Tag-arkiv: druk

25. februar 1919. H.C. Brodersen og sine kammerater er “…foretagsomme krigsfangere…” under deres ophold i Myrat.

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Med  vor  Høpresser  er  vi ankommet  hertil.  Vi er  indkvarteret  i  en  Hestestald  ved  Siden  af  et  Hønsehus.  Det  er  Vinter,  og  af  den  Grund  mener  Hønseejeren,  at  Hønsene  ikke lægger  Æg .  Han  har  sikkert  Ret.  Her  i  Byen  har  de  den samme  Slags  Ost  som  i  Rion. 

Der  er  ingen  Forskel,  men her  i  Byen  har  de  en  lumsk  Skovfoged.  Han  fandt  ud  af,  at hans  Ostebeholdning  svandt  for  voldsomt  ind  og  var  saa uheldig  —  eller  heldig  —  at  have  Rottegift  ved  Haanden.

Det  var  sikkert  en  god  Tanke,  men  den  var  djævelsk,  og den  Omstændighed,  at  flere  Kammerater  et  Par  Dage  efter laa  begravet  i  Høet  og  vred  sig  af  Mavesmerter,  kan  godt tyde  paa,  at  han  for  Fremtiden  faar  Ro  for  „Rotterne”. 

Jeg havde  en  betroet  Post  paa  Banegaarden,  og  Kammeraterne, som  vi  afløste,  havde  ogsaa  betroet  mig  et  „Tip”.  Der  stod nemlig  i  et  Hjørne  af  Pakhuset  en  Sæk  Mel . De  havde  næsten  tømt  den  helt  og  mente,  det  var  bedre,  om  vi  fortsatte, saa  den  helt  kunde  forsvinde. 

Ved  Middagstid var  det  gerne roligt  paa  Banegaarden  og  Tiden  derfor  gunstig  for  en  foretagsom  Krigsfange.  Dog  en  Middag  gik  det  galt.  En  Mand fra  „ Train ”  opdagede  mig,  da  jeg  i  min  Ivrighed  ikke  havde set  mig  for.  Jeg  var  oprigtig  ked  af  det.  Tankerne  om  et  Par Aars  „Prisson”,  medens  Kammeraterne  var  rejst  hjem,  fløj 165 igennem  mit  Hoved.

Dog  han  havde  Hjerte  i  Livet.  Han  fik at  vide,  at  Kosten  var  knap  og  lovede  saa,  at  hvis  jeg  indstillede  Forretningen  for  Fremtiden,  vilde han  lade  være  med at  melde  mig.  Jeg  holdt  mit  Løfte,  men  han  holdt   ikke   sit.

Da  jeg  et  Par  Dage  efter  fulgtes  med  Vagtmanden,  traf  vi Jernbanemanden  og  nu  sladrede  han.  Vi stod  imidlertid  lige ud  for  en  Vinstue,  og  de  var  begge  tørstige.  Jeg  fulgte  med, da  de  gik  ind, og  ved  et  Glas  talte  vi sammen  om  Sagen,  der kort  efter  blev  anset  for  at  være  druknet  og  ude  af  Verden. Men  da  havde  vi ogsaa  faaet  mange  Glas. 

I  Hotellet,  hvor  vi spiser  vor  Middagsmad,  er  Manden  i  Felten.  Der  er  derfor ingen  til  at  passe  Fruens  to  Køer,  men  det  er  vi  mere  end villige  til. Vi har  nu  baade  Mælk,  Æg  og  Mel  til  Pandekagerne,  der  er  en  eftertragtet  Ret  for  Peter  Petersen  fra  Bodum,  der  har  faaet  ondt  i  Halsen  og  ikke  kan  faa  andet  til at  glide  ned  igennem  den. 

„Madame”  opdagede  dog  ret  hurtigt,  at  Mælkemængden  var  skrumpet  ind,  og  de  Kødben, som  vi  fik  for  at  passe  Køerne,  skrumpede  nu  ogsaa  mere og  mere  ind.  Nu  steg  Mælkeydelsen  atter,  og  der  er  nu  igen mere  Kød  paa  de  Ben,  som  vi  faar  som  Belønning  for  vore Anstrengelser.

 

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

31. december 1917. Claus Eskildsen fejrer nytår ved fronten. “Kl. 3 bliver det mig for broget ….”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov til den 28. december vendte han tilbage til fronten og nytårsaften blev fejret i slottet, Chéhéry. Her var officererne gavmilde med flaskerne af vin.

Det er ikke hyggeligt at rejse med Orlovstoget ud til Fronten. Det er ubeskrivelig overfyldt, det er ikke opvarmet, det har mange Timers Forsinkelse.

Trafikken er ved at bryde sammen. Ved Osnabrück kører kort efter Orlovstoget Berlin—Køln ind i vort Orlovstog Hamborg—Køln. Det koster over 30 døde. Snart bliver lignende Ulykker næsten til dagligdags Begivenheder.

Det var godt, at jeg ikke skulde holde Jul derude!

De havde siddet ved tørt Brød og havde saa trøstet sig med de vaade Varer.

Nu fejrer vi Nytaarsaften i Slottet Chéhéry. Jeg har bragt et røget Svinehoved med, og Matthiesen har opdrevet lidt Grønkaal. Saa brygger vi os en Punch og filosoferer til Midnat.

Kl. 12 gaar Døren op. Officerer, Oppassere, Ordonnanser kommer og ønsker glædeligt Nytaar. Vi er dem for triste.

Løjtnant Jürgensen, der paa Aarets sidste Dag har faaet Jernkorset af 1. Klasse, giver 5 Flasker Vin, v. Oven giver flot 10 Flasker, den stedfortrædende Kommandør, Kaptajn Seip, lægger 5 Flasker til.

Kl. 3 bliver det mig for broget, og jeg gaar til Ro. Officererne holder ud til Kl. 6.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 197-198