Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.