, vi kender. Så var der også flere, som havde engelske telte, de er lavede sådan, at de også kan bruges som slag, tilmed er de af gummi. Gode strømper og undertøj havde de alle med.

Englænderne er meget bedre udrustede end vi. Du kan tro, at der blev mange gode pakker sendt hjem af det engelske tøj. Soldaterne havde også fundet hvedebrød og smør, chokolade og sukker og alle de andre gode sager, som vi savner.

Der er jo faldet flere proviantdepoter i tyskernes hænder. Men al den herlighed må de gerne have for mig, når de bare vil lade mig blive i fred, til krigen er endt. Ja, der opleves noget derude, og det er jo langtfra så trivielt som skyttegravskrigen var. Men strengt må det være, når der af og til skal stormes, og ingen steder har de hjemme. De lægger dem i en vejgrøft eller på marken om natten, for det er sjældent, at de kan komme i kvarter, da alle byerne er borte.

Det er i Sommeområdet, og stenene af husene, som alligevel var nedskudte, er kørt bort til vejenes istandsættelse.

Men det værste er da for alle de stakkels folk, som må flygte fra hus og hjem og alt hvad de har. Især gør det mig da ondt for de små børn og gamle folk. Når man tænker på den nød, som der må herske, så kan man nok komme til at tænke på, hvor godt vi har det, også I derhjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

3. april 1918. Han er med på det fotografi, hvoraf de fleste har et kors, falden. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 3.4.1918

Min egen kære Inger!
…Ja, det er gået forfærdeligt til derude, men i de sidste dage har det nok givet en lille standsning i sagen. Måske de allerede er kørt fast og så skal til at grave dem ned i jorden igen, for at begynde næste forår igen med en stor offensiv. Mon det sådan skal blive ved år efter år?…

Lørdag aften d. 6. april 1918

… I går kom der en hel del vogne tilbage fra fronten. De skal hente noget tøj, som skal bruges, blandt andet håndværkstøj til skomageren og skrædderen. Denne offensiv slider nok helt forfærdeligt på sagerne. Schmidt fra skriverstuen var også med, og nu har jeg fået at vide, hvordan det står til med dem derude. Der er faldet 19 mand fra 2. komp. Tre løjtnanter – Lt. Rewe, Rode og så en, som jeg ikke kendte. Så er der faldet en feldwebel Blunk, som jeg også kendte godt, dernæst to underofficerer, som jeg også kendte meget godt. Resten er så menige, deriblandt er der flere af mine gode kammerater. Bl.a. er der faldet en, som hed Buck, han var hele tiden ved fureren og var aldrig før med ude i stillingen. Så er der faldet en gefrejter Mårtens, som jeg i lang tid var sammen med i gruppen. Han er med på det fotografi, hvoraf de fleste har et kors, falden. Billedet må være hjemme, og der er nu ikke mange af os i live mere, de fleste faldt ved Arras sidste forår ved disse tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

1. april 1918. Det koster mange, mange menneskers liv og lykke. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. påskedag, d. 1.4.1918

Min egen kære Inger !
… At der flages hjemme, vil jeg gerne tro, men du har ret i, det var bedre at sætte flaget på halv, for det koster mange, mange menneskers liv og lykke. Det vil ikke vare længe, inden dødsbudskaberne også når hjem til vort lille land. Jeg har flere bekendte landsmænd fra vor batt., og jeg tænker tit på dem, hvordan de er sluppet fra dette forfærdelige… Nej, du skal ikke søge for mig igen, kære Inger, lad os nu blot vente og se, hvad det bliver til med den ansøgning, som er i gang. Og jeg tænker også snart, at krigen må få ende, for nu går det nok enten til den ene eller den anden side. Man kan forstå, at der skal en afgørelse til med våbenmagt, en forståelsesfred bliver det næppe.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

30. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Begejstringen var ikke stor i Berlin”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

30. Marts.
Kejseren bestiller ikke andet end sende Telegrammer ud og Dekorationer, nu sidst til Krupp, der har leveret den Kanon, der beskyder Paris. H. P. Hanssen her; jeg saa ham ikke. Han havde ikke noget særligt at fortælle, jo en Ting som oplivede: Hver Uge sender Amerika 10,000 Mand — foreløbigt. Begejstringen var ikke stor i Berlin og Flagningen trods Kejserens Befaling meget sparsom.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

29. marts 1918. I de danske aviser får vi jo sagen at se fra begge sider. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen,
Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Langfredag 1918 (29.3.)

Min egen kære Jørgen!
… Du kan tro, at jeg går og er glad og taknemlig over, at du ikke skal med ud i stillingen, for sådan som det går til, er det jo næsten ikke til at tænke sig, at nogen kan komme godt fra det. Og hvor gør det mig ondt at høre, at din kompagnifører er faldet. Men det har vi jo så tit talt om, at det er de bedste, som biir derude. Der blev så tit talt og skreven om »når blot den store offensiv kunne undgås«, men nu er den der rigtig nok, og megen sorg og elendighed kommer der bagefter, og lad os nu se, når der er gået en lille tid, så går også den i stå, og er resultatet kun sorg og nød, som så tit før. Freden er da naturligvis så langt borte, som aldrig før. Der står meget i aviserne om det nu, og i de danske aviser får vi jo sagen at se fra begge sider. I vore aviser gælder det jo igen et krigslån, det kan vi snart udenad. – Din ansøgning hører du vel ikke til endnu, hvordan det nu kan gå, når du får en ny kompagnifører, han kender dig jo ikke, sådan som Rewe gjorde, og ham lå det meget på sinde. Det gælder ellers om at have tålmodighed. Der er længe til maj endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

25. marts 1918. Det var næsten mere passende at sætte flaget på halv for de mange døde. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 25.3.1918

Kære, kære Jørgen!
Så fik jeg da den glæde at få brev fra dig inden påske, jeg var ellers forberedt på, at de tyske kort skulle blive ved en tur endnu… Jeg kan nok mærke, at du har været lidt nedtrykt og urolig. Det må jo også have været meget trist, og har nok kunnet fylde jer alle med alvorlige tanker, at gå og se på de sidste forberedelser til den store dyst. I går stod der om det i aviserne, at offensiven begyndte den 21., og at det er gået meget blodigt til. Der flages hver dag herhjemme. Vi ved knap hvorfor, men det er vel for det, der er sket dernede. Jeg tænkte på, at det var næsten mere passende at sætte flaget på halv, for de mange faldne og for al den sorg, der nu vil blive rundt om. A, hvor er det en lettelse at vide, at du kunne være fri for at storme. For det tænker jeg jo da, at du var. Rigtig tryg er jeg ikke, før jeg får brev igen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. marts 1918 – Enkefru Røgind: “Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. Marts.
Man flager. Fik en ordentlig Forskrækkelse nu henimod Aften. Henny [en Hjælpekone] havde været i Byen, og hun fortalte, at Rygtet gik, de var i Nærheden af Paris. Lise og jeg var ganske skrækslagne, saa var der jo slet intet Haab. Fader bekæmpede det længe og forestillede os det urimelige i den Frygt; det hjalp os ikke, vi var herunter; saa spiste vi til Aften, og saa var han pludselig forsvunden. Vi søgte i Varmerummet, i Soveværelset, nej, saa saa vi, hans Frakke var borte, og saa vidste vi Besked. Saa kom han endelig, havde været paa Posthuset og et Slag inde i Byen, havde talt med baade Bløcher og Dahl, som han mødte og standsede og i Samtalens Løb fik indflettet, det Spørgsmaal: Er der intet Nyt. De har vist været, yderlig forbavset over at se ham paa dette Tidspunkt i Byen og saa oven i Købet indlade sig i Passiar. Han beroligede os, og det var jo Meningen. Det glemmer jeg ham ikke.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 149)

23. marts. 1918. Der er fanget 25.000 mand. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.3.1918

