Tag-arkiv: minekrig

15. januar 1917. Minegang over under franskmændenes stillinger

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et mislykket mineringsforsøg

Det var i Vinteren 1916-17. Vort Kompagni (Pioner-komp. 274) laa i Frankrig ved en lille Landsby, Leintrey. Juledag gik vi i Stilling og begyndte at grave en Minegang.

Vi arbejdede os helt ind under Franskmændenes anden Stilling. Minegangen var ca. 400 meter lang.

Her blev der saa bygget et Sprængkammer. Vi var saa nær ved Franskmændenes Understand, at vi i de udlagte Membraner kunde høre dem tale, synge og spille.

Der blev arbejdet hele Døgnet rundt i 3 eller 4 Hold, eftersom der var Folk til Raadighed. Da Sprængkammeret var færdigt, en lille Familiedagligstue, blev det ladet med Sprængstof.

Vi slæbte 3.600 Pund Krudt i store fir­kantede Blikkasser derned. Den sidste Kasse blev forsynet med Fænghætte og Ledningen. Saa blev der sat en solid Dæmning for det hele, at ikke Sprængningen gik den gale Vej.

Dagen var bestemt, hvor det hele skulde ryge i Luften, og vor Løjtnant tog en Hamborger og mig med til at udføre Arbejdet.

Vi gik i Stillingen længe før Dag, og Løjtnanten sendte mig til Majoren, for at modtage Besked om Klokkeslet for Udførelsen. Jeg kom tilbage med Ordren i Nøgleskrift, og vi tydede den i Fællesskab.

Artilleriet skød en vældig Trommeild, og Infanteriet stod i Skyttegravene rede til Stormangreb. Da Klokken nær­mede sig 9, stod vor Løjtnant med Uret i den ene Haand og den anden løftet til Slag paa Knappen til den elektriske Sprængdynamo.

Præcist Kl. 9 slog han til, og vi løftede Hovedet for at se Ødelæggelsen, men der skete intet. Dynamoen viste 4 ½ Volt og blev optrukket igen, men med samme Resultat.

Efter at vi havde prøvet det nogle Gange, blev jeg sendt til Majoren igen for at afgive Melding. Den ”Gamle” tog ikke naadigt imod mig. Aldrig er jeg bleven saadan skældt ud. Alt, hvad saadan en gammel Major kunde finde paa at sige, haglede ned over mig.

Han sendte saa sin Adjudant og en ny Dynamo med mig ud i Stillin­gen , men heller ikke det hjalp .Saa blev vi sendt ned i Minegangene for at se til Sagerne.

Hamborgeren og jeg un­dersøgte saa Minegangen og Ledningen og fandt alt i Orden. Adjudanten og Løjtnanten havde saa en lille Konference, og vi fik derefter Ordre til at flytte Dæmningen fra. Saa tog vi igen fat paa Sandsækkene og arbejdede sammen med Løjtnanten , til vi kom ind i Sprængkammeret.

Overraskelsen var stor, — for Kammeret var tomt!

Franskmanden havde ogsaa mineret og fundet ind til os og havde baaret hele Ladningen væk ligesaa rask , som vi bar den derned. Da den første Overraskelse var overstaaet, vendte Løjtnanten sig mod mig. (Jeg havde i Mellemtiden fortalt ham om mit sidste Møde med den Gamle), og sagde: ”Du vil vel nok gaa til Majoren og melde det fore­faldne?”

Jeg gik saa og fandt den gamle Major i meget daarligt Lune, men efter at have hørt min Beretning, sad han rolig et Øjeblik, og saa sagde han: ”Vil Du ha’ en Cigar ?”

Jeg fik saa en stor Officerscigar og gik tilbage til Kammeraterne.

DSK-årbøger, 1941

18. juni 1916. Kresten Andresen: Rygter om tysk ultimatum til Danmark

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 18. juni 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg ikke mere med til at minere, og det glæder jeg mig meget over, for det er et ret uhyggeligt arbejde.

Her går der store rygter om, at Tyskland skulde have tilstillet Danmark et ultimatum, som skulde besvares inden tre dage. Der fortælles, at Danmark har taget aktiv del i det store søslag oppe i Skagerrak. Jeg betragter det selvfølgelig som et løst rygte af dem, der kommer så mange af, ellers vilde I jo da også have skrevet noget om det i jert sidste brev. 

Kan I ikke få dem i ørerne ude på Hejmdals kontor, for de sender vedblivende bladet over rekrutdepotet, og følgen deraf er, at de bliver så gamle, inden de når mig.

Mange hilsner fra eders

hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juni 1916. Kresten Andresen: “… jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det fars fødselsdag. Jeg er ikke just i fødselsdagsstemning, for jeg har været i gang hele natten igennem og er forfærdelig søvnig; men i forventning af eftermiddagskaffen, som snart må komme, synes jeg, det ikke er umagen værd at lægge sig.

Jeg bor i en kælder i et sammenskudt hus, men den er gjort bombesikker. Det er rent galt med utøj her også, og det er heller slet ikke behageligt. Men jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling, for det er ikke rart at gå med den følelse hvert øjeblik at kunne gå i luften.

De engelske flyvere her er meget næsvise. Straks i morges meldte sig én, som gav sig til at flyve frem og tilbage over skyttegraven. Når den havde nået et bestemt punkt, vendte den kort om og sejlede roligt lige så langt tilbage.

Vort artilleri skød som forrykt, men det havde slet ingen indvirkning på den. Så havde den omsider gjort vel en femogtyve sådanne ture, da meldte sig en anden flyvemaskine, som løste den første af og fortsatte den rolige patruljering frem og tilbage trods vor artilleriild.

