En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et mislykket mineringsforsøg
Det var i Vinteren 1916-17. Vort Kompagni (Pioner-komp. 274) laa i Frankrig ved en lille Landsby, Leintrey. Juledag gik vi i Stilling og begyndte at grave en Minegang.
Vi arbejdede os helt ind under Franskmændenes anden Stilling. Minegangen var ca. 400 meter lang.
Her blev der saa bygget et Sprængkammer. Vi var saa nær ved Franskmændenes Understand, at vi i de udlagte Membraner kunde høre dem tale, synge og spille.
Der blev arbejdet hele Døgnet rundt i 3 eller 4 Hold, eftersom der var Folk til Raadighed. Da Sprængkammeret var færdigt, en lille Familiedagligstue, blev det ladet med Sprængstof.
Vi slæbte 3.600 Pund Krudt i store firkantede Blikkasser derned. Den sidste Kasse blev forsynet med Fænghætte og Ledningen. Saa blev der sat en solid Dæmning for det hele, at ikke Sprængningen gik den gale Vej.
Dagen var bestemt, hvor det hele skulde ryge i Luften, og vor Løjtnant tog en Hamborger og mig med til at udføre Arbejdet.
Vi gik i Stillingen længe før Dag, og Løjtnanten sendte mig til Majoren, for at modtage Besked om Klokkeslet for Udførelsen. Jeg kom tilbage med Ordren i Nøgleskrift, og vi tydede den i Fællesskab.
Artilleriet skød en vældig Trommeild, og Infanteriet stod i Skyttegravene rede til Stormangreb. Da Klokken nærmede sig 9, stod vor Løjtnant med Uret i den ene Haand og den anden løftet til Slag paa Knappen til den elektriske Sprængdynamo.
Præcist Kl. 9 slog han til, og vi løftede Hovedet for at se Ødelæggelsen, men der skete intet. Dynamoen viste 4 ½ Volt og blev optrukket igen, men med samme Resultat.
Efter at vi havde prøvet det nogle Gange, blev jeg sendt til Majoren igen for at afgive Melding. Den ”Gamle” tog ikke naadigt imod mig. Aldrig er jeg bleven saadan skældt ud. Alt, hvad saadan en gammel Major kunde finde paa at sige, haglede ned over mig.
Han sendte saa sin Adjudant og en ny Dynamo med mig ud i Stillingen , men heller ikke det hjalp .Saa blev vi sendt ned i Minegangene for at se til Sagerne.
Hamborgeren og jeg undersøgte saa Minegangen og Ledningen og fandt alt i Orden. Adjudanten og Løjtnanten havde saa en lille Konference, og vi fik derefter Ordre til at flytte Dæmningen fra. Saa tog vi igen fat paa Sandsækkene og arbejdede sammen med Løjtnanten , til vi kom ind i Sprængkammeret.
Overraskelsen var stor, — for Kammeret var tomt!
Franskmanden havde ogsaa mineret og fundet ind til os og havde baaret hele Ladningen væk ligesaa rask , som vi bar den derned. Da den første Overraskelse var overstaaet, vendte Løjtnanten sig mod mig. (Jeg havde i Mellemtiden fortalt ham om mit sidste Møde med den Gamle), og sagde: ”Du vil vel nok gaa til Majoren og melde det forefaldne?”
Jeg gik saa og fandt den gamle Major i meget daarligt Lune, men efter at have hørt min Beretning, sad han rolig et Øjeblik, og saa sagde han: ”Vil Du ha’ en Cigar ?”
Jeg fik saa en stor Officerscigar og gik tilbage til Kammeraterne.
