Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Endelig den 22. December rejste jeg, efter at være blevet afmønstret, først til Fulda og derfra med Togene op igennem Tyskland til Hamborg og naaede mit Hjem Juleaftensdag ved Middagstid med Hjertet fuldt af Glæde og Tak til Gud, som undte mig at gense mit Hjem, og saa med den store Tanke ikke at skulle af Sted igen i Krigen.

Men syg og forkommen var jeg. 70 Pund havde jeg tabt i Vægt, saa der var næsten ikke andet end Kasket og Bukser tilbage; men under Guds gode Haand og min Hustrus kærlige Pleje varede det ikke ret længe, før jeg begyndte at komme til Hægterne, saa de 70 Pund er halet ind igen, godt og vel.

Alt i alt maa jeg sige, at det, der var min Lykke under Krigen og det, der bar mig, var barnlig, enfoldig Tro paa den levende Gud og det, at han aldrig tog den Vished fra mit Hjerte, at dér hvor jeg var, var jeg efter hans Vilje.

Det har aldrig kostet mig noget nævneværdigt at bekende mig som en dansk Mand og som en troende Mand, og Herren lagde alt saa vel til rette, at han gav mig en god Plads blandt Kammeraterne.

Det er det trangeste Liv, jeg har levet i mit Kød, men for Sandhedens Skyld maa jeg sige, at det er den skønneste Tid, jeg har levet som Guds Barn.

Til Slut maa jeg saa bede mine Læsere huske, at Bogen er gengivet frit efter Hukommelsen, uden andre Midler end mit Militærpas, som fortæller Dag og Dato, hvor jeg har været.

Desuden maa enhver ogsaa huske, at en Soldat ser kun det lille, begrænsede Omraade, hvor han selv færdes.

Jeg kunde ogsaa godt nævne mange flere Navne paa unge og ældre Kammerater, som jeg er nøje knyttet til i Taknemmelighed og Venskab, ligesom der ogsaa er mange enkelte Træk, som ikke er kommet med, fordi de ikke i Øjeblikket er kommet op i min Erindring.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Vel ankommet med sit regiment til Nauheim ser han sit snit til at melde sig syg og komme nordpå.

Efter endnu et skift i Kiel når jeg samme aften min gamle garnisonsby Flensborg, hvor jeg overnattede på Nordischer Hof.

Næste morgen opsøgte jeg mine forældres bekendte, der fik et chok, da jeg trådte ind ad døren, men gensynsglæden var stor.

Og så endelig den 24. december klokken fire om eftermiddagen nåede jeg min fødeby, Højer.

Der var kun postbud Madsen på banegården. Han mente, at jeg burde vente, da alle hjemvendende blev modtaget med musik, men jeg havde fået musik nok derude – og det mente han såmænd også. –

Jeg kom forbi mejeriet, og uden for smedien hørte jeg en råbe mit navn, det var Dres’ far, og han spurgte selvfølgelig efter sin dreng; jeg kunne da berolige ham med, at han også var i live og på vej hjem.

Så bøjede jeg op ad Herbergsgade, hvor mit hjem lå. Jeg ser en gå op ad gaden efter vand ved brønden, og jeg hører dens klagende lyd, da spanden vindes op.

Det var ingen anden end mor. Hun ser ned ad gaden, kender mig ikke endnu, men hun venter og håber; imens kommer jeg nærmere, og hun står med den fyldte spand midt ude på vejen – jeg kan ikke dy mig længere, men vinker – og hun genkender mig – og taber spanden:

Gensynsglæden var lige stor hos os begge. Så har hun endelig sin dreng hjemme igen.

Efter denne hjertelige modtagelse kom turen til far og mine søskende. Der blev kogt vand, lavet bad tilrette til mig i vaskehuset, civilt tøj fundet frem, spist og drukket – og så kunne vi fejre juleaften sammen.

Far og mor havde fået skrabet det allernødvendigste sammen, det kunne selvfølgelig ikke blive som før til en juleaften, men vi kunne da nu samles raske og rørige allesammen.

DSK-årbøger, 1969

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 24.december 1918.
I formiddag har jeg hjulpet med at gøre Kasinoet i stand til  julefesten; den fest som jeg så gerne ville have været hjemme til.

Vi har tændt op i kakkelovnen og pyntet juletræ for at få det så hyggeligt som muligt.

Aftensmaden bestod af gullasch og halvkogte kartofler, så det var der ikke ret meget smag ved.

Kl. 5 samledes vi omkring juletræet, og regimentsmusikken spillede et par julesalmer, og vi sang også lidt med.

Vi fik hver en lille pakke fra Røde Kors, samt 12 pakker honningkager til deling.

Et anker med øl blev stillet midt i stuen, og så kunne enhver forsyne
sig. Hen på aftenen gik de fleste i byen, og de få, som blev tilbage, gik tidligt i seng.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918. Den 23. december nåede han endelig til Berlin. Undervejs havde han byttet uniform med en ungarsk soldat – men det var ikke nogen god idé!

Paa Stationen ved den bajerske Grænse var der dækket Bord til mange hundrede Mand. I Bajern var der nemlig forholdsvis rigeligt med Mad, og man havde Raad til at bespise Soldaterne, efterhaanden som de kom.

Der blev ogsaa baade vi og vort Tøj rensede, og saa kørte vi videre til Saksen.

I Leipzig kørte et andet Tog ind i vort. En Mand dræbtes, flere saaredes og Vognene blev meget ramponerede. Men vi kørte videre med de samme Vogne. I den Vogn, hvor jeg var, kunde jeg hele Tiden sidde og se ned paa Skinnerne gennem det splintrede Gulv.

Den 23. Decbr. naaede vi Berlin. Vi havde noget Ophold, og jeg og et Par andre — ogsaa i østerrigsk Uniform — gik ud i Byen for at se os om. Her var jeg jo nemlig godt kendt.

Vi stod og saa paa Rigsdagsbygningen, da der pludselig samledes nogle unge Fyre, Børn og Kvinder om os. »Verfluchte Oesterreicher« raabte de og gik løs paa os med Stokke og Paraplyer. Tyskerne gav nemlig Østerrigerne Skylden for, at de tabte Krigen.

I det samme kom der nogle Soldater til, som jeg i en Fart viste min Soldaterbog, og de hjalp os bort fra vore Angribere og hen til Banegaarden.

Om Aftenen skulde vi med Toget til Hamborg. Perronen var stuvende fuld af Mennesker, og det var klart, at kun en lille Part af dem kunde komme med Toget. Der var Uroligheder i Berlin i de Dage, og mange Mennesker søgte derfor bort fra Byen.

Toget kom baglæns ind foran Perronen, og i Løbet af et Øjeblik, mens det endnu var i Gang, var det fyldt af Mennesker. Man sprang ind baade ad Døre og Vinduer. Hvert eneste Vindue i de store Gennemgangsvogne blev knust.

Jeg var da ogsaa sluppen ind, men da vi kørte, var det ikke at se, at Menneskemængden paa Perronen var svundet.

Jeg naaede saa hjem til Juleaften efter at have været Soldat i over syv Aar.

Sønderjyske Årbøger 1928

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Vel ankommet med sit regiment til Nauheim ser han sit snit til at melde sig syg og komme nordpå.

Vi fra Nordslesvig måtte finde andre udveje for at komme videre og den rigtige vej, det var dog absolut klogest foreløbig at følge trop, da vi var i fremmed land og langt fra hjemmet – for så, når det gunstige øjeblik og den gunstige situation indtraf, at »træde af« med hjemmet som sigte.

Altså, som så mange andre måtte jeg jo melde mig syg, for noget skulle der gøres.

Og netop som jeg står foran lægen, falder jeg besvimet om af udmattelse.

Det gør, at han skriver noget på en seddel, som han hænger på min jakke, og som en anden pakke med mærkeseddel på sendes jeg til det nærmeste lazaret, »Bad Nauheim«.

Jeg får en kammerat med, og med hinanden under armen vandrer vi hen ad gaden til kurhotellet, hvor vi efter en lang gåtur står ved hotellets store trappe. Vi modtages af en feltvebel, der ser på os og på min seddel, hvorpå han spørger om, hvor jeg er fra. Jeg svarer, at jeg er fra Tønder, og han vil vide, om der er et lazaret i nærheden, så jeg nævnes Flensborg, hvorpå jeg får adresseforandring, mens min syge kammerat bliver indlagt med det samme.

Nu går det til banegården, hvor der er i hundredvis af ventende kammerater.

Toget er overfyldt, vi står som sild i en tønde; lokomotivføreren nægter at køre, da også en del havde erobret taget som siddeplads, og først da det var rømmet, glider vi, dog foreløbig kun til Hannover.

Her mærkede jeg for første gang forandringen: Marinesoldater bevogtede banegården, gav orlov og udstedte passer-sedler. Et soldaterråd havde overtaget den kommunale forvaltning af byen.

Jeg kan imidlertid blive i toget sammen med mange andre, da det fortsætter til Hamborg, hvor jeg må skifte over i et tog, der går til Kiel.

Her vil en marinesoldat vide, hvor jeg kommer fra. »Lige fra skyttegravene i Frankrig«, får han til svar. Og om jeg har orlov og våben. »Jeg har orlov nok – og ingen våben. Farvel kammerat og god jul«, replicerer jeg.

Det var den 23. december.

DSK-årbøger, 1969

Forlaget skriver:

Anna Elisabeth Jessen romandebuterer med Om hundrede år, en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver, i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forpurre livet for en familie.

Om hundrede år begynder i 1914, da Første Verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager hans svoger Marius og søster Helene gården. Sammen får de fem børn, hvis liv bliver voldsomt præget af både hverdagen med deres døve far, men også af de spor som den altoverskyggende krig trækker helt frem til 2014.

Sideløbende med udgivelsen udkommer en podcast-serie i 100 korte episoder i samarbejde med DR.

Bogen er på 320 sider og koster 299,- kr (vejl)

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole. Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen?, Efter festen og Doktor Tramsens rapport. I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.
Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 22.december 1918.
Ved parolen i dag fik vi at vide, at der kun var 6 mand,der fik juleorlov, og at de, der var kommet hjem fra fronten, havde fortrinsret, så humøret står ikke ret højt.

Jeg havde ellers lige skrevet hjem,at de ikke behøvede at sende nogen julepakke.

I går arbejdede jeg i garnisonsbageriet, og dette arbejde får vi betalt
med 0,50 mark i timen, men selv om vi får 16 mark hver 10.dag, synes jeg, at de ikke rækker ret langt.

Af og til er vi dog i biografen,og vi drikker også et glas øl engang imellem.

Tanken om at der spilles julekomedie hjemme i skolen i aften, og at jeg ikke kan være med, piner mig meget.

Lille juleaftensdag var jeg i teater. Det hjalp lidt på julestemningen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Folkeuniversitetet i Sønderborg inviterer til tre onsdagsforedrag om Første Verdenskrigs afslutning.

De foregår på ALSION hhv 16., 23. og 30. januar kl. 16:00.

Tilmelding og yderligere info på Folkeuniversitetets hjemmeside

Om foredragene:

16.01.: Våbenstilstanden den 11. november og soldaternes hjemvenden fra fronten v. museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Våbenstilstanden den 11. november 1918 var et stort øjeblik for de soldater, der levede længe nok til at opleve den. Men krigen var ikke nødvendigvis forbi fra den ene dag til den anden – og for mange var der meget langt hjem. Nogle måtte gå hele vejen fra Vestfronten til Sønderjylland, mens andre først kunne transporteres hjem fra allierede krigsfangelejre i løbet af 1919. I foredraget vil vi følge udvalgte enkeltskæbner og deres oplevelser ved krigens afslutning.

23.01.: Første Verdenskrigs lange skygger, krigsinvalider og faldnes efterladte v. formidlingsmedarbejder Louise Klinge, Christiansfeld Centret

Den 11. november 1918 sluttede Første Verdenskrig. Krigens lange skygger levede dog videre i de sønderjyske familier. Mange af de mænd, der vendte hjem, var skadede på sjæl og krop. I Sønderjylland havde kvinderne i fire år sørget for dagligdagens opretholdelse, alle havde mistet kære til krigen. I 1920 vendte landsdelen tilbage til Danmark, der hermed fik ansvaret for de sønderjyske krigsveteraner, krigsinvalider og krigsenker. Foredraget vil give et indblik i de ar, Første Verdenskrig efterlod i Sønderjylland og hos den sønderjyske befolkning, både hos de krigsveteraner, der vendte hjem og dem, der ventede hjemme.

30.1.: Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18 og mindekulturen omkring våbenstilstandsdagen v. forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet Aabenraa

Traditionen med at lægge kranse ved monumenterne for den Første Verdenskrigs faldne på de sønderjyske kirkegårde på våbenstilstandsdagen den 11. november blev skabt af Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18. Denne forening blev først oprettet 18 år efter Den store Krig, i 1936. D.S.K. var fra begyndelsen en national forening, men fik også stor betydning for veteranernes bearbejdning af deres oplevelser under den brutale krig. I D.S.K. kunne de mødes med krigskammerater på tværs af geografiske og sociale skel, hvad enten det var til kransenedlæggelsen eller de mere selskabelige indslag som den årlige ærtespisning. I sin storhedstid i 1940’erne havde D.S.K. tæt ved 8.000 medlemmer fordelt på 94 afdelinger. I 1988 var der kun 93 veteraner tilbage, og samme år blev det besluttet at opløse D.S.K. En epoke i Sønderjyllands historie var forbi.

