Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften, d. 31. aug. 1915

I går eftermiddag var Marie Lindberg her, og det var jo ikke gode budskaber, hun kom med. Jeg telefonerede straks til Møller, og han lovede jo så at skrive en ansøgning med det samme. I formiddag cyklede jeg så over til Thaysen med den, og han fortalte mig så sammenhængen med de ansøgninger, og jeg forundrede mig meget. Det er landrådens skyld, at den ikke er kommen til Husum, han ville ikke anbefale den, for jeg havde to svogre, som kunne hjælpe mig, og så kunne det godt gøre det. Begge ansøgninger, både den jeg har sendt og den Thaysen har sendt, er ikke kommen videre end på landrådskontoret. Jeg har jo nu i dag været hos landråden og leveret den ny ansøgning ind, men om den nu hjælper, det ved jeg ikke. Han sagde kun »ich will es versuchen«. Jeg syntes egentlig han var så utilnærmelig, og han talte jo da slet ikke om, at han ikke kunne anbefale den første, så jeg kunne slet ikke komme i snak med ham, ellers skulle jeg jo da nok have forklaret ham, hvordan det står til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.