Tag-arkiv: Liège

Krigens forløb

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Steder

26. januar 1918: Frederik Tychsen nyder roen i smukke omgivelser, ved midlertidlig indkvartering på et slot i Lüttich.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.