Kategoriarkiv: Hjemmefronten

Hjemmefronten, Sønderjyder

21. juli 1917. Den nye Reichskanzler ser ud til at være endnu mere altysk end den forrige. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 21. juli 1917

 … Den nye rigskansler, vi har fået, vil vist ikke hjælpe stort til, at vi snart får fred. Efter de indtryk, man får af aviserne, ser det ud til, at han en altysker, værre end Bethmann Hollveg. Så kan vi sige: Det bliver jo længere jo værre. Men så tror jeg heller ikke, han kommer til at råde længe. Nu skal vi se, man kan jo også gøre et skarn fortræd. Jeg huer ham ikke, siden han i foråret gav anledning til, at kornet toges fra os, det husker du nok – at revisionen var…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

16. juli 1917 – Flensborg Avis: “Trængsel ved Bagerbutikkerne”

2 kommentarer

Senest ændret den 17. juli 2017 16:25

Den 13. juli 1917 skrev Ellen Jensen fra Flensborg til sin mand i Frankrig om strejker og uroligheder (læs her). Dagen efter nævntes ingenting, men den 16. juli 1917 bragte avisen følgende notits.

Udsat Belønning.
Poiltiforvaltningen i Flensborg bekendtgjorde i Lørdags [d. 14. juli] i derværende Blade: Und[e]r den stærke Trængsel ved Bagerbutikkerne har i Gaar flere Gange Personer, der var B[u]tiksindehaveren ubekendte, egenmægtig og uden Betaling taget Brød med sig[.] Hvem der paaviser en saadan Tyv saalede, at han kan straffes, faar en betydelig Belønning.

Hjemmefronten, Sønderjyder

15. juli 1917. Mon Reichskanzlerens afgang kan bane vej for fred? Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 15. juli 1917

… Jeg tror, at det nu endelig begynder at dages for os, jeg mener med hensyn til det, der for tiden foregår i Berlin. Nu er Bethmann Holweg gået af, og der vil nok blive flere, som får deres afsked. Når der så er gjort rent bord, kan der være tanker for, at der kan komme fredsforhandlinger i stand. Englænderne og fransk- mændene skal nok spekulere på, hvad det er, der går for sig i Berlin. De allierede har jo udtalt, at de kun vil forhandle med en frisindet regering. Og en sådan får vi nok herefter. Altyskerne har nok spillet deres sidste trumf ud, og det er heller ikke for tidligt, at de bliver sat fra styret. Der er et gammelt ord, der siger: Strenge herrer regerer ikke længe, og det skal nok komme til at slå til.

Jeg talte i går med Hække fra Frørup. Han mente, at der var gode udsigter for min ansøgning. Men han sagde, at der let kunne gå 4 uger lien efter, at den var anbefalet af kompagniet. Sådan var det nok gået med Kaufmann. Nu vil vi så vente og håbe og ikke glemme at bede om, at Vorlierre vil lade mig komme hjem til jer.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”

Skriv en kommentar

Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .

Flensborg den 13.7.1917.

Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.

Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.

Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.

– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.

Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige

Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.

(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. juli 1917. Der trækkes pigtrådsforhindringer i mørket før månen er fremme. Brev fa Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag morgen d.13. juli 1917

… I de sidste nætter har vi været ude at lave pigtrådsforhindringer. Og da det har været mørkt, da månen først kommer efter at vi er gået derfra, kan du vistnok tænke dig, hvordan arbejdet bliver gjort. Det er også akkordarbejde. Hver gruppe skal trække 5 ruller pigtråd. Og du kan tro, der bliver svindlet ved arbejdet, for at blive færdige. Den første aften blev tråden klippet over og halve ruller kastet bort, men det blev vore foresatte kloge på og så må vi aflevere de tomme ruller. Så på den måde kan der ikke snydes, men så bliver det på en anden måde. Da det er mørkt, kan de ikke se, hvordan arbejdet bliver udført, og om dagen kan de ikke komme derud. Så forstår du nok, hvordan det går.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

11. juli 1917 – Vore kirkeklokker

Skriv en kommentar

Den 11. juli bragte Flensborg Avis følgende overvejelse.

Vore Kirkeklokker.
Der skrives til „Dannevirke”:
Forleden blev de første Kirkeklokker her i Kredsen afleverede til Indsamlingsstedet. Paa den ene var der med Kridt skrevet: „Kom snart igen!”

Dette Ønske vil jo næppe gaa i Opfyldelse? de Klokker, -vi paa denne  Maade afleverer til Staten, kommer aldrig igen. I heldigste Tilfælde faar vi efter en længere Tids Forløb Erstatning for dem; men Erstatningen er vel nok lavet af solidt Støbejern og ikke af Klokkemalm. Det er vemodigt, at vore gamle, gode Kirkeklokker nu ogsaa maa ofres paa Krigens Alter? men ogsaa denne Sag kan ses fra to Sider, og siden i Aftes har mit Syn derpaa i hvert Fald væsentlig forandret sig, og det var egentlig dette, jeg vilde fortælle:

En Veninde, der tilfældigt besøgte os, sagde nemlig omtrent følgende: „Jeg synes, det er rigtig godt, at Klokkerne kommer væk, og jeg vilde ønske, de aldrig mere kom igen.”

Jeg blev forbavset over denne Udtalelse og saa temmelig uforstaaende paa hende: men nu kom Forklaringen.