Mange tak for en pakke med smør og skinke, som jeg har fået i dag. Og så mange hilsner til Bodil og jer fra jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

13. juni 1916. Kresten Andresen: “I dag har jeg mineret ude under engelskmanden”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 13. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det mors fødselsdag. Jeg har ikke haft så megen tid at tænke på den, for jeg har i dag oplevet noget nyt.

Jeg er kommen ud i stilling. Ligger i reserve i en sammen skudt by i en bombesikker kælder. Der er roligt ved fronten. I dag har jeg mineret ude under engelskmanden. Det var en meget uhyggelig historie; toogtyve meter under jordens overflade. Stenhård kridt. Den bliver båret op i sandsække; det er et arbejde, som man nok kan komme til at svede ved.

Indgangen til minen var fra en sappe; tyve meter fra denne sappe ligger den engelske sappe. Nu er man med ét kommet ind i den moderne krig; hvor er der ikke en forskel fra dengang, jeg sidst var med; man kender næsten ikke krigen mere.

Her ser der meget romantisk ud. Et bakket terræn med røde ruiner, som titter frem af et grønt vildnis; her gror alt, som det vil, og midt i det alenhøje græs finder man salat og ribs. Men man må ikke glemme sig selv og ikke vise sig for meget, for foran hæver sig den berømte Lorettehøj.

Nå, dette skal altså være begyndelsen til mit tredje felttog; gid det må ende lige så godt som de to andre. Mange hilsner til jer alle fra

jer søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

27. marts 1916. Fanget af canadierne ved davretid …

V.O. Feddersen fra Bredebro gjorde krigstjeneste på Vestfronten ved 18. Jägerbataillon.

18. jægerbataillon overvintrede 1915-16 i stillingen ved Ypres, nærmere betegnet ved Langemarck og Bixschoote. I marts måned 1916 blev bataillonen flyttet til egnen omkring St. Eloi, til Wytschaete-buen. Her stod vi overfor de kanadiske tropper og var spændt på, hvad der nu skulle ske.

Vi var klar over, at der var noget i gære. Det var en offentlig hemmelighed, at begge parter udførte muldvarpearbejde for at komme hinanden til livs. Kanadieme blev først færdige med at underminere vor stilling. Tidligt om morgenen den 27. marts sprang bomben. Det blev til en tredobbelt sprængning af vor udbyggede stilling. Samtidig satte begge parters artilleri ind for fuld kraft. Djævlen var løs.

Sprængningen havde selvsagt forvoldt en frygtelig ravage i vor forreste stilling og yderligere forvoldt stort mandetab. Efter to timers bombardement skred kanadieme til angreb og brød ind i vore linier. Afsnittet blev fuldstændigt afskåret fra forbindelserne til venstre og højre.

Ved middagstid kom jeg sammen med min gruppe, der alle var sønderjyder, i fangenskab og tog bestik mod de kanadiske linier. Kanadierne tog imod os med udråbet: „Gott strafe England”. At vi ikke ville blive modtaget som hædersgæster, havde vi nu heller ikke ventet, men modtagelsen gik imod forventning ret glat og smertefrit.

Ved stormangrebet i den tidlige morgenstund var der allerede taget fanger, hvoriblandt også nogle sønderjyder. Ved vor ankomst ved middagstid så vi straks som en af de første en landsmand fra 1. komp. Han stod stovt og roligt blandt sejrherrerne og var iført en kappe, der fra øverst til nederst var tildækket med jord og ler. Min makker, der var fra Løjtkirkeby, udbrød glædeligt overrasket, da han saa landsmanden stå der: „Hvad søren, Lorenz, er du allerede kommet?”

Hvortil Lorenz med en flot gestus slog ud med hånden og svarede: „Tja, a kom da herover til davretid.” I sandhed, han havde lune.

DSK-årbøger 1949

19. januar 1916. Ordonnanstjeneste, telefoner og kodesprog

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.

Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .

Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.

Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.

En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og  granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg  krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.

Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens  dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han  godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft  tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.

Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et  rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse  meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.

Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.

Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet  en ven.

Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.

Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.

Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.

»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.

DSK-årbøger 1960

16. august 1915. FR86’erne i minekrig

[…] den underjordiske krig gik videre. Her meldes der om en særlig lysende heltedåd fra 2. kompagni. I natten fra 15. til 16. august sprængte fjenden spidsen af sape 11. Fem angreb på sprængningskrateret blev slået tilbage af folk fra 2. kompagni. Kampens forløb bliver fremstillet ved følgende dagsbefaling fra kommandøren for 1. armé:

”Ved kampene om et sprængningskrater opstået ved fjendtlig minesprængning foran vor front har i natten til 16. august underofficerer og mandskab fra 2. kompagni regiment 86 udmærket sig ved deres tapre optræden. Man kan takke deres udholdenhed for, at sprængningsstedet forblev på vore hænder trods fem fjendtlige forsøg på at besætte krateret. Også den videre kamp om sprængningsstedet bliver, som det meddeles mig, ført med den samme forbilledlige sejhed. Jeg udtaler min anerkendelse til alle implicerede, især til menig Dettmer, der ved minesprængningen blev slynget i luften og såret, men alligevel i håndgemænget rev geværet fra modstanderen og tvang ham til flugt, og til sprængningskraterets første besætning, officersaspirant Hiller, underofficer Carsten Petersen I og Butzbach, menige Schnicker, Honnens, Kelling, Jensen V og korporal Lichtenberg (af hvilke menig Jensen V betalte sin troskab med livet). von Fabeck”

(Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment ”Königin” nr. 86 i Verdenskrigen)