For tilmelding og betaling kontakt Folkeuniversitetet i Sønderborg

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Med fjenden i hælene gik det fra nu af rask tilbage, og først i november kom vi igennem Charleville, hvor kronprinsen havde haft sit hovedkvarter, men han var nu forduftet. –

Da vi nåede en by, der hed La Granville, blev krigen her afblæst, og selvom vi i flere måneder havde mærket, hvor vinden blæste henad, var det næsten ikke til at fatte, at kanonerne nu tav, at vi nu ikke mere skulle ud i skyttegravene, og at en hvilken som helst foresat ikke kunne behandle en efter forgodtbefindende.

(…)

Men nu var det jo kun om at komme hjem så hurtigt som muligt, og samme dags aften begyndte hjemmarchen. Det blev til flere ugers anstrengende marchture, men målet var da i sigte. Vi passerede sydspidsen af Belgien, gik gennem Luxemburg og nåede Rhinen ved Koblenz.

Vi troede, at vi herfra ville blive befordret videre med toget, men nej, vi måtte pænt tage til takke med apostlenes heste og så i fire uger efter våbenstilstanden, indtil den 9. december, spadsere. Endelig nåede vi Fulda, hvor vi gjorde holdt i to dage, så videre med byen Wendershausen som mål. Heller ikke dette blevet foreløbigt opholdssted, og det gik videre til Kalten-Nordheim, hvor vi forblev i tre dage. –

Julen nærmede sig, og vi var efterhånden godt trætte af den endeløse vandren; de ældre årgange forlangte at blive hjemsendt, for de ville hjem til jul.

Det blev nu besluttet, at alle årgange, inklusive 1895, måtte hjem-sendes herfra, og der var jeg heldigvis iblandt, men årgangene 1896-1900 blev tilbage, og de sendtes til Magdeburg.

Vi var nu nået til den 17. december, og anden dags morgen ved halvto-tiden og med mit Entlassungsschein i lommen forlod vi Fulda og ankom ved aftens-tid til Flensborg. Her havde jeg en gift søster boende, hos hvem jeg blev i to dage for så at tage med damperen til Sønderborg og derfra videre til Kegnæs, hvor jeg ankom efter tre år og otte måneders forløb den 21. december.

Og jeg stod nu hjemme, stod i mit fødehjem efter de mange års militærtjeneste, og glæden var stor, at jeg nu atter kunne fejre jul i hjemmets skød.

DSK-årbøger 1971

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin. Et forsøg på at desertere mislykkes – men Lunding giver ikke op.

Nogle dage efter fulgte næste flugtforsøg. Det foregik sammen med en sergent, som jeg havde lært at kende i Adlershof. Han var dansk, stammede fra Als, og han tilhørte den motoriserede del af transportkolonnen.

Vi aftalte, at han skulle stjæle en bil og en tromle benzin, og så ville vi køre hjem. Vi fik lavet en falsk passerseddel, som vi håbede, vagten ville godkende, men ved kaserneporten blev vi holdt tilbage.

Vagterne fattede mistanke til passersedlen, og vi blev beordret ind i vagtlokalet.

Min kammerat trådte speederen i bund og kørte ud gennem porten. Vagterne skød efter os og ramte først benzintromlen, så benzinen strømmede ud over os, men dernæst motoren, så bilen gik i stå.

Vi blev anholdt og måtte blive i vagten natten over.

Næste dag da vagtposterne blev afløst, så vi vores snit til at stikke af og vende tilbage til kasernen.

I den almindelige forvirring skete der os ikke mere, men også faneflugt nummer to var altså endt uden resultat.

Først i februar 1919 lykkedes det mig på legal måde at komme hjem. Jeg søgte med henvisning til mit halssår at blive overført til militærlazaret i Haderslev, og det lykkedes. Jeg blev opereret endnu en gang og tre uger efter hjemsendt.

Hermed var omsider krigen forbi for mit vedkommende — og
samtidig min karriere som tysk ulan.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis kom hjem fra krigen de 10. december 1918. Han var oprørt over Vælgerforeningens beslutning om en afstemningsgrænse nord om Flensborg og satte sig derfor straks i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Mellemslesvigsk Udvalg har været i København.

De hjemvendtes Indtryk er noget forskelligt. Andreas Grau oplyser, at den danske Regering venter at faa Afgørelsen i Grænsespørgsmaalet.

Vi drøfter roligt vor forskellige Opfattelse af dette; jeg minder om Ungdomsforeningernes lyse Syn før Krigen paa Arbejdet i de truede Egne.

Ved et Møde under festlige Former i Mellemslesvigsk Udvalg, som ledes af Formanden, Grrosserer J.C. Paulsen, venter andre Medlemmer, at de allierede selv træffer Afgørelsen. (Udtaler mig imod enhver Begyndelse til et selvstændigt Slesvig.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Jes Jessen fra Skærbæk deltog som tysk soldat i Første Verdenskrig.

Krigen var forbi, og vi satte os i March tilbage mod den belgiske Grænse. I vor Kolonne var der Troppe­enheder fra alle mulige Formationer og fra alle Egne i Tyskland. Hver Dagsmarch var paa omkring ved 30-40 Kilometer, kun afbrudt af et lille Hvil en Gang imellem, hvor vi modtog Proviant.

Vi naaede omsider Luxembourgs Grænse og passerede dette Land under een Dagsmarch. Luxembourg var jo neutralt Land, og vi maatte ikke opholde os her længere end nødvendigt. Under Tilbagemarchen valgte vi et Soldaterraad, der skulde varetage vore Interesser og holde vor gamle Major i Skak. Han var ellers en fredelig og flink Mand.

Omsider naaede vi frem til Rhinen. En Del af vor Kolonne blev færget over, men Størsteparten af Mandskabet ligesom Bagagevognene benyttede Broerne.

Jeg var saa heldig at blive færget over, og saa var vi naaet et godt Stykke ind i Tyskland. Vi kom til en lille By i Hessen. Den hed pudsigt nok Königsberg. Jeg blev sam­men med en Del af mine Kammerater, Hans Jønson, og en Del andre Landsmænd indkvarteret hos en Skomager. Kompagniet traadte an hver Dag, og hver Dag fik omkring ved en Snes Stykker af os Lov til at rejse hjem. Men det begyndte at lakke mod Jul, og Jønson og jeg blev stadig forbigaaet.