— Jo, sagde hun. jeg bor, som De veed, tæt ved Kirken, og alle, eller de fleste af dem. der bliver begravede fra Fruekirke, kommer min Dør forbi. Og, omendskønt det er dumt, kan jeg ikke lade være at ærgre mig, jeg behøver slet ikke at se efter Følget, nej, jeg kan omtrent paa Klokkernes Klang høre, hvem det var, der blev jordet, og hvor mange Penge han efterlod sig. Var det en af vor  Bedste. Det vil sige en af dem der ejede mest, eller om paa anden Maade havde indlagt sig store Fortjenester, saa ringede alle fire Klokker, saa var der „1. Klasses Begravelse”. Og saa fulgte de andre Klasser, 2., 3., 4. Klasse i dalende Skala.

Jeg kunde som sagt omtrent efter Klokkeringningen bedømme, hvor mange Penge og hvor megen Anseelse den paagældende havde haft. Naar det var et „4. Klasses Lig”, som Kordrengene siger, saa ringede der kun en af de smaa Klokker, saa spagt og sprukken, akkurat som om selve Klokken vilde bede om Undskyldning for, at den overhovedet meldte noget om. at denne eller hin fattige, usle, uansete Stakkel i Dag blev begravet.

Og det har gjort mig ondt, denne Gøren-Forskel efter Døden, for jeg kan ikke faa det til at rime med Jesu Liv og Lære. Nu skal Klokkerne væk, det vil vare længe, inden de kommer igen, og vi kan ogsaa meget godt nøjes med een Klokke. Saa kan alle, fattige og rige, mere og mindre berømte faa den samme Hilsen med fra Kirketaarnet.  Naar vi først ligger i vor Kiste, saa kunde Forskellen høre op. Naar vi ikke har sørget for at faa vort Forhold ordnet med Vorherre før den Tid, saa kan den standsmæssige Begravelse ikke hjælpe os dertil.

— Se, faadan omtrent sagde min Veninde, og jeg skal ærligt tilstaa, at jeg efter dette med lettere Hjerte ser vore Kirkeklokker rejse; maaske andre kan drage samme Lære deraf.

—n.

Hjemmefronten

10. juli 1917. “Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.”

Skriv en kommentar

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang tirsdag morgen d. 10.-7.-17

Vi siger alle tak for turen i søndags. Pigebørnene sov lige igennem til kl. 11 i går formiddag. Så var de svært godt tilpas og fortalte om deres oplevelser.

Kirsten-Grete var ellers ikke rigtig tilfreds, da vi kørte efter Tinglev til. Da gik det først rigtig op for hende, at vi ikke havde far med: Jamen moe, min lille fae skull da væt mæ vos hjem og sie æ lille føl. – Håber du kommer snart. Mon vi skulle få lov at mødes d. 12. som for år tilbage?

Nu [skal] Kresten i skole og [have] brevet med. Hav det godt og vær kærlig hilset af os alle.

Din egen Kirsten.

Tirsdag aften.

Har gået ude ved hestene og kælet for dem. Først bringe Frits hjem i stald. Han står for sig selv – har ikke hilst på føllet endnu. Så har jeg været henne ved Lotte og føllet med lidt havre. Har i dag selv forlangt at give den, da vi kun har grumme lidt, og jeg kunne se, at når Wilhelm skulle råde, fik det for tidligt ende, og vi skal have lidt til den, når den skal gå for bindere. Frits får slet ingen havre, og Lotte kan ikke få det kvantum, den efter loven tilkommer i denne tid. Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.

Her var en fremmed soldat. Han syntes godt om den kost her på landet med lidt mælk og grød. Var fra storbyen og var ude for at fægte lidt gryn til at sende hjem til kone og børn. De stakler. Man ved slet ikke, hvordan man skal slippe af med dem. Der er slet ikke en eneste uge vi er fri for folk, der vil købe eller tigge – og det er rundt om de kommer – mest folk fra byerne. Man forstår slet ikke, hvad det hele skal ende med.

Vi har fået en hel protokol at udfylde på flere sider om alt muligt, hvad vi har og ikke har, folk og fæ og alle mulige slags kornsorter, om så det er ærter og bønner i haven siger de skal med. Så det er ikke uden grund bønderne ængstes for, hvordan man skal fodre til vinter.

Halm bliver der kun lidt af i år, og skal vi så afgive alle kornsorter af enhver art, så kommer dyrene til at sulte endnu mere end i fjor.

Iskov [nabo som også er indkaldt/KM] er jo hjemme. Han sagde, at han blev nødt til at sælge mindst 4 køer. Det er kjøvt nok at skulle skille sig af med sine gode kreaturer, som det har kostet så mange års arbejde at få så gode og ydedygtige som muligt. De mener, vi bliver nødt til at slippe et par inden vinter. Kvier og køer synes jeg ikke godt vi kan slippe flere af, nu der er udsigt til at vi kan komme lidt i gang med vor gamle stamrace igen – og så skal sælge. Det synes du sikkert heller ikke om.

Hvad mon det bliver til med ansøgning om orlov? Jeg er ved at tabe troen på det hele. Verden er så fuld af løgn og bedrag for tiden, så man kan ikke fæste lid til menneskers udsagn mere, om de end lyder troværdige.

Tækkemanden spurgte til tag og tækning i forgårs; men jeg vidste ikke besked ud over, at vi har tag til tækning og store huller på huset.

Nu må jeg slutte. Det er skoletid, og jeg skal i roerne med min hakke. Vor nabo kom nok fra Berlin i går [Kloppenborg/KM].
K. h. K.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. juli 1917. Kirkeklokken er taget ned og slået i stykker. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 8. juli

Kæreste Jørgen

! … Jeg har regnet ud på, om du ikke skulle være bleven afløst i forreste linie nu, for der er jo alligevel fare derude. Så jeg vil da være glad ved at høre, at du er kommet lidt tilbage. Du fortæller om ham, som blev ramt ved at bære middagsmad ud…

I formiddags kom Karen Ellegård her et lille øjeblik efter kirketid. Hun bød meget på mig og børnene, at vi skulle komme derop en dag og så med det samme ned til vandet. Hendes børn bader hver dag. Det vil vi nu også gerne da, for det kan da være en fornøjelse for børnene. Hun har også søgt om at få Thomas hjem i 3 måneder; men han mente, at det var blevet afslået ved komp. Han er jo i Galicien, og der er det jo galt nu. Kirkeklokken er taget ned nu og er slået i stykker. Nu hører vi aldrig, at Bendix ringer morgen og aften, for den lille klokke kan jo kun høres i stille vejr, og når vinden bærer med. Hvor er det underligt, som alting biir småt og fattigt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

7. juli 1917. I Hamborg er der slet intet at få. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 7. juli 1917

Min egen kære Inger!

… Jeg skulle spørge dig fra Schmidt, hvis kone du har sendt smør, om du måske kunne sende hende lidt »Fettigkeiten«, flæsk eller smør eller hvadsomhelst. Han og feldweblen får orlov i slutningen af denne måned, og så ville han gerne have, om du kunne sende dem lidt. Han vil så gå hen og sælge F. noget deraf. De er begge fra Hamborg, og der er slet intet at få, siger han. Nu kan du tænke over det, kære Inger. Hvis du kan afse noget, kan du sende det, men ellers skal du ikke bekymre dig mere derfor, for jeg har ikke lovet ham noget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

5. juli 1917. Gården får en russisk malkerøgter. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag, d. 5. Juli

I dag var der endelig både brev og kort fra dig. I de tre sidste dage har jeg jo ikke hørt fra dig, så du kan nok tænke dig, at jeg blev glad ved at høre, at der ellers ikke var noget i vejen der. Jeg vidste jo nok, at du var kommen ud i stillingen… Nu har vi fået os en malkerøgter igen. Han er russisk undersåt, men kan tale dansk. Han har været hos Jens Jensens i Gammelby, så jeg ringede Mag- dalene J. op, inden jeg fæstede ham. Hun sagde, at han var dygtig, så for den sag kumae det godt gå, men han kunne ikke så godt komme ud af det med de andre folk der hos hende. Nu får vi jo se, hvordan det går. Nu når der biir travlt til høst, kan det jo være godt nok at have ham. Han er lejet sådan, at han også skal hjælpe ved andet. Vil han så afsted, tager Sara og jeg jo fat igen. Han skal have 150 M. om måneden, og måske kommer du hjem altimens…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

4. juli 1917. “Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 7. juli 2017 19:49

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han var da 41 år gammel og led af lungetuberkulose. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang onsdag aften d. 4. juli 1917.

Min kære Lorens!

Det er i grunden sengetid; men jeg synes du skal have en lille hilsen oven på dagens byrde og hede.

I dag har der været temmelig uroligt her. Helt fra morgenstunden kl. 7 til aften 8.45 er der blevet arbejdet på pumpen. Mads Jensen, Simon og bror Mads kasserede Hansens og mine planer om pumpen. Jeg lod så dem råde.

Nu står pumpen i hestestalden med munden ud over vandingstruget.

Døren til fodergangen skal vendes, så den går ind på fodergangen. Ellers kan den ikke lukkes op for pumpen. Denne pumpe er betydeligt billigere end den anden, da den ikke er frostfri; men det er jo ikke nødvendig i stalden. Så står den så højt med munden, at vi kan hænge en rende under og pumpe vand ud i et kar i gården, når vi f. ex. skyller tøj. Den gir godt vand, men går lidt træg i førstningen.

Selve pumpen koster 38 Mark, med rør og arbejdsløn i det hele 103 M. Det blev billigere end den anden.

Ja, dækket er ikke over brønden endnu. Den skal Mads Jensen lave hjemme i morgen [og] kommer så fredag og sømmer det på og lægger stenbro omkring brønden. Grøften med rørene er heller ikke tildækket endnu.

Nu kan vi da vaske i morgen for vandet om at gøre. Der er endnu en del vand i brønden skønt det har været tørt. Det var et temmelig stort arbejde at få træpumpen op; men den måtte jo give op omsider.

Mads hentede pumpen i Jels og købte ved samme lejlighed en til sig selv for at mildne lidt på og få en anden pumpe end den bestilte. Han måtte vente en tid i Jels og fik ved samme lejlighed sko under Frits. –
Nu tager søvnen mig og jeg vil i seng.

Torsdag morgen.

Nu er vi så vågne igen og skal have storvask – uden sæbe. Vi har fået noget nyt, dyrt Ersatz at vaske i. Bare det nu er lidt bedre end det sidste.

Der er stor glæde over pigebørnene i de her dage over hvad der er i vente. Kirstine Langetved [syerske/KM] var her i aftes. De får hver en ny kjole til på søndag, så nu synes de da, det lader til at blive alvor, at de må komme med [på besøg hos Lorens/KM]. Kirsten Grethe ville ellers absolut med morbror Mads hjem i går.

De nye grise eller ungsvin, jeg har fået, synes de alle godt om og vil gerne vide prisen på dem. Vi får valle fra mejeriet nu. Det får de det meste af og så en lille slat mælk i. Vi får vist to spandfulde om ugen nu. Det ordner Simon [nabo og mælkekusk/KM], som har en spand med hver dag og fordeler det så rundt i nabolaget efter som forbruget er.

