Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.

Foran Lorettehøjen 21-10- 1915.
Vi har stilling ved Angrés mellem Souchez og Loos og ser lige op på Lorettehøjen. Denne høj har været i tysk besiddelse, men måtte rømmes i foråret. Sidste gang m åtte de også trække sig tilbage, men det er mest ved Souchez og Loos, så vi nu ligger ude i en spids. Vort håb er, at hvis franskmændene prøver på at bryde igennem igen, de så vil lukke for posen, så vi sidder godt i den. På den måde skaffes der en mulighed for at komme ud af det hele på en god måde og så forhåbentlig på pastor Jensens skole [Pastor N . A. Jensen, som virkede blandt de nordslesvigske krigsfanger, der var samlede i lejren i Aurillac i Frankrig]. Der skal være enkelte, der har skrevet hjem efter gymnastiksko, og det er jo sikkert til hans skole.

Vi bor hernede i nogle huler 5—6 m under jorden. Når vi skal ned i dem, må vi krybe på alle fire. D et er sådan en rigtig rævehule, og som sådan har den også sine to udgange. Hvis den ene bliver skudt til, kan man komme ud af den anden. Hernede er der plads til 3—4 mand. Vi er denne gang 3 af vore folk. Siddepladser er der ikke tale om, da d et hele ikke er en meter højt. Vi sidder som kineserne med benene over kors og skriver på knæet. Derfor må du undskylde, om det er lidt utydeligt. Lys kan der naturligvis heller ikke komme herned, så vi må have ild på tællepråsen hele dagen.

Heldigvis er der nogenlunde ro her i denne tid, men alt er så usikkert. Det kan jo brænde løs hvert øjeblik, og franskmændene er nok også ved at underminere os, så det hele er mindre behageligt. Vi er jo glade for hver dag, der går, og håber, at enden engang må komme, selv om der endnu er lange udsigter. For vi må jo ikke regne med fred under de forhold, der kan tilbydes nu. Du tror på en god tid for dit land og folk. Det gør vi også, men synes blot, at der skal ske så meget, for at det må blive, som vi ønsker. Og alt tag er tid, m eget lang tid endda, og det koster så mange af vore folk.
Du har været til møde på Liselund i August og været meget glad for det, særlig for Niels Dael. Ja, det er de jo alle, der har været der, og jeg håb er også selv inden alt for længe at kunne komm e derover og få lidt a t leve på, for her tømmes man jo . — —

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 111-12)

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

FRA DAGBOGEN

Lens den 21. november 1915
Har i nat gravet i anden linje c. 1000 meter fra Lorettehøjen, som
holdes besat af franskmanden. Rykkede ud kl. halv syv, langs
kanalen og Souchez banedæmningen, kom igennem et hjørne af
Liévin, der var fuldstændig skudt sammen, til Angres-sud.
Havde teltsejl skråhængt, karabiner og spade. Lyskuglerne gik
uafbrudt til vejrs, og på dem kunde vi se, at vi nærmede os
fronten. Måneklart, men temmelig diset. Af og til kom vi forbi
kanoner i stilling. Rumm. – Én gik af et par skridt til højre for
mig; gnisterne røg om os, og mellemgulvet blev af trykket presset
helt op i halsen. Nu begyndte der en voldsom kanonade. Der
skal stå c. tredive feltkanoner bag hvert kompagni foruden de
svære. Lidt længere fremme begyndte kuglerne også at fløjte;
men vi gik stadig i dækning. Her er hård kridtbund. Uden
hakke kommer man ingen vegne.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.

Lievin d. 18. Novbr. 1915.
Vi sidder altså her i et hus nede i Frankrig i arbejderbyen Lievin oppe på 2. etage og har det i grunden ganske godt. Det er nogenlunde lunt, da skorstenen går igennem, og vor gamle madamme, som bor nede i kælderen, fyrer ganske godt. Alle folk bor i kælderen, da der jo daglig skydes temmelig meget herind. Den bydel, der ligger nærmest ved fronten, er beboerne ved at rømme om natten i denne tid, da det bliver for slemt med granaterne.  Her i byen som overalt i egnen er der kulminer. Der siges, at der ialt skal være 70 miner her i dette distrikt. De står jo alle stille, og mange bliver sikkert ødelagt. Store værdier lægges øde, og så er det jo dog ikke det værste.