… Der var en lille tid, før offensiven skulle begynde, da var jeg lidt beklemt, for jeg vidste ikke, hvordan det skulle gå med mig. Jeg havde hørt, at vognen med bøgerne skulle længere tilbage, og så var jeg bange for, at jeg var blevet sat fra bestillingen at passe æslerne. Men der var slet intet i vejen. Den dag, kompagniet skulle længere ud mod stillingen, sagde forplejningsofficeren til mig, at jeg skulle med til byen, hvor vi nu er og pleje æslerne. Du kan tro, at det lettede på mit humør, for jeg ville da grumme nødigt igen i kompagniet…
Kampen er nok forfærdelig hård, men T. går vedvarende fremad. Hvis det sådan bliver ved, så ender det med, at de allierede bliver slået. Andet kan jeg ikke skrive, kære Inger. I beretningen for i dag står der, at der er fanget 25.000 mand, samt taget 400 kanoner og 300 maskingeværer. Der er i dag næppe kommet så mange sårede her til som i går, men lazaretterne er vist næsten fulde. I eftermiddag kom der en hel del af dem med lazarettog længere tilbage for at skaffe plads til nyankomne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. marts 1918. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

… Det er nu den anden dag, at kampen raser, og det går meget voldsomt til derude. Efter hvad vi hører, er flere af vore officerer faldet, også flere høje officerer. Hvad der gør mig ondt er, at vor kompagnifører også er blandt de faldne. Du ved jo nok, at jeg satte megen pris på denne mand for hans retskaffenhed. Det gør mig virkelig ondt. Han var en ung mand og var lærer, men jeg tror ikke, at han havde ansættelse endnu. Nu sidder måske hans forældre og sørger over deres søn. Og det er der så mange forældre, der vil komme til at sørge over deres sønner.

Sygebilerne kører uafbrudt fra og til valpladsen og bringer de sårede til feltlazaretterne af hvilke, der er flere her i byen, som endda kun er en lille by, omtrent så stor som Christiansfeld. Jeg var lige til aften inde i et lazaret for at se, om der var bekendte, men jeg traf ingen. I kirken, hvor de hårdt sårede ligger, må vi ikke komme ind. I eftermiddag blev der tre begravet på kirkegården, deriblandt en engelsk overløjtnant. De var døde her på lazarettet. Alle de faldne kommer ikke så langt tilbage. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Ja, banerne og bilerne har noget at bestille i denne tid. Med hvert tog, som kommer fra fronten, er der sårede, men kun let. De er glade for at være sluppet fra det forfærdelige.

Der kommer flere transporter fangne engelskmænd her gennem byen, og nogle af soldaterne her er uforskammede nok til at håne dem. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg hører det. De skulle bare selv med derud, så ville de nok få andre tanker. Her går de og taler store ord. Man må desværre holde gode miner til slet spil, ellers havde jeg rigtig lyst til at sige dem sandheden. Ja, det er hårde tider. Jeg kom i dag til at tænke på Alsingervisen, der står i et vers: »Men hvordan de end får os kyslet og kast, ved vor mor og vort hjemmen vi dog holder fast.« Det er et sandt ord, som jeg aldrig vil svigte. Du forstår nok, hvad jeg mener, kære Inger….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. marts 1918. Hvor længe skal det vare med de tyske kort? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Tak for dit kort fra d. 18. Jeg blev lidt urolig over den nye adresse. Du er vel da ikke kommet fra din gode bestilling? For så var det da kedeligt. Men du skriver jo da, at du er glad ved, at du ikke skal med forud, så jeg håber det bedste. Har du slet ingen anelse om, hvor længe det skal vare med de tyske kort. Jeg længes meget efter et rigtigt brev…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

21. marts 1918 – Jørgen Friis: “Trommeilden blev ved til henimod middag”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21.3.1918

Min egen kære Inger!
… Det har været en stor kampdag idag. De stakkels mennesker, som har været med dertil. Nu ligger mange af dem døde derude, og mange stakler ligger og vånder dem af deres sår. Det er forskrækkeligt at tænke sig, at så mange mennesker sådan skal miste livet og flere blive krøblinge for livstid. Hvor har jeg meget at takke for, at jeg slap for at komme med til dette forfærdelige.

Du har jo vist fået nogle tyske kort fra mig i den sidste tid. Alt skulle være så hemmeligt, og derfor måtte vi kun skrive kort, som blev censurerede af en officer.

Da vi kom hertil byen, holdt der 8 syge- automobiler, og en morgen for et par dage siden var de forsvundet. Så vidste vi nok, at det snart ville gå løs.

Det vidste vi også nok forinden, at det omkring ved den 20. skulle gå løs, men det måtte jeg jo ikke skrive. Men i går blev det fortalt, at der i morgenstunden skulle begyndes på offensiven, som er bleven forberedt i lang tid.

Sådan en mængde soldater, som her er kommet igennem byen, og vogne af alle mulige slags, automobiler og kanoner. Ja, hvem, der ikke har set noget lignende, kan ingen begreb gøre sig om den færdsel, der har været på vejene.

Så i morgenstunden begyndte kanonerne at tordne. Det var trommeild ligesom i Flandern, men tyskerne har nok skudt meget med gasgranater, og det er noget frygteligt noget.

Trommeilden blev ved til henimod middag, men henimod kl. 10 skulle tyskerne storme, og efter de rygter, der er nået hertil, er englænderne nok slået tilbage. Lige til aften kom der en hel del sygeautomobiler her gennem byen, og flere af dem havde bivogne med. Derpå kom der et sanitetskomp.

Man kan nok forstå, at der er noget at bestille for dem. Nu lige kom der en hel del fangne engelskmænd her forbi. Unge stærke folk så det ud til at være…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

20. marts 1918. Det går meget lettere for mig, når jeg må benytte mit eget sprog. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 20. marts 1918

Min egen kære Inger!
Nu må jeg igen skrive breve, og så skal du med det samme have et brev på dansk, for det går da meget lettere for mig, når jeg må benytte mit eget sprog. Det er så kedeligt, når vi kun må skrive et kort, og det livede også meget op på os, da det blev bekendtgjort, at vi igen måtte skrive breve. Ligeledes må der også sendes små pakker, det var også forbudt i 8 dage. Jeg kan forstå af dit brev, at din mor må være alvorlig syg, men jeg vil da håbe, at hun bliver rask igen… Jeg har nu været borte i så lang tid, så jeg er nær ved at blive fremmed for hele familien. Jeg tænker tit på, at det er næsten det samme som at være død, men det er det jo da ikke, for vi kan da skrive til hinanden. Det er vel ellers noget sært tøjeri, jeg her fik blandet sammen. Men vist er det, at man i denne tid helt andet at bestille end at passe mine to æsler. Og det arbejde er jeg også meget glad ved af den grund, at jeg ellers havde været i kompagniet, og der vil det nok komme til at gå hårdt til i den nærmeste fremtid. Du læser måske om det i bladene, før du læser dette brev. Vi er her nogle af de ældste fra hver bataljon et stykke bagved fronten og altså udenfor fare. Du skal altså ikke være urolig for, hvordan det går mig, når du læser om begivenhederne fra vestfronten..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. og 19. Marts 1918. Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

16 Marz

Vorherre stod ved mig, og han viste mig, hvor min Broder laa i et Lazeret, og han sagde, »bareste jeg kunde faa nogen god Föde.« Stemmen sagde, »di andre Fanger, di er helt elendige, ja Marie, jeg tror snart vi finde ham, og di fire Agre, pas paa dem. Ja Lorenz, din Broder, begynde at faa Appetit, ja, har i alt hans Thöi i god Behold?«

“Jeg saa Djævelen i hans Rige og dem der gjorde Ondt hvor di blev fortæret af Slangerne.”
“Saadant saa jeg Tüskerne hvor di sköd disse vilde Menesker ned.”

