Senest ændret den 16. marts 2016 15:42

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.