Inger og Jørgen Friis

16. juli 1915 – Jørgen Friis: De første dage på feltfod

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Husum d. 16. juli 1915

Min kære Inger!

Rigtig mange tak for brevene, jeg fik dem begge to på en gang. Hver middag og aften får vi posten udleveret, pakkerne skal vi selv hente på skriverstuen. Du kan tro jeg blev glad, da jeg så, der var brev fra dig, du kan rigtignok fortælle en hel del, og mange tak, fordi du sendte mig vore små piger. Det er da godt, at de ikke længes så meget efter mig.

Nu må du endelig ikke tro, at jeg har det så slemt. Det er slet ikke så galt, når man først bliver lidt kendt med tingene, og da vi så er så mange bekendte, så kan det sagtens gå. Der er jo også mange løjer ved sådan at leve på feltfod. Især om aftenen har vi det rart. Da samles vi på en gæstgivergård lige i nærheden af, hvor vi bor. Der sidder vi så og får os en kop kaffe og drøfter, hvad vi har oplevet og taler om hjemmet.

Kære Inger, jeg har tænkt, om du ikke kunne komme ud og besøge mig nu på søndag, otte dage. Nu på søndag er det ikke værd at rejse herud, for jeg ved ikke rigtig, om jeg kan få orlov hele dagen. Når jeg først er blevet lidt kendt, går det bedre.

Jeg har tænkt, om du og Th. Ellegårds kone ikke kunne følges ad. Når I så rejser hjemme fra om lørdagen, så I kan være her om aftenen, så kan vi være sammen med jer lørdag aften og hele søndag.

Det kan ellers blive rart. I kan bo her på gæstgivergården. Det er Neustadt N° 98, og værten hedder Petersen, men på huset står Antoni Hansen Gasthof, så finder I det nok. I går aftes talte jeg med Svensson fra Dybbølposten. Han er også her, han er gefrejter* og har det meget godt. Han bor i en privat lejlighed og har det meget hyggeligt.

Hver morgen og middag marcherer vi gennem byen til stillingspladsen, det er nede ved havnen. Der samles vi og marcherer så i sluttet trop til øvelsespladsen, som er her i nærheden af byen. Det er for det meste gymnastik, vi har haft indtil nu, og det kan jeg sagtens komme igennem. Jeg er jo nok lidt øm i lemmerne, men det har ikke noget at betyde. Underofficeren, vi har, skælder frygtelig ud, men jeg tror ikke, han mener det så galt, og vi bryder os i hvert fald ikke meget om, hvad han siger. Det er vist sådan en vane den slags folk har.

Kosten, vi får her, er også ganske god. I dag fik vi således frikadeller med brun sauce og nye kartofler, det smagte helt fortræffeligt. Om aftenen får vi gerne et stykke pølse udleveret, det smager også godt.

Kan du ikke sende mig lidt smør, kære Inger, for mit er snart ved at slippe op, men Jesper Kongsted har også hjulpet mig at spise det. Han havde ikke fået noget med. Dersom du har lavet ost, vil jeg også gerne have en sådan.

Ja, nu skal jeg ind til mine kammerater og ha’ mig en kop kaffe og en hyggelig passiar.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* se leksikon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *