August Lorenzen, Gravlund, blev indkaldt i august 1916.
Jeg havde af tjent min Soldatertid mange Aar før Verdenskrigens Udbrud i 1914, og jeg var derfor oppe i Aarene, da jeg ved Krigens Udbrud skulde stille i Haderslev. Da der var mødt flere, end der var Brug for, blev jeg med det samme hjemsendt.
Saadan fulgtes Indkaldelse med Hjemsendelse flere Gange; men da jeg den 16. August 1916 mødte i Flensborg, blev jeg sammen med omkring ved halvtreds andre sendt til Altona. Her blev vi indkvarteret i en stor Fabriksbygning, og da der ogsaa andre Steder fra var sendt Mandskaber til Altona, var efterhaanden over fire Hundrede Mand samlet i denne Bygning.
I vort nye Kvarter fik vi udleveret en Straasæk, et Lagen, en Hovedpude og et Tæppe, hvorefter vi efter eget Valg fandt os et Sovested paa Gulvet. Vi tænkte paa vort rare Hjem og vor varme Seng derhjemme. Hvilken Forandring!
En af mine Kammerater har senere fortalt mig, at han den første Nat havde haft svært ved at holde Taarerne tilbage. Det kan jeg godt forstaa. Og samme Mand havde endda ved Krigens Udbrud ment, at han var særlig godt stillet, for han selv var for gammel til at blive indkaldt, og hans Søn, der var 18 Aar, var for ung. Nu var de begge indkaldt.
Min Kammerat fik forøvrigt en Aften et Iltelegram fra sin Søn. Han meddelte, at dersom Faderen vilde hilse paa ham, inden han skulde til Fronten, skulde han komme omgaaende. Faderen rejste straks — og fulgte med sin Søn til Fronten.
En Formiddag kom en anden af mine Kammerater hen til mig og sagde: „Ved du, hvad jeg vil?“ Det var jo ikke godt at vide. „Jeg vil hjem paa Orlov” sagde han.
Dette fandt jeg ganske umuligt, og derfor svarede jeg ogsaa: „Hvad tænker du dog paa? Der er jo Krig, og du har kun været her i otte Dage!“ — „Ja, det er nu det samme,“ sagde han, „jeg vil hjem!” Og det sagde han bestemt og med Eftertryk; han tilføjede endog: „Og jeg skal ogsaa nok komme det!”
Jeg slog ind paa hans Tankegang og sagde: „Kan du komme hjem, saa kan jeg vel ogsaa!” — „Ja, skynd dig og vær parat,” svarede han, „naar vor Kaptajn kommer tilbage med Rekrutterne, maa vi være paa Pladsen!”
Jeg var straks rede, og da vi kom ned i Gaarden, svingede Rekrutterne ind og traadte af. Nu var det vor Tur.
Vi sprang hen foran Kaptajnen, som spurgte, hvad vi vilde. „Vi beder om Orlov, Hr. Kaptajn.” — „Hvad er I i Civil?” — „Bønder!” svarede vi. „Vore Hustruer staar derhjemme og skal klare Høsten ved Hjælp af russiske Krigsfanger, og Russerne har intet Kendskab til Selvbindere. Kornet er modent, og bliver det ikke høstet i Tide, gaar det til Spilde, og det kan Landet ikke taale.”
„Hvor lang Tid behøver De til Høsten?” spurgte han min Kammerat. — „Fjorten Dage,” svarede han. — „Og De?” — „Ti Dage,”‘ svarede jeg. — „I faar hver otte Dage, og dermed færdig, svarede han. — I en Fart fik vi Orlovsbeviset i Orden, og saa gik det hjemad.
DSK-årbøger 1953