Igår aftes var vi som sædvanlig ude ved stillingen for at arbejde, og da måtte vi bære planker ud til den forreste grav, for at de derude kunde have noget at afstive siderne med. Da graven er ufremkommelig, måtte vi tværs over markerne og lige ovenover til graven. Månen lyste, og frostvejr var det, så det var så lyst, at man let kunde se at komme uden om de mange granathuller, der var der. Enkelte var 2 m dybe og 4—5 m i diameter, sådan som et lille vandsted. Man kan godt forstå, at vore huler skal langt ned i jorden for at kunne tåle en sådan en. Mærkeligt nok skød franskmændene ikke efter os, skønt vi jo kun var 50 m fra dem, og vi tydelig kunde se deres grav. Men også de må jo arbejde meget om natten for at holde graven nogenlunde istand, og så lader vi gensidig hinanden i ro. Da vi var færdige og skulde hjemad, blev der et par af os bagefter, og der kom så tilfældigt et par granater, som sårede dem, dog kun let. I aften går vi atter ud i stillingen, og vi skal denne gang blive der i otte dage, 4 dage i anden og 4 dage i forreste stilling.

Af pakker har jeg ingen fået endnu, men de kom m er jo nok, selv om d et tager lidt lang tid. Nej, krigen får sikkert ikke ende for det første, for efter de taler, der blev holdt i London og Paris, er de jo ikke til sinds at slutte fred under de betingelser, der kan bydes dem nu, og forandring in d træ d er jo ikke så hurtig. Ja, Gud give, vi atter var hjemme. Dog kom m er den tid vel atter, selv om vi m aa regne med, at den ligger lidt langt ude i fremtiden.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 110-11)

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, der i begyndelsen af november 1915 kom fra øst- til vestfronten.

17.11. efterm. Kl. 5 gaar det igen frem i første Linie paa 3 Dage. Vejret er ret daarligt igen. Men det blev bedre, fra Oven kom der ikke noget vaad – Indtil Løbegraven gik det saa godt, men saa blev det næsten tragikomisk med alt det Vand som paa forskellige Steder stod 3/4 Meter højt – de fleste af Soldaterne kravlede op og løb vid Siden af Løbegraven, heller risikere en Kugle end at løbe gennem alt det Vand. Vi kom dog alle godt hen til Bestemmelsesstedet. Det første jeg saa var en død Soldat som laa paa en Bænk, han havde faaet et Skud gennem Hovedet. Min Hule var endnu under Vand, saa jeg maate strax faa Pumpen i Bevægelse. I Skyttegraven stod Vandet ogsaa endnu højt. Har i Nat ingen Tjeneste.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

J.N. Jensen var journalist ved Flensborg Avis, og blev ved krigens begyndelse indkaldt til en ammunitionskolonne. I efteråret 1915 befandt han sig ved  111. Infanteridivision bag fronten sydøst for Arras.

8. Novb. 1915.

Min Kære Ellen! I Dag fik jeg Brevet uden Brev, Tak for det. Du faar bare en lille Hilsen.

I Gaar var det atter godt Flyvervejr, og sa var de da ret i Gang igen. En fransk Dobbeltdækker stødte sammen med en tysk Dobbletdækker, de bearbejdede naturligvis hinanden med Maskingevær, vor maatte lande, den ene Officer havde faaet et lettere Knæsaar, Kuglen var dog ude, Maskinen havde lidt noget. Den anden kastede endnu et Par Brandbomber for at faa Apparatet ødelagt, men det lykkedes ikke. Da der kom for mange Geværer maatte Franksmændene tage bort, de var ellers ikke ængstelige.

– I disse Dage, har vi stor Appel med alt vort Kram, paa Fredag beses det af Kolonnekommandøren og næste Mandag af Divisionskommandøren, jeg haaber, det saa forbi. Alt bogføres naturligvis i stor Stil.

– I Dag er en Korporal blevet afkommanderet til Skansearbejde i tre Uger, mens maa jeg saa have Delingen, ”æ Zug”, det bryder jeg mig ikke saa meget om.

Min Pige faar kærlige Hilsner
din Jens.

(Brevet findes i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)