Tag-arkiv: Inger Friis

21.oktober 1915. Når en soldats bror er gået over grænsen kan han ikke få orlov. Brev fra Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

(Siden sidste brev er det lykkedes for Jørgen Friis at komme hjem på orlov. Efter orloven begynder hverdagen igen. Dele af bataljonen gøres transportklar, derfor er Inger Friis’ næste besøg i Husum måske det sidste, før Jørgen Friis afgår til fronten.)

 

(Poststempel: Husum 21.10.1915)

Kære Inger …

Jørgen Lindberg, Hans Højer og jeg gik så en lille tur ud igennem Rodemis. Det er meget smukt derude, og vi havde meget at tale med hinanden om. H. Højer er jo fra Astrup og har været her siden maj. Han kan ikke få orlov, da hans bror er gået over grænsen, og det er meget kedeligt for ham. Han er et meget flinkt menneske og er jo af samme mening som vi, så vi kan godt sympatisere med hinanden. Nu er jeg så havnet her i Petersens gæstgivergård, som du jo nok kan se på papiret. Her vil jeg spise til aften, da jeg ikke har lyst til at komme hjem i kasernen og til selv at smøre mad. I dag har vi også fået lønning, så nu er jeg ved mønten. Det gav ialt 3 M 80 pf, men det vil svinde slemt i pengene til aftensmaden, de skulle jo ellers vare i 10 dage… Det er jo gået hurtigt med at få roerne taget op og kørt hjem. Det er godt, at det arbejde så er besørget. Vil du ikke nok bede karlene om at få runkelroerne dækket med halm og jord, for det vil vist snart til at fryse. Sidste år fik vi en del roer fordærvet på grund af frosten, det måtte ikke gerne ske i år…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

10. september 1915 – Jørgen Friis: Telefonsamtale på tysk

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 10. september 1915

Min kære Inger og småpiger! …

I går aftes var jeg omme hos Fru Petersen, det var derfra jeg telefonerede til dig. Hvor var det da rart at tale med dig, om end det måtte ske på tysk. Jeg var sammen J. Lindberg, H.Christiansen, Adolfsen fra Haderslev, og så husker du nok, der var en soldat der sidste søndag aften, han var der også. Han er fra Kolsnap og hedder K. Kristensen, et meget flinkt menneske. Det er hyggelige aftener vi der tilbringer sammen.

Jeg sad og glædede mig over de smukke blomster som du havde med herud til Fru Petersen, de er endnu lige så smukke, som da de kom. De er groet i vor have, og du har plantet dem og passet dem. Det er derfor jeg er så glad ved dem. Det er godt, at vi har det dejlige sted at samles om aftenen. Dersom jeg var kommen til Haderslev, ville jeg have savnet mine kammerater meget, og når jeg så tilmed kunne risikere at komme til fronten noget før, sammen med fremmede mennesker, så havde det været meget kedeligt, så hellere blive her. Jeg må jo heller ikke klage, for vi har det godt nok, og nu stoler jeg også fuldt og fast på, at du nok skal få mig hjem en lille tid…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

1. september 1915 – Inger Friis: “At man sådan skal tigge”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 1. sept. 1915

Kære Jørgen!

Jeg synes ikke rigtig, jeg kan komme i gang med at skrive til dig i aften, for det er så kedeligt med den ansøgning, jeg stolede på landråden, men nu gør jeg det ikke mere. Man kan næsten ingen stole på mere, der er så meget ondt i verden for tiden. I dag har jeg fået det skriftligt fra landråden gennem Thaysen, at han anerkender ikke, at det er nødvendig, at du kommer hjem.

Gården er ikke stor nok, vi har karle nok, og jeg har to svogre i nærheden som kan have opsyn. Ja, er det ikke fortrædeligt, som om landråden har den mindste forstand på at drive en gård. Hidtil er det gået godt med høsten, men det værste er jo da også tilbage, og nu hælder det vand ned, så det hele kan blive broget nok endnu. Jeg må vist hellere selv komme ud til den herre igen, for nu har jeg måske mere mod end den første gang. Da vidste jeg heller ikke rigtig, hvor meget jeg turde sige, men nu har jeg afslaget skriftlig. Ja, sikke dokumenter man får samlet sammen. At man sådan skal tigge. Vi bilder os ind at være frie folk; men de tider er nok forbi, Gud alene ved, hvordan de næste bliver, om bedre eller ringere. Jeg er så ked af det hele, hidindtil er det ellers gået så godt, men det er jo den orlov, jeg har gået og glædet mig til, nu synes jeg alting ser så sort ud. Men det kan jo blive godt igen, måske kommer det alligevel inden vi tænker på. Thaysen telefonerede i morges, at han havde fået brev fra dig, og nu ville han selv gå til landråden igen, det kunne jo da være, at det kunne hjælpe. Jeg tror nok, at det gør Thaysen ondt, at landråden ikke vil anbefale den…

I morgen skal Andreas Kay, Kristian Rasmussen og Peter Huberg melde sig i Haderslev, fortalte post Gellert, de to første er af andet opbud. De mangler nok folk; men det går jo også strengt til i Rusland. 84’erne lider nok meget der, skriver Niels Nissen hjem. Nu ses vi jo så på lørdag, kunne du endda være på banegården og tage imod os, men jeg kan jo få et bybud til at tage min kuffert. Skal vi så ikke gå lige til Hensens G. og spise til aften der hos dig, og så følges ad hen til Fru Petersen, når børnene skal i seng? Så sparer vi de 1,50 M. Bothilde kommer nok herover på søndag, så kan lille Agnete jo sagtens. Nu masser af kærlige hilsner fra os alle fire.

Din heng. Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

1. september 1915 – Jørgen Friis: Høstorlov afslået

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 1. september 1915

Min kære Inger!

I eftermiddag har jeg fået brev fra Thaysen, men det var ikke meget opmuntrende. Han skrev deri, at min ansøgning om høstorlov var bleven afslået. Jeg tænker det er mest hans skyld, for dersom han bare havde anbefalet ansøgningen, skulle den nok være gået igennem, men det skal jo nu være således for os, kære Inger. Jeg venter dig nu ganske bestemt herud på lørdag, lad det så bare gå med høsten, som det kan. Dersom de ikke vil lade mig komme hjem og hjælpe lidt, lad det så bare blive til, hvad det kan…

I aften har vi et forfærdeligt regnvejr. Dersom det sådan bliver ved, kan det blive vanskeligt at få høsten bjerget, men det kan jo være, at krigen skal endes på denne måde. Gud give at vi snart kunne få fred…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

31. august 1915 – Inger Friis: Anmodning om orlov stoppet

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften, d. 31. aug. 1915

I går eftermiddag var Marie Lindberg her, og det var jo ikke gode budskaber, hun kom med. Jeg telefonerede straks til Møller, og han lovede jo så at skrive en ansøgning med det samme. I formiddag cyklede jeg så over til Thaysen med den, og han fortalte mig så sammenhængen med de ansøgninger, og jeg forundrede mig meget. Det er landrådens skyld, at den ikke er kommen til Husum, han ville ikke anbefale den, for jeg havde to svogre, som kunne hjælpe mig, og så kunne det godt gøre det. Begge ansøgninger, både den jeg har sendt og den Thaysen har sendt, er ikke kommen videre end på landrådskontoret. Jeg har jo nu i dag været hos landråden og leveret den ny ansøgning ind, men om den nu hjælper, det ved jeg ikke. Han sagde kun »ich will es versuchen«. Jeg syntes egentlig han var så utilnærmelig, og han talte jo da slet ikke om, at han ikke kunne anbefale den første, så jeg kunne slet ikke komme i snak med ham, ellers skulle jeg jo da nok have forklaret ham, hvordan det står til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

24. august 1915 – Inger Friis: Høsten i hus, trods manglende orlov

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag d. 24. (Efter et besøg i Husum)

… Alting stod jo ellers godt til herhjemme. Karl havde høstet i går, og i dag høster han også, der er ikke megen byg tilbage herude. Lille Karl og Kresten høster rundt i Nørretoft, tror jeg, og Hans og feldweblen* skokker herude ved maskinen.

Jeg har talt med Thaysen i formiddag, han havde jo været hos landråden, og han forsikrer jo hver gang, at du nok skal få orlov, så vi skal jo have tålmodighed og vente tiden af, så kommer det jo nok. Jeg er nu lidt ked af det med det telegram, for feldweblen kan jo gerne komme til at lægge mærke til dig, det er næsten bedst at være så ubemærket som muligt på sådan et sted…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* Se leksikon

18. august 1915 – Inger Friis: Bekymringer for høsten

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. aug. 15

Kære Jørgen!

