Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.
Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.
Det blev en frygtelig Tilværelse.
Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.
Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.
Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.
Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.
Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.
Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.
Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.
Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af, saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.
Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.
Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.
Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.
En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.
Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.
Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
