13. januar 1919. Alt optaget!

A. Olsen fortæller:

Vi skrev den 13. Januar 1919. Efter min Deltagelse i Krigen var jeg nu endelig blevet afmønstret. Nu stod jeg da her paa Banegaarden i Köln og ventede paa en gunstig Lejlighed til at slippe bort.

Jeg skridtede op og ned ad Perronen for at finde et Tog, der skulde nordpaa. Der var Uro og Revolte i Byen. Kuglernes Hvin og Fløjten var ubehagelige Mislyde i de mange Lokomotivers Prusten og Fløjten. Det var derfor bedst at komme bort herfra.

Alle de lange Togstammer af Vogne var mere end overfyldte. Der var en Raaben og Skrigen. Alle vilde med, bort fra Byen, og hvornaar gik der vel et Tog igen? Tiderne var usikre. Kampene mellem Kommunister og Spartakister var frygtelige.

Jeg fortsatte Vandringen, gik over paa en anden Perron og undersøgte, om det var muligt at finde en Plads i et Tog. Lykken var med mig. Jeg fandt et langt Tog. Ved at spørge mig for fik jeg opklaret, at Toget gik til Hamborg. Saa var det bare med at komme med. Billet? — Naa, hvem spurgte vel efter en saadan én i disse Tider. Var man først i Toget, ordnede det andet sig nok.

Men som i alle de andre Tog var der ogsaa her mere end overfyldt. Jeg løb frem og tilbage. Ikke saa meget som et lille Hul var der, som man kunde krybe ind i. Menneskene var saa ondskabsfulde. Ikke Tale om, at man i denne kritiske Tid var venlig og hjælpsom. — Nej, enhver sørgede først for sig selv. Pokkers ogsaa! — Her stod man og kunde godt blive gram i Hu. —

Naa, bare ikke tabe Hovedet, tænkte jeg og vandrede videre ned langs Vognrækken.

Lige saa overfyldt her som der. Folk forsøgte at staa op paa Vognenes Trinbrædder. Togpersonalet bandede og gav ondt af sig. Man forsøgte at rive Menneskene ned. Det hele foregik i en Sky fra en hvæsende Maskine.

Hov! Bremsekupéen! — Allerede optaget, desværre! — Fire afdankede Soldater sad som fastklemte inde i det lille Rum. Jeg tror, jeg sendte dem et bønligt Blik, men de fire sagde kun: „Godmorren! Du maa hellere pænt gaa til den næste Dør.“ De grinede. — Absolut ikke noget her, der hed „gamle Kammerater”.

For sidste Gang lod jeg mit Blik glide undersøgende ned langs Togstammen. — Da fangedes mit Øje af et aabentstaaende Vindue. Jeg fik travlt med at komme derhen og — ganske rigtigt — Vinduet her hørte til Vognens WC.-Rum. Et helt Rum, tænkte jeg og forsøgte at hive mig op til Vinduet, men det lod sig ikke gøre. Heldigvis stod der et Par Kasser i Nærheden, Haandgranatkasser, saa jeg flygtigt.

Et Øjebliks Sag, saa var Kasserne stablet op ved Vinduet, og som en Mis kom jeg ind gennem Vinduet med det lidet jordiske Gods, jeg ejede. Nu havde jeg oven i Købet et helt Rum for mig selv, og nu rullede Toget af Sted, bort fra al Elendigheden her i Köln.

For at have det „reserverede” Rum i Fred, havde jeg straks foretaget mine Forsigtighedsregler. — Jeg havde laaset Døren, og nu var det morsomt at sidde og høre de forskellige Udbrud fra Passagererne, der kom hen til Døren. — Optaget! — Zum Donnerwetter! Altid optaget! ——- Og der blev først fri Adgang, da vi naaede til Hamborg.

DSK-årbøger 1950

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *