Tag-arkiv: tyfus

4. februar 1918 – Hejmdal: Mangel på petroleum

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Mindre Petroleum
Magistraten i Aabenraa meddeler, at Petroleumsmængden til Byen som Følge af Transportvanskeligheder i Østerrig-Ungarn og utilstrækkelig Tilførsel fra Rumænien for nylig atter er blevet sat ned og at der kun er blevet overvist et lille Kvantum én Gang for alle, der maa slaa til i Februar og de næste Maaneder.
     Fra den 3. Februar af maa der derfor paa Petroleumskort kun sælges 1/2 Liter om Ugen. Paa Petroleumsmærker maa der foreløbig endnu afhændes den hidtilværende Mængde af ¼ Liter om Maaneden.
     Den største Sparsommelighed ved Forbruget af Petroleum er paatrængende nødvendig, tilføjer Magistraten. Naar det leverede Kvantum er opbrugt, gives der foreløbig ingen Petroleum mere. Petroleums-Kortene og -Mærkerne maa opbevares omhyggeligt, da de sandsynligvis vil faa Gyldighed igen til næste Vinter.

Ved Nævningeretten i Haderslev
[…] Anna Moltzen fra Oksenvad havde søgt at faa et Brev til Berlin uden om Censuren. Derfor idømtes hun 10 Mark i Bøde. Desuden var hun anklaget for Overtrædelse af Højesteprisen for Smør. Smøret var udført fra Danmark. For denne Anklage blev hun frikendt, dels fordi hun havde handlet i god Tro, dels fordi der den Gang, da Handlingen udførtes, lige var fastsat Højestepris for dansk Smør. […]

Stikbrev
Militærdomstolen i Harburg har sendt Stikbrev efter Pioner Laue Beck, født den 16. Januar 1888 i Stubbum ved Kristiansfelt, der er flygtet. Beck menes at være gaaet til Danmark.

Tyfus
(Fl. R.) I Tønning er flere Personer blevne syge af Tyfus. Myndighederne har straks taget de fornødne Forholdsregler. Desværre er allerede to Personer døde.

Fra Felten


I Fangenskab
Kresten Schmidt, en Søn af Enke Schmidt i Vester-Lindet, der har været savnet siden i November Maaned i Fjor, har nu skrevet hjem, at han befinder sig i engelsk Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Karl Beuck fra Holebøl falden i Fangenskab.

Forfremmede
Den yngste Søn af Snedkermester Wienken i Haderslev, der for nogen Tid siden blev Vice-Feldwebel, er ifølge “Dv.” nu bleven forfremmet til Løjtnant. Han har været med siden Krigens Begyndelse.
     Jens Jensen, Søn af Truels Jensen i Haderslev, der tjener som Tolk i det store Hovedkvarter ved Vestfronten, er ifølge “Schl. Grp.” bleven forfremmet fra Underofficer til Vice-Vagtmester.

Dekorerede
Overmaskinistmat Breckwoldt, Svigersøn af tidligere Husfader Sommer i Svendehjemmet i Aabenraa, har ifølge “A. T.” faaet tildelt Jernkorst af første Klasse. Breckwoldt har været med ved Indtagelsen af Øsel.
     Landeværnsmand Clausen fra Hebbelgade 1 i Sønderborg, der er med ved Vestfronten, og Kataster-Assistent Christiansen fra Sønderborg har ifølge “G. Z.” faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

(Læs hele Hejmdal fra 4. februar 1918)

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

24. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: måske er alt håb ikke ude…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tøjet kunne ikke sendes, da englænderne beholdt valpladsen

I den sidste tabsliste, som vi bragte forleden, var anført, at gaardejer Jesper Skovs søn, Bille Skov, fra Raadager Mark [Roager Mark] i nærheden af grænsen, var falden i kampene ved Somme. Den første meddelelse fra fronten til forældrene gik ogsaa ud paa, at han var falden, men senere meddeltes, at man ikke kunde sende hans tøj, da englænderne efter slaget beholdt valpladsen. Efter dette syntes alt haab om, at han maaske er i live og i engelsk fangenskab ikke helt udelukket. Fejltagelser af den art har før fundet sted.

Udvisning

Jernstøberiejer Peter Gade i Sønderborg er bleven udvist af det prøjsiske statsomraade.