Jeg har nu spurgt hos Thaysen om din ansøgning, og han havde sendt den til landråden d. 30. juli. I går eftermiddag var jeg selv på landrådskontoret; men landråden var ikke hjemme. Derimod så en af skriverne efter i en protokol, og så sagde han, at ansøgningen var sendt herfra til Husum den 10. aug. så der må den jo være. Tror du ikke, at du kommer hjem nu på lørdag, når I er færdige i Locksted? Ellers må vi vist have en ny ansøgning afsted, har Møller talt om. Nu skulle vi jo snart til at høste, så jeg længes meget efter at få dig hjem. Vil du nu ikke spørge efter ansøgningen straks, når du er kommen til Husum igen og så med det samme lade mig få besked. Du kunne jo også telefonere enten hertil eller til Møller, for hvis den ikke er der, skal der straks skrives en ny. Vi må skam se at have dig hjem, for vi kan ikke selv nu, når maskinen skal i gang, og russere får vi jo ingen af, har vi fået bud om…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

15. august 1915 – Jørgen Friis: “Havde det været alvor …”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 15. august 1915

Min kære Inger og små piger!

…I går var vi igen ude på en længere tur og det øsregnede hele tiden. Så det varede ikke længe, inden vi var gennemvåde. Da vi så havde gået et langt stykke, gik vi samme vej tilbage, indtil vi kom til en stor hede. Der begyndte vi så et angreb mod et andet komp., og når vi så ikke var våde i forvejen, så blev vi det rigtignok, for vi måtte af og til smide os i lyngen. Så op igen, og igen ned i lyngen. Der var næsten ikke en tør trævl på os, da vi havde slået fjenden på flugt. For vi sejrede naturligvis, endda modstanderen stod i skyttegraven. Ja, havde det været alvor, var det nok ikke gået så let. Så tror jeg nok, jeg var blevet liggende i lyngen. Det havde i hvert fald været det klogeste. Omsider kom vi da hjem, og så fik vi ordre til at klæde os om og gå i seng fra 12 til IV2. Det kunne vi jo nok være med til. Det var godt, at du havde sendt mig noget linned.

I dag er Th. Ellegård jo så rejst hjem, og jeg er nu ene på stuen. Jeg vil savne mine kammerater, men jeg håber jo også snart at få orlov. Du har vel ikke talt med Møller om sagen endnu, kære Inger, eller måske Thaysen, måske han kan fremme sagen lidt. Jeg har været hos feldweblen* og spurgt ham om at få fri et par dage, men lian kan ikke give mig fri. Det skal gå igennem landråden, sagde han….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

11. august 1915 – Inger Friis: Nu modner det godt på kornet

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag (11.8.1915)

Jeg sidder her i køkkenet og skriver til dig, mens jeg passer en gryde med saft i. Det ene skal jo passes, og det andet ikke forsømmes. Solen skinner så fint i dag, som den ikke har gjort i længe. Bachmann er cyklet til Gravenshoved, det gør han hver dag, han bader dernede. Ja, der er da somme, som har det godt i denne krig. Jeg skulle ellers sige til dig fra ham, at du skulle gå lige til jeres Hauptmann og spørge om orlov, endda nogle få dage til at få maskinerne i orden, derfor kunne du godt få høstorlov. Han mente helt bestemt, at det kunne lade sig gøre. Jørgen Lindberg fra Anslet var hjemme et lille smut sidste lørdag og søndag, og nu i nat kom han hjem igen med 5 ugers orlov. Det er da noget, der forslår noget. Prøv at spørge om at få fri et par dage i denne uge. Jeg er ellers snart ked af at have indkvartering. Nu i dag kommer han og spørger, om hesten må gå på græs her, den som ellers er hos Jens Friis, for ordonnansen passer den ikke godt, og nu vil han, Bachmann, bruge den til ridehest. Han vil have den til at gå her ude hos kalvene, og Hans siger, at han vil ikke have den der, for der er ikke for meget græs til kalvene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det, så det kunne være godt, hvis du snart kom hjem…

Nu modner det godt på kornet, så høsten nærmer sig. Vi må da vist hellere få Jacob fra Hauge op og se maskinen efter, for Karl kender den vel ikke så lige. Ja, blot du da selv kunne komme hjem og sætte den i gang, den skulde da nødig køres i stykker…

 

9. august 1915 – Inger Friis: Det er så tungt, så tungt

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag aften (9.8.1915)

Kæreste Jørgen! …

– Sidste gang jeg var hos jer, sørgede jeg over det dårlige kvarter, denne gang er det underofficeren, men der er ikke meget at gøre. Men du må ikke ærgre dig for meget over det, det hele må jo da også få ende en gang. Det vil nok blive så dejligt, så vi tør næsten ikke tænke på det.