En Dag sagde Hans Jønson til mig: »Ved du hvad! Nu vil vi ikke holdes for Nar længere. Nu gaar vi hen paa Skrivestuen og snakker med Feldwebelen.« — Samme Eftermiddag skulde Kompagniet stille igen. — Vi kom altsaa hen paa Skrivestuen, smækkede pligtskyldigt Hælene sammen, og Feldwebelen, der sad ved sit Skrivebord, brølede: »Naa, hvad vil I Fyre!« — »Ja,« sagde vi, »vi vil gerne hjem med den Transport, der afgaar i Eftermiddag.« — »Nej,« raabte han , »I venter til næste Gang!« -—-

Det var vi nu ikke saa begejstrede for, for vi var allerede naaet frem til den 19. December. Vi gjorde dog omkring og fjernede os. Da vi var kommet udenfor, mødte vi en Oberstløjtnant. Vi gjorde Honnør og meddelte ham vort Ønske. »Naa,« sagde han, »lad os nu se, hvad vi kan gøre for jer.« Vi gik herefter tilbage til vort Kvarter og begyndte at pakke vore Sager. Vi regnede med, at vi nok skulde faa Lov til at tage af Sted. Om Eftermiddagen stillede vi til Parolen , og vi var jo meget spændte.

Feldwebelen begyndte at raabe Navnene op. Vi stod som paa glødende Kul. Stadig ikke vort Navn. I det samme kom vor Løjtnant til. Han kiggede lidt i Listen, saa raabte han pludselig: »Jessen og Jønson, træd frem! « — Saa var vi reddet. Turen gik hurtigt tilbage til vort Kvarter. Vi kunde nu smide den tyske Uniform . Efter en March paa tyve Kilometer kom vi til Byen Giesen. Her fra tog vi ved Ettiden om Natten med Tog til Hamborg.

Vi hav­de altsaa god Tid og kunde se os lidt om og ligeledes faa lidt at spise. Vi fandt ind i en større Beværtning, hvor vi bestilte to mægtige Bøffer med Kartofler samt et ordentligt Glas Øl. Friheden skulde jo fejres, og vi havde jo Penge nok. Men endelig var det Tid at stige ind i Toget. I Hamborg meldte vi os til Røde Kors, fordi vi trængte til at afluses.

Det var lille Juleaftensdag; men vi naaede lige hjem til at kunne fejre Jul sammen med vore kære, og det var vel nok dejligt.

DSK årbøger, 1955

Det tyske Udvalg (“Deutscher Ausschuss”) udsendte den 19. december 1918 følgende opråb.

Opraab fra Det tyske Udvalg

Grundsætninger for Afstemningen

1. Vi betragter enhver Afstaaelse af nordslesvigsk Jord som skæbnesvanger og nedlægger Indsigelse imod den. Hertugdømmet Slesvig er historisk og økonomisk et uadskilleligt Hele.

De folkelige Vanskeligheder skal hæves ved en Gennemførelse af Grundsætningen om begge Nationaliteters Ligeberettigelse.

2. Hvis det ikke skulde lykkes at gennemføre Afstemningen for Slesvig som en Helhed, forlanger vi, at Afstemningsomraadet indskrænkes til de Dele af Omraadet, der har en utvivlsomt overvejende dansk Befolkning.

3. Vi forlanger, at der ved Afstemningsresultatet skal tages Hensyn til Kommunerne, hvorved der skal gælde 2/3 Majoritet m. H. t. Slutresultatet, som skal være bestemmende for en Afstaaelse.

4. Vi forlanger, at der paa Grundlag af det kommunevis fremkomne Afstemningsresultat ikke tilkendes Danmark, regnet fra den nuværende Grænse, flere Kommuner, beregnet efter disses samlede Indbyggerantal, end der i alt i det nordslesvigske Omraade har stemt for Danmark med 2/3 Majoritet.

5. Ved Dragningen af Grænselinierne skal der tages Hensyn til de folkelige Kulturcentrer.

6. M. H. t. Stemmeretten vedrørende Nordslesvigs Selvbestemmelsesret fordrer vi Anerkendelsen af de for den tyske Nationalforsamling normgivende Grundsætninger for Valgberettigelse.

7. Vi fordrer, hvad Afstemningen angaar, Varetagelse af de nationale personlige Rettigheder, og efter Afstemningen Beskyttelse af de nationale Mindretal.

 

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 19.december 1918.
Vi har været på vagt igen i dag, men vi havde store og lange diskussioner med feltweblen,og vi forlangte, at vi fik de samme rettigheder som underofficererne og vore foresatte. Feldweblen fik os dog talt tilrette.

Jeg var på vagt ved køkkenet, og det er for tiden meget nødvendigt, for ellers bliver det hele stjålet, og det kommer vi alle til at lide under.

Jeg har ansøgt om juleorlov, og jeg håber at være mellem de heldige,
men det varer nok ikke længe,inden vi alle bliver hjemsendt.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december. Den 17. december om aftenen gik det med tog nordpå, men det blev en togtur med forhindringer.

Næste Nat blev Sidegevær og Karabiner taget fra os. Den nittende December om Aftenen holdt vi ved en Godsbanegaard ved Budapest. Der blev sagt, at nu skulde vi føres til Pressburg og interneres.

Vi var syv Mand, der blev enige om, at det vilde vi ikke, vi vilde hjem. Vagten ved Banegaarden vilde ikke lade os slippe ud, men i Mørket lykkedes det os at komme over Muren omkring Banegaardsterrænet.

Saa traf vi nogle ungarske Soldater, som var villige til at bytte Uniform med os mod at vi gav dem hver 50 Kr. og en Pakke Tobak.

Ved et Hushjørne foregik Ombytningen. Saa kørte vi i Sporvogn til Banegaarden, og vi kiggede forsigtig ind i Forhallen. Men da vi der saa franske Vagter, begyndte vi at forhandle med hinanden om, at vi vist helst maatte sælge vore Sager, for at de ikke skulde røbe os.

Mens jeg derefter stod og vilde sælge Tobak til en ungarsk Soldat, overraskede Vagten os, og da jeg ikke kunde tale ungarsk, antog de mig for en Cheko Slovak. De vilde fore mig til Politistationen, trak Vaabnene og begyndte, at stikke efter mig med Bajonetterne. I min Fortvivlelse greb jeg da min Dolk — det eneste Vaaben jeg endnu havde — og stak den mest nærgaaende i venstre Arm. Men i samme Øjeblik havde jeg en Bøssekolbe ned over Hovedet!

Da jeg kom til mig selv igen, gik to Ungarer og slæbte mig hen ad Gaden. Mit Hoved hoppede op og ned paa Brostenene, men heldigvis var min Rygsæk faldet tilbage og tog af for Stødene.

Da troede jeg, min sidste Time var kommen. Og nu var jeg dog paa Vejen hjem! —

Der samledes efterhaanden flere Soldater, og heldigvis var der en af dem, der forstod tysk. »Lad ham løbe, han er jo en Tysker og ingen Cheko Slovak«, sagde han.

Saa slap de mig, men jeg var saa fortumlet, at jeg knap kunde staa paa Benene.

Den Underofficer, som jeg havde prikket lidt i Armen, var fulgt med. Han rettede sig nu, og skønt han havde ondt ved at naa saa højt op, langede han mig dog en paa Øret, saa jeg dejsede!

Saa kunde jeg gaa, men min lille Kiste, som hidtil havde fulgt mig — før kørte den altid paa Kanonen — og hvori jeg havde mine Dagbøger, Fotografier o. m. a., beholdt de.

Da jeg naaede Banegaarden, var Toget, som jeg skulde med, ved at gaa.

Mellem Perronen og det nordgaaende Tog holdt et Godstog. Jeg sprang op og ind i en Godsvogn, ned paa den anden Side og naaede at springe op paa Trinbrættet paa Toget, der allerede var saa temmelig i Fart.

Aldrig har jeg set saa overfyldt et Tog! Inde i Vognen stod man som Sild i en Tønde, og udenpaa stod Soldaterne paa Trinbrædderne, paa Pufferne og paa Taget af Vognene laa og sad de. Toget var meget forsinket, da Togpersonalet havde prøvet paa at slippe af med nogle af de mange Passagerer. Men fik man nogen jaget bort et Sted, sprang de bare op paa Toget et andet Sted. Soldaterne vilde hjem!

Jeg stod paa to Puffer fra lidt over Midnat til hen paa næste Formiddag. Min Pande blødte og min Uniform var meget tynd. Mine seks Kammerater saa jeg aldrig mere.

Saa kørte vi gennem Østerrig, og da vi kom til Linz, gik jeg ind paa en Telegrafstation og telegraferede hjem: »Kommer hjem til Jul«. Telegrafisten spaaede mig ikke godt. »Telegrammet kommer sikkert aldrig igennem«. Men det naaede dog mine Forældre den 23. December.

Sønderjyske Årbøger 1928

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december. Den 17. december om aftenen gik det med tog nordpå.

Over fyrretyve Mand er der i hver Kreaturvogn med Vaaben, Kister og Oppakning.

Omkring ved Kl. 2 om Natten vaagner vi, da Toget standser En af Kammeraterne kommer løbende og siger, at Togføreren ikke vil køre mere. Han faar saa Hundrede gr. Tobak af hver af os og kører igen.

Lidt længere hen naa Natten holder vi igen — inde i en Skov. Nu er Kullene sluppen op, men vi springer af Toget og forsyner os med Favnestykker, der staar i Stabler i Skoven. Saa kører vi igen.

Men hver Gang, vi kommer til. et Sporskifte, maa et Par af os ud og selv skifte Sporet.

Hen paa Morgenstunden, mens vi holdt mellem to Stationer, stak Togføreren af.

Nu var gode Raad dyre, men da meldte der sig en ganske ung Soldat paa 19-20 Aar og sagde, at han nok kunde køre Toget. Han var fra Køln. Han kørte saa forbi et Par Stationer, men var derefter ikke rigtig klar over, hvad Vej vi skulde.

Saa fik vi paa en Station Anvisning paa en Togfører, og han gik ind paa at køre for os mod at vi gav ham Tusinde Kr.

Paa samme Station var Sporskiftet i Uorden — en Skinne var taget bort, saa vi ikke kunde komme videre.

Med ladte Karabiner truede vi saa Personalet paa Stationen til at bringe det i Orden for os.

Sønderjyske Årbøger 1928

På Den nordslesvigske Vælgerforenings møde i Aabenraa den 17. november blev “Nordslesvig” defineret som området nord for linjen Flensborg-Tønder. Men det blev samtidig fastslået, at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig også ville kunne stemme, hvis der herfra blev ytret ønske om det.

Straks den 18. november blev Mellemslesvigsk Udvalg dannet i Flensborg, og man gik i gang med en omfattende indsamling af underskrifter. Arbejdet blev generet fra tysk side.

På udvalgets vegne overrakte Andreas Grau den 17. december den danske regering nedenstående petition, som havde fået 4277 underskrifter, deraf 3401 i Flensborg by og  876 i landdistrikterne.

“I henhold til Wilsons program om folkenes selvbestemmelsesret, der er antaget af den tyske regering som fredsgrundlag, kræver vi undertegnede mænd og kvinder over 20 år fra Mellemslesvig, at der ved fri afstemning gives os lejlighed til at tilkendegive, om vi ønsker at genforenes med Danmark, således at afstemningen efter nærmere fastsatte regler foretages distriktsvis indenfor de af os beboede områder.

Som Danmark har taget sig af Nordslesvigs sag, beder vi det også varetage vore interesser overfor fredskonferencen og virke for, at vi kan få lejlighed til at udøve selvbestemmelsesretten.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis kom hjem fra krigen de 10. december 1918. Han var oprørt over Vælgerforeningens beslutning om afstemningsgrænsen nord om Flensborg og satte sig derfor straks efter hjemkomsten i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Hver Dag siden min Hjemkomst fra Krigen om Aftenen den 10de arbejdet med at læse Aviser fra halvanden Maaned, studere Breve, høre mundtlige Beretninger, skrive de første Indlæg.

Ør i Hovedet af al den uvante Læsning. Oprørt over Vælgerforeningens Afstemningsgrænse [nord om Flensborg, RR]. Skuffet over, at denne ikke har mødt mere Modstand.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december.

Den syttende December skulde vi endelig med et Tog. Om Aftenen kom der et; men det har for faa Vogne, saa Hestene kan ikke komme med.

Der lød enkelte Skud. Det var nogle af Kammeraterne, der skød deres Heste.

Jeg har Karabineren ladt, men kan alligevel ikke nænne det.

Jeg havde haft min Hest i flere Aar. Jeg lægger Dækkenet over den, giver den den sidste Havre og springer i Toget.

Sønderjyske Årbøger 1928

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Henimod jul, da jeg atter gjorde tjeneste inde på regimentets kaserne, fandt jeg omsider en lejlighed til flugt.

Jeg blev desertør, men med god samvittighed. Selv troskabseden til den tyske kejser kunne jeg roligt betragte mig som løst fra, efter at kejseren var flygtet til Holland.

På Lehrter-banegården kom jeg udenom kontrollen op i et tog mod Hamborg. Fra hovedbanegården her kom jeg videre til Altona, men så gik det galt.

Arbejder- og soldaterrådets vagter visiterede mig, og da de fandt en ladt pistol i min oppakning og jeg ikke bar rød kokarde, var de overbevist om, at jeg var en af de hvide frivillige.

Vi havde et længere skænderi, men jeg kunne ikke få dem overbevist om, at jeg ikke ønskede at deltage i de tyske stridigheder, men kun ønskede at komme hjem til Nordslesvig.