19 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt og kjædeligt, at eders Sön er forsvunden. Thi jeg kan see paa eder, at i Ængstes og er bedrovet. Thi jeg siger eder, være ikke bedrövet, thi eders Sön er levende. Og det er Faderen i Himmelen, der tale til dig.« Og han sagde, »jeg vil staa paa Vagt og tale til dig. Og du skal svare paa det, vad Herren forkynde dig.«

I det samme skinnede der et stort Lys op for mig, og saa blev det helt mörkt for mine Öine. Saa stod Vorherre lige over mig med Staven i Haanden og raabte til mig, »höre du, Marie, hvad jeg sige til dig?« Jeg svarede. »Ja.« Saa kom der et Syn, og der kom en Engel flyvende ned til mig med en stor Buket i Haanden og lagde den i min Haand. Og der i denne Buket var der mange bunte [brogede] og smukke röde Roser. Stemmen sagde, »naar Roserne ere u[d] sprungne, vil Glæden
komme til eder.« Og Herren sagde, »Ængstes ikke og bedröves ikke, thi see, han er levende.« Saa stod denne Engel ved mig og sang:
Jeg gad höre, jeg gad höre,
hvordan Engle Harpen röre,
laante gjærne Duens Vinger.
Vilde mig fra Sletten svinge
helst idag til Zions Bjærg.
Saa tog Vorherre mig ved Haanden og svingede mig frem og
tilbage, og saa sang Engelen igjen.
Hvilken Glæde, hvilken Glæde
ind i Salems By at træde,
Gjennem Portens Perlerader,

ad di gulbrolagte Gader,

frem for Lammets Kongestol

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

 

19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 19. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “beordret til at skyde, men nægtede …”

18. marts 1918. Godt jeg ikke er med fremme. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

18.3.1918

Liebe Inger!
Herzlichen Dank flir Brief vom 11. Marts. Ja, es sind wohl mehrere Briefe, die du noch nicht empfange habe, aber die kriegst du wohl bald. Habe heute Anker Fogt gesprochen, er liegt auch hier. Freue mich sehr, dass ich nicht mit nach vorn muss, denn da wirds wohl nicht gut sein. Habe auch heute Brief von Fedder und Niels Jensen, der theilt mir mit von dem Geburt des kleinen Mådchens. Viele Grusse von Deinem Jørgen. Du beachtest die neue Adresse. (z. Zeit Sammeldepot der 18. Inf.div. Deutsche Feldpost 2049)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

12. marts 1918 – Enkefru Røgind: Besøg hos forfatterinde i Åbenrå

Senest ændret den 13. marts 2018 8:51

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Marts.
Besøgte Fru Mosegaard, som jeg længe har villet. Fandt, en ung køn Kone med et intelligent Blik, et tarveligt Hjem, hvor Bøger og Papirer og aabne Skuffer og Manuskripter og Breve og Udklip dominerede. Jeg begyndte med at takke hende for hendes Smaafortællinger, som havde interesseret mig meget, og jeg opmuntrede hende til at fortsætte.

Hun var straks fuld af Tillid og Aabenhjertighed, og fortalte, hvor godt de havde haft det før Krigen; da havde hun haft huslig Hjælp, og hun leverede Bidrag til flere Blade, viste mig sit Regnskab for flere Aar, og det var i stadig Stigning, naturligvis efter beskeden Maalestok, det højeste var Aaret før Krigen, 300 Rmk., nu var alt anderledes. Manden ved Fronten og tre Børn at sørge for, den ældste Datter gaar paa Lycæet og er Nr. 1. Det var Moderen meget stolt af: »Ja, hun faar det, jeg har sukket og higet efter hele mit Liv.«

Jeg spurgte hende, naar hun skrev: »mest om Natten«, sagde hun, »ved dette Bord, (et ganske ordinært Bord med Voksdug over, som de vist brugte til Spisebord) og Tankerne vil frem« og » har jeg ingen Papir, og det har jeg nu ikke, skriver jeg paa Indpakningspapir«, viste mig et Manuskript, skrevet paa brunt, stift Papir. Hun viste mig Brev fra Lily Braun og fra en Forfatterinde, Fru Kautzky, de var alle opmuntrende og forstaaende.

Hun fortalte, hun havde ogsaa sit »Ehrenamt« her i Byen under Krigen; hun var den eneste Kvinde, der var sammen med Byraadet og varetog Kvindernes Interesser. Jeg var glad ved det Besøg.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

9. marts 1918 – Enkefru Røgind: Pengebelønning for at forhindre strejker

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Marts.
Følgende lærerige Aufruf i de lokale Blade taler mere end mange Ord:

Weitere 3000 Mark Belohnung. Wiederum ist mir 3000 Rmk. zum Zwecke der Auslobung zur Verfügung gestellt. Sie sind für diejenigen bestimmt, durch deren Hilfe es gelingt, jemand der Aufhetzung der Arbeiterschaft zum Streik oder zur Resolution im Korpsbezirk zu überführen. Indem ich diesen Betrag auslohe, bestimme ich folgendes: Die Höhe der Belohnung richtet sich nach der Schwere des Falles und wird von mir bestimmt. Sind mehrere an der Überführung beteiligt, so entscheide ich über die Verteilung des Betrages. Personen, denen kraft Amtes die Verfolgung des oben bezeichneten Hetzes [obliegt] sind von dieser Belohnung nicht ausgeschlossen. Diese Auslobung wird unwirksam, wenn nach meinem Urtheil bis zum Friedensschluss mit Amerika und England niemand ein Anrecht auf die Belohnung erworben hat. Eine Anfechtung der von mir vollzogenen Zuteilung dieser oder der der früher ausgelobten 3000 Rmk. im Wege des Prozesses ist ausgeschlossen. Der kommandierende General v. Falk. Altona 4. März 1918.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

3., 4. og 8. Marts 1918. Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 3 Marz

En Stemme sagde, »det er forferdeligt, Marie, du ikke kan faa dem alle til at tro, det hvad der bliver dig sagt, det er visseligen sand, thi det er Vorherre som forkynde dig alt.« Og Stemmen kom, at min Broder kommer igjen. Jeg hörte, hvor di sang, »Jeg vil værge mit Land«.

Den 4 Marz

Der kom en stor Lysstraale, og saa hörte jeg, hvor Englene sang:
Dit Skin, hvert Trin
Os lesage og forjage
Mörkheds Tanker,
som i vores Hjærter vanker
Du Himmellys kom til os ned,
din Bolig du i os bered
ved Ordets Lys og Stjærne.
Du Himmellys, du mörkes ej
giv at vi Sandheds Himmelvei
med dig vi fölger gjærne.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.
Vor Herre kommer ned til dig,
vi synge for dig gladelig,
at dit Hjærte derved kan röres.
Den Thi[d] du endnu lever her
vil Herren glæde dig i dit Hjem
med mange lyse dage.
Din Broder kommer snart igjen
thi et Lys det falt fra Himmelen
thi Englene de höit istemme.
Hellig, Hellig er den Herre Jesus.

Vorherre komme[r] ned til Marie,
thi Aabenbaringen vil nu snart ske
hvad Vorherre har forkynd dig.
Höre du Englene synge, höit istemme, synge Salme.
Herren kommer ned til dig, og du skal ei forsage.
Jeg saa Djævelen i hans Rige, han saa skrekkelig ud.

Den 8 Marz
En Stemme sagde, »du seer vel ikke din Broder, og du seer nok heller ingen Telte.« Men Stemmen sagde »Lazeret.« Og saa stod Vorherre ved mig, og viste mig store Bogstaver, og der stod: Görrigsen.

“Saadan saa jeg min Broder i et Lazeret hvor han laa Syg, der blev sagt, at det var et Bömehjem.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

3 marts 1918. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 3. marts 1918

Min egen kære Inger!
… Her nede tales der meget om den forestående offensiv, som tyskerne sætter deres håb til. Der er nogle af dem, som mener, at om et par måneder er det hele forbi, og krigen vundet. Nu skal vi se, om de får ret, som spår således. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Jeg tænker noget lignende som i Flandern og ved Somme. Men denne gang er det vel tyskerne, som tager offensiven. Vi skal nu afvente, hvad det bliver til. Jeg ønsker, at krigen snart skal få ende, med en god og lykkelig fred for os hjemme i Nordslesvig. Så kunne man da sige, at der var kommet noget godt ud af den forfærdelige krig…

I eftermiddag har jeg igen måttet søge en ny stald for mine æsler. Det sker så ofte. Der kommer nok flere tropper her til byen, og så kniber det med at få plads, både til folk og fæ. Det er så heldigt, at jeg bor hos bibliotekaren og posten, for dem kan de ikke så godt flytte med, da de alligevel skal have et stort rum.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918