Laurids Lauridsens søn fra Skovby er faldet. Han var i toget i dag og så så forknyt ud. Anders Enemarks søn fra Høgelund skal også være faldet. Det er så tungt, så tungt. Nu vil jeg holde op for i aften, i morgen har jeg måske lidt mere at skrive om. Mange kærlige hilsner fra din Inger.

Det var en rigtig køn tur med banen til Tønder. Det var bare så kedeligt med den Jes Madsen, sikke da en stor dum en, han snakkede hele tiden, enten han fik svar eller ej.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

4. august 1915 – Jørgen Friis: Blærer under foden og innere Dienst

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 4. august 1915

Min kære Inger!

I dag har jeg fridag, og nu skal du have et par ord fra mig. Jeg har fået nogle små blærer under den ene fod, og så meldte jeg mig på revierstuen i morges og fik foden lidt forbundet, samtidig fik jeg en dags »innere Dienst«. Det vil sige, at jeg skal hjælpe lidt herhjemme i kvarteret. Da jeg kom hjem, var der nogle unge mennesker ved at feje i haven, og så skulle jeg hjælpe dem lidt. Derpå var der nogle stole at sætte til rette, og nu har jeg altså fri. Det gælder at trykke sig, hvor man kan. De to unge mænd er spillemænd og danskere ligesom jeg. Det er rart at have en fridag. Som du jo vist ved, kære Inger, er jeg jo nu kommet i kompagniet og ligger nu indkvarteret i Hensens Garten, du ved jo nok det sted, hvor vi drak kaffe den søndag, du var hos mig. De siger alle, at det er et godt kompagni, vi er kommet til, så det er jo meget rart. Vi ligger rigtignok temmelig mange indkvarteret her i salen, men det vænner man sig nok til. Jeg tror, vi er 250 mand. Jesper K. kom ikke med os i kompagniet, men der er alligevel mange gode venner, H. Thuesen, Th. Ellegård og H. Christiansen samt mange flere. Jeg talte i dag med J. Kongsted, og han fortalte mig, at der lå en pakke til mig hos Fru Petersen, og nu i middag skal jeg om og hente den.

Kongsted var også på revierstuen. Han havde lidt ondt i brystet og var øm i skuldrene af at bære tornystret. Underofficeren på revierstuen skænder på alle, som kommer der, men jeg tror slet ikke, han mener det så galt. Det er noget, der ligger for den slags mennesker. Jeg tror nok, jeg kan være glad ved at være kommet i kompagniet. Tjenestetiden er kortere, og vi har mere frihed om søndagen, kun om middagen Kl. 1 1 / 2 har vi appel i »stadsdragten«.

Kære Inger, kan du ikke komme med herud på søndag. Dersom enten Fedder, Jens eller Jeppe Hansen kommer herud, kan I jo rejse sammen. Det kunne da være rart at få jeres besøg. Jeg håber da, der kommer nogen af jer. Dersom det er dig muligt, så kom med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

1. august. 1915 – Inger Friis: Træt af at høre om Tysklands storhed

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag form. (Poststempel: 1.8.1915)

Kære Jørgen!

Jeg fik nu lige dit brev, og jeg blev næsten lidt ked af det, for det kommer mig for; som om du har været ked af det hele, da du skrev dit brev. Men hvor kan det være andet. For mig har det også været sværere, siden jeg besøgte dig. Jeg tænker jo hele tiden på det dårlige kvarter. Det gjorde os også så ondt at se jer marchere ned ad gaden med bøssen på nakken, mens vi skulle til at rejse hjemad igen. Jeg længes så meget efter dig, var jo færdig til at rejse igen når som helst; men det kan ikke nytte at tænke på det, for det er jo en dyr historie…