Under bevogtning blev jeg ført tilbage til Berlin. Jeg fik lov til at gå alene det sidste stykke vej til kasernen. Her havde ingen savnet mig, så der skete ikke mere.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

[Freds-]Betingelserne blev os snart forelagt. Vi skulde straks sættes i March og til en bestemt Tid være ude af Frankrig ovre paa den anden Side af Rhinen.

Vi marcherede i 7 Uger. Jeg var med den sidste Division ude af Frankrig og ude af Belgien.

Undervejs fik jeg inde i Pfalz spansk Syge og laa tre Dage og var fra Sans og Samling. En gammel Morlil puslede om mig og kogte hver Dag et Æg til mig.

Vi var 8 Mand, som blev spanske og skulde paa Lasarettet; men jeg tiggede for at blive fri. Jeg vilde hellere hjem.

De 7 Mand, som kom paa Lasarettet, har jeg bagefter hørt, døde alle.

En Officer tog sig af mig, sørgede for, at jeg fik saa megen koghed The med rigelig Sukker i, som de kunde faa i mig, og saa laante han mig sin dejlige Pels, som han havde stjaalet nede i Frankrig. Den var dryppende fuld af Lus; men dem havde jeg i Forvejen nok af selv, saa en Krydsning var maaske ikke af Vejen. Saalænge jeg imidlertid laa med Feber, var der ikke en af disse smaa, gode Undersaatter, der rørte mit Skind.

I det Udhus, hvor jeg laa, var der indmuret to Gruekedler. I den ene blev der kogt Foder til Køerne, i den anden til Grisene, saa der var jo lidt Varme derinde.

Efter tre Dages Forløb var jeg saa vidt, at jeg kunde gaa bagefter Kompagniet. Jeg kom op at køre et Stykke Vej med Toget og traf igen Selskabet i en lille By i Pfalz.

Det var paa mange Maader en storartet Tur, igennem Fuglebjergene og et Stykke langs med Rhinen, hvor jeg fik mange af de gamle Ridderborge at se. En fattig, men hjertensgod Befolkning traf vi overalt.

Æresbevisningerne i Byerne skulde man synes var lidt overdrevne, naar der f. Eks. i de flagsmykkede Byer stod: „Velkommen, I ubesejrede Helte!” Bedre kunde jeg forstaa, hvor der stod: „Velkommen, I tapre Fædrelandsforsvarere!”

Gang efter Gang mødte Byens unge Kvinder os og satte os Blomster i Knaphullerne, og spøgende, leende og skæmtende fulgte de os op
ad Gaderne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

Nu begyndte det at fryse om natten, og der var rim på træer og buske, når vi om morgenen døjede med at få de stive lemmer i gang.

Da vi kom til Luxembourg, formente værten os adgang til sin fodersti og halmen; han havde haft »liggende gæster« nu hver nat i tre uger.

Pionererne samlede da, hvad de kunne få fat på af brændbart materiale og tændte bål på åben mark, men vi frøs alligevel.

Turen langs Mosel-floden en frostklar decembernat må opleves og kan ikke skildres tilstrækkelig. Her er vidunderlig skønt, og dobbelt, fordi vi nu er i Tyskland, hvor vi bliver godt modtaget af befolkningen, der står med rundstykker til os om morgenen.

Den 5. december overskred vi Rhinen på Engers jernbanebro syd for Koblenz.

Trætte og udmattede nåede vi den 14. december Nauhejm og fik kvarter i en stor krosal, men vort antal var skrumpet betydeligt ind, da de kammerater, der var hernede fra, havde taget deres tøj og »var gået«, og også vor gode korporal fra Elsass var forduftet.

Men vi fra Nordslesvig måtte finde andre udveje for at komme videre og den rigtige vej, det var dog absolut klogest foreløbig at følge trop, da vi var i fremmed land og langt fra hjemmet – for så, når det gunstige øjeblik og den gunstige situation indtraf, at »træde af« med hjemmet som sigte.

DSK-årbøger, 1969

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 14.december 1918.
Vor gamle erstatningsbataljon er blevet opløst,og vi er blevet overflyttet til andre kompagnier. Vi har lidt vagttjeneste og keder os en del.

Da vi kom tilbage fra tjenesten, havde køkkenet udsolgt, og da vi ikke
var tilfredse med det, stormede vi op på skrivestuen, men de kunne heller ikke hjælpe os.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

I forbindelse med det forestående 100-års jubilæum for Genforeningen i 1920 udgiver Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland en ny bog om de danske sønderjyders førstemand  H.P. Hanssen.

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Bogen er på 360 sider og koster 248,- kr i boghandelen og 148,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Meld dig ind her

Om bogen

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden. Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen ”De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914” kan købes hos Historisk Samfund for Sønderjylland og hos boghandlerne.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret. Dette er første bind af planlagt to bind.

Den kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget her

I det lille hæfte “Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem” årgang 1918 bringes nedenstående digt, signeret “ms”.

Velkommen hjem!

Velkommen hjem!
Velkommen hjem fra de blodige Sletter
velkommen hjem fra de mulmmørke Nætter
velkommen hjem fra den ensomme Vagt
velkommen hjem til vor Kærligheds Pagt
velkommen hjem nu til Livet

Velkommen hjem!
velkommen hjem fra de rivende Ørne
hjem fra de flængende Pigge og Tjørne
velkommen hjem fra den grusomme Magt
hvor Viljen i knugende Lænker blev lagt
Aanden blev trampet i Støvet

Velkommen hjem!
Velkommen hjem fra de fremmede Lande
Velkommen hjem til de hjemlige Strande
Velkommen hjem til jer Pligt og jert Bo
Velkommen hjem i vor Menigheds Tro
Velkommen hjem i vor Kirke

Velkommen hjem!
Velkommen hjem til i Freden at aande
hjem for at glemme al Nød og Vaande
hjem for at leve paa Frihedens Grund
hjem for at virke med Haand og med Mund
for Retfærd og Sandhedens Rige

Velkommen hjem!
Velkommen hjem for at takke og bede
hjem for af Gud at lade jer lede
hjem for hver eneste Dag i Løn
at hjælpes af Himmelens Kongesøn
til Frihedens Liv at leve

ms

Historikeren Kåre Johannesen efterlyser en sønderjyske flyver – læs historien og hør en bid af pilotens foredrag her.

Kåre Johannesens historieblog

 

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og har nu været på march i en måned.

Omsider naar vi Røde Torm Pas, og her samler vi alt gammelt Tøj, gamle Støvler og lignende i en stor Bunke og brænder det.

Saa fremad igen gennem Passet gennem det herligste Landskab, snart langs med Floden, der bruser afsted, saa opad i Zig-zag, snart til højre og snart til venstre. Saa ser vi ned over Dalen med Floden, der snor sig ud og ind og Jernbaneskinnerne, der ligger som smaa blanke Strikkepinde.

Saa er der Bjerge helt bevoksede med Bøge- og Egeskov, og saa kommer der Birke- og Granskov. Saa gaar det nedad i Zig-zag og saa opdad igen.

En Morgen er der faldet Sne om Natten, og Vejen gaar opad foran os.

Saa spænder vi tolv Heste for hver Kanon og med stort Besvær gaar det fremad. Efterhaanden bliver Vejen ganske glat, og af og til styrter en Hest. Men vi naar op, og saa rider vi tilbage for at hente de andre Kanoner, som vi ogsaa naar op med.

Den 11. December, lige før den fastsatte Frist er udløben, gaar vi over Floden Maros og er saa i Ungarn.

Ved Byen Arad fik vi Ordre til at efterlade vore Vogne og Kanoner.

Her havde Tropperne, der var foran os, ogsaa efterladt alt, hvad de ikke kunde føre videre, og et Areal paa fem-seks Tønder Land var fuldstændig dækket af Feltkøkkener, Feltbagerier, Kanoner og Vogne.

Al Marchorden var forlængst ophørt, og vi havde af og til undervejs ladet en Vogn staa, solgt Hestene og delt Pengene.

Sønderjyske Årbøger 1928

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I en lille tætpakket Ventesal tre Timers Ventetid. En Mand lusker rundt, der viser sig at være en af Arbejderraadet udsendt Opdager.

Vi faar os et Slag Kort, og efter Kl. 12 kan man igen faa lidt Forplejning for den nye Dag, Brød og Pølse.

Lidt over 1 gaar vi op paa den kølige Perron og venter tre Kvarter. Spændingen er der igen og gør næsten legemlig ondt. Om alt gaar vel, skal der nu komme et Tog, som siges at ville føre mig lige til Hamborg. Jeg er efter Krig og Revolution og Isolering næsten som en Mand fra Sydhavsøerne, der intet kender til Jernbanetog og Køreplaner og paalidelige Forbindelser og ser paa Muligheden af virkelig at naa til Hamborg i Nat som et Mirakel.

Men der kommer Toget med to gloende Øjne foran. Et uhyre Lokomotiv hvæser forbi og et langt Tog. Bremserne hviner. En hel, tom Vogn til sidst.

En Hamborger og jeg søger ind i en tom Kupé uden Glas i Vinduet. Snart rasler Hurtigtoget bort fra Wanne ud i Natten.

Nu turde Tiden være inde!

I flere Uger har jeg gaaet med et rent Sæt Undertøj i Tornysteren og gemt det som en kostelig Skat.

Hvis jeg havde skiftet paa Marchen, vilde det nye Sæt straks være befængt, og Vaske- og Tørrelejlighed var der ikke. Og saaledes, som jeg var, vilde jeg ikke komme hjem.

Mens et koldt Lufttræk stod ind ad Vindueshullet, klædte jeg mig af, kastede med en uendelig Følelse af Tilfredshed det snavsede Linned ud af Vinduet og tog det rene paa. Imens gik et Par Officerer forbi i Gangen for at søge en Kupé, men trak sig sky tilbage. De havde vel kunnet undgaa den Slags.

En Cigaret ryges trods Kulden med en Fornemmelse af fyrsteligt Velvære. Jeg ligger et Øjeblik paa Bænken med Tæppe over. Men saa kommer der flere ind i Kupeen.

Hvad gør det, om man sidder lidt umageligt! Herligt at fare af Sted gennem Natten.

HJULENE HAMRER: HJEM IGEN!

Hjem igen! Hjem igen! og Hjertet jubler hemmeligt af Fryd. Endnu er der ikke lukket op, ikke helt.

Tænk, du er endnu kun i Vestfalen, om lidt i Hannover, og der kan  komme meget i Vejen! Saa nemt gaar det vel ikke at slutte af med et Par Aars Krigstjeneste.

Jeg sidder og daser og sover lidt engang imelem. Vi nærmer os Bremen. Der fortælles, at Revolutionen har været hensynsløs i Bremen. Jo, Toget ruller uden videre ind paa den store, tomme Banegaard. En Officer maa aflevere sit Vaaben.

Videre igen!

Vaagner paa ny henad 7 Morgen. Vi nærmer os Hamborg. Drømmen synes at skulle blive Virkelighed. En klippefast Tro har der været hele Tiden paa den gode Afslutning og dog en nagende Tvivl.

Kl. 9 paa Hamborgs Hovedbanegaard. Farvel til mine Rejsefæller, der aftaler at mødes Dagen efter i en Kafe. Jeg vasker og netter mig,

telegraferer hjem og drikker en Kop Kaffe.
Kl. 10,13 glider jeg med Flensborg-Toget ud af Banegaarden. Men det sidste Stykke er det langsommeligste.

6½ Time, fuldt i Kupeen.

Jeg sidder tavs, i stille Glæde. Timerne gaar.

Da Toget ruller over Ejderbroen ind paa Slesvigs Jord vaagner jeg af Sløjhed og Træthed og tænker med en Taare i Øjet paa, hvor dejligt det skal være engang at hvile i sin Hjemstavns Jord.

Noget af det værste derude, hvor Jernsplinterne føg, det var Tanken
om at stedes til Hvile langt fra Skov og Vang og Fjord derhjemme, langt fra den Fædrenejord, som det havde været Folkets og Mandens Livsopgave at værge.

Men det er kun nogle Øjeblikke. De kendte Stationsnavne knytter sig til hinanden som Led i en Kæde. Jeg ser over Slien til Slesvig Domkirke, jeg øjner Hanved Skov mod Nord. Igennem Dalstrøget gaar det ind til den gamle By. Mølledammen, Nikolaj Kirke, Byens Skrænter – jeg skimter dem, skønt Mørket er faldet paa.

Og Banegaardens Larm i Decemberdagens Mørke.

En Militærvagt tiltaler mig. Hvad er der nu i Vejen?

— Kamerad, deine Waffe!

Sproget lyder mig allerede helt fremmed. Saa langt er jeg kommen i Tankerne.

Han tager mit Sidegevær, og jeg nærmer mig Udgangen.

En lille Fyr stikker sin Haand i min, en Mor er der med glade Øjne. En stor lille Pige spørger:

— Hvem er det endnu, Mor? Er det en Far! hvorefter hun tager min anden Haand.

Vi følges hjem igennem de svagt oplyste Gader.

De første Ord falder om, at stærke Kræfter nordfra søger at forhindre, at vor By og Sankelmark og Isted og Danevirke kommer med hjem til Danmark.

Vantro slaar jeg det hen!