Nu har vi endda nogenlunde græs igen, så køerne får ingen hø, kun 2 gange halm ved siden af.

I disse dage står roearbejdet stille, så i dag skal Wilhelm [karl/KM] alene i dem. Han har rykket det værste ukrudt op med hånden i runkelroerne og skal nu i gang med hakken. Hvordan vi får dem renset eller hyppet, når du ikke kommer, forstår jeg ikke. Det er på høje tid for kålrabiers vedkommende, da de snart lukker rækkerne. Gulerødder blev vi heller ikke færdige med. Det er slemt, for de står i stampe i ukrudt. Sukkerroer står fint.

Mads Jensen lavede en krybbe til følhoppen, og den blev foreløbig gjort fast i roekælderen. Der skal den bo, indtil du kommer på orlov, for du må da sikkert snart komme?

Jeg ved slet ikke, om du får mine breve, da jeg ikke har hørt fra dig en hel uge. … hvad der er i vejen for dig forstår jeg ikke. Hvis du er syg, syntes jeg du [fik] nok sendt en hilsen alligevel? Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt. Det er trist nok, synes jeg, at du ikke kan komme hjem selv og se sagerne lidt til gode.

Hvor længe Wilhelm bliver, ved jeg ikke. Det afhænger vel lidt af, hvor længe jeg kan holde ud at gå og bøde på hans forsømmelser rundt om, for det må jeg hver dag, snart hist, snart her. Der kan godt gå en ko i kornet ved siden af, hvor han arbejder. Han går ikke hen og trækker den bort af sig selv.

Nu må jeg nok slutte og hen og hive i vasketøjet. Andrea [tjenestepige/KM] går fremdeles og hiver ad [skranter?] – en dag går det lidt bedre, en anden ringere.

Jeg skal hilse fra pumpeselskabet i går. Så kun en kærlig hilsen fra os alle og på snarlig gensyn
din K.

(Dette er det 6. brev, jeg sender, uden at vide om du modtager dem)

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

Hjemmefronten, Sønderjyder

4. juli 1917. I dag har vi haft en død ved at hente middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 4. juli 1917

Vi har i dag haft et tab i kompagniet, idet vi i dag har haft en død ved at hente middagsmad. Han og to mere er gået for tidlig op af graven, og straks har englænderne skudt på dem med schrapnel- ler, og derved blev den ene ramt i halsen og var straks død. Havde de gået lidt længere ned, kunne de uhindret være gået til køkkenet. Ja, sådan er det, af skade bliver man klog. Men det var ellers noget, vi vidste, at såsnart vi gik op af graven der, blev vi beskudt. Det har gjort indtryk på kammeraterne, for her hvor stillingen er rolig, er det jo ikke en hverdagsbegivenhed…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

3. juli 1917. Underernærede børn fra storbyerne til Sønderjylland

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Haderslev og omegn

3. juli 1917

A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten

3. juli 1917. En kissel hest og nogle ustyrlige grise

Skriv en kommentar

Senest ændret den 7. juli 2017 19:50

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af en russisk krigsfange og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, tirsdag morgen d. 3.-7.-17.

Min egen kære Lorens,

… I går var Russeren [tjenestekarlen Wilhelm/KM] så først med Frits [hest/KM] hos smed Lauridsen og kom hjem hen ad formiddagen med besked om, at de ikke kunne få sko under. Han fortalte, de havde været så og så mange soldater, men den var ikke til at holde.

Jeg skulle så til 5-toget og hente grise, men der var ingen. Var så hos smeden. Ja, han var bange for at sko den med de mandskaber, der var til stede, der skulle hjælpe ham. Havde Lorens Hansen været her, var det sikkert gået. Karlen og soldaterne var bange, så den blev helt vild, og tage den med magt ville han ikke. Han kunne derved skade både hest og folk.

Jeg kan slet ikke forstå det. Nu har jeg gået og vasket dårlige ben på den og aldrig mærket, at den var kissel, hverken på fødder eller ben.

Nå, jeg lovede at få [fat i] en solid mand en dag sidst i ugen. Talte så med Jens Hørlyk. Vi skulle så sende den derned fredag. Så skulle den gå for ploven en halv dag, og så ville han få Bent om til smeden med den hen mod aften. Så mente de, om ikke det ville gå bedre.

I. M. [datteren Inge Margrethe, 8 år/KM]. Vi besørgede ærinder og ventede på 9-toget.

Der var så 3 kønne grise med sidste tog; men de skulle i en anden kasse, og staldkarlen måtte vi vente på. Låget var ikke stærk nok; men karlen lånte os et reb og snørede det om, så nu var den sikker nok.

Så kørte vi og kom hen til den ny bager, så siger I. M.: uha mor, nu løber de af kassen, og hun holdt den øverste i ørene det bedste hun kunne.

Frits blev bange, men jeg fik ham rolig igen, så længe vi fik grisene ned i igen og I. M. med et dækken oven på. Og så kørte vi alt hvad Frits ville hjem. I. M. gav jo hvin af og til, når de var ved at løfte hende af kassen.

Der var flere nysgerrige tilskuere, men der var da ingen, der tilbød en håndsrækning, så det var godt, vi kunne klare os selv.

Abrahamsen gik bag efter vognen, dengang hesten blev bange. Jeg kunne ikke slippe tøjlerne og I. M. ikke holde grisene; men [han] havde da ikke den forstand, at han kunne ha[ve] behov at hjælpe hende lidt. Havde hun ikke været så rap, som hun er, så var de løben alle.

Ja, hører vi ikke noget bestemt fra dig, rejser vi alle 4 med 5-toget søndag hen for at finde dig. Jeg venter ellers lidt efter dig hver dag!

Med kærlig hilsen fra os alle
Kirsten.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

Hjemmefronten, Sønderjyder

2. juli 1917. Maskingeværerne sprøjter kugler ud på lykke og fromme. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

 

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 2. juli 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for dit brev fra d. 27. juni, som jeg fik i går aftes. Vi får altid posten om aftenen lidt før, vi skal på vagt eller til arbejde. Hver anden nat er vi på vagt, og den næste nat arbejder vi. Hvor er en sådan nat da lang, fra det begynder at blive mørkt, og til det begynder at blive dag igen. Fra vi går hjemmefra eller fra hulen og til vi kommer tilbage er der gået over 6 timer. Og så står man der på et sted den hele lange nat, og mørket bliver tættere og tættere indtil Kl. 31/2. Så begynder dagen igen at lyse, og lidt efter begynder fuglene at synge. Det er især lærken, som lader sig høre. Hvor glæder man sig, når afløsningen så kommer, og man kan liste af hjemad igen. Det kan jo endda sagtens gå an, når der bare er roligt derude, og det har det næsten altid været. Der er nok nogle maskingeværer, som knatrer uafladelig næsten hele natten, og kuglerne kommer pibende hen over hovedet på os, men når man bare bliver i graven, så er faren ikke så stor. Vel hører man kuglerne slå ned i jorden med et lille klask bagved os, hvor jorden hæver sig. Der er jo ikke tale om, at der sigtes efter nogen. Maskingeværerne sprøjter kuglerne ud på lykke og fromme, og det er vist meget sjældent, at en kugle rammer nogen. Det er for at forurolige modstanderen, at der skydes. Værre er granaterne og schrapnellerne, men i de sidste nætter er de slet ikke blevet brugt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

2. juli 1917. Der kartes uld til strømper. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 2. juli 1917

Min egen kære Jørgen! Nu er dat så igen ude i stillingen. Det var ellers ikke længe, I var i R. denne gang; og helt rolig uden skydning er der jo sagtens ikke. Men som du skriver, går du ikke ene, du tager din Gud med dig, og han vil også nok bevare dig denne gang. I dag var der ingen brev fra dig, men jeg kan jo nok mærke, at det er lidt mere uregelmæssigt, når du er der forude. Nu glæder jeg mig til at høre fra dig i morgen. Det har været det dejligste solskin og sommer i dag, og Sine Skrøder har været her helt fra i morges. Hun karter uld, mor sidder ude hos hende i haven og ripper det fra hinanden. Jeg har omtrent 9 pd. uld, så det kan da give garn til strømper. Jeg har også lovet pigerne hver et pd., for det er jo helt umulig for dem at opdrive garn til strømper, og de slider jo da hver dag. Sine kommer i morgen igen, det er helt morsomt at have hende i nogle dage, og hun vil gerne ud. Jeg er jo alligevel mere bundet nu, da jeg malker, så er det rart, når der kommer nogen. I går eftermiddag var Hans Jacob og Kristian her. De var til fødselsdag hos Joh. Bramsens. H.J. ser godt ud og var jo så glad ved at være hjemme, men frygtelig havde det jo været der ved »Chemin des Dames«. Det var jo ikke til at fortælle…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

Hjemmefronten

30. juni 1917. “Han sagde, at han haude ikke godt i Hovedet af al den store Krig, han haude været med i”

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa Vorherre, hvor han flygtede til Ægypten. Saa saa jeg,
hvor han kom med min Broder og viste ham for mig, jeg skulde
see, hvorledes han saa ud. Han sagde, at han haude ikke godt i
Hovedet af al den store Krig, han haude været med i, og hans
Arme og Been var ligesom di vare saarede.

Saa strög Vorherre ham over hans Pande, Arme og Benet, og paa eengang var alle Saarene lægt. Saa kom der en Engel i Skyerne og forkynte mig hvor min Broder han er, han er i Asien. Men den sagde, »Adressen,
den maa du ikke faa at vide.« 

Nu saa jeg nogle af di mörke Folk, di saa sorte ud i Ansigtet, di var ved at slagte en Kronjort.

Nu saa jeg et Kort, hvor min Broder var Fotegraferet paa. Saa sagde Vorherre, at jeg skulde bære et firedoppelt Halskæde med et Kors ved.

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa uden for ved et stort Slot,
der saa jeg store Molemente [monumenter?] og smukke Trær
intil Ingangen, og der saa jeg, hvor der stod en Dör aaben. Og
derinde saa jeg en Keiser med Kronen paa Hovedet og stod ved
een, som var död. Den laa i hvidt Silke.

“Denne Engel kom og viste mig denne Halskæde og sagte, at saadan skulde jeg male Billedet og henge det paa Juletræet Juleaften. Og den skulde du have.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

24. juni 1917. Ingen bøger og stinkende brød i Skærbæk

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Syd for grænsen
Boghandler G. Møller i Skærbæk havde i nogen tid ikke kunnet få danske bøger, f.eks. ikke ”Danmarks Melodier” osv. Da han erfarede, at boghandlere i Åbenrå solgte sådanne bøger, tilskrev han censuren, at hvad der var ret for den ene, måtte kræve ret til at forhandle de omtalte bøger, hvis forhandling hidtil var nægtet ham. Efter nogen tids forløb spurgte censuren ham om bøgerne skulle anvendes til forevisningsbrug eller til salg, og da Møller naturligvis måtte svare, at de skulle forhandles i åbent salg, fik han tilladelsen til at forhandle dem.

P.Hn.N. har for ca. 14 dage siden været på Vestkysten og besøgte bl.a. dr. Thomsen, der da var hjemme, hvor Jepsen og Jørgen Møller var til stede. H.P.H. så nu lyst på forholdene og mener, at grænsepælen nok skal blive flyttet.

Ingen gardiner i Berlin
Jørgen Møllers svigerinde var nylig blevet gift, og parret havde taget ophold i Berlin, hvor de havde lejet sig en lille lejlighed, men det var ikke muligt i hele Berlin at opdrive gardiner til lejligheden!

Brød der stinker
I Skærbæk kniber det meget stærkt med levnedsmidler. Brødet består af ”pillemel” (det er hvad man plukker af byg), tørret og malet halm og lidt rug, der ofte er fordærvet. Derfor lugter meget af brødet stramt. Det kniber også meget stærkt med smør.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten, Sønderjyder

21. juni 1917. Gården begynder at vokse Inger over hovedet. Brev fra Jørgen ti Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21. juni 1917

 

Mange tak for dit brev fra sidste lørdag d. 16. Du har altså igen gjort et forsøg på at få mig hjem, og det er jo også godt. Du plejer at hænge i, når du får begyndt. Men det kumae da være, at det kunne lykkes med den første ansøgning. Da vi i forgårs kom tilbage her til R., traf jeg straks Suhr, og han fortalte, at ansøgningen for et par dage siden var nået til kompagniet og der blevet anbefalet og sendt videre. Nu skal vi så se, hvad det kan blive til. Suhr mente, at det måske kumae lykkes, men andet ved han jo heller ikke. Ansøgningen går til bataljonsregimentet og vel også til divisionen, måske videre. Så det er en lang vej, inden den når målet. Jeg synes da, det er et godt tegn, at den er blevet anbefalet af kompagniet. Vi vil altså håbe det bedste, kære Inger. Ja, jeg kan forstå, at det er naeget nødvendigt, at jeg kommer hjem, for arbejdet kan snart vokse jer over hovedet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

17. juni 1917. Jeg synes gerne, man kunne lade os være i fred, så længe vi er ude i stillingen. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag efterm. d. 17.6.1917

Min egen kære Inger! I morgenstunden blev vi vækket kl. 6 og måtte straks op at pakke vore sager sammen og så afsted, men det hele var kun blind alarm. Det vidste vi nok i forvejen. Det var majoren, som er regimentskommandør, der ville fortælle os, hvordan vi skulle forholde os, hvis engelskmændene skulle bryde ind i vor stilling. Det var efter vor mening noget meningsløst, han der stod og fortalte os. Eller i hvert fald var det nok, når han havde fortalt vore officerer det. Det var meget varmt, og vi svedte, så vandet løb af os. Vi havde tornyster pakket med mantel og telt og en stor spade. Desuden havde vi laver 10 håndgranater at slæbe på. Det hele varede nu ikke så ret længe, men jeg synes da, at de gerne kunne lade os i fred sålænge vi er her ude i stillingen. Men Gudskelov at det hele kun var blind alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

16. juni 1917. der er igen problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 16 juni 1917.

Min kære Jørgen! Nu skal jeg skynde mig at skrive til dig, inden vi skal hen at malke, for den malkerøgter, som vi fik, er rejst igen. Han var her i fem dage og 2 gange var han syg. Så syntes han selv, at han ville afsted, og det var vi såmænd heller ikke kede af. Han fik 27 M 50 for de par dage. Nu lige var der igen en fra fæstemanden; men nu er jeg så klog ikke at fæste dem med det samme. Jeg sagde, at jeg ville tale med Jens Friis om det. Alt imens kom han så til at sige, at han havde været hos Peter Ravns sidste vinter. Jeg tænker, det er ham, som kun er en lille tid og så tilsidst melder folk for et eller andet, som han mener at have opdaget. Så jeg var glad ved, at jeg ikke gik på den straks med at leje ham. I aften vil jeg spørge Kristian Juhl ad, hvad hans navn var. I formiddag har jeg været i Haderslev. Nu får jeg en ny ansøgning sendt bagefter den anden om en længere orlov. Det var Fedder, som fik mig afsted. Jeg skulle absolut have været med første tog, men skulle jo da først have malket, og en god davre kan jeg også nok have. Så cyklede jeg, og traf da også manden hjemme. Når den ene ansøgning ikke vil hjælpe, så gør no. 2 måske, vi mangler dig i hvert fald meget herhjemme. Hans har meget om ørerne, postens roer har han sået om, og i dag sår han malerens om. Det er vel tvivlsomt, at vore kan stå sig, så det hele ser vidtløftigt ud…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

14. juni 1917 – Flensborg Avis: En hingst i pigekammeret m.m.

Skriv en kommentar

Den 14. juni 1917 bragte Flensborg Avis under rubrikken “Provinsen” blandt andet følgnende meddelelser.

Byraadsmøde i Tønder.
Paa et Byraadsmøde i Tønder meddelte Borgmester Plewka, at Folkekøkkenet i Pigeskolen (Bespisningen af fattige Børn og gamle trængende Mænd og Kvinder) har kostet Byen 6400 Mark indtil 1. April d. A.

Til Syltningstiden har Kredsudvalget bevilget 2 Pund Sukker pr. Hoved i Kredsen.