I eftermiddag er det, at vi skal til Stubbom med mor. Marie ville have både Andreas Krogs og Rieves bedt. Jeg ville nu hellere have været der ene med børnene; men Marie vil altid gerne ha’ fremmede. Kan du tænke dig, Andreas Krog og Johannes Bramsen har været en fornøjelsestur i Berlin. Ja, de kan rigtignok finde på det; men jeg synes næsten ikke, de kan være det bekendt i denne tid. Mor ville først ikke fortælle mig det, for hun syntes, at det var en stor skam. Jeg har egentlig tænkt på at spørge feldweblen*, om han ikke havde lyst til at køre med til Stubbom i dag, så kunne Andreas og Hans jo udvikle deres ideer for ham. Jeg tænker, de kunne enes om sagen, for det kan Bachmann og jeg jo ikke rigtig. Forleden dag sad han jo da og nød rigtig Tysklands storhed og kunne jo da ikke fortælle nok om, hvor dygtige og udmærkede tyskerne var, alle andre dur jo ikke. Så sagde han til sidst, at det lød måske lidt underlig, sådan at rose sig selv, så sagde jeg bare: »Det gør tyskerne jo altid«. Så gik han. Men derfor er han lige flink, han er ellers et rigtig godt menneske. I dag er han i kirke. Han er vant til at gå i kirke hver søndag, når han er hjemme. Nu snakker han slet ikke om at flytte, og det kan jo også være lige meget, for når han rejser, får vi jo vist blot et par menige. Russerne hører jeg slet ikke til, der er ellers kommet flere til egnen, Finnemann har nok fået ti…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

20. juli 1915 – Jørgen Friis: “De har både det ene og det andet at plage os med”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 20. juli 1915

Min kære Inger.

Rigtig mange tak for brevet og pakken, som jeg lige har modtaget. Du kan tro, jeg bliver glad, hver gang jeg får brev, og især fra dig. Du har måske ventet brev fra søndag, men den dag havde vi så travlt hele formiddagen, og vi blev først fri Kl. 2 x/z om eftermiddagen. De har både det ene og det andet at plage os med. For tjenesten kan jeg sagtens holde det ud, men det er den tvang, som man altid er under…

Du skrev om, at du havde givet pengene ud, men det skal du ikke være ked af, og dersom du skulle mangle penge, kan du jo få hos Møller eller også sige det til Fedder. Så skal han nok hjælpe dig ud af forlegenheden. Det er godt, kære Inger, at du sådan kan tage dig af det hele, og især er det da godt for vore små piger, at du er hjemme og kan pleje og hygge om dem. Jeg tænker ofte på jer alle og ville gerne hjem og se til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Når du så kommer herud, kan det jo også sagtens gå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

16. juli 1915 – Inger Friis: “De skriver og taler så meget om fred til efteråret”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 16 juli 1915

Kære Jørgen!

… I dag har karlene kørt gødning igen, det gir vist ikke så meget for dem, når de selv gør det. Det går ellers godt nok med at komme op og komme i gang…

De skriver og taler så meget om fred til efteråret, men det ville jo være så glædeligt, så man næsten ikke tør vove at tro det.

I dag har overløjtnanten været her igen. Det er anden gang, han kommer kørende, og så kan du ellers tro, Bachmann får feber. Overløjtnanten er nok meget streng, og så ligger de altid og kører fejl i byen, kører til Knud i stedet for til Store Anslet, og så biir han gnaven. I civil er han købmand i Hamborg. De var to løjtnanter i dag, og de var rigtig inde i stalden og kigge på skimlerne. Det gør underofficererne også, de er her også hver formiddag. Dem kan de lide. Blot de ikke kommer i tanke om, at de var gode til rideheste. Agnete er ved at blive kendt med Bachmann. Pigerne siger, at hun i dag sad hos ham i sofaen og spiste stikkelsbærgrød med strøskeen, han gir hende jo chokolade, og Agnete vil altid gerne sidde i sofaen. De andre to er lidt mere fremmede for ham. Kirstine taler forresten mere om dig nu. Hun vil have, at du skal komme, det biir hende for langt. Louise sover hver nat i din seng, og det er jo en hel herlighed, og jeg synes også, det er rart, for det er så trist med den tomme seng. Så tænker jeg jo på, at du ligger i en stald, og så blir det hele meget kedeligt. Jeg gider slet ikke gå og lave ekstra mad til ham feldweblen*, når du ikke kan spise med, jeg sidder selv i borgestuen, som vi plejer, og lidt skal han jo have, når vi får betaling for ham.