I Morgen! Nu maa jeg have Lov til kun at være glad! I Dag er jeg naaet hjem fra Krigen.

Næsten som en Søvngænger gaar jeg op ad Trappen.
Hvad der har været holdt for Laas og Lukke saa længe, har ligesom svært ved at røre sig, ved at udfolde sig, ved at sprænge Hylstret.

Kan Blodet strømme frit endnu?

Efter Badet, og efter at hele den gamle Paaklædning er fjernet, er der Tid til at tales ved og lære hinanden at kende paa ny. Hvor Stuerne er store og Stolene magelige og Dugen hvid!

Men det kan ikke undgaas, at Kampen om Grænsen kaster en Skygge ind over det første Samvær – de derhjemme kan ikke lukke for alt det, de har at fortælle -, om end Haab og Fortrøstning hos
den hjemvendte ikke rokkes et Øjeblik.

Det store Mirakel er jo sket. Alt det onde og modbydelige hører Fortiden til. Menneske igen!

Hjemme igen! Aa, Gudske Lov!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

 

 

Den flittige forfatter Knud Jakobsen, der er knyttet til Sea War Museum Jutland i Thyborøn, har skrevet endnu en lille bog om zeppelinere. Den første – om flyverangrebet på basen i Tønder – er tidligere omtalt her på denne side.

Den lille, rigt illustrerede bog på blot 62 sider tager udgangspunkt i det sidste, store Zeppelinangreb på Storbritannien i august 1918. Her blev den øverstkommanderende for den tyske marines luftskibsflåde, Peter Strasser, skudt ned i den nyeste og mest moderne Zeppelin, L70.

Nedskydningen og Strassers død betød samtidig afslutning for luftskibsæraen – i hvert fald som militært våben.

Adskillige af de dræbte besætningsmedlemmer – foruden en enkelt af de britiske piloter, der jagede dem – drev senere i land på den jyske vestkyst.

Bogen er velskrevet og letlæst og anbefales hermed.

Bogens pris er 75,- kr.

Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget, der kan kontaktes på nedenstående e-mail eller telefonnummer.

contact@seawarmuseum.dk

tlf. 40 43 38 08

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

HJEM IGEN!
(Dagbog.)
9. December.
Mange Gange i Nattens Løb revet en Tændstik af og set efter Uret. Sidste Gang, jeg ser efter, er det fem Minutter over fire.

Jeg staar op og pakker mine Ejendele sammen. Trods vor Indsigelse er Konen staaet op imens. Vi beværtes med stegte Kartofler, Brød og Kaffe. Husmoderen giver os hjertelige Ønsker med paa Vej.

Jeg skilles straks fra Barberen, der skal til Leipzig og vil søge en anden Afgangsstation. Ud i Mørket og Taagen. Hurtig Marche ad en ensom Vej til det aftalte Mødested. Det er lidt over Tiden, og der er ikke en Sjæl. Saa stadig hurtigere Marche til den nærmeste By, Derschlag, hvorfra der skal afgaa en elektrisk Sporvogn, som lige kan naa Morgentoget.

Indhenter en Pioner, som er undervejs i samme Ærinde. Finder i Mørket Sporvejsstationen og de ventende Kammerater, deriblandt en Underofficer fra Hamborg og min Husfælle fra Combles. Ni Mand
er vi i alt fra Kompagniet. Vi venter længe – Mon Vognen ikke kommer?

Endelig en skurrende Lyd, og snart staar jeg paa den klart oplyste Vogns Bagperron.

HJULENE BEGYNDER AT RULLE.

Det er som et lille Vidunder at blive baaren rask af Sted efter at have skullet marchere Hundrederaf Kilometre paa sine Ben Skridt for Skridt varer ikke længe. Pludselig slukkes alle Lamper, og Vognen gaar lidt efter i Staa. Den bliver staaende Minut efter Minut.

Saa, nu naar vi vistnok ikke Toget.

Nu naar vi umuligt Toget!

Da der er gaaet hundrede Evigheder, tændes Lamperne lige saa brat for straks efter at gaa ud igen Vi naar Gummersbach med en Times
Forsinkelse. – Toget er borte. Underofficeren og jeg gaar til Soldaterraadet. Det har Kontor i en Bagstue ved en Restauration, for at Tørsten nemt kan slukkes. Der sidder flere og venter. Kontortiden er 6½ Time; det er rigelig en halv Time over den Tid, da der skal lukkes op.

Omsider kommer en ung Velbaarenhed. Vi kan kun faa Bevis til Udstedelse af en Billet til Meschede, hvor Divisionen, saa vidt man veed, skal indlades. Det faar saa være! Vi faar en Billet, skreven med Blyant. Frysende og skuttende os spiller vi Kort til Middag og søger saa et Krigskøkken, hvor der efter tilbørlig Ventetid vanker en stor Portion Hvidkaal med Kartofler for 50 Penning.

Kl. 2 Eftermiddag ud paa Perronen i den lille Bjergkøbstad. Granerne paa Skrænten er indsvøbte i Taage.

Toget kommer med en halv Times Forsinkelse.

Vi klatrer hurtigt op og erobrer gode Pladser i en Kupé, hvor der kun sidder en yngre Dame.

Og saa kommer det festlige Øjeblik, da Lokomotivet rykker til og vi ruller af Sted, hurtigere og hurtigere, langs og over smattede Veje, langs Bjergsider og igennem Tunneler, bort fra Elendigheden, ad Hjemmet til!

I flere Timer fortsætter vi Turen igennem Bjergene Skumringen er begyndt. Paa hver Station er der Trængsel. Flere og flere presser sig ind. De staar og ligger næsten oven paa hinanden, og Vognen knager i sine Sammenføjninger.

Henad 6 Aften i Hagen (Vestfalen). Stor Banegaard, Menneskemylr. Vi faar Mad for 1 Mark 20 Penning. Pludselig raabes et Tog til Dortmund ud. Vi af Sted i vældig Fart og faar en Plads i Toget under Protest fra en Funktionærs Side. Mange Soldater er paa Vej hjem. De kommer ikke saa tomhændede som jeg. De fleste har “reddet” en hel Del Forraad. Nogle har hver en Sæk Mel med. Vi kører igennem Industriegne, hele Vejen Lys ved Lys, næsten uafbrudt Banegaardsterræn, men ellers ikke meget Liv at øjne.

I Dortmund ind i en Ventesal. Beslutter efter en Jernbanemands Raad at tage videre til Wanne Kl. 11, skønt det er lidt længere mod Vest. Det er ikke uden Betænkelighed, at man fjerner sig en Tomme fra Maalet, Hjemmet deroppe mod Nordøst, Fyrretyve Minutters Kørsel til Wanne. Ingen spørger om Billet eller Pas.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923