Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)