Hundredmarksedlen er vekslet og givet ud. Jeg er helt ked af det, men nu lægger jeg et lille regnskab hos, som omtrent passer…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

16. juli 1915 – Jørgen Friis: De første dage på feltfod

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Husum d. 16. juli 1915

Min kære Inger!

Rigtig mange tak for brevene, jeg fik dem begge to på en gang. Hver middag og aften får vi posten udleveret, pakkerne skal vi selv hente på skriverstuen. Du kan tro jeg blev glad, da jeg så, der var brev fra dig, du kan rigtignok fortælle en hel del, og mange tak, fordi du sendte mig vore små piger. Det er da godt, at de ikke længes så meget efter mig.

Nu må du endelig ikke tro, at jeg har det så slemt. Det er slet ikke så galt, når man først bliver lidt kendt med tingene, og da vi så er så mange bekendte, så kan det sagtens gå. Der er jo også mange løjer ved sådan at leve på feltfod. Især om aftenen har vi det rart. Da samles vi på en gæstgivergård lige i nærheden af, hvor vi bor. Der sidder vi så og får os en kop kaffe og drøfter, hvad vi har oplevet og taler om hjemmet.

Kære Inger, jeg har tænkt, om du ikke kunne komme ud og besøge mig nu på søndag, otte dage. Nu på søndag er det ikke værd at rejse herud, for jeg ved ikke rigtig, om jeg kan få orlov hele dagen. Når jeg først er blevet lidt kendt, går det bedre.

Jeg har tænkt, om du og Th. Ellegårds kone ikke kunne følges ad. Når I så rejser hjemme fra om lørdagen, så I kan være her om aftenen, så kan vi være sammen med jer lørdag aften og hele søndag.

Det kan ellers blive rart. I kan bo her på gæstgivergården. Det er Neustadt N° 98, og værten hedder Petersen, men på huset står Antoni Hansen Gasthof, så finder I det nok. I går aftes talte jeg med Svensson fra Dybbølposten. Han er også her, han er gefrejter* og har det meget godt. Han bor i en privat lejlighed og har det meget hyggeligt.

Hver morgen og middag marcherer vi gennem byen til stillingspladsen, det er nede ved havnen. Der samles vi og marcherer så i sluttet trop til øvelsespladsen, som er her i nærheden af byen. Det er for det meste gymnastik, vi har haft indtil nu, og det kan jeg sagtens komme igennem. Jeg er jo nok lidt øm i lemmerne, men det har ikke noget at betyde. Underofficeren, vi har, skælder frygtelig ud, men jeg tror ikke, han mener det så galt, og vi bryder os i hvert fald ikke meget om, hvad han siger. Det er vist sådan en vane den slags folk har.

Kosten, vi får her, er også ganske god. I dag fik vi således frikadeller med brun sauce og nye kartofler, det smagte helt fortræffeligt. Om aftenen får vi gerne et stykke pølse udleveret, det smager også godt.

Kan du ikke sende mig lidt smør, kære Inger, for mit er snart ved at slippe op, men Jesper Kongsted har også hjulpet mig at spise det. Han havde ikke fået noget med. Dersom du har lavet ost, vil jeg også gerne have en sådan.

Ja, nu skal jeg ind til mine kammerater og ha’ mig en kop kaffe og en hyggelig passiar.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* se leksikon

14. juli 1915 – Inger Friis savner sin mand … og Politiken

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, 14. juli 1915

Kære ven!

Det var rigtignok rart allerede i dag at få et langt brev fra dig; og alligevel blev jeg lidt ked af det, for du har det ikke godt, der hvor du nu er. Det er jo en trøst, at I er flere om det; men den er jo såmænd kun lille. Jeg er færdig til at rejse ud og besøge dig, hvornår det skal være, men det er jo da vist ellers lige tidligt nok endnu. Skriv, hvornår du vil have, jeg skal komme, om nu på søndag eller en søndag længere hen.