Tyfus – kun en krigsfange tilbage

Gaardejer Bertram Poulsen i Øster Løgum, hans hustru, deres søn, og deres tjenestepige er for tiden syge af tyfus. De er ifølge Hejmdal alle fire bleven indlagte paa kredssygehuset i Aabenraa. Hjemme paa gaarden er kun en russisk krigsfange bleven tilbage.

Krigens haardhed

Handelsmand Nis Jensen i Neder Jerstal, der har været indkaldt siden krigens begyndelse og næsten hele tiden har ligget ved Vestfronten, kom hjem paa orlov for 10 dage siden. Faa dage efter hans hjemkomst blev hans hustru ifølge Hejmdal syg af en ondartet mavesygdom, som i løbet af et par dag lagde hende i graven. Manden skal om et par dage forlade sine 5 smaa børn for at vende tilbage til hæren.

Faldne

Landstormsmand Peter Thomsen af Ellund er falden, 41 aar gl. Han efterlader hustru og 4 børn.

Hjulmand og sparekassebestyrer Johan Rølck er falden ved Somme. Han er den 14., som er falden fra Kliplev kommune.

Efter 22 maaneders forløb har fru Marie Albrechtsen i Borup nu faaet vished for, at hendes mand Klaus Albrechtsen er død i fangenskab den 26. september 1914, 30 aar gl. Han efterlader hustru og 2 smaa drenge.

Mathias Hansen af Sønder Hostrup er falden ved Verdun den 11. juli, 37 aar gl. Han efterlader en sørgende moder.

Anton Holt [?] fra Bredebro er den 11. juli falden paa Østfronten, 38 aar gl.

Anton Hansen fra Vinum er falden.

Malermester Bernhard Kier fra Haderslev er falden den 16. juli og bogholder Niels Winge, søn af fisker Mathias Winge i Haderslev er falden den 13. juli.

Thomas Hansen fra Broager er falden; han blev 24 aar gl.

Den 4. juli faldt paa Vestfronten Hans J. Damm fra Bovrup i en alder af 34 aar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Lund 4. fra Skudstrup, Andreas J. Hansen fra Arnitlund og Jakob Hansen fra Fjelby i Sønderborg amt er faldne.

Landstormsmand Math. Bruun fra Jaruplund døde den 15. juli af haard sygdom paa et feltlazaret, 38 aar gl. Han efterlader hustru og 2 børn.

 Saarede

Maler Marius Bahrt er ved Verdun bleven haardt saaret og ligger paa lazaret i Küstrin. 5 sønner af Bahrt deltager i denne tid i kampene paa de forskellige krigsskuepladser.

Malermester Jes Petersen fra Hokkerup er blevet saaret i slaget ved Somme.

3 mænd fra Bjolderup sogn H. Clausen, Bolderslev, Paulsen fra Smedager og Rettig fra Bolderslev er bleven saarede den 12. juli ved Somme.

Malersvend Lorenzen, som før krigen arbejdede hos maler Tønder i Aabenraa, er bleven haardt saaret ved Luck.

Arbejdsmand Jens Laumand fra Øsby er bleven haardt saaret.

Savnede

Gaardejer P. S. Rosenberg fra Nørre Bollum savnes.

 

9. november 1914. Tyfus ved Regimenterne 86 og 84

Senest ændret den 22. februar 2016 16:28

Af Füsilieregiment 86’s historie

I november blev nogle folk alvorligt syge. Man havde mistanke om tyfus, hvilket senere blev bekræftet. I den følgende tid bredte epidemien sig, indtil regimentslægen og bataljonslægerne ved møjsommelige undersøgelser af afføring til sidst fandt frem til bakteriebærerne og fik dem isoleret. Nu blev hele regimentet vaccineret mod tyfus, og faren drev dermed over.

Af Regiment 84’s historie, fortalt af M. Pohl:

Mavesygdomme tyndede ud i vore rækker. Hvor ofte har ikke min kaptajn spurgt mig, når i de dage grupperne ofte kun var på 3 eller 4 mand: “Hvad mener De, er de der ovre mere bange for os, end vi er for dem?”

 

Soldater på feltlatrin
Soldater på feltlatrin