En Mejeriforvalter i Leck havde uden nogen Hjemmel ladet kundgøre i „Tondernsche Zeitung” en Opfordring til at aflevere Faareostene paa bestemte Steder i Kredsen og til ham. Kredsudvalget havde paa Forespørgsel givet den Besked, at Handelen og Udførslen af disse Oste var fri og uindskrænket og Mandens Opfordring en Tilsnigelse. Opfordring en Tilsnigelse.

Hingsten i Kælderen.
Fra Vinum ved Døstrup meddeles der til flere Blade om følgende Begivenhed: Forleden Nat vaagnede Pigerne paa en Gaard der i Byen ved en uforklarlig Støj, og saa traadte med dumpe Skridt en stor Skikkelse ind i Kamret. Det viste sig at være en ung Hingst, som tilhørte Amtsforstander Petersen. Den blev naturligvis jaget ud, men fortsatte derpaa sin Vandring; den saa sig først lidt om i Køkkenet, og omsider havnede den nede i Gaardens dybe og store Kælder, hvor den gjorde sig til gode med Brød og andre Herligheder som den forefandt.

Saaledes fandt man den i bedste Velgaaende. Men nu viste det sig, at et Tilbagtog fra Kælderen var umuligt: Hingsten kunde ikke klatre op ad den stejle Kældertrappe. Da fandt et lyst Hoved paa den praktise Ide at kaste Sand ned i Kælderen, indtil den var fuld op til Aabningen. Først da dette var sket, kunde Hingsten befries fra sit underjordiske Fangenskab, og Husbeboerne kunde atter gaa hen og lægge sig. Til alt Held havde Hingsten ingen Skade lidt. Den menes at have en Værdi af omkring ved 15,000 Mark.

Kirkeklokkerne
i Sønderborg har i Aftes til Krigsbedetimen ringet sammen for sidste
Gang. De to største Klokker, der blev støbte i 1883 i Hildesheim, vil i de nærmeste Dage blive afleverede til Hærformaal.

Ved Bisidderretten i Sønderborg
forrige Onsdag blev blandt andet en Landmandskone fra S., der havde solgt Sirup til 40 Penning Pundet, skønt Varen kun havde kostet 9 Penning Pundet, idømt 100 Mark i Bøde.

En Landmand fra K. stod anklaget for at have slagtet en Kalv og 2 Svin uden den fornødne Tilladelse, og Tjenestekarl H. for at have hjulpet ved Slagtningen. Landmanden blev dømt til 900 Mark og Karlen til 5 Mark i B

Aviser, Hjemmefronten

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. juni 1917. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13. Juni 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for brevet fra årsdagen for vort bryllup. Det er en smuk morgensang, du begyndte dagen med. Takke Gud for natten, som er gået, og du kan stå op frisk og sund og gå til din gerning. Ja, man kan nok blive oplivet ved at stå tidligt op og komme ud i naturen. Sådan går det også mig, for her hvor vi f.t. er, er der også smukt. Krigen har endnu ikke hærget så slemt her, og naturen søger at bøde på skaden, så godt den kan. Det er en skovegn, vi befinder os i, men alle træerne er afhuggede. Det ville jo ikke have set godt ud om vinteren, men nu i foråret er der skudt små buske op overalt, og græsset er langt og frodigt, så det er helt kønt her endda. Der har gået en jernbane her forbi, men skinnerne er brudt op og svellerne ligeledes, så der kun er banedæmningen tilbage. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed, heller ikke granathullerne. Jernbanen har gået nede i en lavning imellem to skrænter, og vor hule er lavet ind i den ene skrænt. Nej, vor bryllupsdag har jeg ikke glemt, kære Inger, jeg tror næsten vi har haft de samme tanker sidst på vor højtidsdag…

Nu har du altså fæstet en malkerøgter, og som du skriver, er det en meget stor løn, men der er jo ikke andet at gøre, vi er jo nødt til at have folk på gården, men ellers bliver det for dyrt at holde køer. Når han nu bare endda vil passe dem godt, så får det at hjælpe sig med lønnen. Hvad er det for en karl, da han sådan tager plads i utide. Han kan jo vist også hjælpe karlene ved andet arbejde…

I går og i dag har vi haft to gode dage, siden vi er kommet lidt længere tilbage, og vi har sovet hele natten. Det er noget andet end at stå på vagt i 5 timer fra det bliver mørkt og til det lysner af dag uden at blive afløst.

Der er så mange jordbær her på egnen, Lund og flere har været ude at plukke. Nogle af dem har plukket en hel »Kochgeschirr« fuld. Det er dejligt med jordbær, men det er af de små, så det er et sent arbejde.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. juni 1917. I dag er vores bryllupsdag, kære, har du husket det? Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 8. juni 1917

I går morges, da jeg var ude på marken, kom jeg til at synge verset:

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham at morgnen mig end er sød at mig dagen fryder trods synd og død

Det var så kønt ude i naturen, så det stemmer en til andagt, og i morges var det lige så smukt. Og så er det jo, at man kommer til at tænke på den store modsætning med den fredelige egn herhjemme, og så krigen, som I ser og mærker den derude ved fronten. Vi undrer os så tit over, at mennesker kan finde sig i det, som de gør. Jeg tror, vi bliver mere taknemlige for de små ting og de små glæder, som Vorherre lader os blive til del. Og sådan har jeg da også følt det hver morgen, jeg nu har været så tidlig ude.

I dag er det vor bryllupsdag, kære, har du husket det. Nu er det allerede 8 år siden, og de to af dem har du været soldat. Helt spildte er de vel ikke, vil vi ikke håbe, men det var ellers ikke sådan, vi tænkte os det. Gud give, at den skilsmissens tid snart måtte være forbi, både for os og for mange andre unge folk. Jeg lægger en lille firkløver i, som jeg fandt i morges…

I går fæstede jeg en malkerøgter, men han skal have en vældig løn, så du vil vist synes, at det er altfor galt. 160 M om måneden. Jeg har været så ked af det hele bøvl. Der har også været en malkekone her, med fire børn, som stillede store fordringer, men hende syntes jeg ikke rigtig om, og har da heller ikke hørt

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Aviser, Hjemmefronten

7. juni 1917. Tysk James Bond i Kolding

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.

Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skytte[-grav] nord for Haderslev Fjord

En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue.

Vedkommende dame er nu rejst, og Herr V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende.

Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det.

Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten

3. juni 1917. Opstilling af kanoner og troppeansamlinger i Sønderjylland

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Syd for grænsen
En mand fra Skrydstrup melder, at der er ankommet til Vedsted ved Haderslev et stort brotræn med 40 pontoner på 4 spændige vogne kommet fra Rusland, og opkørt i parken ved skolen.

Samme meddeler siger, at der af en stor pionerstyrke arbejdes på udstikning af en ny linje 10 km syd for den nuværende af ca. 7000 soldater.

Samme meddeler oplyser, at de svære kanoner (12-25 cmt.) er stillet op, de stammer fra Rusland og Belgien.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten

31. maj 1917. “Og jeg saa, hvor der falt saa mange Mennesker.”

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 31. Mai
saa jeg min Broder. En Stemme sagde, at han var i et Fangelejr
i Asien. Og jeg saa, hvor han gik med en Spade på Rygen og
gik op paa et stort Bjærg. Han skulde ud at grave. Og saa möte
han en tysk Soldat, han var paa Jagt. Og saa saa min Broder
[sig] om, og i det samme sköd han en stor Kronjort. Og saa
slepte min Broder og den anden Soldat af med den hjem. Den
vilde di have til Middagsmad. Og jeg saa, hvor der var een, der
serverede den til dem. Og min Broder sagde til den anden, at
det var en god Ret. Di levede meget ved vilde Dyr.
(…)

Jeg saa een af di mörke Folk, som gik om ved Teltene. Han
trak en stor Drommedar. Saa gik min Broder og di andre tyske
Soldater op af et stort Bjærg med en Kretbad [trillebör]. Di
skulde op og plukke Kardemom. Jeg saa ogsaa alle slags Dyr der. Der var Æsle, Skilleparde, Drommedare, Struse, Böfle, Lama,
Storke, Kronjorte og Kamæle. Jeg hörte en Röst, der sagde:

»Jeg har det godt her, di er jo gode ved os, blot jeg lenger [længes]
meget efter mine kjære Hjemme. Jeg kommer nok hjem til eder
igjen.«
Saa saa jeg et Bref, som var skrevet, og i Brevet stod der: »Jeg
opholder mig her i Asien i et Fangeleir intil videre. Jeg har det
godt og haabe, at i allesammen er levende Hjemme. Jeg haaber
snart at se eder alle igjen mine kjære derhjemme. De venligste
Hilsener fra eders kjære Sön og Broder Lorenz. Min adresse er
Fangelejr Asien.«

(…)
Nu ser jeg i Synet, hvor der kom mange Heste med Soldater
paa. Di haude graa Klæder paa og Pikkelhue, di haude
ogsaa mange Kanoner. Og den tyske Keiser raabte: »Tag mig
Pak, jeg vil reise bort.« Thi han sagde, han kunde ikke være
her lengere, for di vilde have en Slagmark. Stemmen sagde:
»Holland«.
Og jeg saa, hvor der falt saa mange Menesker. Men saa reiste
der sig een op mit imellem dem alle og sagde:

»Nu kan det snart være nok.« »Men der er noget endnu her, som kommer«, löd svaret, »for Krigen er til Ende.«

“Det saa jeg i Asien, i dette Telt var min Broder, da jeg saa ham.”
“Det er Fangemesterens Værelse i Asien.”
“Saadan saa det ud i Asien, der hvor min Broder skulle op og plukke Kardemom.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten, Sønderjyder

31. maj 1917. Der er problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag 31. maj

Min egen kære Jørgen! … I dag har jeg også fået skrevet til Hans Jakob. Han har fødselsdag på mandag, d. 4. juni. Andreas ringede op i dag og fortalte, at de rejser op til ham i Trier på lørdag. Han kan ingen orlov få fra lazarettet, og han var bange for, at han skulle udskrives nu med det første. Og så ville han gerne se sin far og mor først. Det er jo en skuffelse, at han ikke får orlov, det havde de så bestemt ventet. Valborg, Marie og Christian skulle ellers have været til Roost i de dage, men nu blev det så opsat til en søndag længere hen. – Hvad tror du, vi skal gøre ved det med den malkning. Jeg er bange for, at det ikke rigtig var Saras mening, at hun ville malke, og helt alene kan jeg vist ikke. Ja, hun skal jo nok gøre det nu foreløbig, men jeg er alligevel lidt ked af det. Det nytter heller ikke meget at skrive det til dig, for du kan jo ikke hjælpe mig…

 Der er kommet fire kreaturer fra Nordskov ned på engen i Bilidt. Der er rigelig græs nu. Jeg har slet ikke været nede at se til dem i Bojskov. Min cykel er ikke i orden endnu. Det kan vist være slemt nok at få et nyt stykke ventilgummi. – Jeg længes meget efter dig, min kære, kære Jørgen, der er så meget der trykker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.