Jeg har ingen rigtig lyst til det herhjemme, og fremmede har jeg nok af. I dag har Marie Krog været; men det er jo bare dig, jeg savner. Blot du da havde haft det lidt bedre. Jeg håber, du har fået mit brev fra i går aftes. Der var et billede af børnene, så det var jo kedeligt, hvis det var gået tabt. I dag har karlene sat hø op. Vejret har da også været meget smukt, rigtig til at drikke kaffe på forhøjningen i. Hvis du blot havde været her. Vi har vasket, Margrete Schrøder har hjulpet os, og det var rigtignok godt, for det sinker nu alligevel med den feldwebel*, og så især da Marie også kom. I dag har jeg måttet veksle 100 Mark sedlen, for lille Karl fik 10 M. Jeg skal nok huske at skrive det … Jeg er ellers lidt ked af det med den feldwebel. Nu har han fået sig en medhjælper, en menig, som skal passe telefonen, når han selv er ude. Ham sendte Eickemeyer skam også hertil; men jeg sagde jo da straks, at ham kunde jeg ikke have. – Ja, det havde jeg da heller ikke tænkt mig, sagde Hr. Bachmann så. Han kom så op til Simon Froms. I går aftes styrtede feldweblen med cyklen ved vadhuset og slog et stort hul i panden. Han var i Haderslev i formiddag og fik det syet sammen. Han kender slet ikke frihjulet. Jeg skulle forresten hilse fra ham.

Skal jeg sende brød og smør, eller hvad ønsker du. Lad mig få høre, hvad du savner. Kan det gå at sende Politiken? Så farvel for denne gang.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*En feldwebel er første underofficer i et tysk kompagni, svarende nogenlunde til en sergent.

13. juli 1915 – Jørgen Friis: En familiefar bliver rekrut

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 13. juli 1915

Kære Inger og små piger!

Nu skal I da høre, hvordan tiden går for mig, siden jeg er blevet soldat. Om morgenen står vi op kl. 4, og så skal der pudses, og sengen gøres i stand. Så skal vi have lidt at spise, hvortil vi drikker kaffe, noget værre stads, af en stor skål. Samme bruges også til middagsmaden, som er noget lignende kaffen. Kl. 5 lh rykker vi ud til øvelse, som varer ved til kl. 11. Så har vi fri til kl. 2, og så begynder det igen med øvelse, som varer ved til kl. 6. Fra kl. 7 har vi så undervisning, som varer en time.

Du ser altså, kære Inger, at vi ikke har megen fritid. Vi er indkvarteret i en kreaturstald, hvor vi ligger 50 mand, den ene tæt ved siden af den anden. Vi ligger på en halmsæk, og vor hovedpude er også fyldt med halm. Så har vi to tæpper over os, det kan endda nok gå an. Det er vistnok et af de dårligste kvarterer, vi har fået, det er fuld af rotter, og her skal vi også have vor mad stående. Jeg er nødt til at beholde kufferten til at gemme sagerne i. Ellers æder rotterne det, og så kan vi sulte.

Du skulle bare se, hvordan vi ser ud, vi 50 mand fra Haderslev. Da vi kom hertil i går formiddag ved 12- tiden, måtte vi straks til kammeret og have noget tøj; men du kan ellers tro, at vi gjorde store øjne, da vi så, hvad det var for sager, vi fik udleverede. Støvlerne er endda nogenlunde, og det er en stor ting, men du skulle se uniformen, lap ved lap og revnet og falmet og beskid t af gammelt sved og snavs. Uha, det er forfærdeligt, det er det aller dårligste tøj, vi har fået. I dag er vi blevet vaccineret, både på brystet og armen og i morgen skal vi hen og sværge til fanen.

Jeg kan ellers let holde det ud så vidt som vi er kommen, men behageligt er det rigtignok ikke. Jesper Kongsted og jeg er kammerater og sidder for øjeblikket på en gæstgivergård lige i nærheden af vort kvarter og skriver. Værten og hans hustru er ordentlige folk, og taler dansk. Her kan du bo, kære Inger, når du kommer ud og besøger mig. Hvordan går det dig og vore små børn. Kære, jeg ville rigtignok gerne hjem til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg er glad ved, at jeg har sådan en god kone hjemme, du kan jo let passe børnene, de taler vist slet ikke om mig, vel?

Mange kærlige hilsner til dig, Louise, Kirstine og lille Agnete. Hils også karlene og pigerne, kære Inger. Jørgen.

Mit civiltøj kommer i morgen. Du kan vel nok læse min skrift, det er ellers lidt utydeligt, men jeg har travlt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.