Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 21. aug. 17

Min kære Jørgen!
I eftermiddag har jeg været i Haderslev og fået et telegram sendt til dit kompagni om orlov nu til høsten, fra »Wirtschaftstelle«. Jeg leverede det selv ind på posthuset, så jeg ved da, at det er sendt afsted. Nu skal vi så se, hvad der kommer ud af det. Bare det dog vil hjælpe. Jeg spurgte ham ad, feldweblen, hvad det kunne blive til med den første ansøgning. Det vidste han jo ikke, men han syntes da ellers, at den nok kunne have været her, da den jo var sendt ind i maj. Jeg tænkte da, at der måtte komme et svar. Den skal vi vist ikke vente os noget af, men kan du endda få en høstorlov, endskønt de fire uger altid har været for korte. I dag er Hans Chr. rejst med middagstoget, Bertha var på Harmonien, men jeg så hende ikke, for jeg havde min cykel på højskolehjemmet. Det var Hans’s søster Marie, som jeg traf ude i Storegade, der fortalte, at Hans var borte. Jeg gik ikke om til Bertha, for jeg tænker mig, at hun kunne være så ked og så lige glad med alting, og jeg ville også skynde mig hjem. Det er jo i en travl tid, og både Sara og Tin er med på marken. Det er godt, at jeg har lov til at cykle, så er jeg ikke afhængig af toget. Nu er de ved at høste byg herude i Rønkær, det biir også bundet med hånden, vi er så mange folk så, men så må det jo da også få ende. Jeg tror, de mangler dig til at skokke, for det meste af det ligger endnu. Jeg talte to række hvede i går i Lange Nordskov, der var 7 traver i en og 6V2 i den næste række, og der biir vist 8 eller 9 rækker. Havren er forholdsvis bedre der, den er slet ikke så kort.

Det var ellers en dejlig tur vi havde, børnene og jeg. Vi plukkede nødder og brombær, og satte os så oppe i marken og spiste dem. Vi kunne lige have haft dig med også. Kan du huske, vi sad deroppe i foråret. Da sagde du netop, at du kom ikke til at høste hveden. Men nu kunne du da måske komme hjem at hjælpe, når den skal køres ind. Kirstine og Agnete ville vide, hvad jeg skulle til Haderslev efter. Jeg sagde så, at jeg skulle ud og se, om jeg kunne få dig hjem. Da jeg så kom hjem nu i aften, spurgte de straks, om du ikke var med. Nej, så rask går det jo ikke, men nu vil vi have en god tro og håbe på at det vil lykkes denne gang. Vi mangler dig jo meget nu i høsten.

(Den lange venten på orlov krones endelig med held og Jørgen kommer hjem i de 4 uger der gives til høstorlov. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 18. aug. 1917

…I dag har de engelske flyvere rigtig været på »vingerne« her over byen, og de har endda lagt nogle »æg«, som bomberne kaldes, men jeg ved ellers ikke, om der er sket nogen skade. De er dristige, sådan at komme ved højlys dag. – Nu lige blev der fortalt, at der var blevet dræbt 3 af indbyggerne i byen, og at der brændte et hus som følge af bombekastningen. Det er meget sørgeligt, at det går ud over uskyldige mennesker. Ja, krigen er forskrækkelig i alle måder.

 Herude i haven har folkene rigtig travlt med at få deres bønner taget op og hængt til tørring. Det er krybbønner, som rykkes op med rod, og de fleste blade pilles af, hvorefter de hænges op på en mur eller andet sted. Det var jo noget lignende, jeg anbefalede dig med vore bønner, da du skrev, at vi havde så mange. Det er et rigtig godt høstvejr, vi har her i disse dage med frisk vind og solskin, sådan som man ønsker sig det i høsten. Og så er der disse hvide skyer på himlen, som du nok kender, det er også noget, som særligt ses i høsten, synes jeg.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. aug. 1917

Tak for dine to sidste breve fra fredag og lørdag. Det gjorde mig så ondt for dig, du var meget nedtrykt, og det er jo da heller ikke så underligt. De 20 dage er lange og trange, og at I da sådan skal slide i det… Jeg tror nu også, at vi begge to ser lidt for sort på det med hensyn til den første ansøgning. Måske det netop er et godt tegn, at det tager så lang tid. Ellers havde jeg jo da haft et afslag for længe siden. Det skulle jeg da også sige til dig fra Fedder, han var her netop nu i middags. Han har været i Haderslev for at høre lidt om, hvordan det kunne være, at det tog så lang tid. Han har nu helt godt håb om, at det nok skal gå…

Jens har også været her lidt i formiddag. Han ville hen til Eickemejer at bestille bindegarn fra landbrugskammeret til 11,50 pr. kg. I Haderslev koster det 10 M. pr. pd, så det andet er jo kun godt halvt så dyrt. Hans har bestilt 100 pd. til os, men så meget får vi vist ikke. Arealet med korn skulle også gives op, så det retter de sig jo vist efter. Hans er tilfreds, når vi kan få hveden og bygget bundet, det andet mener han, at vi nok kan selv. Og til den tid skal du også nok være hjemme, så kan du jo også »slå lidt forstand i«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. ang. 1917

Du kan ellers tro, at jeg fik en bedre aftensmad i går, idet der kom to pakker til mig med pølse. Det var ellers udmærket. Jeg siger mange tak for pakkerne, kære Inger. Og ligeledes for dit brev fra den 1. aug., som du har skrevet på Harmonien den dag, du og din mor har været i Haderslev. Nu kan jeg forstå, hvor du har fået pølserne fra, der er nok død en gris hos jer. Det sker jo engang imellem, men oftest om vinteren…

Her uden for skolen er der en stor have, hvor franskmændene har kartofler og bønner og andre havesager. Vi må nok gå derude, men det er strengt forbudt at tage af havesagerne. Det er der flere, som ikke godt kan stå for. De er sultne, og så graver de kartofler op og koger. Det kan jo endda gå an, dersom ingen opdager det, men det går ikke altid godt, og så bliver vedkommende hårdt straffet. Det er også for galt, at soldaterne ikke kan få så meget at spise, som de kan have. Så er de jo næsten nødt til at stjæle eller tage selv. Der er også æbler og pæretræer i haven, men frugten bliver plukket af længe før, den er moden. Det er akkurat som små børn, men når folk er sultne, så spørger de ikke om forlov…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 6. aug. 1917

… Jeg læste nu lige i den engelske beretning, at der havde været angreb på den tyske skyttegrav nordøst for Gouzeaucourt. Nu er jeg så bange for, at det er på din egn. Det står fra natten til torsdag. Bare det da ikke er noget slemt, og måske det heller slet ikke er der, hvor du er. – Sidst i ugen kan vi nok begynde at høste hvede. Så det er snart på tide med den orlov, hvis det da er meningen, at du skal have den. Thomas Ellegård er kommet hjem, han er »entlassen,« og har sendt sit tøj af, men det går jo vist også lettere, når de ikke er lige i fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.